Profile
Blog
Photos
Videos
Med en masse oplevelser i bagagen, siger vi nu farvel til Phong Nha, som har budt på skøn natur, grønne rismarker og fart over feltet.
Vi tog en bus fra Hoi An, skiftede til en sovebus i Hue og ankom til Phong Nha om aftenen. I går satte vi os for at leje en scooter, som vi skulle bruge for at komme til Phong Nha-Ke nationalpark. Vi drønede afsted gennem bjerge og marker, og nød de smukke omgivelser. Scooteren styrede vi skiftevis, hvilket gik strålende og uden styrt (vigtig viden for vores kære mødre derhjemme).
Da vi nåede den såkaldte "Paradise Cave", parkerede vi scooteren og gik langs en junglesti, for at komme ind i grotten. Vi fandt hurtigt ud af, at det rent faktisk var det rene paradis, hvor vi pludselig følte os som små hobbitter i Smaugs hemmelige hule. Efter en gåtur i den 31 km lange grotte, kørte vi videre til "Dark Cave", som også viste sig at være noget af en oplevelse! Ved ankomst fik vi udleveret en hjelm, pandelampe, seler til en svævebane og forsikringspapirer til udfyldelse. For at komme hen til grotten, skulle vi med en svævebane over en flod, hvorefter vi svømmede det sidste stykke. Også her viste det sig, at grottens navn passede perfekt; der var nemlig ganske mørkt! Pandelamperne blev tændt og vi fulgte vores guide igennem grottens smalle gange, som til sidst førte os til en vaskeægte mudderpøl, som vi ikke var blege for at tage en dukkert i. Den sjove konsistens af det tykke mudder er noget, vi sent vil glemme.
Temperaturen er ikke just på sit højeste her i Nordvietnam, så da vi kom ud af grotten iført bikini og mudder, var det en kølig fornøjelse, vi gik i møde. Dog skulle det ikke stoppe os fra at prøve en svævebane, hvor man skulle holde fast med hænderne og give slip, så man sprang ned i det (kolde) vand.
Bedst som vi troede, at vi kunne tage et varmt bad, virkede bruserne ikke, så med kolde hænder og mudret hår, måtte vi drøne tilbage til hotellet i en fart, for at få varmen med en skål suppe og varm kakao.
I dag besluttede vi os for at gå en tur i området, hvor vi gik forbi en masse rismarker, hvor kvinderne vinkede til os og børnene tilbød en masse high fives, som vi glædeligt tog imod.
Til frokost spiste vi på en restaurant ved et lokalt marked, hvor to kvinder sad og rullede forårsruller, som vi også fik lov til at prøve.
Efter en meget impulsiv beslutning sidder vi lige nu og venter på natbussen, som skal føre os til Ninh Binh og nye eventyr.
- comments
Jonna Hej piger! Sikke en oplevelse. Vi sidder og fryser sammen med jer, vi har så mange billeder i vores hoveder af jer og steder I har beskrevet. Kys og knus. Farmor og farfar
Moster Mudderbade skulle være ganske gode for huden. Manglende varmt vand - en specialitet i "de varme lande"! Den svævebane lyder rigtig fin, er det noget for mig? Selvom jeg ikke er meget for at bade i koldt vand.