Profile
Blog
Photos
Videos
Rejsen er nu omme, og det har været den bedste tur med de fedeste oplevelser. Nu er jeg i vante omgivelser på Hvidbjerg Strand Feriepark, hvor jeg forhåbentlig kan bruge sommeren på at få betalt min gæld af...
Vi startede turen i Thailand med besøg i rismarker, ridning på elefanter og en enkelt tur i Bangkok centrum, hvor dankortet blev svunget for første gang.
I Munduk, Bali, var vi på vores første trekkingtur i bjergene og fandt her ud af, at der er noget, der hedder Marie-tid, og noget der hedder normalt menneskeligt tempo. Når Marie sagde, noget tog 5 minutter, tog det gerne 3 gange så lang tid for os andre.
I Ubud, Bali, besøgte vi de første templer og gik igang med vores undervisning i Sport og Personligt Drive. Vi fik spist en masse sushi, så ilddanseshow, fik en masse massage og pleje og nød vejret!
I Sanur fortsatte vores undervisning blandt andet med træning på stranden, OL og surfing i Kuta. Det var også her, jeg tog mit dykkercertifikat og overvandt mig selv og fandt ud af, at det faktisk var ret fedt at dykke, når man ikke har en dykkerinstruktør ved siden af, der tvinger en til at tage vores masker af under vand ?! (Tak Magnus)
I forhold til dykning kom vi også her på vores første fundives, hvor vi så havskildpadder, små hajer, mantarokker og en masse fantastiske fisk - både på dejlige Gili og uden for Sanur.
Vi spiste en masse lækker mad i Sanur, og jeg var især vild med Smörgås (eller Smörand eller hvad jeg nu har lyst til at kalde det i dag) og Grociers & Grinds.
En af de sidste dage på Bali var vi en tur i den pulserende by Kuta, hvor der var et alt for stort mall med alt for mange fristende køb.. Så jeg endte med at sende en pakke hjem på 7 kilo dagen efter.
Fra Østen til noget helt andet: Så var vi pludselig i skønne Sydney, hvor vi med egne øjne kunne se Operahuset og Harbour Bridge. I Australien fik vi også tid til at se smukke Blue Mountains, som bare blev smukkere og smukkere!
New Zealand bød på et helt andet klima: Vi skulle måske have taget lidt mere varmt tøj med på turen, så det resulterede i, at vi alle nærmest gik rundt i de to samme sæt tøj.
Jeg havde ikke troet, det skulle blive meget smukkere end i Blue Mountains, men New Zealand var bare det flottere. Naturen er så smuk, at det er svært at tro med egne øjne.
NZ bød på min første bjergbestigning af bjerget Ben Lomond, og jeg var ved at give op en masse gange, men jeg klarede det og nåede toppen!
Min tid i New Zealand brugte jeg på en masse biografture, læsning, jetboatture, roadtrip til Milford Sound, en masse Ferg burgere, alt for mange cookies fra Cookietime (der skal gå lang tid, inden jeg skal have en igen) og undervisning i Personlig kommunikation med søde Helle.
Det var fantastisk at være i et ægte Ringenes Herre-land, så jeg brugte også meget af min tid på at gætte på, om der mon var optaget nogle scener af filmen på de steder, vi kørte forbi. Faktisk var jeg også på en guidet LOTR-tur i området omkring Queenstown, hvor jeg fik lettet nysgerrigheden lidt.
De hardcore LOTR-fans tog også den sidste weekend i New Zealand et smut til Nordøen for at se Hobbiton, og det var en helt fantastisk oplevelse at være der!
Vi havde regnet med, Fiji ville stå klar med sol og 35 grader, men der blev vi snydt. Ganske vist startede vi med en dag med høj sol, men den næste halvanden uge stod på regn. Vi havde det dog fedt alligevel og brugte blandt andet tiden på at se på halvnøgne, dansende mænd på Robinson Crusoe Island, sandboardede ned af en stejl sandbakke, svømmede med 5 meter store hajer ved Pacific Harbour, snorklede ved Nananu-I-Ra Island, så en lokal landsby og på Manta Ray Island fik jeg udvidet mit dykkercerfikat, så jeg nu kan dykke ned på 30 meter istedet for 18 - og hov jeg blev også bidt af en haj!
USA bød igen på store kulturelle forskelle fra Fiji - nu var vi pludselig i Vesten igen. Los Angeles tog godt imod os med cykeltur og volleyball på Santa Monica Beach, alt for meget shopping, en tur på Walk of Fame, Hard Rock Café og en tur forbi de kendtes huse, en fed tur i Universal Studios og en sindssyg basketballkamp mellem LA Clippers og Oklahoma Thunder, som Clippers dog desværre tabte - men det var bare en fed oplevelse!
New York var sidste stop på vores fantastiske rejse. Her fik vi set de klassiske ting som Frihedsgudinden, Rockefellercenter, 9/11 Memorial og en masse andet. Vi var også på en italiensk familierestaurant, hvor man skulle spise til bukserne bogstaveligt talt ville revne. New York bød også på en Sex and the City tur, hvor vi så en masse lokationer fra serien og filmen, en tur gennem Central Park, en baseballkamp mellem Yankees og the Mets (hvor Yankees tabte, så måske det bare er os, der bringer uheld?), mere shopping og bare en masse nydelse af vores sidste tid sammen på rejsen!
Tak til alle mine dejlige rejsekammerater og tak til alle jer, der trofast har gidet at læse min blog - det har været dejligt, når der har været respons på mine oplevelser :-)
- comments