Hos mig sker der fortsat en masse, saa jeg ikke ved hvor jeg skal starte.. Dagligt slaar mig selv i hovedet over at vaere over halvanden mdr. bagude med min dagbog! Dog har jeg notater fra hver dag staaende i min kalender..

Det nyeste er, at jeg stoppede med min volontoerprogram fredag d 26/2 og nu er kommet ud paa egen haand. Jeg skulle self lige starte med en nat paa hospitalet i Managua (hovedstaden) efter diare og opkast igen. Denne gang tog jeg af sted efter kun seks-syv timers sygom fordi jeg jo har ret daarlige erfaringer med tidligere forloeb.

Denne gang kom jeg paa privat hospital og *or *atan for en forandring! Eget vaerelse med ekstra seng saa min veninde kunne sove der, tv, ro, hovedpude, eget badevaerelse, koeleskab, skab til toej, pyntegenstande, renlighed, morgenmad serveret paa bakke og saa ikke mindst ro. Det var som at vaere i en anden verden! Naah ja, og det vigtigst var nok at det denne gang kun var en virus jeg havde faaet i maven, saa havde reelt nok ikke behoevet at skynde mig saadan af sted - men hvem kunne ogsaa vide det?

Matagalpa, alkohol og guldmine
Den kommende uge gik i vores elskede by Mataglapa. Vi havde jo tidligere moedt nogle lokale gutter som vi faldt i snak med, og denne uge - ja den gik egentlig ogsaa hovedsageligt i selskab med dem og ikke mindst "ron con cola" - rom og cola! En god flaske rom her koster kun 30 kr og er del billigere end oellene, saa det er nemt at falde til flasken :) Det var i hvert fald hvad der skete onsdag, torsdag, fredag og loerdag kun afbrudt af udflugter til Memos (et navn) bedstemors finca (gaard), guldmine, vandfald og comunidaden "La trentino" i San Ramon, hvor de fleste af dem bor.

Guldminen - puha, den oplevelse maa du bare hoere om!
Nadjala (danskeren jeg rejser med) blev i Mataglapa for at moedes med Berling og Orlando fra vores comunidad Soledad de la Cruz (Ensomhedens Kors) (de kom og besoegte os) mens jeg smuttede paa udflugt med Erick til guldminen. Paa med vandrestoevlerne og tre-fire km fra San Ramón laa en lille comunidad "La Reyna" (Dronningen) godt gemt vaek fra al anden indflydelse. "La trentino" ligger i forvejen 40 min. i bus fra matagalpa saa dette, ja, soeger man "la vida tranquilla" (det rolige liv) saa er det i hvert fald OGSAA her, man kan finde det.

For at komme ind til minen maatte Erick bede om tilladelse til at gaa over en lokal bondes jord (hus og koekkenhave), over et vandloeb, op over nogle sten, gennem noget buskads og ned til grotten, der aabenbart angav indgangen til guldminen. Paa med et par lukkede sko, tasken godt op paa ryggen og ja - ned med kroppen i det kolde vand! Ti meter inde og med vand til midt paa livet stopper erick pludselig op og lysende ned i vandet kommer kommentarten: "Troede lige jeg saa en slange". HVAD? Der var ikke hold i paastanden og flere fiktive "culebras" stoedte vi ikke paa.

Efter at have gaaet mere end 40 min slukker vi lygterne og foerst nu skuer jeg helt op for sanserne: Vi maa befinde os mindst en km inde og alligevel er der en vind, der roerer sig. Gennemtraek? Vides ikke, Erick har flere gange beseogt stedet men aldrig naaet bunden, selvom han rigtig gerne ville. Laengere inde forgrener gangen sig til et netvaerk, der baade gaar op- og nedad samt til steder hvor man ikke kan traekke vejret, men hertil kom jeg aldrig.

Der er saa sort som, ja, jeg kan ikke finde en sammenligning, men kan ikke se NOGET SOM HELST. Der er en lugt af gammelt vand hvilket jo ikke er underligt eftersom vi gaar i det. Gangen steg en smule, saa det ikke laengere er til livet, men kun skoene samt naar jeg lejlighedsvist snubler i et skjult hul og (igen) faar mudder til knaene. Konsistensen har nemlig ogsaa aendret sig fra klart vand med fisk og krabber, til en tyk omgang ildelugtende mudder med skummende slam paa overfladen. Det eneste der er at hoere, er susen fra hundrevis af flagermus, der blafrer faa cm fra os, men som aldrig rammer. Vaeggene er steder hvide af kalk efter aars dryppen af vand oppe fra og ellers er de fulde af krystaller og de vildste farver - af den type jord som guldaarere findes i, saetter det kunsteriske aabenbart ingen graenser..

Vandfald
Vandfaldet som Erick dagen efter tager os med ud til dufter af mangel paa turister og den "jomfruelighed", som jeg flere kan har hoert dette land beskrevet som. Hvor mange turister har lige vaeret her foer os? Skiltet "Smid ikke skrald" vidner dog om andre msk. Vandfaldet er ca. 30 m hoejt og det foerste jeg ser i Nica, hvor en masse vand render ud. Vi er midt i toertiden og det regner stortset aldrig. Ja vejret er fantastisk, vandet dejligt tempereret, den medbragte vandmelon soed og skyggen rar. Du kan selv hoere det - afslapning var lige hvad vi traengte til :)

Efter en uge i den elskede by Matagalpa tog Nadjala os sammen til at komme videre. Planen var at smutte loerdag, men loerdag blev til soendag, soendag til mandag og endelig tirsdag skete der noget. Maaske fordi min kaere ven Moises (jf. "Min kaere kaerelighed") fra comunidaden tidligere havde sendt mig en mail bl.a. om at der var kommet den laenge ventede pakke fra mine foraeldre. Han skrev self ogsaa en masse andet selvhoejtidligt lort, men det er en laengere oversaettelse, jeg ikke gider lave nu. Pointen er, at jeg moedtes med ham tirsdag morgen for at faa den.


Leon
Videre til bageovnen Leon. Stranden Panoloya hvor stroemmen desvaerre var helt crazy og ikke helt badevenlig men hvor restaurenten var vildt laekker og kunne byde paa paneret og friskfanget fisk "pargo", "tostones" (moste og friturestegte platanos (madbananer)), ris og salat for 85 C$ (26 Dkkr), hvilket endda er mange penge for et maaltid mad. Normalt holder priserne sig paa 40-60 c$ (12-18 Dkkr) inkl. drikkelse.

Hotellet "vía vía" som vi boede paa boed dog paa noget af en overraskelse: Der var fuldkommen proppet med hvide mennesker! De foerste par dage i Matagalpa vendte jeg mig direkte om og gloede, hver gang jeg saa en lys turist. Efter de foerste par haendelser, gik det op for mig, at jeg jo agerede skide uhoefligt og forseogte derefter at aendre stil til at hilse i stedet. Problemet her er bare, at jeg aabenbart har tillagt mig vanen at nikke til folk!! Det er jo totalt gammeldags - hvad sker der for dig Ditte! Gjorde det til alle de gamle i comunidaden, fordi jeg jo saa ikke behovede at anstrenge min mund - lyder det dovent? :)
Og ja, da jeg saa moedte SAA mange hvide OG lyshaarede mennesker paa éen gang blev jeg skraemt og havde lyst til at gemme mig! Al den selvtillid jeg havde opbygget efter al opmaerksomheden, ja fra alle steder, forsvandt som dug for solen og blev afloest af panik! Senere snakkede vi dog med nogle forsk. fra hhv Danmark, Holland, Tyskland og USA, hvilket jo viste sig at vaere ganske ufarligt. Alligevel tror jeg min turistfobi varer noget tid endnu.

Vulcan Nerro Negro

Til onsdag d 11/3 havde Nad og jeg booket to guides og af sted gik det til den stadig aktive vulkan "Vulcan Cerro Negro", linet op paa raekke med fire eller fem andre aktive eller nu slukkede vulkan, herunder "San Cristof" ( hvis jeg husker navnet rigtigt) der er landets hoejste med sine godt 1700 m samt stadig aktiv. Hold kaeft for en udsigt! Selvom det var diset boed de 745 m paa en fantastisk udsigt, rygende, stinkende svovl dampe, udsigt til krateret fra sidste udbrud, de 2 km stoerknet lava, udbrudet havde medfoert mv. OG maaden jeg kom ned: Sandboarding! Som snowboarding paa board blot ned ad en omgang sort lava. Nice!