12/9-19/9 2011

Hej alle sammen!

Jeg haaber i nyder efteraaret derhjemme. Pt. har Line og jeg soegt skygge paa en internetcafe i byen Yogyajakarta. Det er en hyggelig storby i Central Java i Indonesien.

Men foer der bliver mere om det famoese Indonesien, vil jeg lige hoppe et par uger tilbage i tiden, samt nogle grader ned ad skalaen...

1. dag Kathmandu - Dhunche

Wupti! Saa er vi i Nepal. Vi er paa vej med bussen fra Kathmandu til en lille flaekke i bjerge bjergene ved navn Dhunche. En straekning der godt og vel er 100 kilometer. Egtentlig en ganske overkommelig distance, men saa igen er det i Nepals bjerglandskab, hvilket goer turen hele 9 timer lang! Det er saaledes ikke svaert at regne ud, at turen ikke ligefrem var praeget af lige landevej. Der imod foregik turen i en (combat)bus, der kaempede sig op ad de smaa bjergveje i en imponerende fart. Det inklusiv de smaa haarnaalesving, som blev gjort farbare ved at "dytte", for paa den maade at signalere "her kommer jeg" til eventuelle modkoerende paa den anden side af bjerget. Det kan muligvis godt overraske lidt at turen kunne tage saa lang tid, naar nu buschauffoeren koerte saa godt til, men det skyldte blandt andet, at bussen (konstant) samlede lokale folk (og deres ris, aeg, majs, motordele, osv.) op. Der ud over var vejene medtaget af monsoonen, der havde foresaget relativt mange jordskred. Dette blev undervejs for meget for en engeslk pige. Jeg tror naesten hun frygtede for sit liv. Hun begyndte i hvert fald at graede. Line og jeg tog det nu meget roligt, da nepaleserne ikke fortrak en mine. Hermed ikke sagt, at Line ikke lukkede oejene, da vi var faa cm fra at paakoere en modkoerende bus i et af de mange haarnaalesving, eller at det ikke gibbede i min mave, da bussen tippede ud mod kanten af vejen (som jeg i oevrigt ikke kunne se, fordi vi var saa taet paa).

Da vi kom til Dhunche fandt vi et hotel, hvor vi overnattede. Naeste morgen begyndte trekkingTour'en:

2. dag Dhunche - Sing Gompa

Vi stod op foer solen gjorde (alt for tidligt), for at komme godt af sted. Vi var begge meget optimistiske tiltrods for at vi ikke havde nogen egentlig ide om, hvad det trekke egentlig ville sige.

De foerste par timer gik godt. Terraenet var regnskov og stigningen var relativt flad. Trods de gode udsigter, moedte jeg allerede her en fjende. Iglen. Den var paa vej op ad mit ene ben, da jeg opdagede den. Mit hjerte stoppede i foragt/skraek for dyret, og i stedet for at taenke rationelt og stroe noget af det medbragte salt ud over den, begyndte jeg at danse jump style (Janina ville have vaeret stolt, Line L) i panik over at iglen skulle have bidt mig. Den faldt dog af, og mit ben var helt. Puha.

Efter de foerste to timer aendrede stigningen sig. Radikalt. Helt ude af kategori. Jeg fik problemer med mit venstre knae, og vi vi ikke engang naaet frem til foerste stop paa dagens etape. Det var i bodstaveligste forstand op ad bakke... Det lykkedes os dog at naa frem til maalbyen Sing Gompa omkring klokken 3, til trods for at jeg. Her fadt vi en lodge, hvor der ogsaa boede tre israelere. Den ene havde selv knaeproblemer og fortalte, at han gerne ville se paa mit knae. Jeg foelte mig meget heldig, da jeg havde svaert ved at se, hvordan jeg skulle gennemfoere en uge med 8-9 timers vandring om dagen i serioest kuperet terraen. "Hjaelpen" viste sig at vaere healing. Den havde jeg ikke lige set komme...

3. dag Sing Gompa - Lauribina

Vi stod igen umenneskeligt tidligt op (hvilket viste sig at gaa hen og blive noget af en vane paa trekket...).

Trods gaarsdagens healing, spurgte jeg ejerne af lodget, om de havde et elastikbaand. Til mit store held havde de et gammelt, laset et. Det gjorde virkelig undervaerker, og jeg havde ikke volsomme problemer med knaeet resten af turen.

Turen til Lauribina var den korteste dag. Vejret var desvaerre overskyet, da vi rejste to uger foer saesonstarten. Havde der vaeret skyfrit ville det have vaeret muligt at se baade Mount Everest og Annapurna.

4. dag Lauribina - Gosainkund

Line havde lidt lidt ondt i halsen og feber. Det var derfor ikke nogen let etape for hende. Men hun klarede det virkelig godt. Vi naaede derfor op til Gosainkund rimelig tidligt. Der var igen lidt overskyet, men det var dog stadig muligt, at se de smukke, hellige soer. Men de var ogsaa noget af det eneste, der var muligt at nyde i Gosainkunds 4300 m's hoejde pga af kulden. Det gjorde det ikke bedre at husene var daarligt isoleret (der var flere steder muligt at kigge ud gennem spraekker) eller at ejerne var meget paapasselge med ikke at taende op i brandeovnen pga af den vanskelige adgang til trae.

Line og jeg nuppede derfor en nat i vores lejede dunjakker under tre tykke taepper. Sikke en kold omgang.

5. Gosainkund - Gopte

Vi saa soerne ved solopgang. Det var virkelig smukt at se, hvordan de omkringliggende bjerge blev genspejlet i soerne.

Dagens etape foerte os til det hoejeste punkt paa Tour'en, 4600 m's hoejde. Line var stadig skidt tilpas og vi var derfor meget interesseret i at komme "ned i varmen". Det lykkedes ogsaa, idet vi gik over 1 km ned i hoejde. Her i mellem var der dog en uendeligt lang raekke ture op og ned ad bjergene. Det var utroligt smukt paa grund af alle vandfaldene. Efterhaanden bragte lyden af et vandfald dog ikke samme begejstring, idet Line havde opdaget, at lyden af et vandfald betoed, at vi skulle hele vejen ned i bunden af dalen, hvor vandfaldet var, for derefter at skulle hele vejen op igen, hvor der saa var lyden af et nyt vandfald. Det var derfor ikke underligt, at Line og jeg var helt faerdige, da vi endelg naaede frem om kring klokken seks.

6. dag Gopte-Kutumsang

Vi gik en lang distance endnu engang. Det var dog lettere, da routen ikke var lige saa kuperet.

Vi kunne maerke, at vi naermede os noget, der lignede civilisation, hvilket var rart. Ud over at maengden af mennesker ogsaa blev stoerre kunne vi samtiddig ogsaa maerke, at maengden af valgmuligheder paa menukortet blev stoerre. Det var lidt af en befrielse, efter stort set at have levet af den nepalesiske nationalret, Dal Bhat, siden trekkingtour'ens start. Det viste sig der ud over ogsaa, at kokken pa vores lodge var rigtig dygtig. Mums. Jeg tror i oevrigt sjaeldent (alrig) jeg har moedt et folkefaerd, der er saa stolte af deres nationalret. De spiser det to gange om dagen, mere eller mindre uden undtagels. Imponerende.

7. dag Kutumsang - Chisapani

Dette var en begivenhedsrig dag. Jeg blev for foerste gang bidt af en igle, men tog det ikke meget bedre denne gang. Der ud over, havde jeg en ubehagelig oplevelse med en hund (jeg undgaar, pga risikoen for at faa hundegalskab, hunde), der havde en helt vild adfaerd i forhold til de hunde vi har moedt indtil videre.

Der ud over var der jordskaelv. Det er det udtimativt vildeste jeg nogensinde har proevet. Line og jeg skulle overnatte i byen Chisapani, der ligger paa toppet af et lille bjerg. Det var det foerste sted vi var kommet til, hvor der var noget, der mindede om hoteller. Vi havde selvfoelgelg valgt det hoejeste. Her var vi inlogeret paa 2. sal i vaerelset laengest vaek fra trappen. Det foerste skaelv kom omkring halv syv. Vi havde lige vaeret i bad og Line havde taget sine leggins halvt paa (i skaeret af min lommelygte, da der var stroemafbrydelse), da det foerste skaelv kom. Jeg fik et chok. Min foerst indskydelse var, at der var blevet smidt en bombe i naerheden. Derefter begyndte bygningen af ryste igen. Jeg gik i panik indvaendig og troede hotellet var noget nepalesisk betonbras, der var ve at styrte sammen. Jeg havde derfor mere end travlt med at komme ud. Men LIne kunne ikke faa sin leggins hel pa, da hende ben efeter badet var fugtige. Jeg var parat til at loefte hende ned. Endelig kom den helt paa og vi loeb alt hvad remmer og toej kunne holde gennem den rystende gang. Mit hjerte hamrede vildt da vi kom ud, og jeg stod og ventede paa, at det ville brase sammen. Jeg fik dog spurgt en, hvad det var der skete. Han fortalte det var jordskaelv. Jeg havde slet ikke skaenket det en tanke. Der sket dog heldigvis ikke mere. Kun, at Line og jeg flyttede ned paa 1. sal i vaerelset ved siden af trappen. Ejerne synes vi var tossede.

8. dag Chisopani - Kathmandu

Vi slaebte vores oemme kroppe det sidste stykke til maalbyen Sundraijal, hvor vi tog en bus til Kathmandu. Det var rart at komme tilbage til civilistionen, med udsigten til et varmt bad og rent toej. Trekkingturen var baade meget haard og graenseoverkridende, men det var en fed foelelse, at gennemfoere det. Jeg fortryder det slet ikke, for det var mindst lige saa givende (baade erfaringsmaessigt i forhold til vores rejse frem over og oplevelsesmaessigt), som det var haardt).

/Katrine

Ps. Tastaturet er elendigt, saa beklager, hvis der flere tastefejl end normalt.