Profile
Blog
Photos
Videos
Hold nu helt op en omvæltning af en hverdag jeg har gennemgået! Der er sørme mange ting der er anderledes når man pludselig skifter fra at være halvbeskidt, fattig backpacker til at være på turisttur med mor og far. Ikke altid et skift jeg synes er bedre, men det er rigtig hyggeligt.
Turen i "Camerika" startede i Riverside, halvanden times kørsel øst for Los Angeles. Her har min kære faster og onkel været bosat i en 15-20 år, og nu var det tid til at besøge dem igen. Det er ikke så tit der er dansk besøg, så min onkel Walid skulle lige finpudse det danske, som i starten blev snakket med en tyk amerikansk accent, og med udtryk der ikke helt er så danske som han måske selv tror. Men jeg følger ham 100%! Efter at have rejst i lang tid uden at snakke det store dansk, kan det fx være svært at huske hvad det der æg hedder, som man steger på en pande. "På den grund" kan det hele godt blive lidt forvirrende. ;)
Dagene i Riverside blev brugt på familietid med grillhygge og Bud Light. Og så gik tiden også med at være den voksne overfor mine forældre og huske dem på, at komme solcreme på inden de gik ud i solen. Det er utroligt hvad man skal lære de gamle tosser, men det går jo ikke de er alt for meget "turist" og bliver skolede og ligner små røde grise allerede fra start. :D
I Riverside fik jeg for første gang i laaang tid også mulighed for, at hive alle mine ting op af tasken UDEN at skulle pakke dem ned. Det var vidunderligt kan jeg godt sige jer! "Puha, jeg har det varmt, jeg tager lige blusen af og smider den … HER!" - og der lå den så i to dage. Det lyder måske underligt, men efter at have været nødsaget til, at holde alle sine ejendele på sin lille seng på dormværelset i 6 måneder, så er det virkelig lykken at kunne flyde! Flyde, uden at skulle ligge og sove ovenpå alle de genstande som er for besværlige at flytte og komme "på plads" i tasken, inden det bliver godnattid. Min bror mente, da vi rejste sidste gang for nogle år siden, at jeg var lige som en drage der lå og passede på alle skattene, så de farlige riddere ikke kom og tog det. Det billede kan I lige få med til forståelsen.
Dog er ørepropperne stadig inden for rækkevidde når lyset slukkes og der siges godnat. Min kære far larmer til tider lige så meget som et helt dorm. ;)
Efter nogle dage i Riversides palmelandskab med alle de cremefarvede flade bygninger, var det tid til at komme ud og køre nogle kilometer i vores lejede Chevrolet Malibu. Ud på motorvejen hvor dyre amerikanerbiler overhalede både indenom og udenom til lidt startforvirring for Mutti når hun kørte bilen. Endnu mere forvirring kom, når hun engang imellem var lidt for gavmild på speederen og bilens indbyggede censor gjorde opmærksom med bip-lyde om, at fartgrænsen blev overskredet. Men det blev hurtigt klaret ved, konsekvent at køre lidt for hurtigt, så den ikke bippede hele tiden. (Det er ikke for sjov, at hun fik øgenavnet Kirsten Schumacher engang for lang tid siden, hvor vi var på køreferie til Sydeuropa. ;))
Første lange tur gik til vestkysten og til nogle af de små havnebyer mellem San Diego og Los Angeles, hvor vi kiggede på sejlbåde og besøgte Balboa Island og gik rundt og kiggede på gamle amerikanske huse fra 20'erne og 30'erne. Hele tiden med mutti og fatti i et bestemt tempo, og "neej se dog"-udtalelser som fra Snøvsen-filmen, om alle de anderledes ting der var at kigge på. Sådan gik første turistdag, og første dag det virkelig gik op for mig, hvor store forskelle der kommer i min hverdag det næste stykke tid.
Endnu en stor forskel fra backpackerlivet kom i den grad også, da vi alle sammen tog et smut til Las Vegas. Onkel Walids røde pontiac racer blev pakket ud af sit skjul, og brummede tungt på vej til "Sin City". Her er der fuld fart på alle vegne, med farvede lysskilte, udklædte mennesker på gaden og musik fra enhver højtaler vi passerede. Vi passede ikke rigtig ind. Ikke fordi vi var klædt forkert (jeg havde jo trods alt været på shopping med muts), men hele mentaliteten var en anelse fremmed for os alle sammen. Onkel Walid er en garvet Las Vegas-gænger, så han havde lidt mere styr på sagerne, og var derfor naturligt nok også vores egen private Vegas-guide. Vi fik set alle de ikoniske hoteller med forskellige temaer, og vi fik også lidt basale instrukser på, hvordan man skulle agere omkring roulettebordet senere på natten. Det viste sig for, at hans instrukser blandet med mit held (Som jeg jo smart nok har gemt til Vegas) viste sig at være en ganske ok kombination. Der var i hvert fald mange andre omkring bordet, som besluttede at følge efter "The Blue Girl", og lagde deres chaconner oven på mine blå, når jeg besluttede mig for et tal på pladen. Efter en times tid, begyndte det at blive lidt ensformigt og mit til tider utålmodige væsen begyndte at kede sig lidt, og derfor blev der lagt lidt mere end én enkelt chip på tallene. Det viste sig for at være et ret smart træk at komme 4 på nr. 2. Jeg fik i hvert fald mere end én stak blå chips hen foran mig, da damen fik ryddet bordet. Så klog som min smarte far er, rådede han mig til, at "cashe out" da der stod runde små brikker nok til at betale for en del af min nyindkøbte iPhone 7. 150$'s gevinst blev det til, efter de 50 bobs jeg brugte på at komme ind, blev trukket fra. Ikke helt så meget som jeg havde planlagt at vinde, men altså, "Lidt er jo også bedre end ingenting".
Da festlighederne var slut i Vegas, var det tid til at komme ud og opleve lidt på egen hånd. Ja altså sammen med mine forældre. Oplevelser fik vi mange af undervejs, nogle mere planlagte end andre. Der var ellers gjort meget ud af planlægningen. En del mere end hvad jeg normalt har gjort undervejs på min egen tur, hvilket (ifølge andre) ellers til tider ikke er så lidt endda. ;)
Første stop på ruten var et smut til Grand Canyon. Her blev gået smukke ture langs det halvanden kilometer dybe hul, ude midt i ingenting af Arizona. Madpakken var med i rygsækken og så blev der ellers vandret forskellige ruter, der gav forskellige views over de rødlige klippefarver der ændrede sig i takt med solens placering på himlen. De fleste af stierne omkring Grand Canyon er gjort yderst turistvenlige, hvilket rent ud sagt vil sige, at de er jævnt kedelige at gå. Derfor gik vi offroad flere gange, og fulgte en lille grussti helt ude ved kanten, så man rigtig fornemmede det kæmpe hul i jorden. Nogle gange "fornemmede" vi lidt for meget ifølge min mor, og så var det et smut længere ind på sikkert terræn igen. Efter en hel dag og 20 km i gå-benene var det nok for turisterne og vi smuttede tilbage til vores motel i ingenmandsland.
Amerika er et stort land, og det fik vi i den grad oplevet! Der blev kørt lidt kilometer i den grå basse på kryds og tværs, frem og tilbage. Det var der flere grunde til. En af grundende fører igen tilbage til det faktum, at mine forælde er turister. En måned på ferie inkluderer derfor at se så meget som muligt, hvilket naturligt nok indebærer en del transport.
En anden af grundende til, at vi fik kørt igennem lidt meget californisk natur var, at det måske er lidt uvant med de store distancer der er her i USA. Derfor var det sommertider ikke helt hvor de havde tænkt, at der blev booket en overnatning med airbnb, eller også var indgangen til nationalparken kun på den side af det grønne stykke på kortet, som selvfølgelig lå længst væk fra os. Som sagt, vi kørte en del! Til mit held var jeg desværre ikke blevet skrevet ind som chauffør på bilen, så jeg måtte henvises til bagsædet, øv altså. ;) Alle de middagslure jeg fik snuppet der omme fra, dem ville jeg herre gerne have været foruden - eller. :D Kun når fatti fik en allergisk reaktion og hævede op ved øjnene, så han lignede bokseren Brian Nielsen efter en (måske nok tabt) kamp, blev jeg smidt som co-driver på forsædet og så kom der til en afveksling også gang i anlægget.
Til sidst var der også andre ting der gav os lidt flere kilometer på tælleren, som vi ikke selv var herre over. Det var blandt andet veje der var lukket fordi der havde været jordskred pga. vinteren, eller når indianeren vi havde booket soveplads hos, brød indianer-loven ved at have betalende gæster i sit hus, og vi derfor måtte køre både ind og ud af Death Valley samme dag og droppe overnatningen. Men sådan er det jo. Det giver heldigvis alt sammen oplevelser, og benzinen er ikke forfærdelig dyr her. Så vi tager det hele med. Inden vi kørte ud af Death Valley, var vi et smut på "Artist Drive", en smuk ensrettet vej, der bugter sig igennem nogle af de takkede klippeformationer der grundet alle mineralerne i jorden, "spiller" med farverne. Den snoede vej og de manglende modkørere fik igen Kirsten Schumacher til at være gavmild med speederen. Det var næsten som at være med i et Mario-cart spil. Der manglede bare bananskralder på vejbanen, og svampe der prøvede at overhale. Kaktusserne omkring lignede kaktusser der ikke kunne bestemme sig om at være en syg kaktus eller et kroget træ. Naturen omkring virkede derfor uvirkelig nok til at passe fint ind i fantasiverdenen.
Flere dagen kørte vi så længe, at solen nåede at gå ned inden vi kom frem. Men i ægte Nik&Jay-stil "kørte vi mod solnedgangen", så det var ganske pænt at kigge på.
Vi fik set mange forskellige slags natur med både ørken og store grønne enge med broccoli-lignende træer spredt ud det hele. Vi havde sågar også sne, da vi var oppe og kigge lidt på de kæmpe store seqouia-træer i Seqouia Nationalpark. Luften var en anelse køligere da vi kom op og steg ud fra bilen på parkeringspladsen, så vi hoppede i en lang buks og kom også noget på armene. Fatti mente ikke at han havde brug for at tage sko på, så vi trissede nedad stien med fatti i sine sandaler. Igen var turistattraktionen gjort venlig for også de fede amerikanere, så stien var asfalteret hele vejen ned til verdens største træ: "The General Sherman". Vi besluttede os for at gå en rundtur der tog os hen til andre af de kæmpe store seqouia'er og sjoskede derfor væk fra turiststien og ind på den lille skovsti. Der gik ikke længe før min far fortrød, at han ikke havde sko på, da stien var overdækket med sne, som endnu ikke var smeltet fra vinteren. Andre steder var sneen smeltet, men løb i stedet i form af smeltevand lige der hvor vi ellers skulle have gået, og derfor måtte det gå lidt tjept for ikke at få alt for våde fusser. Som vi gik der og nærmest fik hold i nakken af at kigge så højt op, kom tågen snigende og man kunne nærmest mærke at faren var på vej. Det hele føltes lidt som at være med i en film. Måske Ronja Røverdatter der gemmer sig i skoven og bliver draget af mosekonerne eller det kunne også snildt have været en scene i Lord of The Rings et sted i kæmpernes land. Det ene træ var højere og tykkere end det andet, og nogle af dem kunne man sågar stå inde i. Ja, der kunne uden problemer være et lille fodboldhold der inde. Det var noget spøjst, men virkelig sjovt at opleve! Tilbage i bilen blev der for første gang sat varme på, og vi sad i varmen og spiste endnu engang klapsammen-madder der blev smurt liggende på låret uden tallerken og pålægget blev skåret med fars lommekniv. Lige som det altid har været når familien Christensen har været på tur.
Vi gik fra vinterstemning til forårsfornemmelser da vi besøgte Yosemite National park. Ja, den fjerde nationalpark inde for en uge, vi ser lidt! Det var også medvirkende til, at vi nu er "Gold-members" og kan komme lige så tosset vi vil, i alle de amerikanske nationalparker i et år. Yosemite var lige som så meget andet af Californien præget af forårsfornemmelser. Træerne var så småt ved at springe ud med deres lysegrønne blade, og vandfaldende buldrede for fulde smadder, da smeltevandet fra vinteren stadig kom rendende. Smukt var det! Desværre blev det, pga. en forsvundet vej, kun til én dag i Yosemite, da køreturen dertil fra vores lejede airbnb-hus tog et par timer mere hver vej. Flere forårsfornemmelser må vente til Danmark. :)
Nationalparkerne blev efterladt til fordel for bylivet, San Francisco blev besøgt! Vi lavede alle de ting som alle andre turister også gør. Sejlede til Alcatraz, cyklede over Golden Gate Brigde og kørte med sporvogn i de stejle gader. En ting jeg til gengæld er ret sikker på, at andre turister ikke oplever, er alt det mine forældre lægger mærke til, når vi er ude og gå. Min far stopper fx op for at diskutere med sig selv (og sommetider også os) hvorfor vandhanen er placeret som den er på væggen af et hus, eller hvorfor det giver mening, at el-ledningerne ikke er gravet ned, da der jo nok må være granit underlag her omkring. Min mor lægger så mærke til hvad det er for en blomst vi bliver ved med at gå forbi, som hun bestemt ikke bryder sig om duften af, eller at den der staude der står i haven dér hedder "Hokus-krokus-noget-på-latin" og at den altså slet ikke kan blive lige så stor hjemme i Danmark. Mit job når vi "oplever" er så at finde vej mellem de forskellige ting vi skal se. Hvis jeg skal sige det selv, så gør jeg mig ret godt som guide. Har været heldig et par gange, bl.a. hvor vi efter mine anvisninger tilfældigvis stoppede et sted på Highway 1 (der løber langs kysten fra San Francisco og helt ned sydpå til San Diego), og endte med at stå og kigge ned i en bugt med en 4-5 hvaler plaskende rundt. Andre gange er det fuldt planlagte stop, som fx da vi stoppede på en lidt speciel Mc Donald's designet i gamle togvogne, kun for at "glæde" min far, som bestemt er mod Den Gyldne Måge og deres måde at drive forretning på.
Inden vi smuttede tilbage til Riverside og familien igen, gjorde vi et stop i den danske by Solvang og sludrede lidt med Bager Olsen fra Ærø. Her fik vi wienerbrød og kaffe serveret med underkopper, og en pose rundstykker i hånden da vi gik derfra. Bilen blev hentet ved parkeringspladsen next to "The Landsby", byens fineste hotel, inden vi racede tilbage til Bushnell Avenue hvor der ventede endnu mere danskhed i form af fødselsdagsfejring for faster Mai-Britt med lagkage, jordbær og flag. Danmark begynder så småt at tage sit indhug på mig, men det er måske meget godt jeg lige får øvet mig lidt inden jeg inden alt for længe sætter benene på dansk grund igen. Det er seriøst ikke helt til at forstå, men jeg begynder at glæde mig. :)
- comments
Maibritt Christensen Endnu engang herlig laesning