Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag (16/4) ankom vi til Rotorua, hvor vi skulle ud og "luge". Det betyder, at man kører ned af en bjergside igennem en skov på nogle stier i en bobslædelignende gokart. Vi købte 3 ture hver og så startede vi med at blive kørt op på toppen af bjerget i en gondollift. Her fandt vi frem til nogle hjelme og stod så i kø til at få en bobslæde. Der var tre ruter med forskellige sværhedsgrader, og vi startede med at tage den nemme, for lige at se hvordan det fungerede. Da vi kom ned for foden af bjerget igen, skulle vi med en stolelift op, hvor bobslæden blev hægtet fast på. Vi tog, som sagt tre ture, og prøvede alle tre sværhedsgrader. Vi havde et lille internt væddeløb med 2 engelske fyrer fra bussen, som vi var faldet i snak med. Det synes ikke det var så sjovt da Trine og Annie vandt over dem! Senere på dagen gik vi en tur rundt i byen sammen med en anden dansk pige og kiggede lidt på nogle boblende mudderhuller. Byen er kendt for at have mange underjordiske kilder, som boblende mudderhuller og gejsere - hvilket betyder at hele byen konstant stank af råddent æg. Herefter gik vi ud for at finde noget at spise og gik en tur på den lokale pub bagefter.
Tirsdag skulle vi med bussen videre i retning mod Taupo, hvor der på turen dertil var indlagt nogle små udflugter/gåture. Vi var ude og se rigtig flot vandfald, som løb ud i et stort blå/grønt bassin, som nærmest lignede en swimmingpool. Herefter var Maria og Annie inde og se nogle store gejsere, hvor Trine i mellemtiden gik en dejlig tur i en skov, sammen med de andre fra bussen, som heller ikke var med inde og se gejserne. Vi ankom til Taupo hen på eftermiddagen, og slog os ned i byparken efter vi havde fået handlet lidt ind. Vi spillede lidt frisbee med nogle englændere og en fyr fra Canada. Det var rigtig hyggeligt, og dejligt at få slappet lidt af.
Om aftenen servede de gratis hotdogs på pubben ved siden af vores hostel, så her fik vi vores aftensmad, inden vi gik tidligt i seng, fordi vi skulle meget tidligt op.
Onsdag stod vi op kl. 4.30 - vi havde en lang vandretur foran os. Vi skulle ud og gå godt 19 kilometer på nogle vulkaner, så vi skulle med bussen kl. 5.30. Det var en meget lang og til tider hård gå tur, men det var en rigtig fed oplevelse, for når man først var kommet op i en ordentlig højde, havde man en helt fantastisk udsigt udover et bjerglandskab. Det var ret koldt på toppen, min vi fik heldigvis varmen af gåturen. Det tog os ca. 7 timer at gå turen, men det var bestemt hele udmattelsen værd! Vi kom tilbage til byen hen på eftermiddagen og tog os en lille lur, før vi skulle have noget aftensmad og ned på pubben.
Torsdag var det blevet tid til at forlade Taupo - nu gik turen mod en lille flække "in the middle of no where", som hedder River Valley. Det var et meget idyllisk sted, som sjovt nok lå nede i en dal lige ved siden af en flot flod. Vi blev indlogeret på 14-mandsværelser og det føltes virkelig som at være på lejrskole igen. Værelset var indrettet med en lang køjeseng hen langs den ene væg, hvor vi så skulle ligge på red og række i hver vores sovepose. Vi havde tidligere på dagen handlet ind til at lave aftensmad sammen med to andre danske piger, som vi snakker rigtig godt med - vi lavede pasta m. pesto og kyllingefileter. Det var rigtig hyggeligt. Der er i mellem tiden steget 3 danske drenge på vores bus også, så vi er vi pludselig 8 danskere på bussen. Vi satte os alle 8 sammen om aftenen og spillede en spil der hedder Cranium. Det var meget sjovt. Senere sad vi sammen med hele gruppen og spillede nogle spil, og fik da også opbygget en gevaldig kæp i øret.
I dag, fredag, har dagen været præget en smule af tømmermænd, men Maria og Annie måtte tidligt op, for de havde skrevet sig på til at komme ud og riverrafte. Trine sov dejligt længe. Vi (Annie og Maria) startede med at iføre os en masse udstyr inden vi kørte af sted til floden, hvor vi skulle rafte. Her blev vi delt ind i hold på 5, og vi fik os en guide, og så var det ellers bare derudaf. Det var en helt vildt fed oplevelse, og MEGA sjovt. Vi kom igennem nogle ret vilde strømme, og en del vandfald - det højeste var to meter. Undervejs holdte vi også ind ved en klippe man kunne springe ud fra, som var 5-6 meter høj, og det gjorde vi begge. Alt i alt var det pisse fedt, og vi var begge helt euforiske og oppe at køre, da vi var færdige.
Da dem, der havde været ud at rafte havde fået noget tørt tøj på kørte vi af sted mod Wellington, hvor vi er nu. Vi ankom først sent, så har ikke rigtig lavet noget, men skal vidst ud og have en enkelt øl om lidt.
- comments
Astrid Uha, det lyder godt.. I får mange øl piger;-)
Mor/Dorte Jeg kan snart ikke finde flere ord for, hvor fedt det må være og hvor mange oplevelser I får. At jeg skulle opleve min datter hoppe ud fra 5-6 meter havde jeg nok ikke regnet med - godt gået :))