Profile
Blog
Photos
Videos
I dag brugte jeg dagen på Rottnest Island. Tog toget til Freemantle (eller Freo, som australierne kalder byen) og derfra færgen til selve øen. Havde købt en pakketur som betød, at jeg fik en cykel til låns hele dagen. Havde ca.6 timer på Rottnest, hvilket passede godt til en lang cykeltur øen rundt. Opdagede hurtigt at min kondition har lidt stærkt under 11 måneder uden cykel og med ikke-eksisterende motion ud over et par få vandreture i ferien. Cyklede op og ned af bakker i ca.4 timer, men efter ca. 2 timer måtte jeg trække cyklen op af de fleste bakker. Det var nu bedre at komme rundt ved fodkraft end via bil, så både en slange og tonsvis af firben. Slangen lå midt på landevejen og bevægede sig dovent over vejen, så hoppede af cyklen og fik taget et billede, det var fascinerende, den første slange jeg har set i Australien. De fleste firben var dog for hurtige for mit kamera.
Vejret var fantastisk og øen var utrolig smuk med strand overalt. Fortrød en lille smule, at jeg ikke have taget snokeludstyr med, men kun en smule, for luften var stadig ret kølig. Så tonsvis af de nuttede quokkas, en art wallaby der ligner en krydning af en forvokset rotte og en hamster og som har lagt navn til Rottnest, som er taget fra hollandsk 'rotterede'. Den europæer som opdagede øen var hollænder og troede quokkaerne var rotter. Blev meget betaget af de første 4-5 quokkaer jeg så, indtil jeg i slutningen af turen opdagede, at de var overalt i Thomsons Bay, den lille by på øen, selvom by er en overdrivelse i forhold til den klynge huse der ligger der. Efter 4 timers kørsel og adskillige bakker og kilometrer opdagede jeg desperat, at restauranterne på øen lukkede omkring kl.3, da jeg lige var blevet færdig med min cykeltur og havde temmelig meget brug for brændstof til kroppen. Lidt af en nedtur da jeg allerede havde tjekket den lækre menu. I stedet måtte jeg regner med en ikke særlig god sandwich i det lokale bageri, men det gav mig da energi til at tage en sidste cykeltur rundt og opdage, at der er quokkas overalt. Søde er de nu, uanset at de ikke er et særsyn som f.eks. wallabies, der svære at spotte om dagen.
Kiggede mig lige omkring på værelset, klokken er snart 11 om aftenen og alle inden for synsvinkel (5 ud af de 10 beboere) sidder som jeg enten med deres bærbare eller tjekker mobilen. Spøjst at vi ikke kan finde bedre ting at tage os til:-) Men det er bedre end den sidste times tid, hvor et par af de andre først skulle snakke meget højt under en skypesamtale og derefter have højlydt samtale med hinanden. Lidt anstrengende på et lille værelse, hvor man ikke altid gider høre om andres personlige problemer, især når det er mennesker man slet ikke kender. Men var for træt (læs:doven) til at tage computeren med et andet sted hen. Var temmeligt udmattet efter turen i dag og har ikke flyttet mig siden jeg kom op i min seng. Problemet med at dele værelse med mange er, at det aldrig kan betale sig at gå i seng før ca. halvdelen af ens naboer er gået til ro, for ellers kan man ikke regne med nogenlunde ro til at sove, på trods af at jeg er bevæbnet med ørepropper og sovemaske. Mit hostel i Perth er okay, ville hellere have haft et større værelse, men folk er nemme at komme i snak med og det ligger i et godt kvarter tæt på centrum. Imorgen er sidste dag inden jeg tager videre til Coral Bay. Det glæder jeg mig meget til, har snakket med en tysk pige der lige har været deroppe og som har fortalt, at det ligger lige ned til en lækker strand og er dejlig varmt. Planen er at bruge en dag på at svømme med hvalhajer, en dag på en dykkertur og sidste dag (bussen kører videre kl.23) med at snorkle. Håber udover hvalhajen at se skildpadder, måske også mantarays og delfiner. Og så ligge på stranden for første gang siden februar (man ved, at man har været 'for' længe i Australien, når man synes det er længe at gå 4-5 måneder uden at slikke solskin og bade. Det her land kan gøre én helt forkælet.
- comments