Søndag morgen sagde vi farvel til Queenstown og har nu begivet os videre på en to ugers rundtur op mod nordøen. Vi tog af sted klokken ni søndag morgen efter der var blevet ryddet op i vores huse. Dog var det ikke alle, som var lige til at rydde op. Lørdag havde vi nemlig"afskedsmiddag" . Her valgte Molise, Fie og Therase at stille sig op og synge for Fie og Christian, som havde haft fødselsdag i friugen. Denne sang rørte mange, og nogle enkelt stykker af pigerne begyndte at få tårer i øjnene. Hele aftenen havde vi også billeder kørende på en storskærm, så man kunne se alle de ting vi har lavet indtil videre. Det er helt ufatteligt hvad vi allerede har oplevet på denne 1 ½ måned vi har været her. Jeg kan også sige at tiden simpelthen går så stærkt (alt for stærkt). Nå men som sædvanligt endte vi med at tage en tur i byen og vi var nogle stykker, som ikke nåede at få mere end en times søvn inden vi skulle sige farvel til fantastiske Queenstown. Så vi havde ingen problemer med at sove i bussen, dog havde vi rigtig mange stop undervejs mod Fox. Første stop på vores rundrejse er som sagt Fox, her boede vi på et rigtig hyggeligt lille familieejet hostel. I dag har vi så været tidligt oppe for at komme ud og gå på Fox gletsjeren. Denne oplevelse kan slet ikke beskrives. Det var så surrealistisk at gå der. Man kan slet ikke forholde sig til at man faktisk bare går på en masse is og dette er skabt af naturen selv. Det er simpelthen en oplevelse jeg aldrig nogensinde vil glemme. Vi var oppe på gletsjeren i ca. 1 time, men det føltes slet ikke som så lang tid fordi man bare nød hvert eneste øjeblik og prøvede på at opleve så meget som muligt på denne tid. Vi havde dog også lige nogle stykker deroppe, som lige valgte at falde, på trods af at de havde fået pigge under deres sko. Men dette kunne vi heldigvis bare grine af, da der heldigvis ikke skete noget med dem. Efterfølgende fik vi lige lidt tid til at pakke inden turen endnu en gang går videre. Vi startede med at køre til Lake Maddison, som er den sø, hvor man burde kunne tage det berømte postkort billede, men det blæste desværre for meget til at man kunne se bjergene spejle sig ned i søen. Lige pt. sidder vi så i bussen på vej mod Punakaiki hvor vi har vores anden overnatning på rundrejsen. Denne by er kendt for sine klipper, som ligner pandekager. Disse skal vi ud og se i morgen samt spise morgenmad (pandekager med is) på en café/restaurant, som ligger ude ved dem. Endnu en gang var der gået lidt fejl i kommunikationen, så da vi kommer om morgenen for at spise pandekager, har de ikke lige nogle. Derfor kommer vi til at sidde og vente i et stykke tid, samt det var meget spredt hvornår folk fik deres mad. Men det må man jo bare tage med som en del af oplevelsen.

Nu gik turen videre mod Nelson, hvor vi har boet i et par dage. På hostlet har vi vores eget køkken og fællesstue, hvilket vi faktisk slet ikke havde forventet, så det var mega fedt. Da det regnede tirsdag hvor vi ankom til Nelson blev vores paintball desværre aflyst, så dette måtte vi spille om onsdagen i stedet. Da vi dagen før havde været på vej derud og drengene havde set at pigerne havde krigsmaling på, så skulle de da overgå os dagen efter ved at være helt grønne i hovedet m.m. Men vi kommer derud og trækker i outfittet. Blandt pigerne er man begyndt at kunne mærke lidt nervøsitet, da alle frygter hvor ondt det egentlig gør at blive ramt. Men vi går i gang med det første spil, hvilket blev afsluttet rigtig hurtigt, men i de tre sidste der går pigerne all in, da det simpelthen var så fedt. Samt at det egentlig heller ikke rigtig gjorde så ondt igen at blive ramt, på trods af at man får lidt blå mærker bagefter. Torsdagen stod på en heldags udflugt til Abel Tasmanpark. Her blev vi delt op i to hold, og mit hold startede med at sejle i vand taxa et stykke ud, for at vi kunne få os en lille vandretur på en to timers tid. Denne var utrolig flot. Vi skiftede mellem at gå i "skov" eller på en sti ud mod havet. Selvom vi har set meget af naturen hernede så bliver man ved med at kunne blive overrasket over hvor smukt her egentlig er. Ved en et tiden, var det så blevet vores tur til at ro i havkajak. Dette var også en mega fed oplevelse, men må da indrømme at det blev lidt hårdt for armene til sidst selvom man sad i en to mands kajak. På tilbagevejen ender Emilie og jeg med at være utrolig langsomme, da der lige skal sladres en masse. Da vi så endelig kommer ind på land vælger vores guide lige at lave lidt sjov med os, så jeg ender da lige med at blive drivvåd da jeg skal stå ud af kajakken. Da Nelson også lige skulle opleves by night så endte vi med at tage i byen om aftenen. Dagen efter var de fleste helt færdige, og nogle af pigerne tog ud for at lave perler. Jeg blev tilbage på hostlet sammen med nogle af de andre fra holdet. Men omkring frokost, for jeg og to af de andre tøser den geniale ide at tage på stranden, så det gjorde vi da. Her vælger vi at snige os ud fra hvor vi bor, så det ikke ender med at alle bare skulle med. Så vi fik os lige en rigtig tøse tur til stranden.

Lørdag dvs. i går der er turen gået mod Wellington (hovedstaden). Her var det meningen at vi skulle have set en rugby kamp, men den er desværre blevet aflyst på grund af jordskælvet. Så i stedet der hygger vi og tager i byen. Her mødes jeg med min nabo Anjila derhjemmefra, som er flyttet herned i et år sammen med familien. Det var utrolig hyggeligt lige at se hende, men også underligt pludselig at være sammen på den anden side af jorden.

Men ellers så står alt stadig super til hernede og jeg nyder simpelthen livet. Tør slet ikke tænke på at jeg allerede har været her i over halvdelen af tiden, for det her er simpelthen bare livet. :D