Profile
Blog
Photos
Videos
Hovedstaden Hanoi virkede stressende, kaotisk, forvirrende og tætpakket som en hver anden asiatisk storby, hvilket jeg i sidste ende også vil konstatere efter vores mindre ophold i byen. Eftersigende skulle der også være stor forskel på venligheden fra folket i sydvietnam til nordvietnam, da man skulle opleve mere og mere hængemule samt knap så smilende folk, jo længere man bevæger sig nord på. Dette holdte også stik, da folket i Hanoi er mindre imødekommende og knap så smilende, som er lidt en modsætning til hvad vi ellers har oplevet i Vietnam, desværre.
En venlig mand gik rundt i bussen og vækkede os ved ankomst til byen, da han prikkede til os alle for at høre, om vi havde nogle hotel reservationer. Som sædvanligt havde vi ikke det, og tog derfor pænt imod hans tilbud, da det lød lovende og han lige så. Ved ankomst til hotellet, Hanoi Glory, var standarden dog lidt noget andet end hvad billederne antydet. Dette er såment ikke noget nyt, da det gør sig gældende for næsten alle der tilbyder hoteller, men umiddelbart var det bare ikke hvad vi søgte. Vi blev dog enige om, at vi bare trængte til et sted at slå os ned, og så kunne vi altid forlade stedet dagen efter, hvis vi var utilfredse - vi blev dog hængende alle dagene.
Men det var så også her, på hotellet, at vi blev mødt af de knap så venlige nord vietnamesere, da personalet generelt, samt den ellers flinke fyr i bussen (chefen), ændrede total karakter bag disken på hotellet. Det tydet på, at han efter at have fået penge i kassen, var mere eller mindre ligeglad med hans gæster, da vi i hvert fald ikke blev behandlet på samme "ordenlige" måde, som de andre steder vi har overnattet i Vietnam. En mindre irriterende attitude, hård tone og træls væremåde, var desværre lidt den opfattelse jeg/vi fik af ham. Heldigvis skulle vi ikke andet end overnatte her, så det går nok, og gik jo også alt sammen helt fint.
Vi havde en stille første dag i storbyen, hvor vi blot trissede rundt i området nær hotellet, for at finde ud af, hvad vi havde omkring os. Her var desværre ikke meget at kommet efter, selvom vi heldigvis ikke skulle gå langt, hvis vi ville have mere liv.
D. 07/06, bød på mere død og ødelæggelse, som om vi ikke skulle have fået nok på vores tur rundt i Asien, men da vi skulle besøge Hoa Lo fængslet, var det svært at undgå. Men om i derhjemme tænker, at vi har oplevet/set mange grusomme ting her i Asien, jamen så er i heller ikke helt forkert på den. Vi har oplevet masse af den slags, men det er nu engang også, hvad der har været en stor del af Asien, hvorfor det derfor er relativt oplagt at lære noget mere, hvis man vil helt ind til kernen af hvad Asiaterne er gået igennem.
Hoa Lo fængslet er brugt i to omgange, da det først blev bygget og brugt af franskmændene, til at torturere og holde vietnamesere til fange, for i anden omgang at blive brugt af vietnameserne selv, under Vietnamkrigen, hvor fængslet blev brugt til at holde nedskudte amerikanske piloter til fange.
I den første periode under franskmændene, skete der utroligt grimme ting, da vietnameserne skulle være blevet tortureret og holdt som rotter, inden de kom i dødsgangen, hvor de to og to sad lænket til hver sin bænk i samme celle, for at vente på henrettelse. At de var lænket gjorde sig ikke kun gældende i dødsgangen, men sågar også i resten af fængslet, hvor de fleste af dem sad lænket på række i én stor celle, uden mulighed for at bevæge sig. Dvs., at de kunne sidde oprejst eller ligge sig ned, men da de var spændt fast om anklerne, var det også hvad de kunne gøre.
Opførte man sig ikke ordenligt i fængslet, så kom man i fængsel i fængslet, hvor man blev sat ind i nogle små, mørke (nærmest sorte) celler, hvor man på samme måde sad lænket, dog med en lille hældning i gulvet, så når man tissede og kom af med sin afføring, kunne rende ned imod ens hovede, hvor man måtte ligge, hvis mavemusklerne ikke kunne blive ved med at holde en siddende oprejst. Her var de andre fanger dog lidt mere "priviligeret", da de kun skulle sidde foran alle de andre på skift og komme af med sin afføring i fælles toilettet, som stod for enden af cellen. Ganske uhyggeligt var det at gå rundt i, og man ville nødigt være en af de indsatte. Hverken på den måde de blev behandlet på, eller under de vilkår som de levede under. Kun kvinderne og børnene havde det lidt bedre, da de kunne bevæge sig frit i cellerne, og boede mere end én i samme, men dertil havde de fleste også en lille have.
Et ganske forfærdeligt sted, hvor også omkring 20-40 døde hver måned af madforgiftning, så i kan nok forstå, at renligheden, kvaliteten eller noget som helst, har været acceptabelt. Dette lavede vietnameserne dog om på, da de under Vietnamkrigen holdte de amerikanske piloter til fange, hvor de efter eget udsagn og fremvisning i museet, nærmest nussede om de fængslet amerikanere. De skulle nemlig have haft alt hvad man kunne ønske sig, og af havd det fremstår, så skulle det være som at leve på hotel under krigen. Bizart nok blev det også kaldt for Hilton Hotel, men hvis de har haft det så godt som det fremstår, så ville ALLE hellere sidde fængslet der, end at være en del af den aktive krig. På billeder og videoer vises det, at amerikanerne nærmest blev opvartet, samt de havde mulighed for at spille billiard, volleyball, basket, fodbold og anden sport, hvor de sågar også havde fået sportstøj og sportssko til samme. Jul blev også fejret, hvor de fik "alt" hvad amerikanerne kunne ønske sig til jul, samt gaver, postkort og andre goder tilsendt fra familien, som vietnameserne havde sørget for kunne lade sig gøre. Kort fattet, så skulle de have haft det vidunderligt. Og som om det ikke skulle være nok, så fik de både fin ny skjorte, bukser, overtrøje, samt nye læddersko -og tasker, hvori de kunne have alle deres private sager, da de alle blev løsladt ved krigens ende, uden nogen skulle være kommet til skade eller være blevet henrettet. - og når ja, så fik de også personlige gaver af vietnameserne ved afrejse.
Hvorvidt alt dette holder vand, det skal jeg ikke kunne sige, men det var nu engang hvad der blev fremvist på museet, men det er så klart også kun vietnamesernes side af sagen. De havde i hvert fald ingen grund til at skulle behandle dem på en sådan måde efter alt hvad amerikanerne havde gjort. Er dette den lutre sandhed, jamen så kan man ikke andet end have respekt for det vietnameserne har gjort - men omvendt har de, efter min mening, også behandlet dem på den mest korrekte måde, da de fleste af de deltagende i krigen ikke havde et valg.
Altså, endnu en spændende, interessant og lærerig oplevelse har vi igen haft, hvor vi nok snart må sande, at vi er nået ret langt ind til benet af Asiens fortid, så har i derfor spørgsmål, så ringer i bare.
Herefter trængte vi til lidt luft, hvorfor vi derfor gik os en lang tur rundt i byen, hvor vi sugede storbyens liv til os. Byen åbnede lidt mere op med luft ved en sø, hvor et tempel var plantet ude i vandet, som en lille rød gangbro førte ud til, hvilket var dejligt af se, fremfor alle de små, beskidte og tætte gader.
Vi søgte efter det såkaldte "old quarter", hvor der eftersigende skulle være hyggeligst at opholde sig, og det var det også ganske rigtigt. Egentlig ærgrede det os, at det ikke var her vi var havnet, men området lå heldigvis ikke længere væk end 5 min. gang fra vores hotel. Her var der mere liv i form af marked, butikker, folk og mad. Det strålede lidt mere af glæde og lys, kontra det mere triste område, hvor vi boede. Her fik vi lidt tid til at gå med at trisse omkring og få os en lille drink, inden vi henimod aftenstid vendte snuden hjem.
En ganske god dag var derfor ved at rende mod ende, som vi sluttede af ved vores lokale gadekøkken, hvor vi fik en rigtig fornuftig omgang fried rice til billige penge. Men ligeså glade vi var for den billige mad, ligeså glade så de også ud, da vi vendte tilbage af flere omgange. Win-win-situation for begge parter.
D. 08/06 blev dermed vores sidste dag i Vietnam, da vi senere i dag skulle med bus videre mod Laos, som bliver en lang en af slagsen.
Skal jeg gøre status for Vietnam, så har det uden tvivl været et fantastisk sted, hvor jeg endnu ikke føler, at jeg er færdig. Landet har meget at byde på, som kan opleves på alle mulige måder. Det lange land fra nord til syd byder nemlig på mange forskellige muligheder i forskellige miljøer og landskaber, som er helt fantastiske. Vietnam endte derfor med at overraske mig endnu mere positivt, end hvad jeg selv havde af forestillinger, som ellers også var gode og høje. Muligheden byder sig derfor for, at jeg godt kunne tænke mig at vende tilbage, og se hvad landet ellers har at byde på. Folket skal også lige have en kommentar med på vejen, da det er et meget specielt folkefærd efter min mening. Igen, er forskellen stor fra syd til nord, hvor det bliver mere bittert nord på, men uanset hvad, så skal man stadig passe på med hvor man sætter sin fod, og hvor man stikker armen frem. Ligeså søde, rare og venlige jeg synes de var, ligeså hurtigt kan de også ændre adfærd og "skrue bissen på". Jeg/vi oplevede ikke direkte konflikter, men man kunne sagtens fornemme deres temperament og vildskab, hvis det først tog dem. Alt i alt, har Vietnam opholdet derfor været helt fantastisk, selvom jeg lyver lidt når jeg siger, at vi ikke har oplevet nogle konfrontationer.
D. 09/06, altså dagen efter vi påbegyndte vores bustur mod Laos, oplevede vi nemlig problemer med vietnameserne, og så deres dårlige adfærd. Først og fremmest var der problemer med en af buschaufførene og en turist, da en turist satte sit ben op på kofangeren af bussen for at snører sine sko op, da de skal af når man skal ind i sovebussen, men det passede ikke den tynde, ranglede, sure og dumme chauffør, da han skubbede og nærmest slog den uforstående mand fra Mali. Herefter opstod der nærmest en lille slåskamp, da vietnameseren blev ved med at konfronterer ham med situationen ved at smide ham bag i køen, samt at fortsætte hans skubben til ham. Selv samme fyr kom Nikolaj og jeg nemlig i problemer med, faktisk i flere omgange, da hans latterlige opførsel overfor os turister tog overhånd til tider. Først fik vi en konfrontation med ham ved grænsen til Laos, da Nikolajs og min iPod var væk efter vi var gået ud af bussen for at få vores visum (sammen med alle de andre, undtagen vietnameserne), samt en japansk pige manglede hendes kamera. Jeg konfronterede ham med situationen, da jeg troede nogen havde taget den i bussen, hvilket der på en eller anden måde også var, da de af en eller anden grund havde været helt omme bag i bussen, kravlet over et par sæder, hvilket man skulle for at komme om til Nikolajs og mit sæde, for at samle min iPod ind, samt den japanske piges kamera. De har derfor nok bare "holdt det" for at ingen skulle "tage" det. Heldigvis fik jeg det igen, og jeg kunne ånde lettet op.
Næste konfrontation var da jeg skulle ind i bussen for at hente et pasbilledde til mit visum, som lå i min taske, hvilket han var stærkt utilfreds med og derfor råbte ad mig, samt puffede til min skulder. Dernæst slog han mig over benene et par gange, da jeg efterfølgende var tilbage i bussen og var igang med at tage mine sko af, hvilket han også hentydet til at jeg skulle. Kræft spasser.
Sidste konfrontation var ved ankomst til Laos, da vi fortsat ikke havde fået Nikolajs iPod, og han derfor mente, at jeg havde taget den. Jeg blev derfor kaldt hen til bussen for at blive råbt af og dømt som synder, for at skulle have taget min kammerats iPod. De må da være fra forstanden. Men som om det ikke skulle være nok, så skulle mine to håndtasker gennemtjekkes, da de skulle sikre sig jeg ikke havde taget den, selvom jeg konstant forsøgte at forklare dem, at vi var venner og rejste sammen (hvilket de også vidste), hvorfor jeg da derfor selvfølgelig ikke havde taget den satans iPod. Situationen er måske lidt svær at kradse ned på et stykke papir, men det var en dum situation, hvorfor jeg derfor endte med at blive godt træt af ham og resten af besætningen.
Udover det havde det nemlig også været en forfærdelig lang bustur, som næsten tog en hel dag, som vi tilbragte på to bagsæder, helt bagerst i bussen, hvor alt muligt skrammel lå og var spændt fast, inklusiv to kæmpe krukker, som fyldte det meste af bagsæderne, så der var ikke ordentlig plads. Dette må man dog finde sig i som turist i Asien.
Jeg er derfor glad for at være fremme i Laos, hvor vi nu befinder os i hovedstaden Vientiane, hvor vi skal være i få dage inden vi skal videre mod Bangkok d. 12/06.
D. 06/06, 07/06, 08/06, 09/06
- comments
Gitte Uh ha død og krig... men det er jo en del af historien. Og sådan nogle spassere!!!! Giv dem tørt på.
Thomas GITTE: Det er nemlig en del af historien, desværre. Du kan tro, at vi gav dem tørt på - intet tilovers havde vi for dem.
Mor En uhyggelige historie vietnameserne har - ikke noget at sige til, at de er temperamentsfulde. De har været meget ondt igennem. Det kunne være spændende, at høre amerikanernes side af historien. Sådan, søn, du skal ikke finde dig i det!! :-)
Far UHA...Fik Niko siniPod igen? Du oplever sgu da både "til højre og til venstre"......
Thomas MOR: Det må man sige! De har ikke gået gennem verdens historien uden problemer, blod, sved og tåre. Nej, det skal jeg sku ikke! FAR: Der har du fuldstændig ret i. Der bliver oplevet både på godt og ondt. Nej, det gjorde han ikke.