Profile
Blog
Photos
Videos
Tour de Nationalpark
Efter en storslået tur i det største hul i Jorden var det tid til at komme op til jordoverfladen igen, og sige goddag til flere nationalparker.
Vi valgte at holde en "afslapningsdag" i Flagstaff på vores hidtil eneste regnvejrsdag, det kalder man god planlægning. Et par anekdoter fra KOA campingpladsen i Flagstaff.
1. Receptionisten var en sand klon af den folkekære Linda P, da hun smilende imødekom os med et stykke pizza i hånden og en fedtet hue på toppen - der var virkelig en slående lighed!
2. Der kan gemme sig lidt af hvert under vores efterhånden brugte og nusede campinghabitter. Fx kan det være svært at holde nallerne fra 5-6 ruller toiletpapir, når de står fremme og lokker og Tumle samtidig mangler! Kort sagt; vi mangler ikke toiletpapir længere.
3. Allerede fra morgenstunden fik vi det forkerte ben ud af sengen, da vi brugte snoozeknappen lidt for ivrigt. Ikke nok med det skulle Tumle både påfyldes med gas og tømmes for diverse væsker... Det var Kiærs tur til at følge Tumle på toilettet, hvilket kan give visse udfordringer, når kloakken åbentbart er stoppet! Bægeret flød både over for kloakken og Kiær, hvilket resulterede i en sprøjtende kloak og en våd Kiær! Resten af dagen havde Kiær en speciel syrlig aroma omkring sig ... (Undskyld, hvis nogen skulle have mistet appetitten, men det er også en del af campinglivet)
Efter en laaaaaaang køretur fra Flagstaff, hvor det mest opsigtsvækkende var en krage, der var i gang ved ta-selv-bordet i form af et helt hesteskelet, ramte vi endelig Utah og Monument Valley. Egentlig vidste vi ikke hvad vi skulle forvente af Monument Valley, men vi blev meget positivt overraskede over udsigten fra parkeringspladsen. Vi takkede nej til den luskede indianers guidede tur rundt i dalen. Han havde luret, at vores camper var for stor til, at vi kunne begive os derud på egen hånd. Vi kørte derfra og synes, at Monument Valley klart er et besøg værd, men at $10 for indgangen måske er lige i overkanten, når man ikke kan komme længere end parkeringspladsen.
Videre over stepperne, forbi "Mexican Hat"-klipppen, et hurtigt stop ved Four Corners, der hvor staterne New Mexico, Colorado, Arizona og Utah mødes og sidste stop på køreturen blev "Sundance RV Park", som vi synes så godt om, at vi blev der en dag mere.
1.000 miles - Hole N' The Rock, Nationalparkerne Arches og Goblin, morgenmad sammen med med Bonnie, den utrolig søde KOA host i Green River, et par spøgelsesbyer, en bemærkelsesværdige Route 24, nogle "road closed"-skilte og afslutningsvis en vanvittig smuk solnedgang ved Cedar City. Det var blot noget af det vi oplevede på vores visit i Utah. Det sidste vigtige stop på Tour de Nationalpark; Zion Nationalpark.
Trippende på fødderne, og neglebiddende var vi spændte på i hvilke omfang vi kunne bevæge os rundt inde i Zion, eftersom vi havde ignoreret flere "Attention Oversized Vehicle" skilte. Vi måtte af med "små" $40 ved kasse 1, men så kan I også lige tro, at vi fik privat tunnel eskort for alle pengene. Vi parkerede Tumle på endnu en af de der "ikke-RV-parkeringspladser", og begik os ud på vores sidste vandretur for denne gang. Zion viste sig virkelig fra sin gode side, da vi forsigtigt gik frem på de smalle klippeafsatser frem til overlook pointet udover dalen. Ud af de mange dale vi har stiftede bekendtskab med på denne tur har, er Zion nok flotteste. Fælles for dem alle er, at det altid er en fantastisk oplevelse!
Heldigt for os fandt vi en campingplads tæt på Zion, så vi kunne nyde udsigten fra vores campingstole sammen med dådyrerne på den anden side af Virginfloden. Alle natonalparker med respekt for sig selv viser i sin IMAX biograf en "slående, revolutionerende, gribende, fantastisk, pragtfuld" film om nationalparken. Vi har set nok af de film, og valgte i stedet en mere actionpacked tornadofilm i 3D - så nu ved vi sandelig også noget om det.
Til de bekymrede sjæle, så befinder vi os ikke længere i tornadoplagede områder. For lige nu ligger vi i vores California King Size beds i Las Vegas!
P.s. På trods af at vi savner Tumle, savner vi hverken opvasken, lugten eller lagenposen.
- Over and out!
Knold & Tot fra Vegas!
- comments
Mor Gitte Hej Tøser - For søren da - nogle flotte billeder. og igen dejligt at møde mandag morgen og igen se nyt fra jer. Las Vegas - nyd det. Tumle i "børnehave" eller.......har i sat ham til vask og strygning c").
Søs Godmorgen piger. Kan kunne støtte op om Gittes kommentar. Dejlig billeder - der manglede bare en hest og et lille bål. Nyd Vegas :) Rygtet siger det er den fedeste by. Rigtig god dag til jer :)
Mogens Hansen Hej Piger, Først skal Laura hvae et stort knus for de smukke blomster som mormor fik idag, sødt af dig. I piger oplever noget må vi sige, flotte billeder, vi mangler kun indianerne. I kan få vores kontonr. når I har sprængt casinoet i Las Vegas. Knus MM og MF
Mor Lone Hej piger. Efter jeres beretning bliver det svært at få jer på en lille gåtur omkring Susåen!!!!! Men almindelig rengøring af badeværelset herhjemme må være piece of cake for dig Laura. Håber I får en sej oplevelse i Las Vegas. Pas på hinanden. Knus Mor Lone.
Karen og Jørn Kære Dansk-Amerikanere! Sikke dog en kæmpeoplevelse at læse og se billeder fra Jeres tur. Det bliver svært for jer at vende hjem til lille Næstved og omegn efter så mange nationalparker og store byer. I skriver ikke, om I vandt den store gevinst i Las Vegas. Det holder i helt for jer selv. Ønsker jer fortsat god tur på jeres videre færd. Vi har tændt det første lys i adventskransen. Mon i også har en lille nisse i bilen? Knbus til jer begge. Jørn og faster Karen