Profile
Blog
Photos
Videos
Hej med jer derhjemme!
Hermed en opdatering fra, hvad vi har fået den sidste tid i Asien til at gå med.
Vi ankom som sagt til Sihanoukville onsdag aften. Her fandt vi et meget billigt dorm, som hedder Utopia og er der, hvor de festglade folk mødes. Det har været det billigste sted indtil nu, men nok også det klammeste! Toilettet var i stykker, strømmen gik flere gange om dagen, man kunne ikke se gulvet for tasker og andet skidt, madresserne var tynde som pap og folk lagde sig til at sove hvor de havde lyst!
MEN det blev alligevel til 4 overnatninger med fest, godt humør og ingen søvn!
På trods af, at det kun kostede 1 dollar pr. nat, så vi en mulighed for at gøre det endnu billigere.
Vi henvendte os til barchefen og så var der arbejde til os allerede samme aften. Jobbet indebar at dele flyers ud om dagen og feste om aftenen med de andre gæster i baren. Belønningen for dette var at vi kunne få gratis overnatning, mad og alkohol.
Det blev dog kun til to arbejdsdage for os. Men det var to gode dage med mange grineflip og nye bekendtskaber.
Da det blev lørdag, skulle vi igang med noget lidt mere seriøst.
Kl. 09 om morgenen, sad vi klar til at begynde på den teoretiske del af vores dykkercertifikat. Efter en lang nat på Utopia, var det ikke det vi havde allermest lyst til den dag!
Men vi overlevede og fik overstået den lille eksamen.
Næste morgen var vi spændte og så frem til at komme ud og dykke.
Vi tog afsted tidligt om morgenen, ud til øen Koh Rong, som ligger ca. 2 timers sejlads fra Sihanoukville.
De første mange timer gik med at lære udstyret at kende og lave en række øvelser i lavt vand.
Efter en god frokost, skulle vi ud på vores første dyk.
Det gik rigtig godt og gav os endnu mere lyst til at dykke igen.
Næste dag var vi tidligt på den igen. Vi skulle nå at dykke 3 gange, før vi kunne kalde os PADI open water diver.
Alle 3 dyk var en fed oplevelse. Vi fik set en masse forskellige fisk og koraller. Desværre er det langt fra alle koraller som er levende. En af grundene til det, er den måde som de fisker på i Cambodja. Nogle fiskere smider dynamitbomber i vandet, så alt det omkringliggende dør og gør det nemmere at fange de fisk, som flyder op i overfladen.
På vores sidste dyk, hørte vi lyden af en dynamitbombe, som blev sprængt under vand. Det lød til at være meget tæt på os, men vores instruktør sagde, at det var langt væk.
Men vi fik stadig set en masse, store og fascinerende koraller. Herefter kunne vi kalde os PADI open water diver!
Vi besluttede os for at tilbringe mere tid på Koh Rong, så der blev vi de næste 3 dage.
Dagene gik med at slappe af, nyde den lækre strand og spise god BBQ om aftenen.
En af dagene ville vi over på den anden side af øen. Vi begav os ud på en lille trekkingtur i junglen.
Det var noget af en tur, med meget stejle bjerge og tætte stier, og hvis ikke der var afmærket hvilken vej vi skulle gå, så havde vi nok ikke fundet frem til den anden side :-)
Men vi kom over på den anden side og her var stranden endnu flottere! Helt hvidt sand og et turkisfarvet hav. Vi blev på stranden til langt ud på eftermiddagen og da vi skulle tilbage, blev det med båd.
Så blev det torsdag og vi skulle tilbage til Sihanoukville.
På grund af det meget blæsende vejr, blev det en lang og ikke mindst våd fornøjelse i båd. Den tur kunne vi godt have været foruden!
Resten af dagen i Sihanoukville, skulle gå med at vente til det blev aften, så vi kunne begynde vores 18 timers bustur til Bangkok.
Vi ankom fredag eftermiddag til Bangkok og fandt et sted at overnatte, i det Backpackerfyldte kvarter ved Khaoson Road. Resten af aftenen gik med at tjekke området ud og vi fandt hurtigt ud af, at vi var placeret midt i et meget fyldt og stemningsfuldt natmarked.
Lørdagen skulle bruges på at indhente det forsømte! Nemlig det kæmpe weekendmarked i Bangkok. Her er der ingen grænse for hvad der er mulighed for at købe! Du kan købe alt lige fra bøger, blomster, genbrugstøj, smykker, møbler, porcelæn, mad, sko, brugskunst og ja, endda hundehvalpe og kattekillinger!
Vi brugte hele dagen på at gå rundt til de forskellige stande og vi fik købt lidt, men mest kigget :-)
Der var så mange fine og specielle ting, så vi kunne godt have brugt en ekstra kuffert til at fylde med tøj, sko og diverse ting fra Bangkoks weekendmarked.
Vores fødder var godt smadret efter en hel dags shopping og da vi kom tilbage til vores værelse, lavede vi ikke så meget andet, end at få styr på nogle praktiske ting og få skypet med dem derhjemme.
Søndag fik vi pakket tasken igen og ved eftermiddagstid tog vi ud til lufthavnen. Vores fly gik først kl. 21:30, så der var tid til at få lidt mad og gå rundt og spise smagsprøver :-)
Efter en god måneds tid i Asien, glæder vi os rigtig meget til at opleve endnu et nyt land og de mange fede oplevelser, som venter forude i Australien.
Det har været en rigtig spændende rejse rundt i Asien. Vi har fået en oplevelse af deres kultur og et indblik i hvordan de lever. Og efter mange oplevelser med dårlig kommunikation, dårlig service og misforståelser, er vi utrolige glade for at bo i Danmark! Men bortset fra det, er vores opfattelse, at de er nogle meget varme og kærlige mennesker, som prioriterer sin familie højere end noget andet. Så på trods af at mange lever under fattige forhold, tænker vi, at de må være et af de lykkeligste folkefærd da de forstår at holde sammen, ikke kun i familien, men også på tværs af hinanden.
Asien er helt sikkert et kontinent vi har lyst til at besøge igen og udforske mere. Så det hedder ikke farvel til Asien, men på gensyn!
Vi håber at I kan holde på varmen derhjemme, vi sender ihvertfald en masse varme tanker herfra!
Line og Alberte
- comments
mette Gundal Hej med jer I to eventyrtøser :-)) Det er da helt vildt hvad I oplever. Kan I ikke sende lidt mere varme hjem til os...... Knusssss til jer
Bibs Det virker utrolig interessant. Det er mere end vi andre har oplevet i et langt liv. Det glader os at forholdene er fredelig til trods for fattigdo mmen. Vi haaber at I fortsat maa have en god tur og nyde vejret mens vi andre maa doje sne og kulde.