Profile
Blog
Photos
Videos
Dagens etape skulle bringe os fra Holbrook, Arizona til Albuquerque, New Mexico igennem flere geologiske højdepunkter langs route 66 og afslutningsvist med en færdselsforseelse som blev påtalt af en ellers flink U.S. police officer.
Første stop på dagens tur var Petrified Forest (red.: Forstenet skov), hvilket var en smule misvisende, idet det burde have heddet forstenede træstammer istedet. Ikke desto mindre var det dog et imponerende sight bestående af fossile træstammer som var 226 millioner år gamle. På det tidspunkt lå den del af det nordamerikanske kontinent nær ækvator og bestod af store skove og floder og ikke af ørkenlignende områder som nu. De fossile træstammer har ligget i en stor flod og er dengang blevet dækket af vulkansk aske, ler og andet som konserverede dem og hindrede forrådnelse. Igennem mange år vandrede mineraler ind i træstammernes celler, som derfor langsomt blev til sten. Igennem millioner af år har de så ligget begravet under jorden indtil vind og vand har udgravet dem til skue i ørkenen. Fossilerne lignede på afstand helt normale træstammer og først helt tæt på kunne det ses at det var forstenede træ med forstenet bark og forstenede ormehuller. Absolut et besøg værd.
Herefter igennem painted desert, der, som navnet antyder, havde noget meget farverigt sand og klitter. Derudover var der i ørkenen nogle ca 800 år gamle indianske ruiner og tegninger indgraveret i klipper, hvilket på forunderlig hvis ledte samtalen ind på Pocahontas og spørgsmålet om hun måske er den mest sexede Disney-figur eller ej. Spørgsmålet forblev dog ubesvaret, men Klaus og Simon var dog rørende enige om, at hvis der stod en Pocahontas og hitch-hikede langs vejen, så måtte hun da gerne køre med.
Alt imens ovenstående samtale fandt sted gik turen over grænsen til New Mexico, hvor vi i Gallup fik mexicansk frokost på en legendarisk route 66 road-side diner El Rancho, og herefter satte kursen mod Bandeja vulkankrateret. Vulkanen var i udbrud for ca 10.000 år siden og er idag uddød. Det var dog tydeligt at se lavaen i naturen omkring, som dog kun var sparsomt bevokset og af samme grund kaldet "bad-lands" af indianerne. Lavaen havde under udbrudet indeholdt gaslommer, som var blevet til grotter nu med meget kolde temperaturer. Nybyggerne og indianerne havde derfor brugt disse til opbevaring af mad. Selve vulkankrateret var markant anderledes end meteorkrateret forleden, så hvis vi igen ser et krater burde vi kunne forklare dets genese.
Der var nu ikke længe til at mørket faldt på, så vi satte kursen mod Alberquerque, hvor vi skulle sove. Efter et stop inde i byen, hvor vi skulle orientere os, satte vi os igen ind i bilen for at køre videre. Efter at have passeret et lyskryds og kørt hundrede meter, blev vi stoppet af politiet med blå blink og projektører. Simon havde kørt over et meget sent gult lys (det var rødt set fra bagsædet), var sikker på at det var årsagen til politiaktionen, så da betjenten spurgte Simon, hvorfor han troede han blev stoppet, sagde han nervøst: "Because I just ran a red light back there", hvortil betjenten grinede og svarede: "No, you're driving without your headlights on!". Der blev dog ikke gjort mere ud af den sag efter at kørekort og indregistreringspapirer var blevet tjekket, så herefter fik Simon lov til at køre videre.
Citater:
Helena om Petrified Forest: "Det er ligesom Fanø, bare med forstende træer!"
Helena om Painted Desert: "Det er ligesom Fanø, bare med flere farver!"
Helena om sin hund Selma efter at vi har set træstammer i Petrified Forest: "Selma bliver rigtig glad og begynder at savle, når hun får en ordentlig kæp i munden."
Klaus om en Pick Up Truck bagved vores bil: "Æh, jeg kan ikke lide de biler, jeg er sikker på at alle chaufførerne kører rundt med knive og oversavede jagtgeværer."
Fakta om Alberquerque:
Vidste du at Microsoft i virkeligheden blev grundlagt på nogle moteller langs route 66 i Alberquerque?
Følg med på bloggen, hvor der snart kommer et indlæg om river rafting på Rio Grande i New Mexico med en meget underholdende rafting guide ved navn "Wild Bill". Som en lille appetizer kommer her:
Wild Bill citat: "You know why black people don't come up to Taos? Because if they come more than a 1000 feet above sea-level their lips will explode!" (Vi påtager os intet ansvar for denne joke, red.)
- comments