Profile
Blog
Photos
Videos
Thailand part 1
Med sommerfugle i maven ankommer vi sent til Bangkok. Det første der møder os da vi træder ud af den kølige ankomsthal er en saunaligende tropehede. I flyet har vi læst at man som turist altid bør insistere på at taxichaufføren kører efter taxameter, men det er en kamp at overbevise vores chauffør om, der helst vil køre efter sine egne priser. Vi får vores vilje, og resten af turen kan vi nyde den mindre jungle af bedekranse og kæder med hellige amuletter, der dingler fra bakspejlet. På instrumentbrættet er der limet buddhafigurer, og lykkebringende klistermærker er sat fast i forruden. Udenfor glider Bangkok forbi. Vi indlogerer os på Prince Palace hotel, hvor vi fra værelsets panoramavindue kan spotte et lille gademarked, som vi vælger at besøge samme aften.
Det er blevet mandag morgen, og vi beslutter os for at udforske kvarteret, der hurtigt viser sig at være en af Bangkoks gamle bydele. De lokale bor langs kanalen i små faldefærdige blikskure. Det er meget charmerende, men også en smule surrealistisk at folk kan bo på denne måde. På den anden side at kanalen vrimler det med små boder og hektiske gadekøkkener. Efter en dukkert i hotellets pool, går turen mod Koh Samui, hvor vi skal have en enkelt overnatning inden vi skal til dykkerparadiset Koh Tao. På Koh Samui bliver vi budt velkommen med lækker velkomstdrink, inden vi smutter ned til standen og nyder den smukkeste solnedgang.
Da vi først skal med færgen hen på eftermiddagen, griber vi chancen til at nyde standlivet, der indbyder til at flyde dovent på rykken i det klare, varme hav. Hele stranden er mennesketom, og det føles næsten som om vi har øen for os selv. Efter en tur i kajak, pakker vi vores rygsække og drager mod færgen til Koh Tao. Her går det op for os at vi er blevet godt og grundigt solbrændte. Av! Trods en lang, og meget varm tur færgetur, er vi glade da vi ankommer til øen. Vi deler en taxi (her sidder man bare på ladet af en Pick-Up truck), med et meget sødt par. Vi får udvekslet rejsetips, og før vi ved det, er vi ved vores lille Bungalow. Vi snupper en drink i standkanten på Sai Ree beach - Koh Taos længste og travelse strand.
Næste morgen checker vi ind i dykkershoppen, og støder her på de første folk, der er i færd med at gøre sig klar til dagens første dyk. Det er ikke svært at se at Koh Tao er en ægte dykkerfabrik. Dykkerskolerne ligger side om side. Det siges desuden at der her udklækkes flere dykkere end noget andet sted i Sydøstasien. Hos dykkershoppen får vi udleveret en stak sedler, som skal fungere som penge til stedets restaurant og bar - Davy Jones Locker. De bliver hurtigt taget i brug. Da vi først skal have dykkerundervisning ved 4-tiden, beslutter vi os for at leje en scooter, og udforske øen nærmere. 200 bath for 24 timer koster det, hvilket kun er ca. 35 kr... Sindssygt. Med Alexander bag rettet, kører vi fra den ene ende af øen til den anden. Derefter kalder vores første dykkerlektion. Vi ser film og laver quiz med vores søde instruktører - Pete og Mike.
Da den vandet i den pool vi skal øve os i er blevet grumset, bliver vi kørt til en "hemmelig" bugt, hvor vi bliver kastet lige ud i det. Udstyret er tungt, men vi nyder det hele vejen igennem. Vi skal ikke svømme langt ud, før vi hænger over koraler og fisk i massevis. Vi øver "OK" og "DANGER" tegnene under vandet, og før vi ved af det har vi været i vandet i timevis. Vi får renset dykkerudstyret, og kan ellers lægge os godt tilrette i hængekøjen på vores lille terrasse.
Det er fredag og vi skal have "the final eksam". Heldigvis består vi begge, og vi kan derfor komme på vores første rigtige dykkerudflugt. Vi bliver hentet at en long-tail boat, der sejler os ud til en rigtig dykkerbåd, som ejes af mamma og pappa. Mamma råber og skriger på thailandsk, så ingen kan forstå hvad hun siger. Vi griner bare og smiler sødt. Første stop er ved Mango Bay, hvor vi dykker ned til 12 meter, vi ser både klovnefisk, englefisk, pistolfisk, sommerfuglefisk og mange andre havdyr. Både Alexander og jeg har lidt problemer med ørene på vejen ned, men så snart man er nede er det vildt fedt. Det andet dyk på dagen, bruger vi mest til at lave forskellige praktiske øvelser som fx. at tage vægtbælte og BCD af og på - det er godt nok udmattende.
Vækkeuret ringer tidligt lørdag den 12 april. Vi hopper i badetøjet og mødes med de andre dykkere. Vi har to dyk i dag. På sidste dyk kommer vi 17,7 meter ned, og ser en masse flotte fisk, et bilvrag, håndvægte og andet træningsudstyr. Fantastisk oplevelse. Om aftenen mødes vi med dykkerteamet, for at skrive logbog og se video fra dagens dyk. Ejeren, en cool fyr, der siges at dykke i conversesko, byder på shots, og sådan starter en festlig aften. En aften der sluttes af med kæmpe limbo på standen - selvfølgelig med en limbo i flammer.
- comments