Profile
Blog
Photos
Videos
Hola allesammen
Saa er det endelig ved at vaere tid til et blogindlaeg, for nu er der simpelthen ved at vaere for mange ting at fortaelle. Som jeg jo ogsaa har fortalt foer sker der noget hver eneste dag, saa det er meget godt at min dagbog lige kan supplere mig lidt naar jeg skal huske paa alt hvad vi har lavet. Saa nu haaber jeg at I haenger paa, for det her indlaeg bliver nok lidt langt.
Sidst jeg skrev et langt indlaeg sluttede jeg vist ved soendag d. 29. marts, hvilket var ugen inden vi begyndte paa vores spanskundervisning. Vi var blevet delt ud i 4 grupper alt efter hvilket niveau vi var paa, og min gruppe havde som den eneste undervisning paa hotellet, saa der var ikke langt at gaa naar man skulle til time. Undervisningen foregik foerst fra 14-18, saa hele formiddagen havde vi fri til at goere hvad vi havde lyst til. De fleste af os tog enten paa Telamar, som er et stort luksushotel med tilhoerende kaempe poolomraade som vi havde koebt os adgang til, eller ogsaa tog vi paa stranden. Saa man kan vist godt sige at det var temmelig meget afslapning - lige paa naer at vi jo skulle have de der fire timers undervisning om dagen. Men det var lige til at overkomme. Vores spansklaerer var en honduransk kvinde i midten af trediverne, og hun kunne absolut intet engelsk. Saa hvis man skulle have forklaret noget, eller hvis der var noget man ikke forstod, kraevede det virkelig at man proevede med det bedste spanske man havde laert. Det var en udfordring, men maaske laerte man netop mere paa denne maade. Dog kunne man godt maerke at der var en sprogbarriere, og vi havde svaert ved at formulere os. Nogengange stod hun og sagde et eller andet, hvor vi bare sad og var helt blanke. Vi proevede at slaa nogle af ordene op i vores ordboeger og hjaelpe hinanden, men det kunne virkelig vaere svaert nogengange. Hun skulle virkelig have meget taalmodighed og proeve at forklare os mange af tingene flere gange, for der var ofte vi bare sad og kiggede paa hende med et uforstaeende blik i oejnene. Det meste af tiden brugte vi paa at lave opgaver om grammatikken, men det kunne vi jo alle i forvejen, saa det var ren og skaer genopfriskning. Det var godt at blive tvunget til at snakke lidt spansk, saa man ligesom blev lidt mere tryg ved sproget. Men da ugen var omme foelte jeg ikke at jeg var blevet bedre til sproget - det havde mere vaeret en genopfriskning. Men man kan jo ogsaa sige at naar man har haft sproget i tre aar, og stadig foeler sig usikker naar man snakker, er det begraenset hvor god man kan blive til det paa 5 dage.
Dog var det ikke udelukkende undervisning og solbadning hele ugen. Om onsdagen tog vi alle ud til en bananplantage, og saa hvordan det foregik naar saadan nogen skal hoestes, sorteres og pakkes. Naar man ser saadan en kasse bananer i dagligvareforretningerne, forestiller man sig ikke hvor meget arbejde der ligger bag. Alting foregik paa samlebaand, og hver havde sin funktion i den store sammenhaeng. Bananerne renses grundigt i store kar med vand, koeres paa samlebaand saa de kan sorteres og skaeres i paane klaser - for til sidst at blive pakket i kasser og sendt til alverdens lande. Paa vejen ud til plantagen havde vi en oplevelse, som man kun kan have i et land som Honduras. Ude paa en af de store landeveje koerte vi forbi to drenge der stod med nogle dyr. Vi var nysgerrige og vendte om for at se hvad det var, og det viste sig at den ene stod med en kaempestor slange om halsen (levende vel at maerke), og den anden stod med et stort egern i en snor bundet fast om halen, som hang og spraellede. De her drenge var hoejst tolv aar, og jeg ved ikke om de havde vaeret ude i en eller anden skov og fange dyrene, for saa at saelge dem, men det var ihvertfald en meget speciel oplevelse.
Mandag d. 6/4 var det blevet tid til at komme vaek fra Tela igen, og afsted til Utila hvor vi skulle vaere den naeste uge. Jeg har naevnt lidt om Utila i mit tidligere korte indlaeg, men jeg tilfoejer lige lidt mere. Utila er kendt som en dykkeroe, og den ligger nord for Honduras. Den er en del af Bay Islands, som bestaar af et par oeer mere. Det er virkelig billigt og godt at tage dykkercertifikat her og bare dykke generelt, saa rigtig mange backpackere valfarter hertil for at dykke en masse. Derudover er koralrevet verdens andet stoerste, saa det er virkelig flot.
Vi koerte til La Ceiba for at tage faergen herfra, og sejlturen skulle tage ca. fem kvarter. Tanken om at tage en soesygepille havde aldrig strejfet mig, men det ville jeg virkelig oenske at jeg havde gjort. Jeg er bestemt ikke hverken soestaerk, koerestaerk eller flyvestaerk, selvom det dog er blevet meget bedre siden jeg var yngre. Men her var der altsaa no mercy. Selvom det var en forholdsvis stor baad vippede den temmelig meget, og mange fik det mindre godt. Dog var jeg nok en af dem der havde det vaerst, for jeg loeb frem og tilbage fra toilettet, og den sidste del af vejen stod jeg bare uden for toiletdoeren, i saa fald at jeg skulle kaste op igen. Det var en af de laengste sejlture i mit liv, og hvert minut foeltes som ti. Det hjaelper saa heller ikke at der er varmt alle steder, og man har faaet noget klamt kage til morgenmad (Ja vi er ikke altid lige heldige med vores mad her)
Hele ugen paa Utila brugte vi paa at dykke, som jeg ogsaa har naevnt tidligere. Vi havde faktisk ikke rigtig tid til andet - specielt os der valgte at tage advanced open water. Alle dage dykkede vi, og havde derudover teori og proever. Men det var en rigtig fed oplevelse, og jeg er saa glad for at jeg gjorde det. Alting er bare saa flot og anderledes under overfladen, og det er en saa fantastisk oplevelse naar man f.eks. stoeder paa en havskildpadde eller et eller andet specielt dyr. Da vi begyndte paa advanced skulle vi ogsaa ud og lave nogle lidt mere spaendende dyk. Vi laerte at navigere ved hjaelp af kompas, svoemmede igennem ringe, "staa paa haender" og en masse andet. Vi havde et natdyk, som virkelig var en speciel oplevelse. En ting er at dykke om dagen, hvor man trods alt kan se hvad der er omkring en og man kan se hinanden - en anden ting er at dykke i et moerkt hav, hvor man kun kan se skaeret fra sin egen og de andres lommelygter. Vi havde hver vores lygte, og svoemmede saa rundt i grupper af fire med hver vores divemaster til at vise vej. Paa et tidspunkt proevede vi at saette os paa sandbunden og slukke vores lygter. Naar man kiggede op lignede det en moerk himmel fyldt med stjerner, men det var i virkeligheden en hel masse rejer der svoemmede rundt og kiggede paa os. Det lyder meget maerkeligt, men deres oejne lyser i moerke, og det ser helt fantastisk ud.
Dagen efter var det blevet tid til vores sidste to dyk foer vi kunne kalde os Advanced open water divers. Det foerste var et af de dyk jeg havde glaedet mig allermest til. Jeg har altid vaeret ret fascineret af skibsvrag, der ligger paa havets bund og er fyldt med alger og dyr. Det var egentlig bare et dybdedyk vi skulle ned paa - 30 meter, men det kombinerede vi saa med at vi svoemmede ned til et vrag. Det var saa vildt at ligge der i overfladen inden vi gik ned, og ikke vaere i stand til at se bunden fordi der var saa dybt. Det havde vi hidtil altid kunnet. Men her var det bare blaat. Vi brugte en kaede som var fastgjort vraget, som referenceline, og gik saa helt ned til bunden. Og vraget var fuldstaendig som jeg havde forestillet mig det - helt rustent og fyldt med alger. Vraget er 100 feet langt - ca. 30 m, og man foelte virkelig at det var kaempe naar man svoemmede rundt om det. Styrhuset var fyldt med farverige fisk, saa det lignede naesten et akvarium naar man kiggede igennem de huller, hvor der engang var vinduer. Det var en fantastisk oplevelse - netop ogsaa fordi vi var saa dybt. Saa det kunne jeg godt taenke mig at proeve igen :) Derudover var vi ogsaa ude paa et drift dive denne dag, som gaar ud paa at man hopper i et sted, foelger med stroemmen, og bliver samlet op et andet sted. Dette dyk varede 52 min, saa da vi kom op var vi ved at vaere lidt traette.
Mandag d. 13/4 tog ca. halvdelen af vores gruppe til La Ceiba som det foerst var planlagt, men vi andre havde faaet det udsat en dag. Det var alle os der havde taget advanced, og netop fordi vi blev en dag mere kunne vi naa at faa alle vores dyk.
Tirsdag d. 14/4 tog resten af os mod La Ceiba, hvor vi skal bo i tre uger og lave frivilligt arbejde. Vi blev inkvarteret paa Hotel Rocamiel, hvor vi bor i nogle smaa lejligheder med fire personer i hver. Ti minutter pa gaaben fra vores hotel ligger et stort indkoebscenter. Det er tydeligvis meget amerikaniseret, og man foeler slet ikke at man er i Honduras naar man gaar derinde. Der er en masse toejbutikker og smaa fastfoodsteder. Man maa ogsaa sige at vi har faaet stillet vores shoppingtrang dernede. Om aftenen blev vi introduceret til det frivillige arbejde, og blev delt ud paa tre forskellige skoler. Jeg skal arbejde paa en skole sammen med to andre piger, hvor vi skal undervise nogle der er lidt aeldre end paa de andre de skoler. Men det kommer jeg tilbage til senere.
Dagen efter var vi alle klar til at komme ud og igang, og vi koerte fra hotellet omkring halv otte. Men da vi saa kom derud fik vi at vide at vi foerst skulle komme mandagen efter, for hende eller ham der skulle tage imod os var der ikke - eller noget i den stil. Vi forstod det ikke rigtig. Vi var lidt aergelige, for vi var lige naaet at blive godt spaendte og klar til at komme igang. I stedet tog vi med nogle af de andre ud paa en anden skole, og saa hvordan der var der. Det er tydeligt at se, at de mindre klasser er rigtig svaere at styre, og man skal have rigtig meget taalmodighed. De bliver ikke altid siddende paa deres pladser, de raaber op og kan ikke rigtig hoere efter. Saa paa den maade er jeg glad for at vi skal have nogle af de lidt aeldre. Resten af ugen havde vi som sagt fri, saa der brugte vi meget tid i shoppingcentret og paa stranden. Desvaerre ligger stranden ikke i gaaafstand, som i Tela, og den er heller ikke ligesaa paen, men den er helt fin alligevel.
Soendag d. 19/4 skulle vi til nationalparken Pico Bonito, som ikke ligger ret langt fra La Ceiba. Her ligger Honduras hoejeste punkt - ca. 3800 m hoejt. Det tager 13 dage at komme op paa bjerget og ned igen - 8 dage op og 5 dage ned. Vi skulle dog kun et lille stykke op, men det var haardt nok alligevel. Vi gik opad i ca. halvanden time - op ad en masse trapper, og endte ved et vandfald. Her badede vi i vandet fra vandfaldet. Det var iskoldt, men ogsaa virkelig dejligt naar man nu havde svedt saa meget paa vejen op. Efter badningen gik turen ned igen. Vi naaede at blive godt svedige igen, og faa lidt oemme ben.
Mandag d. 20/4 skulle vi saa endelig have vaeret igang med at undervise, men fordi det var en eller anden helligdag, havde alle fri. Vi syntes bare snart at vi var ved at faa nok af de fridage, for man kan komme til at kede sig en del. Tirsdag skulle vi saa allesammen afsted - eller det troede vi i hvert fald. For da de andre kom ud paa deres skoler var der ingen, og det viste sig at laererne strejkede. Det skulle vist vaere fordi de ikke har faaet deres loen siden januar, saa der er ikke noget at sige til at de saa ikke vil arbejde. Men vores skole er ikke offentlig som de andre, saa der var heldigvis ingen problemer. Vi var paa skolen omkring kl. 8, og blev saa vist ind i den foerste klasse, som er en ren pigeklasse med ca. 8 elever. Vi skal alle tre undervise sammen, saa 8 piger er vist lige til at overkomme. De fleste er i slutningen af teenageaarene, en enkelt 29 og en anden 50. Det er en slags syklasse, hvor vi var igang med at sy gardiner da vi kom, og saa skal vi saa proeve at laerer dem lidt engelsk. Efter vi lige havde moedt dem og snakket lidt med dem skulle vi moede to andre klasser vi ogsaa skal undervise. Det viste sig saa at vaere rene drengeklasser med ca. 25 i hver. Det havde vi ikke lige regnet med, men vi maa jo tage udfordringen op. De fleste af dem er mellem 16-19 aar, og saa er der enkelte der er yngre og aeldre. Det er en slags teknisk skole, og den ene af de her drengeklasser gaar der i et aar og laerer at reparere koeleskabe, mens den anden klasse laerer at lave biler. Vi er lidt spaendte paa hvordan det vil gaa, men vi glaeder os ogsaa til at komme igang.
Onsdag d. 22/4 strejkede laererne paa de offentlig skoler stadig, saa vi var kun nogle faa der skulle afsted. Vi skulle have vores foerste rigtige time, og det var med en klasse de kaldte 7. klasse. Men alderen var godt nok noget spredt. De var 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17 og en paa 38. Stoerstedelen af klassen var drenge, og der var virkelig gang i den. Nogengange rejste de sig bare op og gik rundt eller hen og snakkede med hinanden. Mange hoerte ofte ikke rigtig efter hvad vi sagde, og det kunne godt vaere frustrerende naar vi nu bare er her for at laere dem engelsk. Men generelt var de soede, og vi fik da laert dem lidt. I slutningen af timen viste vi dem postkort fra Danmark, hvilket de var meget interesserede i at kigge paa. Derudover delte vi nogle saltlakridser ud, som jeg havde med fra Danmark, og det var bestemt ikke et hit. Vi har nu delt det ud i tre af vores klasser, og ingen har endnu spist en hel lakrids. De kan slet ikke fordrage det, og skulle ogsaa lige se os spise nogen, for at se at vi rent faktisk spiser saadan noget maerkeligt slik i Danmark. I denne 7. klasse var det meningen af vi skulle have vaeret der sammen med deres engelsklaerer, men det var nok meget godt at det ikke blev saadan. Det viste sig nemlig at deres engelsklaerer slet ikke kan snakke engelsk, men bare saetter nogle engelske baand paa, og saa har de en bog til. Det virker ret underligt, men saa kan man da bedre forstaa at saa mange er saa enormt daarlige til engelsk.
Efter undervisningen var vi 9 der skulle ud og proeve noget paintball. De fleste af os havde ikke proevet det foer, men det gjorde det ikke mindre sjovt. Vi loeb rundt mellem traerne og skoed paa hinanden, som man nu goer. Men hvor gjorde det dog ogsaa ondt naar man blev ramt. Vi var flere der fik nogle blaa maerker, og jeg fik maling ud og hele den ene kind fordi jeg blev ramt lige paa siden af masken. Men det var virkelig sjovt.
I dag d. 23/4 skulle vi for foerste gang undervise de to drengeklasser. Og jeg maa sige at det gik langt bedre end jeg forventede, specielt med den foerste klasse - dem der laver koeleskabe. Selvom de nogengange sad og snakkede, lyttede de og ville gerne laere noget. Nogle af dem kunne godt snakke lidt engelsk, og det var helt overraskende, naar de nu i de andre klasser ikke kunne saa meget. De var virkelig gode at undervise, og da man gik derfra var man helt glad. Bagefter skulle vi ind til den anden drengeklasse, og dem var der lidt mere gang i. Det er lidt underligt, for naar vi underviser dem der reparerer koeleskabe, staar der en masse koeleskabet bagerst i lokalet. Mekanikerne bliver undervist i en form for garage, hvor der holder nogle biler rundt om dem. Saa forholdene er lidt anderledes end vi kender dem, men de har i det mindste tavler, borde og stole. Indtil videre synes vi det er gaaet rigtig godt, saa det er virkelig dejligt. Det handler bare lige om at faa noget inspiration til hvad vi skal lave. Netop fordi vi har 4 forskellige klasser, som er paa nogle forskellige niveauer. Men jeg haaber at det kommer. Men jeg er rigtig glad for at vi valgte den skole vi gjorde, for jeg er sikker paa at vi faar rigtig meget ud af det, og det goer eleverne forhaabentlig ogsaa.
Jeg tror at jeg vil slutte for nu, for det er ved at vaere tid til aftensmad. Haaber at I har klaret jer igennem mit indlaeg. Det var jo ogsaa lang tid siden jeg rigtig havde faaet skrevet en masse, saa der var meget at samle op paa. Men nu tror jeg ogsaa at jeg er ved at vaere der, og har faaet det meste med. Ang. billeder, hvis nogen undrer sig over at jeg ikke laegger nogle flere ind, saa er det simpelthen fordi det tager en evighed at oploade bare nogle ganske faa billeder. Saa jeg venter nok til jeg kommer hjem med at laegge nogle flere ind, for jeg har ikke taalmodighed til at sidde og vente en tyve minutter paa at oploade 10 billeder.
Haaber I stadig har det rigtig godt derhjemme, og nyder det danske foraarsvejr.
Mange hilsner fra Tine
- comments