Profile
Blog
Photos
Videos
Vi fik da prøvet at komme lidt op og ned på vores rejse til Tromsø, Stine og jeg. Tre 'letninger' og tre landinger, tre instruktioner i iltmasker og redningsveste. I Trondhjem fik vi lidt ekstra ventetid på grund af, hvad vi hørte som et manglende cockpit. Det viste sig nu at være en manglende luftkaptajn.... I sidste ende var vi dog kun 25 minutter forsinkede ved ankomsten til Tromsø. Vi fik begge blundet en del på turen, når jeg ikke lige læste 'Én af os' af Åsne Seierstad med Stine læsende med over skulderen.... :-)
Lufthavnen ligger ikke så langt fra centrum, så vi tog en lufthavnsbus, som kørte det meste af vejen i en tunnel med underjordiske rundkørsler og det hele.... Vi indlogerede os på City Living Hotel, hvor vi har hvert vores udmærkede værelse med bad og et lille køkken.
Vejret er rigtig pænt i dag. Ingen sol, men kun en laber brise, som de siger, og på den pæne side af 10 grader. Så jeg har sådan set kunnet klare mig med kun en fleece-trøje som overtøj. Efter en stund på vores værelser, gik vi ud for at se på byen, som vi synes er lidt en blanding af pænt og grimt. Der er hyggelige gamle træhuse, men også en del mindre pæne bygninger. Men beliggenheden, den kan man altså ikke klage på! Hele vejen rundt er byen omgivet af golde, sneklædte bjerge - det tager sig meget smukt ud.
Efter at have kigget lidt på havnen besluttede vi os for at krydse den 1 km lange bro, som forbinder de to dele af byen, for at se Ishavskatedralen, som ligger lige for enden af broen på fastlandssiden. Turen var udmærket motion, men der var virkelig mange biler på broen, så det var en lise at slippe lidt væk fra trafikken, da vi kom tilbage til centrum. Her turede vi gennem gågaden, hvor vi så på dette og hint.
I aften har vi spist færdiglavet mad fra supermarkedet på mit værelse - der var ingen af os, som var så indstillede på at skulle ud og spise i dag. Priserne er jo også høje her til lands.... Vi har talt lidt om, hvad vi gerne vil se i morgen, men det må I vente med at høre om. Vejret lover pænt for de kommende dage.
- comments
Randi Stidsen God fornøjelse!
Mor og far Hyg jer på toppen af Norge!
Søren Tak & tak :-)