Vi ankom til Chengdu lufthavn sent om aftenen og måtte vente i en laaaang taxakø. I den kø lærte vi den første vigtige ting om kineserne: de har på ingen måde nogen kø-kultur! For det første blev vi sprunget over omkring 10 gange af folk, der i stedet for at gå om bagi køen, bare gik ind i siden. Vi var ved at gå amok, men der var tilsyneladende ingen andre der så meget som lagde mærke til det. For det andet skubbede og masede de, så vi var ved at blive sindssyge. Selv når der på ingen måde var nogen grund til at skubbe - der var ingen taxaer og vi ventede allesammen - stod de helt oppe i nakken af os. Vi blev enige om, at i et land med over 1 milliard mennesker er de nok vant til at skulle holde sig til. Aftenen blev dog en hel del bedre, da vi ankom til vores hostel (ja, vi fik endelig en taxa og havde heldigvis adressen stående i kinesiske tegn i vores Lonely Planet, for han kunne ikke et ord engelsk). Det hed Sim´s Cozy Garden Hostel og var det vildeste youth hostel vi endnu har været på. Det emmede af liv og alt var SÅ gennemført. Der arbejdede kun unge kinesere, der kunne en hel del engelsk, der var en stor bogreol med bøger på alverdens sprog, man kunne låne, gratis film (alle værelser havde tv og dvd-afspiller), restaurant og bar med meget fordelagtige priser! Derudover mindede udseendemæssigt mest om en børnehave med kreative tegninger, opslag og reklamer for ture klistret på væggene alle steder. Det var så hyggeligt!

Vi havde desværre kun et par dage i Chengdu, da vi jo havde bestemt os for, at vi havde brug for en "ferie fra ferien", og derfor havde købt flybilletter til Thailand. Vi skulle dog flyve fra Hong Kong, en tur der ville tage omkring 40 timer, så vi havde lidt travlt.

Den første dag brugte vi på at tage en lokal bus ind til midtbyen og gå rundt og kigge og shoppe lidt. Vi ville rigtig gerne spise lokalt, men der var ingen, der kunne engelsk, og vejnavnene stod på kinesisk, så vi endte på McDonalds. Det gule M går man aldrig galt af. Om aftenen spiste vi på vores hostel og i baren mødte vi en dansk dreng, som boede i Kina med sin kinesiske kæreste. Han var rigtig glad for at høre dansk igen, det var vist længe siden, lød det som om.

Næste dag skulle vi se pandaer! Chengdu er kendt for sit pandareservat, så det skulle vi selvfølgelig ikke misse. Vi fik en af pigerne i receptionen til at skrive pa kinesisk: "Tag mig venligst til Pandareservatet" og gik så på jagt efter en taxa. De små sedler med adresser oversat til kinesisk kunne vi ikke have klaret os uden. Vi endte dog alligevel med at spørge hende, om hun ikke gad hjælpe os med at praje en taxa, for de nægtede allesammen at sætte taxameteret til og sagde bare en pris (vi havde fået at vide hvad det nogenlunde ville koste, og deres bud var ikke i nærheden af det!) Endelig kom vi derop og det var det hele værd! Selve reservatet var bygget op med en masse forskellige små haver med 2-3 pandaer i hver, opdelt efter alder. Vi kom tidligt om morgenen, så de var lige blevet fodret og sad og spiste. Vi tænkte, at vi var ret heldige at se dem spise, men vi lærte senere, at de bruger omkring 17 timer om dagen på det - resten af tiden sover de.

Vi fik taget omkring en million billeder af spisende pandaer og vi fik da også set en mor med sin unge, to der legede, to der sad i et træ og flere, der var så dovne, at de lå ned og spiste. Derudover læste vi, at hvor andre dyr optager omkring 70-80% af den mad, de spiser, optager en pandabjørn kun 17%. Det må virkelig være jordens mest ineffektive dyr, det er måske ikke så underligt, at den er ved at uddø.

Pandareservatet var det sidste vi nåede i Chengdu, for dagen efter gik turen mod Hong Kong. Det var en togtur på næsten 40 timer, og da der desværre ikke var flere ledige sovepladser, havde vi fået siddepladser. Vi havde forbederedt os godt og købt masser af drikkevarer, kiks og nudler. Vi steg på toget med vores kæmpe tasker (de er blevet en hel del større siden vi tog fra Kastrup…) og kom ind i en vogn fyldt med kinesere. Ingen af dem forstod et ord engelsk, men vi behøvede ikke engang spørge om hjælp, for med det samme var der to, der rejste sig op på sæderne og begyndte at rykke tasker rundt, og ikke længe efter var det hele vognens projekt at få plads til vores store tasker.

Togturen var rigtig lang, og det gjorde den ikke kortere, at vi kom til at sidde overfor en ung kinesisk fyr, der kunne lidt engelsk. Til at starte med var det meget hyggeligt at tale lidt med ham, selvom det til tider var lidt svært at holde samtalen kørende. Han var dog meget interesseret i Danmark og hvordan ALTING fungerede. Vi svarede på det ene spørgsmål efter det andet, og til sidst blev det til at han bare sagde: "So, I want to know, …" og så fortalte vi ham, hvad han nu engang gerne ville vide, hvilket var alt fra hvordan uddannelsessystemet fungerer til hvor meget et hus koster og hvordan vi har det med det (det sidste havde vi ikke rigtig noget særligt intelligent svar på.. for for at være ærlige er vi ret ligeglade ;-)). Det var Søren, der kom til at lide mest under de mange spørgsmål, for jeg lagde mig bare til at sove, da jeg blev træt, men Søren havde en hel del sværere ved at sove siddende, og tænk engang - det havde Better (ja, det hed han!) også, og så kunne de jo snakke….

Efter næsten 40 rigtig lange timer var vi endelig i Shenzhen og derfra var det bare at tage metro til Hong Kong overgangen (hvilket egentlig ikke var så let igen, for INGEN talte engelsk). Og da vi så kom ind i Hong Kong var det hele togturen værd!