Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det efter 20 dages pause vist også ved at være tid til endnu en opdatering, så jer stakler derhjemme kan få mere ondt i røven over, hvor godt vi har det herovre.
I disse cirka tyve dage er der sket en del!
Vi er mødtes med vores to ganske gode kammerater Jesper Riis og Kasper Corneliusen, og de har kørt med en god uges tid. Derudover har vi været i Las Vegas, og vi har fået besøgt og oplevet en hulans til djævlens masse flotte og fantastiske nationalparker. Så lad os komme i gang.
Lørdag d. 9 april fik vi sat GPS'en mod Morgan Hill, hvor Jesper og Kasper var logerende hos en bil- og cykelfanatiker ved navn Mike. Denne adresse er de to gutters opholdssted, for resten af deres jordomrejse. En lille bid pasta og en Corona senere havde vi fået knægtenes habengut stablet ind bag i skrammelkassen, og var klar til den helt store drengerøvstur. Første stop blev hjemstedet for de skæve bakker og bøsser, San Francisco. Med højt musik og glade dage kom vi cruisende ved en eftermiddagstid ind i centrum af storbyen, og blev naturligvis hurtigt mødt af en ordentlig kø! Dette passede ikke Kaspers blære, der har det med at fylde sig lidt for hurtigt. Jesper sidder på bagsædet og siger, "Åbn nu bare døren og pis ud, stille og roligt", hvortil Mads hurtigt svarer, "Nej, er du sindssyg, det koster flere hundreder dollars i bøde at urinere offentligt, og den bøde er da nok ikke mildere midt på freeway'en!". Som så mange gange før, kan folk sagtens se det fornuftige i Mads' udtale (det skal nævnes at Mads' blære efterhånden også kunne trænge til udtømning), og Kasper hiver febrilsk ud efter et par tomme vandflasker, og inden længe er kabinen fyldt med en sprudlende aroma, mens væsken i vandflaskerne har fået en imponerende flot gullig farve. Kasper læner sig fortrøstningsfuldt og lettet tilbage, mens Mads, som er chauffør, må binde en knude for sine behov, og vente yderligere en lille times tid, til den irriterende kvindestemme siger, "ankomst på højre side".
Efter et par omgange rundt i San Franciscos ensrettede vejsystemer, fik vi med møg og besvær parkeret bilen i en dyr parkeringskælder, og herfra stod den på øl og hygge, mens vi berigede hinanden med vores oplevelser fra vores rejser. Mike's søn Anthony, som er en værre drengerøv på 29, havde gjort research for at finde "in-stederne" i San Francisco, og da dagen jo hed lørdag, stod aftenen på bytur med alt hvad en sådan kan trække. Det forløb stille og roligt, og efter at have fortalt vores rare taxachauffør på vejen hjem, at vi i Danmark spiser svenskeres testikler og voldtager vores geder, lå vi trygt og lunt i vores to små dobbeltsenge. Den fuldskab, den fuldskab, men det var nu en god aften.
Ellers stod San Francisco på sigthseeing i den bedste turiststil, med besøg på diverse interessepunkter. Kasper var en anelse ufokuseret, da han var mere interesseret i at score en 25-årig jøde, han havde mødt i byen. 154 kroner dyrere telefonregning og en masse besvær med dit og dat, var vi nu tre tilbage fra søndag eftermiddag, hvor vi fortsatte vores tur igennem byen. Kasper vækkede os mandag morgen med kaffe og morgenbasser. Under Kaspers jødejagt havde vi tre tilbageladte tid nok til at erfare, at de billetter vi havde købt og betalt til Six Flags forlystelsespark var spildt, da parken var lukket hele ugen og vi ville være over alle bjerge når den fik taget sig sammen til at åbne igen. Ærgerligt og en anelse spild af penge!
San Francisco er en fed by, og noget vi godt kan anbefale.
Inden vi forlod de trygge rammer i Danmark havde vi bestilt fire billetter til en basketkamp i Sacramento, som vi glædede os meget til at se. Næste stop på vores trip var altså Sacramento. Vi kørte ud til stadion i god tid, da vi jo naturligvis ville have det hele med, og kom da også så tidligt, at vi måtte stå en lille times tid og vente, før portene åbnede ind til den store hal. Om det var den lange ventetid, eller den store spænding der gjorde, at Lasse pludselig fik forvandlet vores fire (dyre) billetter til sølle to står os uklart. Faktum er, at lige inden portene åbnede trækker den snart skaldede ørn kun to billetter op af lommen, og kan konstatere, at det altså er alt hvad han har. De er bare væk! Vi går i stor panik, samtidig med at vi går og læser hinanden i bedste pokerstil for at finde ud af, hvem der driver gæk med hvem, og altså har stjålet billetterne fra Lasse. Men en sådan fandt vi aldrig! To af os går i bilen og leder (yderst naivt, for vi har alle set Lasse have alle fire billetter oppe i selve køen) mens de to andre går i billetkontoret og beder om nåde. Der var naturligvis intet at hente i bilen, men ved billetkontoret var vi så ekstremt heldige, at en (naturligvis, vi er jo i USA) overvægtig mor og hendes mere overvægtige datter havde fundet to billetter på jorden og indleveret dem! Fede, flinke amerikanere. Lasse fik et par slag i ansigtet, og basketkampen var for resten en fed oplevelse, hvor det hold vi besluttede os at holde med, desværre måtte se sig slået.
Okay, nok om det!
Nu skrev vi Yosemite Nationalpark på GPS'en, og var bange for at møde samme syn som på videoen fra Seqouia, da denne park ligger i samme højde, ikke langt fra vores vintermareridt. Og ganske rigtigt, Yosemite var pisse kold! Vi fandt os en campsite i 2500 meters højde eller lignende, og efter to timer med sneskovlen, kunne vi banke vores lille telt op mellem bjørnebæ og grantræer. Det var en meget kold, men hyggelig aften foran bålet, med masser øl og rom. Kasper havde det dog værst, da hans sovepose bestod af et tæppe med lynlås. Puha dada.
Den efterfølgende dag var vejret ikke bedre, men vi besluttede os alligevel for at tage et hike op ad bjerget i håb om at se noget interessant - nu havde vi trods alt været i to bjørnebesatte nationalparker uden at se skyggen af en. Det blev dog kun til et par vandfald og en tåget udsigt, men vi er dog overbeviste om, at Yosemite er en smuk og fantastisk nationalpark, så længe solen skinner.
Efter vores hårde nat i snedyngerne droppede vi endnu en overnatning i parken, og tog en nattur på ca 600 kilometer, i kuperet terræn, til Death Valley Nationalpark for at få varmen. Bilen blev tanket op på nærmeste tankstation, og et Sports Illustrated (vi ville jo gerne se det nye fine udvalg af bikinier, du ved) blad blev købt for at holde humøret oppe. Vi kører og kører, og sover på skift, og halvanden mile før målet fik vi kl. 5 om morgenen nok af dén turnusordning. Jesper parkerede stolt bilen i vejkanten for at tage et par timer på øjet. En to-tre timer senere vågner vi til synet af ørken, kaktusser og en Park Ranger, der står og kigger sært ind i vinduet. Det var altså ikke helt i orden at sove midt på Highway i Death Valley, og en sådan forbrydelse kunne resultere i fængsel. Turisten Kasper får totalt uvidende fedtet os ud af problemerne, og Rangeren kører sin vej. Der er heller ikke noget at sige til, at Rangeren kiggede lidt sært, da vi efter kun halvanden kilometers kørsel længere ind i parken erfarer, at vi har sovet meeget tæt på en gratis campground!
Vi nød varmen i Death Valley med ørkenvandring, slotsbesøg, klippeklatring og desertbeer bowling. Til netop den sidste disciplin kan kobles en lille historie, da vi under en hed dyst bliver afbrudt af nabocampisten, der, som så mange andre, vil høre nærmere til vores køretur. Da han hører vi skal til Zion foreslår han vi kører ud af parken østpå, hvor der efter sigende skulle ligge et luderhus, som han tilsyneladende vidste en masse om. Men Chicken House valgte vi nu alligevel at frasortere, og vi tog den syd ud af parken.
Death Valley, Den Døde Dal, er hvad navnet giver udtryk for, men den har bestemt sin charme og sine fascinerende sider. Sand, tørke og prærieulve, nammenam.
Før vi hentede drengene, havde vi egentlig regnet med, at vi skulle tilbringe omkring to uger med dem, men på grund af et bike fit bøssekursus, blev Jesper og Kasper nødt til at tage tilbage til Mike allerede efter en uges tid. Vi skulle altså finde et sted og smide de møgirriterende kammersjukker på et transportmiddel tilbage til Morgan Hill, så de kunne få filet deres negle. Barstow hed byen, hvor vores veje skulle skilles, og den vej skulle vise sig også at blive til en oplevelse. Det er igen blevet lørdag, og vi skulle egentlig bare ud og have os en billig omgang aftensmad, da en servitrice hiver os ind på et diskotek og serverer tacos og øl i kander til ingen penge. Lasse i klipklapper og Mads i undertrøje står vi nu altså midt i skærsilden på et diskotek, med et åbnet MasterCard (for øvrigt et meget smart system på dikoteker herovre, som vi godt kunne lære lidt i Danmark, så vi er fri for alle de mange dankortkvitteringer man finder søndag morgen i sine lommer) og hælder den ene sjus ned efter den anden. Vi bruger tilsyneladende så mange penge, at vi fanger ejerens interesse, som ender med at køre en noget beruset Mads i selskab med Jesper tilbage til hotellet, mens Kasper og Lasse drikker videre på ejerens regning. Det viste sig, at vi fire mand høj inklusive mad havde brugt 150 dollars (ikke engang 800 kroner) på en hel aften. Det er jo vanvittigt.
Dagen efter får vi med dunkende hoveder og skvulpende maver sendt Jesper og Kasper med en bus til Morgan Hill, og herfra er vi tilbage på tandemen.
Skrammelkassen blev vendt mod Vegas, hvor vi så frem til fire dage med afslapning og gambling(!) Hotel Riviera var basecamp for de to første dage, mens MGM Grand var for de to sidste. Vi brugte tiden i Vegas på at se en masse hoteller og kasinoer, prøve diverse forlystelser, både på New York New York og på toppen af Stratosphere Tower. Ellers lå vi ved poolen og nød solen med en iskold Bud Ligth ved vores side, imens vi iagttog de mange 150kg tunge skår som flød forbi i deres baderinge. Vi havde dog regnet med at se en større skarre af unge mennesker, men vi blev dybt overrasket da det viste sig hovedsageligt at være pensionister og andet godtfolk som holdt til på hotellerne. Vegas er stort og fantastisk, men når rejseguiden siger at 4 dage er nok, kan vi godt skrive under på det. Men hvis du har pengene i orden, burde du bestemt tage til Vegas og se nogle shows, vi kan bl.a. anbefale X-Burlesque på Hotel Flamingo - de har noget godt musik og lys, lidt.
Nu følte vi også at vi havde fået nok af storbylivet, så vi vente, efter et smut i Wal-Mart og 15 bøtter dåsemad rigere, snuden mod nationalparken, Grand Canyon. Her skulle vi dog hurtigt ramme muren da samtlige campsites var fyldte. Vi blev derfor nødt til at slå os ned på en campingplads uden for parken, til en højere pris end vi lige havde regnet med, men de skulle dog vise sig at være givet godt ud. Havde vi ikke været på det sted på det rette tidspunkt, var vi aldrig stødt på verdens flinkeste campist-pensionist. Han kunne fortælle os at man kvit og frit kan campere i samtlige af statens skove som har et kumuleret areal på fire-fem gange Danmarks størrelse. Med den viden i baghovedet skød vi hurtigt de 25 dollars fra os, som overnatningen havde kostet os, da de allerede er tjent ind igen.
Vi havde på forhånd besluttet at vandre ned i kløften og med alle mennesker og skiltes store angst for udmattethed, stod vi tidligt op og biksede en omgang beef'aroni sammen på grillen, for at have noget ordentligt i maven. Vores tur tog på papiret trods alt 6-9 timer t/r så vi havde også forberedt os med hjemmesmurte nutellasandwich og masser af vand. Ohøj hvor det gik og hvor var det flot, bare se vores billeder, hvis I ikke tror os. To en halv time senere var vi ved vejs ende, mens bunden lå yderligere 5 miles længere nede og derfor var strengt frarådet som en endagstur. Vi kunne nu se frem til en opstigning som ville tage to-tre gange så lang tid som nedstigningen havde gjort. Det var i hvert fald hvad skiltene fortalte, men om vi så havde gået ekstremt langsomt ned, eller om de bare fupper folk, ved vi ikke. I hvert fald klarede vi turen op, hurtigere end vi klarede den ned, og havde en totaltid på under 5 timer inklusiv frokostpause i bunden - så fik vi vist pudset dén glorie. Grand Canyon er et ufatteligt smukt sted med en fantastisk udsigt. Der er bare så forbandet mange kinesere med deres psykopatkameraer med ligegyldige stativer, og det kan derfor anbefales at gå ned i kløften, for der kan de ikke få deres stativer med, hvilket efter vores analysearbejde er årsagen til, at vi ikke så en eneste asiat i kløften.
Uden at ane noget som helst, drog vi mod Zion National Park som vores luderbesøgende campingven fra Death Valley jo havde talt så godt om. Vi blev også positivt overrasket så snart vi var kørt ind i parken, da bilruderne nu var fyldt med smukke sandklippeformationer med fascinerende mønstre. Vi fik hurtigt slået os ned på en Camp inden de franske snobcampister fik smidt deres kæmpe autocampere på alle teltpladserne.
Efter vores travetur i Grand Canyon havde vi fået blod på tanden mht. at vandre, så da vi fandt ud af at Zion er vandrernes paradis blev vi straks euforiske og sad nu snart i en bus ind i dalen. Vi stod af ved det første sted og gik op ad den første sti, og hvad det endte med kan billederne vist sagtens selv fortælle. Som to jordegern fes vi op og ned ad de stejle klipper og forsagede næsten hjertestop hos de gamle kvinder. Kommentarer som "Does your mother know that you are running down this steep mountain" og "you are like goats" måtte vi jo blot tage til os, for det var vel egentlig lidt halvfarligt at løbe en halv meter fra en 400 meter lodret klippevæg udenfor sikkerhedsrestriktionerne. Undskyld Helle og Susanne.
Anyhow, nu sidder vi her i Cedar City og har vasket tøj og har det godt. Vi har nu skrevet en længere roman som vi håber I har fundet bare en lille smule interessant. Nu står fremtiden på dåsemad og bålhygge i endnu et par nationalparker, før vi kører nordpå mod North Dakota, hvor vi regner med at tilbringe nogle dage hos noget af Lasses familie.
Hej så længe
- comments