Profile
Blog
Photos
Videos
New York
Efter en 18 timers flyvetur kom vi til byernes by - New York City! Hold da helt ferie for en by med gang! Vi landede i JFK og stod kl. bæ om morgenen og skulle finde et sted at sove. Vi havde skrevet et par adresser ned da vi var i Cape Town og valgte bare at tage den billigste vi havde skrevet ned. Der var både plusser og minusser ved det hostel, på plussiden var der en okay central beliggenhed tæt ved en subway og det lå et stenkast fra Central Park, på minussiden var der det at det lå i bydelen "Harlem", som mange nok ved ikke ligefrem er de hvides kvarter, det er buldermørkt ved højlys dag for at sige det på en anden måde ;) Det har i hvert fald tidligere været kendt som et sted med mange fattige, bander og meget kriminalitet, dog skulle tingene have ændret sig en del efter der er kommet ny borgmester til som har gjort noget ved sagerne. Vi tog i hvert fald chancen og tog en shuttlebus dertil. Da vi kom dertil var vi kun positivt overraskede, det var virkelig et godt hostel med internet, stort flot køkken, tv stue, poolbord, bordtennis og hele baduljen - så der var ikke noget at komme efter der! Godt ristede ovenpå flyveturen tog vi en kop kaffe og begav os ud i byen. Vi gik en lille tur i Central Park som er en kæmpe park med baseball baner, søer og græsplæner i lange baner, placeret midt inde mellem de mange højhuse. Det var virkelig et rigtig lækkert fristed og vejret var PERFEKT, så parken var fyldt med en masse New Yorkere der slikkede sol, spillede bold og nød vejret! Vi kom ud af parken igen omkring 5th avenue hvor det er store mærker som "Prada, Gucci og Armani" der pryder gadebilledet. Der var PROPPET med mennesker der var ude og tømme pengepungen. Mere nåede vi egentlig ikke den dag før vi vendte tilbage til hostellet hvor vi fik os noget mad og kom til Slumrestrup. Næste morgen fik vi bestilt kort til subwayen så vi kunne køre rundt lige så tosset vi ville og så var det ellers bare af sted. Vi besøgte Times Square, centrummet for alting nærmest, et virvar af lys og reklamer, tusindvis af gule taxaer der dytter sig vej gennem virvaret, folk her og folk der og McDonalds nok til at fodre alle. I løbet af de få dage vi var i storbyen spildte vi ikke et sekund, vi var rimelig tidligt oppe og ude af døren hver dag. Et af de første større sights vi så var Empire State Building hvor man kan komme så langt op som 102 etager og der kan man altså se pæææn meget af New York oppefra. Det er lidt oppe i højde med flyverne og det er også lidt samme sikkerhedstjek de har gang i ;)
Vi slentrede omkring i byen og tænkte på hvad vi ville se og hvad vi kunne nå at se og vi havde begge i tankerne at komme ind og se en baseballkamp da det er ærkeamerikansk og billetterne er til at få fat i. Så da vi mødte en sælger på Times Square og fik hustlet en god pris slog vi til og fik pludselig travlt, to timer til kampstart og der blev delt gratis Yankees Caps ud til de 25000 første og vi skulle lige hjem omkring og vende jo. Upti tiden fløj og vi nåede derud, selvfølgelig ikke i tid til kasketten, men i goood tid til popcorn og hotdogs. Det går godt nok op for en hvor stor en sport det er, når man syntes SAS arena virker vild og tosset, så falmer det godt nok lidt i forhold til det her nye Yankees stadion, Aye Caramba! Men nok så entusiastiske og klar på baseball som vi var, lige så lidt kendte vi til reglerne i det her pokkers spil, så vi var blevet placeret rimelig heldigt. Nemlig ved siden af to gæve amerikanere der kunne fortælle hele baduljen og mere til! Den ene var journalist for et mindre blad og jeg fik lov at låne hans linse til kameraet så jeg kunne få nogle close-up billeder af spillerne, det var fedt nok! og I kid you not, de var dælme så flinke at give deres Yankees kasketter til os som en lille amerikansk souvenir - jo tak! Fed aften og højt humør.. men samtidig også den første aften hvor vi kom hjem EFTER mørkets frembrud og altså skulle bevæge os fra punkt A (subwayen) til punkt B (hostellet) gennem Harlems mørke gader. Det foregik i et raskt tempo skal vi bare sige det sådan! Dog fik vi listet os ind bag et par politibetjente og fulgte lidt i deres fodspor til vi nåede hjem.
Derudover fik vi set de andre store sight som Grand Central, Wall Street, Ground Zero (som godt nok var gråt og kedeligt, bare en masse store maskiner bag et plankeværk i gang med at lave fundamentet til hvad enten de ender med at opføre der), China Town, SoHo, Broadway og Times Square. Der blev i hvert fald travet nogle kilometer og kom nogle vabler på fødderne..
Vi besluttede os for at tjekke nogle af de store shows på Broadway ud og hvis der var en til en fornuftig pris så ville vi tage ind og se den. Som vi gik og spurgte sælgere fik vi lige smidt en kommentar til en om han solgte David Letterman billetter (alle burde vide hvem han er, men til jer der ikke gør (Inger) så er det en gæv gammel gut der har sit eget talkshow med kendte gæster, musik og humor af høj klasse) men det havde ham sælger gutten her ikke, dog kunne vi høre hende pigen længere nede af gaden.. det gjorde vi så og tak gud skæbne og det hele hun havde tickets! MEN, man skulle gætte rigtig i en lille David Letterman quiz inden man kunne få dem. Så først stillede hun spørgsmålet "Hvad den kvindelige guitarist i orkestret hed til efternavn" eller noget i den dur. Den var vi godt nok lidt blanke på sådan lige på stående fod og da vi ikke vidste det mistede vi chancen og hun sagde sorry guys you only get one shot.. blablabla.. så måtte hun jo lige forstå at vi ikke så det hver dag i Danmark jo og det ene og det andet, vi kom i hvert fald med den ene dårlige undskyldning efter den anden om at få en ekstra chance og efter en værre tiggen fik vi et nyt spørgsmål "Sometimes on the show, we visit Rupert and his Deli behind the building, what is the name of his Deli?" og det lå jo lige til højreskøjtet at den hedder Hello Deli og uptivupti var der gratis indgang til The David Letterman Show og hun fik sig en helt ufrivillig sving om af os som tak og så var vi ellers helt tilfredse!!! Det blev fejret på en amerikansk madkæde af høj høj kvalitet, storbarmede kvindfolk i alt for lidt tøj der serverer store burgere - HOOTERS! Det er i hvert fald en hel anden kaliber end når man bestiller kebabmix hos friture-Frida på Karens hjemme i Ikast..
Dagen efter var vi til showet og det var rigtigt fedt at være inde i selve studiet man har set så mange gange på tv. Dog kunne udvalget af gæstestjerner godt have været lidt bedre, det var nogle skuespillere der er lidt større i USA end derhjemme, men de var sjove og der var nogle gode ting med i det hele. Så håbede vi på lidt rock'n roll til sidst i showet (der kommer altid en musiker til sidst) men vi trak nitten og fik en halvgammel oldning der lige have udgivet en CD i gebrokkent skrål, hende kunne vi godt have byttet ud med noget lidt mere nymodens. Men fedt var det det hele.Forresten sad vi lige i midtersektionen, så når kameraerne rullede hen over publikum kunne man se os 2 danske drenge på landsdækkende fjernsyn i selveste USA. Sådan skal det gøres!
En af aftenerne besluttede vi os for at tage til Stand Up, da de har en af de ældste standup klubber i verden, hvor både Dave Chapelle, Jim Carrey, Seinfeld, Adam Sandler og andre rødder startede ud. Vi fik front seats og der var virkelig fuld valuta for pengene.. over 3 timers jokes og spas leveret af 10 forskellige gutter! Skide sjovt.. Ellers var rosinen i pølseenden af sightseeing-pølsen da vi tog en færgetur ud til Frihedsgudinden og Ellis Island. Vi havde købt billetter dagen før og kunne derfor springe en god 3 timers kø over og hoppe direkte på færgen, først til Frihedsgudinden. Stor fin frue med en lige så fin fakkel i hånden stod hun der med Manhattan skyline som baggrund, som et af de helt store varetegn for New York. For en hel masse indvandrere var det symbolet om den amerikanske drøm og det var lidt hele temaet på det næste stop "Ellis Island", hvor alle indvandrerne blev sejlet til og registreret i "gamle dage". Her kunne man bl.a. tjekke om ens forfædre havde været blandt de mange som kom til USA af den vej, vi fandt da også nogle Pørtnere men de var vist liiidt uden for Rasmus's egentlige stamtræ. Ellers var det bare tilbage og slentre rundt i gaderne igen og lege turister..
Vi besluttede os for at tage subwayen ud til lufthavnen i stedet for at tage en taxa. Det fungerede også helt fint, men for pokker hvor slæber vi også rundt på nogle store tasker! Indtil da havde jeg sneget min (søren) taske på selvom der havde været overvægt, men den her gang ville de have jeg skulle punge op, 50 dollars for ingenting. Så jeg bad dem vente og gik ud af køen, så tog vi ellers et par bukser mere på hver og diverse habengut i håndbagagen og så var den fjong, fjolser!
Så var det ellers farvel til byen der aldrig sover og videre til Mexico.. Vi havde snakket en del om al det her med svineinfluenzaen, jer derhjemme kom med en masse fakta om dødstal og syge mennesker og overskriften på den seneste New York Times iStarbucks avisreol var SWINE FLU KILLS AGAIN lige inden vi steg på flyveren.. Men vi satsede på at det hele blot var én stor skrøne ;)
Arriba Arriba.. Mexico, store hatte, tequila og corona.. Here we come!!
Rasmus og Søren
- comments