Profile
Blog
Photos
Videos
Fiji Del 2
Regnskov og trættende taxachauffører
Søndag aften ankom jeg til Suva, ene hvide pige i en storby fyldt med mørke mennesker, og jeg tænkte, at jeg for første gang kunne sætte mig ind i, hvordan det er at være en minoritet eller at skille sig ud på grund af sin hudfarve. En sund fornemmelse tror jeg, men også lidt sær, helt ny og fremmed følelse. Det gode ved Fiji er dog at engelsk er det officielle sprog, så de fleste er gode til at tale det, selvom det ikke er deres modersmål. Den eneste gang jeg havde problemer med at gøre mig forståelig var, da jeg gik ind på en internetcafé for at printet programmet for konferencen ud, og de asiatiske medarbejdere simpelthen ikke fattede, hvad jeg sagde.
Fiji er hjemsted for mange forskellige kulturer, de oprindelige beboere, folk med indisk baggrund, kinesere og folk med anden asiatisk baggrund, og selvfølgelig folk her og der med vestlig baggrund. De fylder dog meget lidt i gadebilledet, sandsynligvis fordi de ikke tager offentlig transport. Jeg havde tog ingen problemer med at rejse rundt alene, foretrak som altid busser frem for taxaer, som jeg kun tog om aftenen (fulgte Lonely Planets råd på det område). Inden jeg rejste fra Suva var jeg nået at blive grundigt træt at taxachauffører der prøvede at snyde mig ved ikke at slå taxameteret til. Mange af dem skulle man nærmest forhandle med, hvilket ikke var fedt når jeg i forvejen kun tog taxa i nødstilfælde. Da mit hostel, Raintree Lodge som det hed, fordi det lå lige op til en regnskov, lå ca.15-20 minutter under for byen, blev jeg også vant til, men temmelig træt af, standardudbruddet fra taxachaufførerne "but why do you live so far away?!" - det samme spørgsmål som mange af mine internationale medstuderende har mødt mig med, når jeg forklarede at jeg boede i selve Sydney, og ikke på Lars Tyndskids mark hvor campus ligger.
Mit hostel var hyggeligt, rimelig i pris og okay rent. Desværre var det næsten dødt, aner ikke om det var tidspunktet på året (regntiden er ikke just højsæsonen for turisterne) eller bare det faktum at få turister tager turen ned til Suva. Tror det er en kombination af begge dele. Men jeg havde en fin udsigt ud over en sø omgivet af regnskov fra stedet restaurant. Den første aften, da det øsede ned, tog udsigten helt pusten fra mig. Da det klarede op, var det stadig flot, men ikke helt så smukt som i regnvejr af en eller anden grund.
Future Challenges, Ancient Solutions
Det var navnet på min konference. Den startede mandag morgen og blev afholdt på University of the South Pacific (USP). Området klart noget af det flotteste jeg så i Suva. Bygninger spredt ud over campus, grå beton som på RUC og Macquarie, men omgivet af grønt. Blev noget misundelig over, hvor flot campus var, selvom jeg i forvejen syntes Macquaries campus var pænt.
Konferencen fokuserede både på kulturel viden om Sydhavsøerne, hvordan man kunne beskytte sig mod klimaforandringerne, som bl.a. vil betyde havstigning og flere cycloner i området, samt bæredygtighed. Det sidste var i mine øjne det mest interessante, og mange af de forskere der præsenterede deres resultater, havde spændende forslag til, hvordan man kunne bruge flere bæredygtige metoder. Min indtryk efter konferencen var slut var, at klimaforandringerne især skyldes grådighed og uvidenhed. Mange steder på sydhavsøerne har man haft en fornuftig levevis, indtil vestlige levemåder gradvist har taget over. Selv deres mad er ikke bæredygtig, men importeret. Det mest interessante jeg lærte undervejs var, hvordan en oldgammel form for transport, at sejle i kano, faktisk var en utrolig effektiv og miljøvenlig måde at komme rundt på.
Kanoer i Korova
Om onsdagen var jeg med en gruppe på ekskursion til Korova, en lille landsby uden for Suva. Beboerne var nogle af de få tilbage på Fiji, der ikke havde glemt det gamle håndværk med at bygge og sejle kanoer. En lingvistikprofessor fra USP, Dr Paul Geraghty, der talte det lokale sprog flydende og var adopteret af landsbyen, tog os derhen. De var flinke og gæstfri, som man oplever det overalt på Fiji, og efter den traditionelle kava ceremoni blev vi delt i to grupper og fik en tur i deres kano på skift. En traditionel kano har sejl og to små både der sidder parallelt og forbundet med stænger eller brædder. For flere tusind år siden ankom fijianernes forfædre til Sydhavsøerne i kæmpestore kanoer fyldt med både mennesker og husdyr som grise, høns og kvæg, så teknikken bag kanoen står ikke tilbage for antikkens skibe.
Vi sad 5-7 mennesker men fødderne ud over den ene side, mens 3 af mændene fra landsbyen behændigt sejlede kanoen ud til koralrevet et godt stykke ud fra kysten, vendte skuden og sejlede tilbage igen på max. 20 minutter. De fortalte at de brugte kanoerne til at sejle ud for at fiske. Eksotisk for en teknologiopdraget vesterlænding, på samme måde som da jeg fik at vide at det var normalt for landsbyboere i skovområder at jagte vildsvin med spyd. En mand brugte det som forklaring, da jeg spurgte ham hvorfor alle folk på Fiji havde så mange hunde. Han sagde, at de brugte hundene, når de jagtede vildsvin: "lot of dogs come with us, few come back". Tror nu ikke de jagtede vildsvin i Korova, da den lå i udkanten af Suva og langt fra skoven. Men på Fiji er der helt klart en forkærlighed for hunde, for de var overalt. I Nadi så jeg flere udsultede og hjemløse eksemplarer, men i landsbyerne og på de forskellige hostels vrimlede det altid med hunde, og jeg mødte ikke én, der ikke var sød og velopdragen. Ved ikke hvordan de opdrager deres hunde, men de kunne sandelig lære danske hundeejere end ting eller to!
Kultur og madforgiftning
Der var flere kulturelle indslag på konferencen. Den første aften blev vi underholdt med dans både af en lokal dansegruppe og af en af deltagerne i konfenrencen, en mand fra Hawaii, Peter Rockford Espiritu, der var professionel danser, koreograf og leder af et danseakademi for moderne dans på Hawaii. Er ikke meget til moderne dans, sikkert fordi jeg ofte ikke fatter en brik, men hans optræden var virkelig god. Den sidste aften blev der holdt afskedsmiddag på et fint hotel i Suva, og bare udsigten fra terrassen tydede på at det var et dyrt sted. Flere holdt små taler og der blev synget nationalsange fra Fiji og flere andre steder, og danseren fra Hawaii tog igen stikket hjem ved at synge en meget bevægende og komplet uforståelig sang. De mange gråhårede professorer blev lystige og rørstrømske under indflydelse af vinen, for der var fri bar og lækker buffet, men desværre også et eller anden som min mave bestemt ikke brød sig om, og jeg måtte springe den sidste dag af konferencen over og leve på en diæt af cola, ris og frugt i flere dage for at mindske mavekramper og hyppige toiletbesøg.
Kajaktur på Luva floden
Det lykkedes mig dog dagen efter at komme helskindet fra Suva og op til Pacific Habour, der befinder mellem Suva og Sigatoka. Der tog jeg på kajaktur med Rivers Fiji. Virkelig god tur, selvom det var lidt pebret i forhold til Fiji standard priser (men sikkert billigt i forhold til Australien). Vi tog med minibus op i bjergene, og for første gang mødte jeg australske turister - de bor åbenbart ikke på hostels, for de unge tager til Europa som rygsækrejsende, mens det vrimler med især englændere og tyskere på Fiji. Vi standsede i en landsby, der samarbejde med turselskabet. Da området vi kørte igennem og floden vi skulle sejle på, den øvre Luva, tilhørte dem, skulle vi gennemgå en officiel kave ceremoni med høvdingen for at bede om lov, en høflig getus og selvfølgelig også arrangeret af selskabet for at turisterne kan opleve lidt lokal kolorit. Men det var en interessant oplevelse.
Var kun mit andet besøg i en fijiansk landsby, og den var meget anderledes end Korova. Hvor Korova var lille og tydeligt fattig, var det her klart at landsbyen nød godt af turismen. Vores guider var mænd fra landsbyen der arbejdede for turistselskabet, der var mindst 20-30 huse i god stand (men selvfølgelig med blik- eller strøtag som i de fleste landbyer), området var grønt med græs og små blomsterhaver og de havde egen kirke. Det sidste er vigtigt da landsbyen lå langt oppe i bjergene, så turen op og ned er ikke en man tager hver dag, medmindre selvfølgelig man er et turistselskab. Desuden er folk på Fiji meget religiøse, så en kirke er uundværlig (størstedelen af befolkningen er kristne, derefter kommer hinduer og vistnok buddhister og til sidst muslimer, som er den mindste gruppe).
På vores vej op til høvdingens hus måtte vi konstant råbe 'bula' som svar på de mange hilsner fra landsbyboerne, det er ikke løgn at fijianere er meget venlige og åbne, for sådan var det overalt, omend selvfølgelig mere i landsbyerne end i Nadi eller Suva. Børnene var meget nysgerrige men generte, og en af guiderne sagde i spøg at vi var læger, hvilket fik dem til at hvine og forsvinde fra døråbningerne - lægeskræk overvandt nysgerrigheden.
Lidt om Kava
Jeg må hellere forklare hvad kava er, for dem der måtte overveje en tur til Fiji. Oprindeligt hedder det yaqona (udtales jangona), og blev tidligere kun drukket af høvdingen som led i officielle ceremonier. I dag er det dog meget udbredt og man kan ikke sige, at man har været på Fiji uden at have smagt det. De lokale drikker det konstant, men selvom det kan have en let bedøvende effekt, alt afhængig af hvor meget man drikker, og ofte bliver drukket i stedet for alkohol, er reelle skadelige effekter ikke blevet påvist. Havde en diskussion med et par andre under konferencemiddagen om, hvorvidt det var godt eller skidt at de lokale drak kava i så store mændger, hvor jeg påpegede, at medmindre virkelig skadelige bivirkninger blev påvist som følge af kavadrikning, så var kavamisbrug at foretrække frem for alkohol- eller stofmisbrug.
Når man besøger en landsby skal man altid medbringe kava, enten i form af tørrede rødder eller pulver der allerede er blevet stød. Man skal desuden være tækkeligt klædt på, dvs. tildækkede skuldre og knæ, hvilket klares ved at binde en sarong om underlivet. Shorts eller bikini er ikke tilladt. I høvdingens hytte eller i fællesrummet samles man, præsenterer gaven til høvdingen, og en repræsentant for de besøgende og høvdingen taler på skift, på den lokale dialekt selvfølgelig, da det er en ceremoni der udføres, så man forstår intet af hvad de siger. Derefter bliver kavapulver hældt i et stykke klæde, der rulles sammen til en bold, som så overhældes med koldt vand af flere omgange i en stor træbowle. Der bliver rørt rundt i væsken med en kokosnøddeskål, og til sidst tilbydes gæsterne en skål kava på skift, den ældste først. Der er forskellige traditioner for, hvordan man skal modtage sin skål kava, men man skal altid klappe en eller flere gange før eller efter man har drukket. Det smager sjovt, lidt bittert men smagen er ikke stærk. På samme måde som alkohol skal man lige vænne sig til smagen, men jeg endte med godt kunne lide det.
Vi talte med høvdingen der havde boet i landsbyen siden den blev grundlagt for flere årtier siden. Han havde skadet sin ryg for længe siden og måtte sidde med benene udstrakt og med et lille bord under sig som støtte. Hans fødder og hænder var opsvulmede, så en af de andre måtte holde kavaskålen når han skulle drikke, men han var smilende og venlig over for os.
Efter landsbyen kørte vi hen til begyndelse af floden, og brugte derefter to timer på at seje ned af floden, gennem vandfald og kløfter. En af kløfterne var utrolig smuk med små vandfald ned af bjergvæggen og det hele omkrnaset af skov. Vi gik også hen til et vandfald, hoppede i søen og svømmede hen for at stå under strålen. Det var noget større end vandfaldet på vandreturen på Coral Coast, så det var lidt svært at komme hen til det fordi vandet fra strålerne blændede selv en meter væk. Turen sluttede med en halv times seljlads i speedbåde, og derefter gik turen tilbage.
At dele værelse med en kakelak
Jeg var på vej op til Mana Island i Mamanucas-øgruppen nord for Nadi, da både strandene og vejret er en del bedre der end på Viti Levu. Efter kajakturen overnattede jeg derfor på et hostel i Pacific Harbour for at tage turen til Nadi om søndagen. Det viste sig at være et dårligt valg. Mit hostel lå lige over for Rivers Fijis kontor og var pænt og ikke dyrt. Receptionisten virkede forbløffet over, at jeg ville overnatte der, sandsynligvis fordi stedets gæster sjældent var rygsækrejsende, men snarere par eller familier. Jeg blev indlogeret på en stor sovesal, hvor jeg var den eneste gæst. Det gjorde mig ikke så meget, men kort før jeg gik i seng fandt jeg ud af, at myggenettet åbenbart ikke var tæt, for mens jeg havde haft lyset tændt var der kommet myg ind. Jeg forsøgte at få dem ud, men en eller to blev tilbage, og som resultat af deres summen formåede jeg kun kan sove i korte intervaller, for efter hver anden time vækkede de mig ved at flyve tæt på mit ansigt. Det værste var dog, da jeg på badeværelset så en kakelak kommer frem. Nu er kryb i forvejen ikke min stærke side, men grænsen går ved kakelakker! Forgæves forsøgte jeg at fange den, men måtte til sidst give op. Overvejede at kontakte receptionen, men synes alligevel det var for pinligt at vise at jeg var bange for et stykke insekt. I stedet skiftede jeg til en køjeseng og håbede, at jeg var langt nok væk fra gulvet og væggen til at den kunne finde på at kravle op på mig. Der kan vist ikke være tvivl om, hvorvidt jeg sov godt den nat! Kl.7 om morgenen vågende jeg for 117. gang ved en myg, satte mig op og så den kære kakelak vimse over gulvet forenden af min del af sovesalen. Bevæbnet med en kop sneg jeg mig derhen, sigtede - og fangede den! De sidste timer sov jeg en del roligere.
- comments