Det er godt at I har ladet høre fra jer. det lyder rigtig hyggeligt med havpattedyr i det dybe hav, svømmetur med dyrene, og alt det andet I skriver om. Det glæder mig Sinne, at Jonathan er trådt i karakter som kriger. Sådan en kan være god at have ved hånden, hvis din dyd evt. skal forsvares, hvis der er frække tyveknægte, eller hvis strandpolicen kræver ublu gebyrer for ophold i vandkanten. Så kan Jonathan trække sit pusterør, pege lidt omkring med det, og sende bæven og frygt gennem de formastelige. Jeg har med stor fornøjelse set bilederne. Du ser rigtig sød ud med det manglende hår Sinne, men pas nu på solen!!!! Benyt hat! Der er i øvrig rigtig mange gode billeder med glade mennesker og fremmed natur, jeg kunne godt tænke mig at være der sammen med jer.
Får I lært noget swahili, og har I fundet ud af, hvad I skal lave i Mansa, og hvor I skal bo? Er det ikke her om en uges tid, at det rigtig går løs? Det bliver spændende om I skal undervise og dyrke landbrug, eller om der er helt andre planer for jeres gøren og laden. Nu da Jonathan er blevet kriger, er hans rolle vist beseglet, - det bliver nok noget med at dase under en busk sammen med de andre mænd, filosofere over stjernes vandring over himlen, myrernes mærkværdige og urimelige rastløshed og priserne på kath, - i relation til den almindelige forbrugsprisudvikling og ikke mindst inflation og købsformåen set ud fra en nationatøkonomisk vinkel. Du får sikkert privilegier svarende til Jonathans nye status, jeg forestiller mig egen påklædningshytte, afskærmet aftrædelsesområde, med friske blade til at tørre de ædlere dele, begrænsede arbejdsopgaver og status som vejleder for Mansas kvindelige befolkning i spørgsmål om visse rettigheder.
Vi ser frem til at høre nyt derfra også.
Jeg ser af det, der i øvrigt er skrevet, at der er problemer med pengene. Det er ærgeligt, men det må jo kunne løses, det er da en moderne verden vi lever i...Nuvel, kan det løses ved, at pengene kommer ind på Jonathans konto, så går det vel alligevel.
Her går det godt, Birgit har haft vinterferie, men har ikke slappet af. Hun har malet gang og soveværelse. Det er blevet lysnet, og ser meget bart ud. Det skyldes jo til dels malingen, men i høj grad også, at hun har benyttet lejligheden til at rydde op i de sager, hun mener vi ikke længere har brug for. Det er jeg jo altid lidt nervøs for. Der ryger jo af og til sager med, som jeg jo mener er af stor værdi, og som givet vis er brugbart. Jeg har nu ikke opdaget, at jeg har savnet noget.
Jeg arbejder stadig i den lokale kommune, men holder i slutningen af næste uge. Så ved jeg ikke helt hvad jeg så sættes på, men sansynligvis bliver det noget med nogle sager for Nordfyns Kommune, evt. noget for Rebild. Jobmæssigt kan der nå at ske meget inden vi ses, og jeg har da lagt billet ind på noget, hvor rejsetiden ikke er så voldsom.
Vintergækker og erantis blomstrer i haverne. Det nærmer sig forår, og jeg glæder mig. Jeg har ikke fået fisket så meget, men tænker, at jeg nok bør bruge en enkelt time nu om lidt nede ved Drejet. Ikke at jeg tror der er noget, men weekenden er gået med indendørs sysler, og jeg trænger til lidt luft.
Lars Lykke Rasmussen har været ude og købe 10 habitter, og det tolkes i danske massemedier som om at vor Landsfader er på retræten, evt til en post som krigsgeneral for Den vestlige og oplyste Verden. Så bliver han jo kollega til Jonathan! (OK, måske ikke helt, da generaltitlen for Jonathan vist er en overtydning af det, I har skrevet, men Hvis Jonathan nu opper sig lidt, og benytter de karieremuligheder der er i systemet, så....) Ellers går det jo som der lagt op til. Finanskrisen kradser i mange hjem, og der er også steder, hvor der ikke kradser. Vi her i Horne er jo nok noget heldige, da vi ikke har været en del af velfærdsbølgen (den var ligesom kørt, da vi fik øje på den), og vi mister jo derfor ikke noget, vi ellers ville have vænnet os til. Der sker mange fyringer, også i Verdensfirmaet. I vores afdeling er vi ikke mærket så meget, da vi jo mest arbejder med at lave sager, som staten har tvunget kommunerne til at udlicitere. Men det kan jo komme...Jeg er nu ikke så nervøs, da staten lige har bedt kommunerne om at skynde sig med at miljøgodkende en masse husdyrbrug, så vi kan få lidt mere gødning i farvandene og mere guf i luften, så vandet bliver fint grønt, og tage og stakitter kan bruges som vækstmedium for alger.
Noget helt andet. Vi har lavet indbydelse til Johanns konfirmation. Først lavede jeg en, hvor jeg havde mikset et billede af Jimi Hendrix og Johann, men det mente Johann kunne misforstås, så nogen skulle tro, at han mente at han var en ny Hendrix. Den gik jo nok ikke. Så har jeg i dag lavet en, hvor der inviteret til Jesusrock (Et billede taget af en plakat i bibelbæltet i Sverige), billedet er manipuleret, så rokken er erstattet af kirkegang og spisning i cafeteria, og Johann har sagt god for det. Nu bliver de sendt ud. Jeg tænker, at der ikke er nogen grund til at sende noget til jer, da I alligevel nok ikke har mulighed for at komme. Skulle I alligevel være heromkring, er det den 19. april.
Ida er lige kommet hjem fra skitur med gymnasiet, det har været godt siger hun. Der er ikke hjembragt brækkede lemmer!
Jeg slutter for denne gang. Jeg tænker tit på dig Sinne, og er glad for at du har en kriger ved hånden. Det skal ikke forstås sådan at jeg er nervøs, jeg har jo besluttet, at det nok skal gå alt sammen....Det siger landsfaderen jo også. Hav det godt.
Kærlig hilsen
Per
Birgit B
Hej Jonathan
Vi har været et par dage på Sydsjælland hos mormor og morfar. Vi har læst op af jeres blog og vist billeder, og de synes det er spændende at høre om jeres oplevelser. Jeg skal hilse mange gange fra dem.
Efter du er rejst, er musene rykket ind på dit værelse. Flemming fører en ihærdig kamp for at få sat disse bz´ere ud.
Jeg har benyttet lejligheden af, at du ike er hjemme, og der dermed ikke ligger tøj og ting og sager på alle trappetrin, til at male gangen. Væk er de gyselige grønne farver.
Ellers nyder vi bare vinterferien.
Knus til dig og Sinne fra Birgit og Flemming
Sara
Hej begge. Jeg og min veninde har overvejet at tage en spontan tur til Zanzibar og har derfor kigget lidt på jeres blog og fået inspiration. Hvor ser det skønt ud! Men ved i noget om hvordan vejret vil være i starten af marts og hvordan er vejret lige pt? Vi har søgt en del på nettet og vi får en masse modstridende fakta. Vi ved dog en ting, at regntiden så småt vil komme i Marts. Vi vil dog være helt sikre, så derfor vil vi hellere høre det fra nogle som befinder sig på Zanzibar i stedet for vejr prognoser, som ikke altid holder stik. Håber i har tid til at svare:) mange ferietanker fra kolde DK... sara
Lillebror Bue
Klokken er 10.51, jeg er næsten lige stået op, har været i bad og lader solen slikke det våde vand af mig. Det er dejlig solskinsvejr i Dyreborg her til formiddag, og jeg overvejer at tage ud og slå min rekord på 6km ruten (Sinnes sædvanlige rute) som lyder på 29min, 11sek.
Der er nok sket en hel masse siden vi hørte noget fra jer sidst - når det er jer to sker der altid noget!
Som mor skrev i går, så var Katterødsfamilien på besøg, og spiste alt min mad! Jeg måtte i nat gå ind og spise et par skåle cornflakes, ellers ville jeg falde om af sult.... ej, det var for sjov.
Jeg håber i begge nyder jeres Afrika :)
Mange hilsener fra Bue.
Besked til Anna:
Hvis det der er faghumor du hører på dit jurastudie, tror jeg egentlig, at jeg ville finde det meget sjovt at læse jura. :)
Bortset fra, at min egen interesse ikke ligger i jura. ;)
Mutti
Hej kæreste Sinnepus.
Jeg skriver kun nu en kort besked, og du må ringe lige så snart du ser denne, jeg skal nok ringe dig op, men der er problemer med fornyelse af ny pin kode til dit bankkort, idet der ikke kun kan bestilles en ny kode, men der skal følge et nyt kort med, og deri ligger problemet, da der ikke er mulighed for at du kan få sådan et, men de sagde der er to muligheder, første, du prøver at huske din kode, du vil have 1 måske 2 forsøg, så vil det blive spærret igen, andet at jeg overfører penge på Jonathans konto og du får en aftale med ham, men så er der noget med at der er et loft på hvor meget I må hæve ad gangen, men ring så snart du ser denne besked. Jeg skriver ikke mere lige nu, da Bue og jeg er ved at lave mad, og familien fra Katterød kommer og spiser med, vi skal have fisk, og din ynglings sovs, persillesovs, men som jeg kan se fra billederne har I de dejligste frugter. Du ser dejlig ud med dit korte hår, frisk gjort. De kærligste hilsner fra din mor, og et kys også.
Søster Anna Fyhn
Hej søster Sinne og Jonathan,
Hvor var det dejligt, at i har fået lagt billeder ind! Nu kan vi rigtig gå ind, og snerre i jeres "privat"-liv og fratage jer jeres frihedsrettigheder :-)
Her går det godt. Det er lørdag, og jeg sidder ved mit hellige alter (skrivebordet), og læser arveretten op, som jeg skal til at undervise i på mandag! Heldigt jeg lige kunne finde en begrundet undskyldning for at slippe lidt fra bøgerne, og dermed læse hvordan det går jer begge. I smug skuler jeg dog også over på et dicideret meningsløst program, som i nok ikke savner, der hedder "så det synger"!
Det er nogle rigtig flotte billeder, og glæder mig til at se flere! Men hvordan katten har i overtalt Demi More (GI Jane) til at medvirke? Jeg siger jer bare, at hvis i har fundet en guldmine, er det på tide, at i søger kompetent juridisk bistand til varetagelse af hver jeres repektive formuer!
I den forbindelse har jeg for jeres skyld (-og det har slet intet med mit ego at gøre) åbnet en brevkasse til jer, der godt nok kun publiceres på denne hjemmeside, der beskriver jeres juridiske (og økonomiske) retsstilling. Dette blad har taget navn efter udgiveren, og hedder;
"FAGIDIOTEN" -blev du også bidt af en gal jurist?
Sinne spørger dumt; Kære Fagidiot,
Jeg har gjort alt, hvad der står i min magt til fyldestgørelse af MIT EGET behov i henhold til ægteskabsretsvirkningsloven § 11. Jeg har købt og købt og købt, og følte næsten, at mit forbrug ingen ende ville tage! Alligevel er Jonathan ikke tilfreds. Han siger at forbrug, er den eneste måde at holde markedet oppe på, og at overdreven, meningsløs forbrug er det der skal til for at holde finanskrise på afstand. Hvad mere er, så sige han også, at konkurencen via liberalt levesyn er den eneste vej frem - bedst hvis det er på bekostning af andre. Alt dette er jeg som så mange andre enig med ham i. Derfor er vi nu taget til Afrika, så vi sammen og solidarisk kan understøtte EU's dumpingpriser. Man skal ikke komme og sige, at vi ikke tænker fremad i søgen på økonomisk bæredygtig aktivitet! Alt dette forbrug, påstår han, skulle ebbe ud i forhøjet livskvalitet grundet i alt det ragelse, der kan stoppes i skabe og skuffer efter erhvervelse, for; "den nye næsetrimmer af dyrt mærke i farven aubergine kan man da ikke leve foruden" - specielt ikke set i lyset af, at man har GI Jane på besøg. Alt dette har jeg kunne leve med indtil i foregårs, hvor Jonathan og jeg sammen fandt en guldmine. Det første Jonathan insisterede på, var straks at hyre GI Jane, for "man ved jo aldrig, hvornår man får brug kyndig lejesoldat, især taget i betragtning at mange af DK's tropper er i brug andetsteds, og nu er vi jo i udlandet, og derfor er vi sådan set begge bange for alt, hvad der er fremmed - fuldstændig overensstemmende med DF's holdning (smil). Jeg sidder nu i saksen, for har det store problem, at jeg ikke længere kan følge med samfundets krav til øget forbrug og luksus.
I henhold til den ovenstående beskrevet holdning vedr. konkurence er jeg ydermere kommet i den forfærdelige kattepine, at min nabo har flere par sko end jeg. Jeg havde ikke rigtig kunne sove normalt efter denne opdagelse, og i min ophidselse over dette gruopvækkende faktum skyndte jeg mig i min forfærdelse at løbe ned til nærmeste skobutik og købte fluks 30 par sko af mærket Chanel. Mit spørgsmål er, er det overensstemmende med § 11? (Det kan til mit forsvar siges, at jeg fik en klækkelig mængderabat lydende på 90 kr.)
Kærlig Hilsen den frustrede norm-dansker Sinne
Kære Sinne,
Jeg har læst dit brev, og har nemt ved at sætte mig ind i den kattepine, du sidder i! Det jeg hører dig sige er, at Jonathan gerne ser jer forbruge i overensstemmelse med regeringens restriktive økonomiske politik, og at dette munder ud i grinagtige erhvervelser, eksempelvis i form af næsetrimmer i farven aubergine:
Til dette kan jeg sige, at du ikke skal lade dig underkaste disse latterlige erhvervelser! I stedet skulle du have lyttet til din fornuft, og brugt pengene på mere givtige erhvervelser! Enhver ved da, at aubergine var sidste års farve, og I stedet skulle du have købt den i den friske og forførende lime-grønne udgave. Der er dog håb forude, for hvis du er en normal forbruger, ligger næsetrimmeren stadig ubrugt i skuffen med markat på, så mit råd til dig er, at du fluks går ned og bytter den til anden og mere modebevidst farve!
Det jeg ydermere hører dig sige er, at du forleden købte 30 par sko af mærket Chanel i samme skoforretning, og nu er bange for, om du havde kompetence til at lade Jonathan hæfte for dette i henhold til ægteskabsretsvirkningsloven § 11:
Til dette kan siges, at du igen ikke brugte din fornuftige forbruger-hjerne! Køb af 30 par sko i samme skoforretning falder aldrig ind under § 11! Kravet til § 11 er, at det skal være SÆDVANLIGE retshandler til fyldestgørelse af hustruens særlige behov. 30 par sko i samme skoforretning vil aldrig blive sædvanligt, også selvom jeres forbrug er "lige efter skemaet". Retsvirkningen af dette er, at du selv må hæfte for hele beløbet, og Jonathan bliver fritaget for dette! Som et råd til næste gang, skal du gå i 30 FORSKELLIGE skoforretninger og købe ET par sko i hver. Ved brug af denne fremgangsmåde falder du ind under § 11, og Jonathan skal stadig hæfte for halvdelen af købesummen! I øvrigt kan bemærkes, at juridisk udgør rabaten ikke nogen juridisk forskel, men du udgør et godt forbillede, når du handler, hvor der er mængderabat på hele 90 kr.!!!!
Så tænk dig om til næste gang; Jura er ikke så kompliceret, som du gør det til! -og fortsat held og lykke med forbruget.
Hilsen fagidioten Anna
Jeg glæder mig ekstremt til at høre mere fra jer! Det er så spændende for jer!!!!!!
Savner jer!
Knus og kærlige tanker fra mig
Lillebror Bue
Hej i to.
Det glæder mig at i stadig har det sjovt dernede. Endelig har I fået indsat et fotoalbum, og jeg nød at se det. :) For - - - - -, Sinne, jeg sagde det allerede inden du tog afsted; hvis du fik dit hår trimmet, ville jeg gøre store øjne, og den forudsigelse gik i opfyldelse. Jeg er glad for, at når du kommer hjem, vil dit hår forhåbentlig være vokset rimeligt ud igen ;)
Mange hilsener hjemme fra, hav' det godt begge to :) Bue
Samfundsfagsmaria
Hej Sinne og Jonathan!
Ja, da jeg jo ikke er sådan at slippe for, så skal I da have en lille hilsen, selv om I er kommet langt væk hjemmefra. Jeg talte med Jonathans far (og bror) til informationsaftenen på FG og han sagde, at I havde denne blog og den skulle man endelig besøge. Så det gør jeg.
Og jeg er SÅ tilfreds med, at I bruger noget af jeres tid på at løse verdenssituationen! Det varmer mit samfundsfagshjerte. Vil I ikke lige skrive, når I finder løsningen? Så vil jeg inddrage den i undervisningen i jeres arvtagere 1.c.
Mht. fællesøkonomien... så husker I vel nok, at princippet om mikrolån har haft stor succes flere steder i Afrika. Det har jo endda givet grundlæggeren Nobel-prisen. Og lånene er jo netop MIKRO - så Jonathan: måske skal du have sat nogle grænser for Sinnes forbrug og sørge for at hendes investeringer er rentable. I hsuker måske, at det især har vist sig at være fornuftigt at investere i en ko... Bare lige for at minde jer om, at I faktisk ved noget om, hvordan I bedst kommer ud af den situation med skindet på næsen og fødderne på benene.
Jeg håber - og er helt overbevist om - at I får nogle fantastiske måneder! Jeg glæder mig til at følge lidt med i, hvad I laver.
Rigtig mange gymnasiehilsner fra Maria
Lillebror Bue
Røv (forventer applaus)!
Arrr, Anna, du har fuldstændig ødelagt min rekord i længste beskeder! Nu er jeg sur...
Og med hensyn til "Jeg kan ikke undslå mig den tanke, at Afrika er utroligt smukt, for når fremtidens generationer om tusinde år graver resterne af vores kultur ud - hvad vil de så finde? -Badekar og opvaskemaskiner?" så kan jeg garantere, hvad de finder her i vores lille område i Dyreborg: De vil finde rester af en gammel mand foran noget der må være en computer. Nårh ja, og morfars gamle bil i baghaven.
Desuden, brystforstørrelse betaler Jonathan gerne for (tøj, hvad fanden skal man med det!?), det er et af hans egne behov.
Heh - det var så min lille pause fra lektierne, nu vil jeg vende tilbage igen, wup-wup..!
Anna Fyhn
Kære Sinne og Jonathan,
Det lyder til, at jeres rejse indtil nu er gået forholdsvis smertefuldt. I er i al fald nået frem med livet i behold på trods af hasarderet kørsel af umyndige drengebørn... you are in Africa... et sted der har sin egen lov og orden! Det er en helt anden kultur, og det kræver sit mod at kaste sig ud i noget så fremmed og endnu ukendt - men kultur erhverver man ikke ved at læse meget, men ved at læse klogt og erhverve den gennem oplevelser. Kultur er rettigheder, -den samler verden - den verden som andre adskiller, skaber filosofi og sammenhænge, mening. Og som Klaus Rifbjerg så fint udtrykker det: "Kultur er ikke en sutteklud eller et gibsbind til afstivning af daskende lemmer. Kultur er benzin og ild i røven, en evne til ikke at kunne sidde stille, men hele tiden at flytte sig, at finde takten og ikke i det taktfaste, men i den store ubestemte rytmik, der er vores fælles vilkår".
Som faderen har skrevet, så var turen hjem fra kaastrup meget stille. Vi var alle både forventningsfulde og spændte/(måske også lidt nervøse) over, at i to skulle over på den anden side af jordkloden. Men nu er første etape skudt af, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at i nyder ethvert nyt og gammelt øjeblik!
Faderen og jeg kiggede sammen, da vi var kommet hjem, på google-maps, og beundrede dette store og ENORMT gamle land. Overalt hvor man skuede, havde landet været kultiveret, dyrket og brugt. Jeg kan ikke undslå mig den tanke, at Afrika er utroligt smukt, for når fremtidens generationer om tusinde år graver resterne af vores kultur ud - hvad vil de så finde? -Badekar og opvaskemaskiner?
Herhjemme går alt som den sædvanlige tromlerum (lidt trist at man i en alder af 21 siger således, men sådan binder studielivet både fast, og er samtidig så livlig og befriende). Dog kan jeg, som det nyeste "fra de kendte (-eller ubekendte)" berette, at jeg nu er i fuld sving med søgen efter lejlighed. Det bliver spændende hvad den nærmste fremtid nu vil bringe!
Men kære i to; Jeg håber inderligt, at i har det godt, og føler jer godt tilpas. Hvor var det dog godt, at jeres bagage alligevel nåede frem til jer! Sinne - din største frygt became reality...og alligevel ikke :-)
Jeg glæder mig rigigt meget til at læse mere om jeres fantastiske rejse! Forresten ville det efterhånden være på sin plads, om i gad at give besked, om i er blevet gift eller ej :-) Jeg ved jo hverken fra eller til herhjemme ....-og kan i forestille jer, hvordan min efterhånden fagskadede juridiske hjerne arbejder på højtryk for at sammenfatte jeres pligter og rettigheder. Jeg vil bare sige til dig Jonathan...pas i så fald på dankortet! Jeg kan blot henvise til ægteskabsretsvirkningsloven § 11, som har følgende ordlyd (med mine fremhævninger): Under samlivet er enhver af ægtefællerne (det vil sige jer to) i forhold til tredjemand (eksempelvis en skobutik med indhold, som Sinne kunne finde yderst interessant) beretiget på begges ansvar (Det er nemlig dét, du skal hæfte dig ved, Jonathan) at indgå sådanne retshandler til fyldestgørelse af den daglige husholdning eller børnenes fornødenheder, som sædvanligt foretages i dette øjemed. Samme ret har hustruen med hensyn til sædvanlige retshandler til fyldestgørelse af sit særlige behov (og her begynder det at blive interesant :-) Sinne kan altså kræve betaling af dig Jonathan for hendes særlige behov, hvilket både omfatter tøj, kosmetik, medicin, tandlægeregninger, frisør og formentlig aerobic, hjemme-sy-kursus mv. Dog vil kosmetisk fedtsugning og brystforstørrelse falde udenfor). De her nævnte retshandler anses for indgåede på begge ægtefællers ansvar hvis ikke andet fremgår af omstændighederne.
Jonathan, det vil altså sige, denne regel skal forstås således, at der ALENE kan indkøbes til hustruens særlige behov på begges ansvar, og at samme rettighed IKKE tilsvarende finder anvendele ved mændenes særlige behov - dette uanset om indkøbet er foretaget af dig eller Sinne, eller at dine indkøb måske endda er langt mere beskedne end Sinnes! Ærgeligt, ærgeligt :-)...
Efter denne besked, vil jeg dog også sige tillykke... (men venter stadig på mere klart svar)
Nåh, nu må jeg hellere slutte min (yderst) "beskedne" beretning fra det odenseanske. At fatte mig i korthed lærer jeg nok aldrig. Men kan da håbe, at i ikke er faldet i søvn på halvvejen. Når i skal til at undervise, kan der dog godt vise sig flere fordele ved at være bare nogenlunde kort i sin prædiken. I kan forsøge at holde interessen vakt ved følgende formel: Du ka sige røv, så griner folk. Så skal du derefter give dem budskabet. Og når de så er lige ved at kede sig, så skal du sige røv igen. -Så vil de elske dig.
1000 kys og kærlige tanker fra søster Anna til schwester Sinne og ligeså til Jonathan
Lillebror Mathias
Hej Brormand + Sinne.
Det lyder rigtig spændende, det i har oplevet indtil videre. Jeg glæder mig rigtig meget til at se billeder fra jeres oplevelser og ture. Jeg regner med, at i har nogle rigtige gode erfaringer og råd med hjem til os, eftersom at karen og jeg overvejer at rejse mod afrika, når vi engang har afsluttet gymnasiet.
Her hjemme går det det rigtig godt. Tiden flyver afsted på efterskolen, og jeg er stadig rigtig glad for at gå der.
Weekenderne foregår enten på skolen sammen med venner eller her hjemme, hvor jeg må stå for at gøre fars arbejde, efter som knæet stadig ikke fungere. Der er dog stadig tid til vennerne og festerne herhjemme. Sidst på falsetten var der rigtig mange som spurgte efter jer, og om i var kommet godt afsted. Også til infomødet på Faaborg gym var der flere som ville høre hvordan det gik jer.
Good luck and Beware of the Sharks.
Pas godt på hinanden, og Sinne husk nu at vi har en aftale om at Jonathan skal med hjem igen
Birgit B
Hej Sinne og Jonathan
Hvor er det dejligt at høre om jeres oplevelser. Her i det kolde nord veksler vejret mellm sol og snebyger. Jeg har "store rette weekend" oven på projektuge og terminsprøver.
Jeg kan fortælle, at politiet har fundet våbnene, som blev stjålet på Antvorskov Kasserne, hos en tidligere sergent. Man er vist ved at optrevle et større krimminelt netværk. Så du er uden for mistanke, Jonathan, og behøver ikke gemme dig mere.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan dykkerturen går - held og lykke!