Profile
Blog
Photos
Videos
Normal 0 21 false false false DA X-NONE X-NONE <!-- /* Font Definitions */ @font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:1; mso-generic-font-family:roman; mso-font-format:other; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:0 0 0 0 0 0;} @font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-1610611985 1073750139 0 0 159 0;} /* Style Definitions */ p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin-top:0cm; margin-right:0cm; margin-bottom:10.0pt; margin-left:0cm; line-height:115%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:"Calibri","sans-serif"; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} p.MsoNoSpacing, li.MsoNoSpacing, div.MsoNoSpacing {mso-style-priority:1; mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; margin-bottom:.0001pt; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:"Calibri","sans-serif"; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} .MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} .MsoPapDefault {mso-style-type:export-only; margin-bottom:10.0pt; line-height:115%;} @page Section1 {size:612.0pt 792.0pt; margin:3.0cm 2.0cm 3.0cm 2.0cm; mso-header-margin:35.4pt; mso-footer-margin:35.4pt; mso-paper-source:0;} div.Section1 {page:Section1;} -->
/* Style Definitions */
table.MsoNormalTable
{mso-style-name:"Tabel - Normal";
mso-tstyle-rowband-size:0;
mso-tstyle-colband-size:0;
mso-style-noshow:yes;
mso-style-priority:99;
mso-style-qformat:yes;
mso-style-parent:"";
mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt;
mso-para-margin-top:0cm;
mso-para-margin-right:0cm;
mso-para-margin-bottom:10.0pt;
mso-para-margin-left:0cm;
line-height:115%;
mso-pagination:widow-orphan;
font-size:11.0pt;
font-family:"Calibri","sans-serif";
mso-ascii-font-family:Calibri;
mso-ascii-theme-font:minor-latin;
mso-fareast-font-family:"Times New Roman";
mso-fareast-theme-font:minor-fareast;
mso-hansi-font-family:Calibri;
mso-hansi-theme-font:minor-latin;}
Panajachel
Efter at have krydset grænsen mellem Mexico og Guatemala uden videre problemer, havde vi cirka 4 timers hasarderet minibus kørsel op og ned af bjerge før vi kom til Panajachel. Lige som vi ku se byen fra toppen af bjerget blev vores bus dog holdt ind til siden og en mand spurgte om der var en passager ved navn "Rasmus". Jeg (Rasmus) fik rimelig hurtig en alvorlig mine på og jeg tænkte "Nej nej nej, hva sker der?!". Det skulle dog vise sig bare at være en lokal fra en lille Maya by - Vi havde nemlig fået inkluderet en enkel overnatning hos en mayafamilie i vores buspas. Vi fik vores ting af bussen og manden der tog imod os og en tilfældig dreng, hjalp os med at slæbe vores ting ned til deres hus. Deres hus lå i ægte mellemamerikansk stil tætpakket på en bjergside sammen med hundredvis af andre små huse af tvivlsom kvalitet. Efter vi havde fået smidt vores ting af på vores gæsteværelse, gik vi, ført an af endnu en tilfældig rask dreng, ned af de små stier mellem husene og ned til "bymidten". Og det var egentlig et meget hyggeligt sted! På det her tidspunkt er det ved at være aften og der er både folk i kirken, tilfældig gadefodbold, en masse der bare hang ud og snakkede og i det hele taget en rigtig hyggelig stemning. De fleste nede i byen kiggede dog lige en ekstra gang på os da vi kom slentrende. Det er vist ikke hver dag de havde hvide turister i deres by og vi stak da også rimelig meget ud i gadebilledet i forhold til alle de små, halvbrune indianere!
Efter en times tid nede i byen gik vi tilbage til vores nye Mayafamilie for at få noget aftensmad. Vi havde sagt til manden i huset at vi hellere en gang ville prøve at give en hånd med at lave mad, MEN, det måtte vi ikke! Det med maden det var hans kones arbejde og det skulle mænd slet ikke tænke på. Vi måtte derimod gerne hjælpe ham med hans mandlige del af aftensmaden, hvilket var at kløve brænde til deres bette komfur. Så efter han flækkede et par ordentlig kævler fik vi øksen i hånden og så måtte vi ellers bare gå i gang! Det var dog ikke bare lige sådan at gå til. Øksen var stor og tung, og brændet var vådt og fedtet, så efter megen møge og besvær med at kløve 2 stykker brænde, gav vi pænt manden sin økse tilbage og forklarede, at vi nok hellere måtte stoppe mens legen var go.
Til aftensmaden stødte hele familien til, hvilket vil sige manden (vores vært, Jorge), hans forældre og sin kone, konens søster og søsterens børn. De var alle sammen rigtig flinke og at vi ikke kan et ord spansk gjorde ikke noget, da det nærmest bare hjalp på den gode stemning at vi gjorde kæmpe fagter og grinte af vores egne spansk kundskaber!
Midt under aftensmaden kom der et drastisk vejrskifte og det begyndte at regne, tordne og lyne helt vildt. Det resulterede i at strømmen gik og det mørklagde hele bjergsidens huse på et splitsekund. Som sagt var det her midt under aftensmaden og vi var kun cirka halvvejs med at spise, og da det med at spise i buldrende mørke ikke er sååå nemt, gik jagten ind på stearinlys. Som de erfarne vi rejsende vi efterhånden er ved at være, havde vi naturligvis en lommelygte ved hånden og da Jorges 80-90 årige far så den blev han mildest talt imponeret! At der ku komme lys ud af sådan et plasticrør kunne han simpelthen ikke forstå, så han fik lov til at undersøge lommelygten nærmere og han sad og smilede og grinede hver gang han tændte og slukkede den - Den slags nymodens teknologi havde han aldrig set før da! Efter vi på skift havde lyst for hinanden så vi ku spise færdig, gik vi så småt i seng.
Den næste morgen pakkede vi, fik en kop lunken, sød majsgrød til morgenmad, sagde farvel til vores mayafamilie og travede så ellers op til vejen for at fange en lokal bus ned til selve byen nede i dalen. Det at tage en almindelig lokal bus i Guatemala sku dog også vise sig at være noget af en oplevelse. Busserne er overdrejet pyntet med alverdens lir og farvestrålende lakeringer og så er der ikke noget der hedder stoppesteder og bagagerum. Her foregå det ved at række tomlen ud og så ruller bussen ellers bare inde i vejkanten lige præcis langsom nok til at bagage-arbejderen på bussens tag kan kravle ned og hive ens bagage op mens man selv næsten løber efter, og så er det ellers bare at tage spurten op til forenden af bussen så man selv kan komme ombord. Efter vi fik klemt os ned i et sæde gik der lige et par minutter og så kom bagage-manden lige pludselig ind af et af bussen vinduer for at afregne vores busbilletter. Hele turen foregik ned af snoet bjergveje og hårnålesving og i alt den tid har bagage-fyren bare kravlet frem og tilbage fra bussens tag og selve kabinen - Hårdt og ikke mindst farligt arbejde!
Da vi kom ned til selve byen Panajachel fandt vi et hostel og kørte ellers bare rutinen med at komme af med vores bagage, få noget at spise og så ellers gå lidt rundt og se "vores" nye by. Panajachel er en af cirka 5-6 byer der ligger rundt om en 10 km. bred/lang vulkansø oppe i bjergene og det var dælme et dejligt sted! Vandet var klart og landskabet rundt om søen var udelukkende landsbyer, store bjerge og en håndfuld vulkaner. Så ja, det var et rigtig flot og anderledes scenarie der mødte os denne gang.
En af dagene fik vi igen på rigtig jyde maner en go pris på 1 styks bådtur rundt i søen. Igen var det kun Søren og jeg og så en skipper på en lille, men hurtig motorbåd. Turen gik først ud til en af søens varmekilder, hvor der sprudlede op med varmt van i den kolde sø. Derefter et stop i en af de andre landsbyer, lidt badning og så gik turen ellers hjemad igen. På vej hjem ad fik vi endda lov til at prøve at styre motorbåden og give den lidt gas, så det var lige præcis som det sku være!
Da vi til en billig penge havde fået vores eget værelse med bad og TV med 100 kanaler tog vi 4 dage i Panajachel med ren afslapning og fornøjelsen af, at ligge i sengen med en fjernbetjening i hånden - Det har været en sjældenhed på denne tur!
- comments