Profile
Blog
Photos
Videos
SÅ er der endelig nyt igen fra de to rejselystne.
Vi havde som sagt en skøn tur paa Fiji og kom godt tilbage til Australien. Dog ikke på businness class denne gang ;P Før Fiji havde vi aftalt med Boje om at hans datter, Karleen, ville hente os i Brisbane når vi kom tilbage. Så kunne vi også få vores højt elskede Lonely Planet bog tilbage som vi jo havde glemt i Blue Mountains. Men da vi kom til Brisbane ringede telefonen og en mand sagde at skulle hente os for Karleen. hmm...lidt mystisk. Men han havde lavet et fint skilt hvor der stod Maria og Therese. Så vi stolede på at han var god nok. Han tog os med ind til byen og viste os lidt rundt. Det var super hyggeligt og ret fedt at se lidt af Brisbane. Vi mødtes senere med Karleen og spiste frokost alle 4 på en hyggelig kinesisk/japansk restaurant. Karleen havde selvfølgelig glemt vores bog så hun købte en ny en til os. Det er jo lidt vores "bibel" og meget svær at undvære så hun tog skylden på hendes skuldre. Eter frokost fandt vi vores bus og tog mod Hervey Bay hvor vi skulle til Fraser Island fra. Desværre var der kommet lidt problemer med vores tur så den blev nød til at blive rykket en dag. Heldigvis var vores rejseselskab meget behjælpelige med at få det hele på plads mht. alt det andet vi skulle lige efter. Vi havde jo en ret stram plan i Australien da der er så meget man skal se. Vi hyggede en dag i Hervey Bay - shoppede lidt og hoppede i poolen. Om aftenen var der info om vores tur og om hvordan man begår sig på Fraser Island. Vi fik af vide at der var dingoer (slags hunde) løbende frit, vi skulle køre i sand og selvfølgelig ikke for stærkt...hæhæææ.., og hvis man skulle.. ahmm.. og der ikke var et toilet ja så skulle man grave et hul på 50 cm. ahmmm deri og dække det godt til bagefter. Det og meget mere fik vi af vide flere gange i træk...men man kan jo heller aldrig vide om der sad en kinøjser i selskabet som skulle have den en gang til vel da ;)
Næste morgen blev vi delt op i grupper og fik en PINK trucker bil hver. Vi skulle køre i bil med gruppe på 4 som var vaske ægte bonderøve fra Irland. 3 fyre og en pige. Så man skulle lige lytte ekstra godt efter når de snakkede ai ;) Vi var i alt 4 biler inkl. vores guide så det var en god gruppe på 20-24 mennesker. Vi skulle køre i en række efter hinanden. Først handlede vi ind til hele turen og så var det ellers frem mod Fraser Island. Vi startede med at køre lidt rundt på øen og mest ude ved stranden. Det var ret fedt. Man må ikke bade i vandet ved Fraser Island pga. giftige brandmænd og hajer men heldigvis har Fraser en hel masse enormt flotte og klare søer som man kan bade i. Vi tog hen til en sø som var helt grøn men utroligt smuk. Det var det lækreste vand og det var SÅ rart at blive kølet af! Her badede vi alle sammen, løb/rullede ud i vandet hvilket var ekstra sjovt pga. skrænten af sand der gik lige ned til vandet og prøvede at stå oven på hinanden og hoppe i. Super lækkert. Herefter gik turen mod det sted hvor vi skulle campere. Vores guide syntes vi alle lige skulle starte med en øl og lige slappe lidt af inden madlavningen. Det var også super hyggeligt - problemet var bare at vi kom igang alt for sent så det nåede at blive ret mørkt inden vi var færdige med madlavningen. Ud over det kom der lige pludselig også en kæmpe sværm af små bitte biller OVER DET HELE!!! Men så fik vi da lidt ekstra protein ud over steaken....så deeet! Therese og jeg var dog lidt tøsede lige i den situation og valgte at spise inde i teltet. Ja meget kan vi klare...men biller i salaten...der satte vi altså grænsen ;) Vi fik dog bagefter snakket godt med de andre i gruppen og hyggede med skumfiduser over bål. SÅ hyggeligt. Aftenen sluttede med at vi tog ned på stranden alle sammen, satte os i en cirkel tæt ved vandet og lyttede til to tyske drenge spille guitar. Man kunne samtidigt med også nyde den flotteste og klareste stjerne himmel. Det var SÅ hyggeligt og noget vi sent glemmer. Så var det ellers tilbage i teltet og selvom vi skulle sove på det tyndeste liggeunderlag faldt vi ret hurtigt i søvn.
Næste dag stod morgenmaden på æg og bacon hvilket vi stod og lavede på vaske ægte camping manér - over gasblus og udendørs grill. Therese og jeg stod (selvfølgelig) for stegning af baconen over grillen SÅDAN!!.Imens fik vi selskab af nogle store leguaner som vandrede omkring campingpladsen og passerede os nogle gange. De var ret store men også ret flotte. Da morgenmaden var spist og der var blevet vasket op skulle vi afsted igen. Vores irske venner insisterede på at nu var det Therese og min tur til at køre....arrrrhhg! Nå PÅ med Ja-hatten og så kører vi!!! Jeg startede og det var jo lidt mærkeligt nu hvor gearstangen og sædet var i den "forkerte" side. Men det gik og vi kom helskindet væk fra campingpladsen og ud på stranden hvor det var lidt nemmere at køre. Denne dag gik med at se et flot udsigts punkt kaldet Indian Head hvorfra man kunne være heldig at se hajer, rokker, delfiner og havskildpadder fra. Vi så en delfin, en havskildpadde og nogle rokker. Det var ret fedt! Udsigten over stranden på hver side at Indian Head var også et fantastisk syn. Stranden var kæmpe og vandet havde de flotteste blå farver. Efter Indian Head tog vi mod Champagne Pool som var nogle "bassin" indrammet af store sten men som lå så tæt på vandet at bølgerne skyllede vand ind i bassinerne. Det bruste meget og vi blev enige med en gruppe unge franske drenge om at det nok var derfor det hed champagne pools ;) Super lækkert sted som man næsten ikke havde lyst til at tage fra. Derefter var det ned til bilerne igen og så var det Thereses tur til at køre. Det gik også bare rigtig fint. Vi havde begge irske Allan som vores hjælper og instruktør så han var nok en stor skyld i at vi aldrig sad fast i det nogle gange dybe sand. Therese blev så grebet af stemningen af de impulsive bump og al den frie plads på stranden så hun satte BARE speederen i bund imens hun råbte jihaaa. Det gjorde vores irske veninde lidt bekymret og spurgte mig om hun også var lidt at en mad-driver derhjemme. Haha.... (ingen kommentarer) ;P Det sidste sted vi tog hen var mere en lille flod/å med overraskende koldt men meget klart vand. Her kunne man bare ligge sig på maven og flyde med strømmen ud til udmundingen. De 3 friske franske og meget sjove fyre satte også gang i noget volleyball som vi endte med at spille alle sammen sammen i en stor rundkreds. Det var virkelig sjovt og fedt at alle bare var med. Igen gjorde vore kineserven, Wayway, en stor indsats i den sociale begivenhed og måske endda lidt for meget. Kort sagt blev der til MANGE kineserplask forårsaget af nogle meget uheldige forsøg på saksespark :D Efter en masse grin men et godt spil blev vi enige i gruppen om at campere tæt på stranden og fandt et dejligt sted. Her fik Therese og jeg hurtigt sat gang i noget pasta med kødsovs cooking. Folk var desværre lidt sløve når det kom til madlavningen men det fik vi skam hurtigt sat en stopper for. Der blev lige delt poster ud i en fart og så var den pasta med kødsovs jo lavet før nogen kunne nå at sige Fraser Island. SÅDAN mutter! Efter aftensmaden blev der også hurtigt sat gang i nogle drukspil. Alle var stort set med og der blev både spillet med kort, fakter og rytme. Og folk blev mere og mere fulde, Vores guide lærte os bl.a. et såkaldt "The f***-game". Her skulle alle have et navn som endte på f*** og med en rytme skulle man så sige sit eget nav og derefter et andet som så kørte den videre. Det var super sjovt og især fordi vi havde en enkelt kineserfyr med som på sin helt egen måde gjorde spillet endnu mere sjovt - lang historie. Men hylemorsomt var det og vi havde det super sjovt. Det sidste spil vi spillede var også et spil fra vores kære guide Syd. Det foregik nede på stranden og gik ud på at holde en pind med strakte arme op i luften - kigge på spidsen af pinden og dreje rundt om sig selv imens 10 gange. Derefter skulle man lægge pinden ned foran sig og hoppe over den. Det var ikke mange der nåede så langt inden de fik overbalance og klottede over deres egne ben. Vi skreg af grin. Da Therese og jeg mærkede trætheden melde sig sneg vi os i seng og faldt hurtigt i søvn. Fed dag - SUPER fed aften!
Næste morgen....uuuuha ja næste morgen....Vi havde det ikke himmelsk men jeg tror dog ikke vi var dem med de værste tømmermænd. Alle så i hvert fald en smule visne ud og kunne godt mærke forrige aftens tosserier. Nå men morgenmaden blev da lavet og så skulle vi afsted igen. Denne gang tog vi hen mod skibsvraget som er ret kendt ved Fraser Island. Det var havnet der i 1 verdenskrig og var mere end halvt sunket ned i sandet. Det var ret fedt at se. Så gik turen derefter ind i den MEGET humbede landskab. Vi sad bogstaveligt talt og hoppede op og ned i sæderne. Men vi tog det som en oplevelse og syntes faktisk det var meget sjovt. Lidt go musik (som vi selvfølgelig havde medbragt) og lidt wuuuuHU og JIIIIhAAA så gik det jo som smurt. Vi skulle hen til Mc Kenzie Lake og havde hørt at det skulle være hele turen værd og DET var det også!! Søen var turkisblå og vandet det klareste vi nogen sinde havde set. Sandet var kridhvidt så det var nærmest som at svømme i en pool! Helt fantastisk og helt klart det bedste vi havde set på vores Fraser Island tur!!!!
Så gik turen hjem igen til Hervey Bay hvor vi fik et værelse på vores hostel til omklædning og bad inden vi skulle afsted igen. Aldrig havde vi følt os så beskidte så der var en oplevelse at komme i bad igen. Om aftenen tog vi bussen mod Airlie Beach.
- comments