Profile
Blog
Photos
Videos
Hej allesammen
Så kom vi endelig også med her fra Canterbury. Vi har nu været her tre dage men med alt det vi allerede har oplevet, og alle de nye mennesker og indtryk man får på sådan en tur føles det nærmere som uger siden vi ankom. Vi hygger os gevaldigt her i vores lille katedralby og selvom vi endnu ikke har været inde i den egentlige katedral, har vi udsigt til den fra stort set alle steder i byen - og det er noget af et syn. Vi har dog vandret rundt i dens tilhørende have. Billeder må desværre vente lidt men de kommer snarest muligt...
Hjemmefra var vi jo meget spændte på hvordan vi kom til at bo herovre, og vi blev i hvert fald ikke skuffede! Vi bor i et fint lille rækkehus blot 3 minutters gang fra skolen og ca 10 minutter fra centrum. Vi bor hos en mand der hedder James som har 2 børn der er hos ham fra torsdag-lørdag. Det er virkelig fint her og så er der jo også lige hunden Monty som bor nede i gården/haven - savler en smule men totalt kær! Vi bor på øverste etage hvor vi har hver vores værelse (billeder følger senere..) og et fælles bad lige i midten - det kunne ikke være hyggeligere.
Vi troede egentlig vi skulle starte timerne her midt i næste uge men det lader til at vi måske først kommer igang den 28. Så det bliver nok snarere 2 måneders studie herovre i stedet for 3 : ). Indtil studiestart er der masser af gang i den. Vores Student Union (SU) arrangerer en frygtelig masse for os nye og internationale studerende. Der er fest hver aften og masser af tilbud i løbet af dagen. Igår aftes var vi fx rundt på en guided town tour og om aftenen var der International Night/Party. Her faldt vi i snak med to tyske piger, hvoraf den ene bor på samme vej som os, så vi har allerede været nede og besøge den lokale pub to gange siden vi ankom - ligger nemlig også på vores vej. Her fik vi Strongbow hvilket vi er blevet helt glade for (anbefalet af Marianne hjemmefra..). Det er en blanding mellem øl og hvidvin så den er lidt cideragtig men ikke nær så sød.
Tidligere igår mødte vi en dansk pige og en spansk pige så dem spiste vi sammen med inden festen igår hjemme hos Signe. Generelt er folk virkelig søde og flinke herovre og alle er så imødekommende. Det er skønt at alle andre er i samme bås som os og gerne vil lære nye mennesker at kende. I aften er der igen noget fest hvor vi skal komme udklædt som pirater hmm den skal lige overvejes en ekstra gang!! Men i dag står den på en masse seminars på skolen hvor vi blandt andet skal høre lidt om byen m.m.
Selvfølgelig har vi også tjekket strøget ud (et par gange..) og det ser rigtig lovende ud. Det er rigtig hyggeligt i centrum og der er simpelhen så mange små hyggelige sidegader så vi skal nok ende med at fare vild nogle gange - men det er vel også en del af charmen...
Ha det godt allesammen - vi nyder at følge med i jeres oplevelser rundt i verden : ) Som sagt følger billeder senere da vi ikke har fået taget så mange endnu!
- comments