Profile
Blog
Photos
Videos
Den 27. marts kl. 19.33 fra Rainforrest Retreat Monsoon Restaurent, i Franz Josef
Jeg stod op kl. 7.30. Tog tøj på: Leggings, fjällräven bukser, icebreaker langærmet, icebreaker tshrt, grå esprit cardigan og min windbreaker jakke. Så gik jeg i køkkenet og lavede havregrød, men pladen virkede dårligt og det endte med toast med lidt nutella på i stedet. Lavede frokost, to sandwhich med skinke og agurk skåret over = 4 og en sandwhich med nutella på. Et æble og en pærer + 1 lt. vand.
Havde bestemt mig for at leje en drybag, kameraet havde overlevet en kajak tur i den, så det var nok en god idé da de lovede byer. Nå, men kl. 9 går jeg op for at tjekke ind hos Franz Josef Glacier Guides. Lidt vel kaotisk syntes jeg, for fat i en task, aflevere underskrift på at jeg ved det er farligt (det skal man alle steder) osv.
Jeg får udleveret et par overtræksbukser, blanding af regn og ski bukser, men ikke helt noget af det. Får så støvler og det tog to par strømper før de passede rigtigt, de var meget tykke. Ville kunne have gået i mine egne, men han sagde at de ville være så våde når jeg kom tilbage at jeg ikke ville kunne gå i dem i morgen. Fik et par støvler, de var våde, så fik jeg et par mere og de duede jo så perfekt med de to par strømper.
Så fik jeg udleveret crampons/pigge til skoene, dem bar jeg i en bæltetaske, jeg fik også en lang blå regnjakke (som jeg (heldigvis) tog uden på min egen), en hue og merino uld/possum vanter (aaaah, sådan nogen vil jeg have!!)
Så gik vi ind i bussen og kørte en 5 - 10 minutter. Vi stod af og skulle gå igennem regnskoven og jeg skal da lige love for at det var en regnskov med regn. Hold da helt op, det silede ned. Da vi kom igennem regnskoven nåede vi til dalen hvor gletcheren var og vi kunne se udmundingen nu. De fortalte os her at det med at det bare var lidt regn i dag, den holdt ikke, det ville blive heldags regn og forresten så ville de sne længere oppe på gletcheren også. Nå, men det ser ud som om gletcheren er lige ved siden af, i virkeligheden er den faktisk 1,5 km. væk fra hvor vi står.
Så vi går, meget hurtig. Så skal vi dele os i 3 grupper, 1 er hurtige, 3 er de langsomme og 2 er dem der ikke ved en skid. Jeg gik målrettet over i gruppe 3, tænkte bare at Abel Tasman og Tongoriro Crossing gik meget fint, men der kunne jeg også selv styre tiden og farten. Der havde jeg sådan set også været bag ud i forhold til alle andre, så skulle dælme ikke ende med at spurte op af gletheren. Det silede stadig ned.
Guidens navn var Ryan og han var en super flink Kiwi med lidt "twang" som han kaldte det, da han lige har boet i Australien i 2 år. Jeg snakkede med ham i starten, det han også sagde var fordelen ved gruppe 3 var at man havde tid til det, specielt fordi man faktisk tit endte med at vendte på de andre grupper fordi de ikke var så hurtige.. og vi skal alle op det samme sted osv. Janet og Georgia fra mit værelse var også i denne her gruppe.
Vi går op af en hel masse sten og det var virkelig hårdt. Fødderne bliver ved med at glide da stenene er våde og de er bitte små. Der fortalte Ryan os også lige at turen forresten er en 10 km., men da det hele tiden er op af og med en stigning på ca. 5% så vil det føles som 25 km. tak tak, siger vi så bare.
Nå, men vi kommer til et stykke der er lige før isen og vi skal putte vores crampons på nu. Mine sko var forresten allerede våde igennem regnskoven, så det var dejligt. Man spænder crampons'ene på ved at lave en trekant hen over skoen med en snor, det var lidt indviklet og vi endte alle med at få hjælp til det alligevel, for den skal nødigt falde af når man går. Så får vi af vide at når man normalt ville gå sidelæns ned af noget hvor man er usikker, skal man på isen hellere bare smadre foden ned som var man en elefant og sørge for at piggene får godt fast. Så skal man huske at holde fødderne mere adskilt fra hinanden og løfte dem højere op, og så er fødderne tungere end de plejer. Det skal jeg lige love for, på det her tidspunkt var alt tungt, for alt var vådt.
Det går nu meget godt og vi får pauser ca. 10 - 15 min. fordi Ryan skal hakke et trin ud til os osv. Da isen flytter sig hele tiden, ændre stierne sig konstant. Så når vi til et punkt hvor Ryan siger at fordi det regner så meget i dag, så får vi ikke noget valg som normalt, vi skal alle have en lille isøkse til at hjælpe os. Øh, panik?! tak.
Vi skal bruge dem til at støtte os til og til at hakke os ind i isen så vi kan holde fast.
Det var utroligt smukt, den hvide og blå is, ind i mellem var der så meget vand i sprækkerne at det lignede blå søer i isen. Bjergene rundt om gletcheren var fyldt med vandfald over alt på grund af den massive regn, der stadig væltede ned. Vi fik helt sikkert prøvet lidt af hvert, nogen steder skulle vi med en fod på hver side af en sprække i isen kravle og klatre.
Det er tid til frokost som Ryan først havde sagt vi måtte skippe pga vejret, vi ville blive for kolde hvis vi sad ned. Vi ender dog med at få sat os ned og åbnet en mad forsigtet i den silende regn, jeg får fisket min nutella mad ud, uden at få gjort kameraet vådt og lukkt vand ind i drybag'en. Jeg tager to bider af min mad og så siger Ryan "Pak sammen!", en helikopter var på vej efter en af dem der lige havde passeret os og var på vej ned af gletcheren. Så enten skulle vi også ned af og så var det, det, eller vi skulle få fingeren ud og se at få fat på og komme op af.
På det her tidspunkt hamrede regnen ned over os og havde virkelig tiltaget hvis det overhovedet var muligt, de andre begyndte først nu at snakke om at deres sko var våde. Nu var mine underbukser våde. Kun overkroppen føltes varm og det er nok pga. min langærmede icebreaker, som skulle kunne varme selvom den er våd. Fantastisk, alle pengene værd. Det vidste sig da også at guiden havde en langærmet og kort ærmet icebreaker på.
Det endte med at vi måtte begynde at gå ned af lige før mål som var en is grotte. De vurderet af vejret som havde taget til længere oppe og der hvor vi var, var for farligt. Det var lidt bedre (mere stille, stadig vanvittig regn) længere nede af gletcheren. Vi kunne så heller ikke gå ned den vej de normalt tager, for man går normalt i en halv cirkel, i stedet måtte vi gå ned den vej vi var kommet op. Det blev det jo ikke nemmere af kan man sige, et par stedet måtte guiderne sætte reb op som vi kunne rapelle/klamre os til i mens vi forsøgte at komme ned af.
Ca. 2/3 nede af selve isen møder vi en anden guide hvis navn er George. Han havde åbenbart fundet en sprække/grotte, som var ufattelig smal, men som man kunne få lov at prøve at gå ind i hvis man ville. Jeg tænkte at jeg ville prøve når nu vi ikke kunne se isgrotten oppe ved toppen. Jeg træder ned med hver fod inden for, har måske 50 cm - 70 cm mellem hver fod, som hviler på våd is. Da jeg er den sidste er stien mere eller mindre forsvundet og jeg ender med at må hoppe ned i sprækken. Her er der så smalt at jeg smider mig på maven og kravler mod lyset. Jeg kan se Ryan for enden at tunnelen, jeg er nødt til at dreje mig så jeg er på skrå og orme mig ud der fra. Han siger jeg skal lægge min arm på hans skulder og hive mig op, men det går slet ikke. Jeg ormer mig længere ud og prøver igen, føler mine knæ glider på isen ind i et lille hak og imens jeg så forsøger at hive mig op for jeg bare råbt AV. Jeg kommer endelig ud og kunne bare være besvmet, havde kvalme af mangel på mad og det gjorde svine ondt. Stod stille og bandede mens det svimlede. Jeg tog mig sammen og fik kravlet op af trapperne, op til hvor alle de andre var og satte mit et tilfældigt sted. Guiden George kommer hen og vil have nummeret jeg har om halsen, det melder han over radioen kan jeg hører. Så beder han mig om mit navn og hvad der er sket, men alt blodet må være løbet fra hovedet, for kan slet ikke tænke klart og samle mig. Jeg for fremstammet at jeg er Charlotte Aakerman og resten ender mest i "det ved jeg ikk'".
Jeg får lidt chokolade og skal fortælle om smerten, m jeg tror jeg kan gå. Kan mærke at.. tja jeg tænkte bare at jeg ikke vil med helikopter og"åh nej, åh nej, er jeg nødt til at tage hjem, hvad skal jeg sige" osv. osv. der bare kredsede rundt i hjernen.
Jeg ender med at få rejst med op og de vurdere at det enten er vredet om eller at jeg har smadret knæet ind i gletcheren. Jeg ender med at gå ned af gletchere sammen med George, efter alle de andre er gået ned, så jeg kan tage det stille og roligt. Han spurgte om jeg ville tilses af en sygeplejerske, det ville koste 255 dollar fordi det er søndag, jeg sagde bare ja, tak og tænkte at jeg jo har rejseforsikring.
Vi endte med efter mit livs længste gåtur at kører i en lille bil de ca. 5 min tilbage til basen, da vi kom for sent til at nå bussen alle de andre var i. Gik heller ikke igennem regnskoven tilbage, men bare lige ud igennem dalen da det var mest fladt.
Jeg kommer tilbage og aflevere alt mit grej osv. skal så udfylde nogen papirer og får så Mary en sygeplejerske i røret. Vi snakker om hvad der formodentlig er sket, mine andre skavanker og hvilke piller jeg har med til at jeg kan tage. Hun siger at det lyder som spild af penge at tilkalde hende, så jeg skal tage 3 ibuprofen om dagen af dem jeg selv har, se hvordan det går og så evt. få det bundet op.
George kigger på knæet og der er en pæn golfkugle hævning, så han vil ikke binde det, da han mener det bliver værre. Han siger max. 2 timer med koldt og så er varmt bedre. Nå, men på vej ned af gletcheren for vi lige udvekslet livshistorier, for et eller andet skulle jeg distraheres med. Det viser sig at George har delt værelse med en dansker, som vil have han skal komme til Norge og arbejde i bjerget.
Nå, men om aftenen får jeg mirakuløst badet, tørret mit tøj og pakket. Går over og spiser pizza og cola for 14 dollar. Jeg fik det skidt, sad helt alene der ovre og så alle de andre sidde og grine. Jeg sad der bare. Spurgte om jeg kunne få lidt is til mit knæ og det fik jeg. Senere kom Bods, vores chauffør ind og tjekkede hvordan jeg havde det, så går udfra at Glacier Guides har ringet til ham. Så kom der en ret voksen mand over til mit bord og sagde at han selv havde backpacket og vidste hvordan det var, så måtte ikke misforstå ham, men hvis jeg ville over til deres bord var jeg velkommen. Det var da meget flinkt, men havde lige bedt om en doggybag til de sidste to stykker og havde nok alligevel takket nej, på den anden side må jeg har set ret nedern ud siden han har kunne lure jeg var ensom.
Da jeg kom tilbage på værelset løb Rebecca over i receptionen og fik en ekstra pude til mit ben og så faldt jeg bare i søvn.
- comments