Profile
Blog
Photos
Videos
Så er første uge på hospitalet overstået. Lærke har været med Liva på medicinsk afdeling og Sarah og Nina har været på pædiatrisk afdeling. Det har været en uge med en masse blandede følelser. Vi har mødt et helt andet hospitalsvæsen end i Danmark med meget anderledes normer og værdier. Vi har været tvunget til at gå på kompromis med hvad vi har lært som god sygepleje, hvilket har sat frustrationer i gang hos os alle. Vi er heldige at være sammen med så gode veninder, så vi kan snakke om tingene. På trods af nogle hårde oplevelser, er det enormt spændende og vi lærer en masse! Vi har alle også haft succes med anlæggelse af nål til drop og blodprøvetagning.
Weekenden var dejlig og tiltrængt. Lørdag var vi blevet inviteret til bryllup med vores værtsmor. Det var en virkelig god oplevelse. Bryllupper her er lidt noget andet end i Danmark, hvilket 300 gæster også kræver. Brudeparret sad på en form for scene, som alle gæsterne sad i rækker og kiggede op på. Maden hentede man på bakker, som man så sad på sin række og spiste. Stedet var pyntet så flot og alle var i flot tøj inkl. Lærke. Vores værtsmor fik nemlig den fremragende idé, at Lærke skulle have en traditionel Ugandisk kjole på, ligesom hende. Man må sige at Lærke bar den flot, hvilket alle vi hilste på også syntes "You look so smart" og kram til Lærke (kun håndtryk til Sarah og Nina). Til brylluppet var der nogle unge mennesker som dansede den traditionelle dans i Uganda. Det er noget med at have et ordentligt bundt fjer spændt på bagdelen og så skal den ellers rystes. Der ligger billeder af det hele i det nye fotoalbum, vi har lagt op.
Søndag stod på absolut afslapning, så vi tog til en pool hvor vi var hele dagen. Her fik vi badet, solet, Skypet og læst. Det var dejligt og vi fik ladet op til en ny uge på hospitalet. Denne uge fortsætter Sarah og Nina på pædiatrisk afdeling og Lærke starter på Child care Clinic.
- comments