Så kom vi langt om længe til Ghana - som på ingen måde kan sammenlignes med Danmark. Vi er blevet taget rigtig godt imod af alle ghaneserne, som har det med at råde Ubruni(hvide menneske) efter os, vi har endda oplevet de ansigtsudtryk som fortæller os, at vi nok er de første hvide mennesker de ser, hvilket også er en meget speciel oplevelse. Vi startede vores Ghana eventyr i hovedstaden Accra, som er en meget stor by, hvor rigdom og fattigdom bor side om side. Forskellen imellem dem er kolossal, da rigdom er store hus med dyre biler, hvor naboen kan være et lille blikskur uden vand og elektricitet. Folk tigger på gaden, hvor de løber ind og ud af bilkørerne, for at prøve at sælge noget eller bare tigge - så det er virkelig nogle sørgelige skæbner vi har set allerede. Mens vi var i Accra, besøgte vi den Danske ambassade, hvor vi fik lidt information om det Ghanesiske sundhedssystem.
Dette var fx at barnedødeligheden og mødre dødeligheden er ekstrem høj i Ghana, hvilket er et stort problem som de prøver at rette op på hernede. Til dette er der bl.a. tilbudt 4 fødselskonsultationer under graviditet. Men dette er der kun et fåtal af de gravide Ghanesiske kvinder der benytter sig af, da det bliver set meget forskelligt på fx sygehusene hernede. Vi fik fortalt at der er mange kvinder, der har opfattelsen af, at det er en dødsdom at komme på hospitalet og derfor bliver de væk, dertil er der en streng tone på hospitalerne og sundhedsklinikkerne hernede, så mange af kvinderne vil ikke i kontakt med læger og sygeplejersker, da de ikke behandler dem ordentligt og til sidst er transport et kæmpe problem hernede. Der er simpelthen folk ude i de mindre landsbyer, som næsten ingen mulighed har for at komme til hospitalerne, selvom de måske gerne ville. Mht. mødre dødeligheden, så er der rigtig mange ufrivillige graviditeter hernede, pga. manglende økonomi, til at kunne købe prævention. Hertil prøver mange kvinder at udfører deres egen abort, som fx foregår med en tøjbøjle som bliver knækket og rettet ud, og derefter indført til at forløse fosteret, hvilket mange gange ender i dødsfald pga. blodmangel.

Inden vi tog herned, var vi nok lidt bekymrede for at have alt for meget kontakt til patienter i forhold til mangel på god hygiejne og de smitsomme sygdomme som Hiv og Aids. Men på ambassaden fik vi af vide, at det faktisk er under 2 % af den ghanesiske befolkning, der lider af disse sygdomme, samt at man er meget opmærksom på, at det især er i fængslerne hernede, at der er størst fare for smitte, samt at de pårørende - mænd og koner til de indsatte er link ud til befolkningen, da utroskab åbenbart er en normal del af livet her i Ghana.

En sidste ting som der er fokus på hernede, er det faktum, at hvis man går til lægen hernede, så er det ikke nok at få af vide at, "du skal bare hjem og slappe af". Det Ghanesiske folk vil have medicin og så er det lige meget om de har brug for det eller ej, hvilket vil sige at der bliver givet meget antibiotika og malariamedicin, uden at der er behov for det, og dette ender ud i resistens, hvilket jo pludselig er en stor problemstilling i sundhedssystemet hernede.

Efter ankomst til hospitalet gik det hurtigt op for os, at vi skulle se, hører og opleve nogle ting, som vi på ingen måde ville kunne stå inde for, så efter et par dage på de forskellige afdelinger, har vi måtte stikke en finger i jorden og på en høflig måde snige os uden om det de beder os om at udfører. Anne har fx været vidne til at de renser sår i syre for at få det betændte pus væk.

Vi er kommet ud på forskellige afdelinger, og her skal vi være i 2 uger inden vi skal ud og se andre afdelinger. Anne er på kirurgisk afdeling A, Katrine er kirurgisk afdeling B og Signe er på intensiv afdelingen. Hjemme fra Danmark kender vi disse afdelinger, og vi ved nogenlunde hvad de står inden for. Det er en helt anden snak hernede. På de kirurgiske afdelinger ligger patienterne længe. Anne afd. Hedder sig at være patienter der er blevet nyopereret som skal overvåges og have tjekket deres sår fra de efterfølgende operationer. Katrines afdeling er primært sår (hele kroppen), diabetiker sår og liggesår. Desuden er det sår med infektion i og kroniske sår. Gennemsnits liggetiden på denne afdeling er 365 dage. Signes afdeling er intensiv, og hjemme fra, kender vi denne afdeling som en kritisk afdeling hvor de fleste patinter er i koma, eller meget tilskadekommet. På denne afdeling er der plads til 6 patienter, og hvad Signe har set indtil videre, er det primært folk der ligger til observation efter de har været inde og blive opereret, eller indtil lægerne finder ud af hvad de evt. Kunne fejle.

Det er spændende at se hvordan sygeplejerskerne dokumentere her i Ghana. Hjemmefra er vi vant til at alt skal dokumenteres og alt skal gå efter procedurelister og retningslinjer. Hernede gør men det lidt individuelt. De har hverken retningslinjer eller procedurelister, så hver afdeling gør hvad de nu syntes passer bedst. Vi har prøvet ude på de forskellige afdelinger at spørge ind til hvad sygeplejerskerne syntes om dette, og de syntes alle at det fungere og de ikke oplever fejl i systemet. Desværre kan ingen af dem svare på hvor mange fejl der sker i løbet af en måned, både i forhold til medicingivning og den normale pleje.

Vi bor på selve skolens og hospitalets område, så vi kan følge med i de sygeplejestuderendes gang, fra morgen til aften. Deres dag starter med kirke kl. 6:50 til kl. 7:? Hvorfor de enten går ud på afdelingerne eller i skole. Meget af deres arbejde på selve skolen går ud på at de skal gøre rent på skolens områder, i lokalerne og hjemme hos lærerne. Grundet til dette er for at de studerende skal lærer at tage ansvar og holde orden og gøre rent. Dette skal de nemlig bruge ude på afdelingerne. Anne har været med til at overvåge en eksamen for de studerende. Denne gik ud på at de bl.a skal rede en kardiale seng, hvordan lagnet skulle foldes og hvilket niveau hovedgæret skulle være i.