Profile
Blog
Photos
Videos
Bloggen der aldrig fik en overskrift fordi jeg ikke kunne bestemme mig for en HELT rigtig titel..
Cottesloe, Western Australia
Da jeg d. D. 10 ankommer til Airlie Beach, er jeg træt efter en bus tur på 8 timer, og mit humør bære præg af mit farvel med Rasmus, Amalie og Mission Beach. Jeg finder mit hostel og på værelset jeg skal bo på, er der en pige (Molly) som er 30 år og fra London. Vi falder med det samme i snak, og det viser sig hun skal med ud på den samme tur til Whitsunday dagen efter, som mig.
Vi hænger derfor ud sammen resten af aftenen og dagen efter bruger vi dagen i Airlie Beach sammen hvor vi sidder på en cafe og snakker og drikker smooties imens vi venter på vi kan komme afsted med båden.
Mandag eftermiddag tjekker vi ind på båden - som viser sig at være en party båd, hvilket jeg ikke var klar over. Jeg havde bare købt min billet på en hjemmeside som havde den billigste tur, og ikke tænkt mere over det. Vi kommer på båden og sætter kurs mod de mange øer der ligger i whitsunday (i alt 74 øer ligger der, som er omringet af blåt vand, hvidt sand og koral revet). Den vi sejler i 5 timer inden vi ligger anker for natten. Vi er midt ude på vandet - uden lys, varmt vand eller andet fancy elektricitet. Jeg har aldrig i mit liv set en så klar stjerne himmel. Eller så mange stjerner. Vi kunne se stjerneskud cirka hvert 10. Minut. Båden er vel 50-60 m2 stor, og med 23 mennesker ombord, så er der ikke meget plads. Der var i alt 8 sovepladser indenfor, og resten måtte sove oppe på dækket, hvor der blev lavet en form for et telt så vi var beskyttet for vinden.
Dagen efter blev vi vækket kl. 7 om morgenen (efter noget der ligner 3 timers søvn, fordi folk var meget fulde og højrystet). Vi fik hurtig morgenmad og kl. 8 blev vi med motor båd sejlet ind til white heaven beach, som ligger på top 3 strande i verden. Sandet var HELT hvidt og det mærkede mest af alt som om vi fik rundt i mel. Sandet er blevet skyllet op af en vulkan som var i udbrud for mange år siden. Sandet er helt unikt, fordi det er så rent og meget godt for huden. Man kan bruge det til at skrubbe huden med og fjerne døde hudceller, man kan pudse sit guld og få det til at skinne eller grubbe det imod tænderne og få dem til at skinne. Ja, der er ikke det man ikke kan med sandet. Det er derfor også meget populært at stjæle - så vi fik afvide at hvis vi blev opdaget ville vi få en bøde mellem 500 og 40.000 australske dollars (så hvis du ganger det med 6, som den australske dollars er i danske kroner - så finder du ud af det vist ikke er det værd at stjæle det flotte sand)
Jeg vedhæfter et par billeder af den smukke natur og lidt min rejse gruppe.
Nu vil jeg ikke udpensle hvert minut fra turen, men kan sige at vi så mange delfiner. Vi havde en delfin der lå omkring vores båd - så cirka 2 meter fra os og jagtede fisk i 3 timer. Vi så havskildpadder og enorme ørne. Og snorklet på the great berrie reef - hvor fiskene har farver som man kun kan drømme om. Store - små - tykke - tynde - grimme - flotte, alle mulige fisk. Og selvom jeg er en vandhund, så er jeg virkelig rædselsslagen for at ligge i noget vand og ikke vide hvad der ligger under mig. Så da jeg kom i vandet og fik min maske på, og det først jeg ser en fisk der er større end mig, ja så skreg jeg så meget af de nærliggende personer slet ikke kunne snorke fordi de grinede så meget. Og det samme skete en halv time senere da en medarbejder fra båden fandt ud af jeg ikke var just vild med mange fisk, og derfor smed 2 store håndfulde af fiskemad på mig, hvilket gjorde at kæmpe stimer af fisk nærmest angreb mig for at få maden. Alt i alt var det en fantastisk tur, med alt for lidt søvn. Og det er takke være min søster og hendes mand, at jeg har været på denne tur, da de har givet mig en lille rejsegave - TUSIND TAK Line og Nis!
d. 14 juni kom dagen hvor jeg skulle forlade det tropiske Queensland (Nordlige Australien på østkysten og rejse syd på, for at opleve vinteren i Sydney. Jeg havde på forhånd booket min flybillet, med afgang af Airlie Beach lufthavn. Men da jeg aftenen før min afgang ville google min lufthavn - ja så eksisterede den ikke. Jeg ringede derfor til flyselskabet, og efter 30 minutters venten, hvor jeg blev sendt fra den ene medarbejder til den anden, gav jeg op. Jeg spurgte derfor personalet på hostellet, som heller ikke vidste hvor den lå, men mente jeg bude tage ud til en privat ejet lufthavn - som er kaldt Whitsunday Airlie Beach airport.
Torsdag d. 14 juni står jeg op, pakker mine ting og bestiller en taxa til Whitsunday Airlie Beach airport. Da jeg kommer i lufthavnen, står der 3 mænd og ser meget mærkelig på mig, fordi jeg står med min rygsæk, og griner lidt af mig, da jeg siger jeg skal til Sydney. De peger på flyverne som er på størrelse med den jeg fløj i da jeg skulle skydive. En flik medarbejder, siger at han gerne vil køre mig lidt nordpå til en havn, hvor jeg kan fange en færge der kan tage mig til Hamilton Island, hvor jeg kan fange et fly til Sydney. Jeg bliver således kørt til havnen og takker mange gange. Da jeg her kommer til skranken og vil tjekke ind, får jeg så afvide at jeg skal til en havn - i den modsatte ende af byen. Så jeg måtte så tage mine tasker og finde en bus. Laaaaangt om længe var jeg fremme ved havnen og kom om bord på en båd. Jeg vedhæfter lige et billede af min flybillet - så i kan se at jeg altså ikke er helt tabt bag en vogn, fordi der står intet om at jeg skulle med en færge (!?!) men derimod et flynummer. Men det hele er dog taget med et smil - jeg synes ikke man kan tillade sig andet, når man sidder i 30 graders varme og folk bare er så venlige J
Jeg kom til Sydney hvor jeg efter kort tid faldt i snak med en hel gruppe der bor næsten permanent på hostellet. Denne gruppe på 8 mennesker hang hele tiden rundt på hostellet, så der var altid nogen mennesker at snakke med.
Fredag tog jeg mit kamera under armen og valgte at gå rundt i Sydney, uden nogen egentlig plan om hvad jeg ville se. Jeg kom ned forbi Operahuset, rundt i en masse små gader og endte nede på havnen, hvor jeg meget spontant købte en billet til at komme med ud på en båd og se hvaler. Det var en lille speedbåd hvor der var plads til 15 mennesker. Inde i havnen var der stort set vindstille, men da vi kom ud fra kysten, følte jeg mig pludselig utrolig lille i sådan en båd med meter høje bølger. Vi fik os noget af en vippetur, og hold op det kildede i maven. Efter meget kort tid, så vi det første tegn på en hval længere ude på havet, da vi så en vandsøjle af vand blive sprøjtet op i luften. Vi satte kursen mod hvalerne, og ganske rigtig sejlede vi ind i en flok på 6 store pukkelhvaler. Vi startede emd at være omkring 50 meter fra dem, men efter 30 minutters tid, endte de med at kun være få meter fra båden. Hold op en oplevelse. Jeg vedhæfter et par billeder derfra, som i kan nyde.
Lørdag havde jeg aftalt at mødes med en engelsk kammerat, jeg første gang havde mødt i Surfers Paradise for godt halvanden måned siden. Vi drak kaffe med udsigt til opera huset og efterfølgende viste han mig nogen gode spots rundt i Sydney.
Dagen efter (Søndag d.17 juni) mødes vi kl. 13 for at tage ud til Bondie Beach. Det er en meget berømt strand, fordi det er den eneste der er i Sydney. Så om sommeren er der helt sort af mennesker derude (Lige nu er det jo vinter i Australien - men minder nok mest om en lun efterårs dag i Danmark). Vi havde vejret med os, solen skinnede fra en skyfri himmel og der var vel 17 grader. Så vi var tydeligvis ikke de eneste som tænkte at en gåtur ved Bondie Beach var en god ide. Bondie Beach ligger inde i en meget lille bugt, og er omringet af klipper. Der er derfor UTROLIG store bølger. I sommerperioden redder livredderne hver dag utrolig mange menneske liv, fordi folk ikke overvejer konsekvenserne af de store bølger. Billeder fra Bondie Beach kommer (måske) ind på min blog senere, fordi jeg har ikke lige fået dem overført fra mit kamera endnu. Selvom stranden er en turistfælde, så er omgivelserne simpelthen SÅ smukke. Klipperne er formet efter de kæmpe bølger, og nogen steder går du nærmest rundt i drypstens huler. Vi gik en 'lille' tur på 4 timer og efterfølgende at nyde en kaffe til solnedgangen.
Og som alle nok ved, så skulle Danmark jo spille sin afgørende fodbold kamp mod Tyskland kl. 20.45 Dansk tid - hvilet svare til kl. 4.45 Australsk tid. Så min kammerat, Stuart lovede mig at han ville holde mig med selvskab. Så efter noget der ligner 4 timers søvn, luskede jeg MEGET søvndrukken ned til det hostel Stuart boede på, for at følges ned på en pub for at se kampen. Da vi kommer frem får vi til vores store overraskelse afvide at alle steder i Sydney ville de kun vise kampen mellem Holland og Portugal, og derfor ville de vise kampen med Danmark kl. 8 om morgenen. Kampen var gået i gang og klokken var 4.55 i Sydney mandag morgen, så vi løb tilbage til det Hostel Stuart boede på, og fandt heldigvis 3 tyskere der sad og så kampen på en ultra lille computer. Så vi sad så der 3 tyskere, en englander og mig og heppede på hvert vores hold. Til stor skuffelse, tabte Danmark jo, så vi endte med at gå ud og spise trøste morgenmad, inden Stuart skulle møde på arbejde.
(Her sidder vi 5 mennekser og streamer fodbold kampen over nettet)
(Og så er der morgen trøste-kaffe)
Jeg tog til Sydney alene men har alligevel endte med at være i godt selskab i alle 5 dage. Tilbringer så meget tid med engelske folk, at deres accent begynder at smitte mig - haha!
Jeg ankom mandag d. 18 til Perth efter en lang flyvetur, og med kun 4 timers søvn i rygsækken var min toldmodighed nok ved at slippe op. Så da jeg ankommer til hostellet kl. 18 er jeg træt. Jeg skulle bo på værelse med 3 andre piger, og så frem til at møde dem. Da jeg træder ind af døren, sidder jeg middeltal fast i døren, fordi den ikke kan åbnes ordentlig. Jeg stikker derfor hovedet ind og får mig en seriøst forskrækkelse. Det er ikke til at se gulvet for tøj, smykker, sko, hårspray, uægte hår, undertøj og en million andre ting. Jeg for presset mig ind og må bede dem om at bane en lille sti jeg kan gå på, så jeg ikke træder på deres ting. De ser utrolig irriteret ud over jeg sådan skal bo i DERES værelse. Jeg gider ikke spilde mere tid på dem, og fare hurtig ud af døren igen.
Min misson i Perth de første dage, var at finde nogen rejsekammerater, som jeg kan rejse op af vestkysten sammen med. Jeg havde en aftale med en svensk fyr og en fransk pige. Vi mødes og fik en snak om forventninger over en kop kaffe. Det kom dog hurtig frem at vi ønskede 2 forskellige rejser, så i stedet nød vi en kop kaffe og en gå-tur i Perths gader.
( Perth er den 3 eller 4 største by i Australien med 1.7 millioner indbygger. Men byen minder om en forvokset by man ser i en cowboy film. Der er et par høje bygninger og almindelig trafik, men den minder på ingen måde om en storby )
Tilbage på hostellet mandag aften kørte fjernsynet på fulde hammer, imens de 3 piger lavede alt mulig andet end at se tv. Så at få søvn var en umulig sag.
Tirsdag d. 19 havde jeg fået en aftale med et engelsk søskende par, som ønskede at leje en bil og køre op af kysten. Jeg tog derfor et tog ud til en by der hedder Cottelsloe og mødte dem på en cafe. Vi fandt i løbet af ingen tid ud af vi netop havde de samme forventninger, og endte med at sidde længe og snakke. Jeg fortalte dem om min trælse oplevelse på det hostel jeg boede på, og fik stukket en adresse i hånden på et hostel i Cottelsloe der skulle være ret lækkert. Og ganske rigtig, så fandt jeg hostellet, kun beliggende 2 minutters gang fra stranden og væk fra larm og firkantet tomme bygninger. Jeg gik derfor ind og bookede mig ind fra dagen efter og frem til mandag d. 25 juni.
I dag d. 20 juni havde jeg endnu et møde med en eventuel rejsepartner. Det eneste jeg vidste var at hun hed Diana, at hun kom fra England og ville gerne kører op af vestkysten på 4 dage. Jeg møder hende foran mit nye hostel, og får noget af et chok. Diana er så en dame på 71 år der har købt en varevogn og vil gerne kører de 2500 km på dage og vil så campere på vejen derop. Vi tog os en kop kaffen i ly af regnen og viste vist begge godt at vi ikke ønskede det samme, så vi bruge tiden på at snakke rejse-oplevelser og jeg hørte om hendes 26 år i Australien. Utrolig spændende og varm dame, som jeg håber jeg møder igen.
Nå, for at lave en kort opsummering, så er jeg strandet i Perth. Verdens mest isoleret storby. Det var meningen at jeg kun ville bruge 2-3 dage her, men har stadig ikke fundet nogen rejsekammerater. Mit bedste håb er de 2 engelske piger, men de er simpelthen SÅ sløve i optrække. Og et lille problem jeg har glemt at nævne, er at der KUN er 1 varevogn tilbage i Perth vi kan leje. Og hvis vi ikke er hurtige, så kan vi risikere at den bliver lejet ud. Så min nødplan er, at hvis jeg ikke har fundet nogen rejsekammerater inden lørdag, så bestiller jeg den billigste billet jeg kan få til en destination nordpå, fordi jeg skal være i Darwin som ligger 5000 kilometer fra Perth om 3 uger. Sådan kan det går, når man lidt for spontant køber en flybillet til verdens mest isoleret storby. Men hvad enten jeg ender bag i en varevogn med et par skøre englændere og skal se 2500 kilometer af Australiens øde natur eller om jeg ender i en random flyver til en ukendt destination, ja så skal det nok blive interessant.
Hvis i har hold ud hele dette blog-indlæg igennemm så giver jeg dig en gammeldags isvaffel når jeg kommer hjem til Danmark.. (dog ikke noget med at snyde og bare have scrollet herned) :)
- comments
Karina Du skylder en is, Rikke :) Dejlig læsning - er misundelig på ale dine eventyr...
Line Velling Og en halv is til mig... For der skulle også lige bruges tid på en ansøgning. Men dejlilgt at høre hvordan det går. Og spændende hvordan din rejse udformer sig:-) Pas godt på dig selv søs..
Else Marie Jeg vil gerne give dig en is, tak for spændende læsning, glæder mig til at se dig i Vejle igen.