Hubba Bubba og frugtsalat

Jeg staar op og blaimer mig selv for at vaere faldet I soevn uden oerepropper - igen. Familiens tossede hane (saavel som alle naboernes) startede nemlig med at gale kl et igen i nat, kun tre en halv time efter jeg var faldet i soevn.Og saa fortsatte de ellers jaevnligt indtil kl lidt i seks hvor jeg og solen sammen stod op. Mens Emelda (min nicaraguanske mor) begynder at lave min morgenmad, gaar jeg i krig med den bunke af vasketoej, der efterhaanden har hobet sig op paa mit skrivebord. Vaskemaskine? Nej her foregaar det med koldt vand og i haanden. Spand, vand, vaskepulver, nederdel, undertoej, et par sorte shorts og nogle lyse t-shirts faar lov at staa lidt i bloed sammen, mens jeg paabegynder spanden fra i gaar: et stykke toej af gangen gnides ind i (noget mere) saebe og skrubbes ellers paa et godt gammeldags rivejern af typen lille-mor i filmen "Passer passer piger" bruger med brun saebe i kaelderen.Her er rivejernet bare ikke af metal, men skaaret ud af sten og en del af bordet. Etstykke rent toej og jeg foelges efterfoelgende ud til toerresnoren.

Min morgenmad er faerdig. Den bestaar (igen) af roede boenner og stegte ris fra marken ved siden af, frisklavet roeraeg fra hoenens roev samt en friturestegt banan fra haven. Det er et uendeligt rigt, velsmagende og naerende maaltid, saa laenge jeg ikke taenker paa, at saeben fra mit vasketoej via et roer er ledt fire meter ud og endt lige ved siden af havens lille bananplantage, samme sted hvor hoensene dagligt skraber i jorden. Til drikkelse har jeg plukket en spand groenne appelsiner, og presser nu det fuldt modne koed ud fra to af dem ud og blander af dovenskab noget vand i. "Fresco simple, sin azucar" (simpel juice uden sukker) - dejlig bitter som jeg saa godt kan lide det. Men - jeg slipper ikke for endnu et smil og en hovedrysten fra Emelda: Her hverken drikker eller spiser de noget uden der er tilfoejet ca. en halv kop sukker J

Godt nok har min familie hverken koeleskab eller fryser, men tro mig, naar raavarene er saa friske goer det ikke noget, at juicen ej er afkoelet. Det smager virkelig god!

Inden dagens program starter, skal de to af min families fem koeer malkes- de resterende tre er endnu kun store kalve. Min nica far Moncho kalder "Chela!" ud over marken og de to koeer kommer traskende.De tre kalve er i indhegningen ved siden af, for hvis ko og kalv ikke er adskilt natten over, er der ingen maelk at faa. Den stoerste af koeerne, Chela, snores fast om bagben og horn hvorefter kalven lukkes ind for at dige et par sekunder. Mere faar den nemlig ikke lov til - maelken er til os, ikke til den. Det er blot noedvendigt at kalven starter for at - ja -faa gang i patterne. Paa denne maade napper vi omkring en liter fra hver ko hvorefter kalven igen slippes fri.

Naar man ikke kan holde maelken kold, saa maa man holde den varm! Saa medmindre maelken ikke med det samme blandes med "cuajo" ("osteloebe" oversaetter ordbogen det til) og salt for at lave den ekstremt laekre ost "cuajado", saa gemmes den nogle timer paa denne maade. Evt. saa jeg kan blende banan og maelk sammen til en smoothie. Smoothie er et begreb jeg har introduceret, og som de heldigvis godt synes om. Og vedr. blenderen - saa er den det eneste elektroniske koekkenapperat, min familie er i besiddelse af.

Tania (min nica soester) gaar i krig med at goere huset rent mens jeg aerlig talt ikke gider goere noget ved mit vaerelse igen i dag, selvom det stoever saa meget, at en omgang dagligt ikke ville skade. Min uredte seng? Pyt - det er jo kun mig, der skal gaa og se paa den. Jeg tager i stedet enten hul paa mere vasketoej, min dagbog, sover eller besoeger en af de andre to danskere. Maaske er de netop nu, lige saa rastloese som jeg. "¡Entonces - me voy!" ("Saa - jeg smutter!").

"¿Está Camilla en la casa?" ("Er Camilla hjemme?"), spoerger jeg Hector ellerdoña Lydia, Camillas "foraeldre", da jeg ankommer. "No está aquí, hoy da clases de fotografía en la escuela". Havde glemt at Camilla ikke er hjemme nu, fordi hun hver tirsdag har fotografi undervisning, saa i stedet smutter jeg hen til Nadjala et par timer og laver ingenting der. Om jeg har lyst til at spise med? Joh, hvorfor ikke spise frokost en gang til? De spiser alligevel selv hele tiden, forskellen er bare, at de ikke bliver tykke af det :S (Dét goer jeg!) Saa jeg takker ja til doña Vilma, der serverer en suppe bestaaende af kylling, aeg (slaaet ud som var gryden en pande), olie, kartofler, yuga, (en velsmagende rodfrugt), spagetthi, mere olie, banan og en groen groentsag, som jeg ikke helt kan se, hvad er. Alle de her underlige supper smager faktisk ret godt, saa laenge alle ingredienserne ikke er overkogt, men det er de altsaa som regel.

Eftersom det netop ér tirsdag har vi kun engelskundervisning om aftenen fra kl 16 til 18 paa comunidadens lille skole. Mandag og onsdag har vi ogsaa hold kl 10-12, men eftersom vi foerst lige er begyndt at have klasserne (16/12-08) moeder vi alle tre op til hvert eneste hold; Det er kraevende men betryggende - den paedagogiske rolle som laerer er og bliver aldrig mit kald. Planen er dog, at vi om nogle uger deler holdene op, saa vi faar lidt mere fritid. En klasse paa 15 elever behoever virkelig ikke tre laererer. Hov - skrev jeg 15 elever? Det gjorde jeg vist. Dét jeg mente var de 15 navne, der er skrevet paa hver af de fem forskellige hold, mens dem der i realiteten ankommer er de 0-20 elever, som lige synes de gerne vil have time i dag. Maaske fordi der ikke er foldbold paa "la chantja" (et aflukke til sport), eller ogsaa fordi der er ti hormonforstyrrede knaegte, der gerne vil kigge ind ad ruderne paa de tre "danesas guapas" (smukke danskere), som de alligevel hele tiden pifter og raaber kaerlighedeserklaeringer efter paa gaden. Problemet er bare, at kommer de endelig hen til skolen for at kigge med, saa tvinger vi dem somregel til at deltage i timen. Deres navne staar naesten med garenti alligevel paa et af de andre hold.

Der dukkede hele otte elever op og alt i alt var denne aftens undervisning vellykket. Hvis man altsaa ser bort fra den halve time, der gik, inden de foerste ankom. Organisering og planer er ikke en del af deres hverdag, saa kommer man to timer for sent hilser man med et "¡Hola!" og ikke med et "¡Perdon!" ("Undskyld!", men..). Det maa tiden jo vise, om selv jeg kan vaenne mig til.

Jeg vender tilbage til mit hus efter timen for at indtage aftensmad og snakke med familien. Moncho sidder foran tvet, Emelda er i gang over ildstedet ude i koekkenet mens Tania er ved at lave "fresco" til maaltidet. Ordbogen oversaetter dette ord med "sodavand", men i Nicaragua betyder "fresco" pulver med smag af fx jordbaer, eller kakao med fintkvaernede havregryn, og blandet med vand -Bonanza (saftevand) ville vi kalde det i DK.

Vanerne er meget anderledes, men maden er god, familien hyggelig og jeg faar ikke lov til at gaa i seng, foer vi igen har snakket en masse om alt muligt forskelligt.

I starten tog jeg altid maden med ind til Moncho i stuen, fordi husets eneste alm. bord er placeret her. Nu derimod henter jeg i stedet en stol mere herud fra stuen, hvis der ikke er nok, fordi der er meget mere snakken og grin, naar vi bliver her. Der er ogsaa mere lys (én paere) og ikke kun et forstyrrende fjernsyn, der sender endnu en kvalmende, romantisk og overdramatiseret serie, som alle foelger med i. (Det var i starten jeg mente dette om "las novelas" (serierne), pt. kan jeg give et detajleret referat af fx "El diablo de los guapos" (De smukkes djaevel) og kender navnene paa alle de tre kvinder, som den overdrevet sminkede hovedperson af en duksedreng har vaeret sammen med (paa syv-otte afsnit) for at goere ekskaeresten jaloux. Ekskaersten som er huset tjenestepige og i virkeligheden datter til duksedrengens far, der har vaeret utro og i virkeligheden faktisk ikke er faren til duksedregen, fordi moren ogsaa har vaeret paa afveje. Ingen af boernene (som er midt i tyverne) ved noget, farens mor ved det, og mens faren og bedstemoren paa et tidspunkt snakker om det, overhoerer farens kone det. Hun lider i forvejen af voldsom migraene, graeder i stort set hver eneste scene hun er med i, aegteskabet er en facade og ja - alle er pludselig kaerester og i familie paa kryds og tvaers. Bedstemoren snakker om at aendre sit testamente, saa tjenestepigen - som jo pludselig er barnebarn - inkluderes, og den stenrige far har pludselig problemer, fordi hans firma i virkeligheden har kaempe millonunderskud. Farens kompangnon har forresten ogsaa en affaere med duksedrengens foerste kaereste, fordi hun vil goere duksedrengen jaloux, fordi han forlod hende for tjenestepigen. Eller ergo fordi duksedrengen var sammen med dem begge paa samme tidspunkt. Det romantiske er bare, at den foerste paa papiret er en god, kommende hustru, mens duksedrengen med tjenestepigen har aegte kaerelighed, der skal hemmeligholdes pga. deres forskellige status. Saa er der den tredje kaereste, der laver rod i det, og pludselig siger alle, at de er gravide, fordi de vil beholde ham, mens ingen af dem er det i realiteten. Tjenestepigen finder ogsaa en anden toesedreng at forlove sig med for at goere duksedrengen jaloux. Tosedrengen graeder hele tiden, fordi han er saa sentimental og saa roert over, at hun vil have ham, fordi han hele tiden har vaeret hemmeligt forelsket i hende. Midt i det hele dukker der ogsaa en anden fyr op, som aabenbart er kommet fra gaden og er soen til den samme far, fordi faten sq lige havde haft en afstikker mere. Yes, en ny én, der opfoerer sig lidt mandigt, men pis, dér begyndte han saa ogsaa at graede og omfavne faren i dyb taknemmelighed, mens kameraet zoomer ind paa farens ansigt, der udstraaler dyb foragt.. Aah aaaah, hvem doer nu..)

Ja og der fik I lige et laengere referat af serien. Til mit forsvar skal det siges, at jeg ikke har set alle afsnittene, men udnyttet at der i reklamerne for hvert afsnit, altid afsloeres noget vildt afgoerende, saa det bliver totalt urelevant at se selve afsnittet. Nadjala foelger ogsaa ret seriost med i den, saa det er ikke kun mig, der er tosset. (Hvilket vist er hvad Camilla ville sige om dén sag J)Det sidste afsnit af "La tanxion" er sendt, men denne serie foregik i et stoerre palae, med ydmyge kvinder i lange, nedringede kjoler med puf-aermer og endte med at alle doede (fem-seks stykker i samme afsnit) paanaer dem med aerlighed og kaerlighed i sindet, som selvfoelgelig alle fandt sammen til sidst, og levede lykkeligt til deres dages ende. Alle med koenne babyer, i dyre huse og med flot gammeldags toej paa mens solen gik ned og sendte et idyllisk lys ind over scenen. Ja, jeg stopper nu, bliver jo selv helt nostalgisk og sentimental af alle de foelelser...Ps. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle kalde indlaegget, saa var lidt fantasifuld. "Den roede traad" for overskriften er, at jeg forleden erfarede, at det er muligt at koebe tyggegummiet Hubba Bubba her i Nicaragua saavel som det eri DK - laengere vaek er jeg altsaa ikke. Mht. frugtsalaten saa var jeg forleden til en boernefoedselsdag i nabocomunidaden Real de la Cruz. Der var en masse mad, boernene legede og der var mere mad bestaaende af dessert - frugtsalat. Ikke noget med roercreme, floedeskum, yoghurt eller cremefraiche, nej melon, ananas, papaya, vindruer, aeble og... Roed sodavand serveret i et plastikkrus! Vaersgo! Det smagte dog ganske udemaerket og jeg var tilmed saa heldig at faa en ske med, mens et barn over for mig fik en gaffel og kvinden ved min side, paent maatte sidde med kruset og vente indtil noget service var brugt, vasket af og dermed ledigt. Men det er ikke et problem her, saadan er "la costumbre" (saedvanen).