Profile
Blog
Photos
Videos
Hej.
Nu skulle alt være købt, så vidt som jeg kan se (ud fra en pakkeliste). I dag blev der bl.a. købt et par Nike trekkingsandaler, som kan tåle vand, hvilket er helt perfekt til det jeg skal opleve.
I onsdags var jeg i Odense for første gang nogensinde, fordi jeg skulle til Takeoff møde. Der mødte jeg næsten alle dem, som jeg skal rejse rundt med i Ecuador og Peru. Det var fedt at få sat ansigter på mine rejsekammerater. Vi så billeder fra de to lande, og fik en masse gode råd om hvad man skal gøre i forskellige situationer, og hvad der ellers er en god idé at have med. Desuden fik vi vores dag til dag program, så jeg vil her prøve at komme med lidt af det, som jeg skal opleve.
Efter den lange flytur lander vi i Quito, hvor der venter os både en byrundtur til fods og en hviledag. Få dage efter skal vi være fire dage i en indianerlandsby, hvor vi skal bo hos indianerne og følge deres dagligdag. Derfra går den til en aktiv vulkan, Cotopaxi, som skal bestiges. De næste dage går med bjergvandring, mountainbiketur og riverrafting, men også afslapning.
Derefter går turen ind i Amazonas regnskove, hvor der kigges efter mange forskellige dyr og planter. Vi skal både sejle og gå rundt i regnskoven. Det er ikke natur det hele, for vi skal også besøge Cuenca, den tredje største by i Ecuador.
Nu nærmer vi os Galapagos, noget jeg også har set meget frem til. Her skal vi besøge forskellige øer "Island Hoppings", hvor der skal snorkles med hajer og alle mulige mærkelige dyr. Der skal selvfølgelig også ses en del skildpadder, af dem, som nu er tilbage.
Vi forlader Galapagos og Ecaudor og fortsætter rejsen i Peru, der starter med syv dages strandferie, hvor der er mulighed for at surfe. Skulle jeg blive træt af strandlivet og surfingen, er der mange andre udflugtsmuligheder. Det bliver en stor kontrast til Lima, som er næste mål. Lima bliver et møde med den spanske kolonisering af Peru, og en masse andet. Efter Lima går turen til Cusco, inkaernes by, som er en indledning til vores fire dages vandretur på inkastien op til Machu Picchu, som er afslutningen på de to måneder med Adventuredk.
Efter dette ved jeg endnu ikke hvad der venter mig, men forhåbentligt flere uger i Sydamerika. En ting er dog sikkert, jeg glæder mig helt vildt meget, og nu er der kun 15 dage til jeg flyver.
- comments