Profile
Blog
Photos
Videos
Sådan! Jeg har bestiget Kilimanjaro! Hvem havde nogen sinde troet at JEG skulle gøre det? Vi var fem piger fra min gruppe. Emma, Stine, Camilla, Nathali og mig selv. Det tog os seks dage. Vi startede mandag d. 4/3 og var nede igen lørdag.
Vi var som sagt os fem piger, men i alt har vores team bestået af 18 mennesker. Vi havde tre guider, Daniel, Sef og Okta. Derudover havde vi to kokke og en masse bærere.
Vi har i alt gået og klatret 90 kilometer og det har bare været såååå hårdt. Troede jeg skulle dø ca 100 gange. :-)
Mandag morgen blev vi hentet kl 09 og skulle kører i ca en time hen til gaten. Så skulle vi indskrives og høre de sidste informationer. Der er ca 50 mennesker på et hold og det blev hurtigt som en stor familie. Især os fem piger blev hurtigt kendte hehe.
Da alt det var overstået skulle vi så i gang. Seks timers vandring igennem junglen. Det var bare så flot! Virkelig fantastisk. Alt kørte bare og vi var glade. Men lige pludselig fik jeg sådan et jag omme i ryggen. Og det gjorde bare så ondt. Jeg blev skilt fra gruppen, men Camilla gik sammen med mig så jeg ikke var helt alene. Vores guide Sef var der også. han er bare så sød. Vi tog det stille og roligt og nåede da også frem til campen. Der var jeg klar til at gå ned igen fordi det gjorde så ondt.
Hver gang vi når vores camp, så skulle vi ind i vores madtelt, hvor der hver dag blev serveret popcorn, peanuts, te, varm kakao osv. Så hyggeligt. Så spillede vi kort og spiste aftensmad. Det var så god mad! Vi startede altid med suppe og derefter fik vi noget andet. Omkring 19.30 hverdag var vi i seng :-) så tidligt har vi aldrig prøvet at gå i seng før hehe.
Vi havde et tomandstelt og et tremands.
På anden dagen gik smerten fra ryggen og om til min højre lunge. Så jeg har gået ekstra langsomt hver dag, fordi jeg hr holdt rigtig mange pauser, da det har gjort så ondt. Jeg fik også at vide at det var den eneste måde at jeg kunne fortsætte på. Men jeg har klaret den og det er jeg så glad for.
Jeg har aldrig set så flot natur før. Aldrig. Det kan bare slet ikke beskrives, det skal så meget opleves. At se hvordan naturen ændrer sig, at gå igennem så mange skyer, vandring op ad de stejleste bakker, gå på glatte sten osv. Det kan ikke beskrives før jeg kommer hjem. Det har været så fedt, men også hårdt. Meget hårdt.
Torsdag var den hårdeste dag. Vi gik omkring kl 09 om morgenen indtil vi kom frem til vores camp kl 15. Så sov vi indtil kl 17, spiste aftensmad og i seng igen indtil kl 22. Eller Camilla og jeg stod op der, for at gå kl 22.30. Normalen er at man står op kl. 23 for at gå 23.30. Så går man hele natten indtil man omkring kl 06 meget gerne skulle stå på Uhuru Peak - Afrikas højeste punkt.
Jeg havde aftalt med min guide Sef at vi gik en time før de andre, så jeg stadig havde en chance for at stå på toppen med de andre. Camilla gik med mig.
Vi stod op og var så klar. Vi gik og gik og humøret var højt trods kulden og trætheden. Vi havde musik i ørene og vi skulle bare på toppen! Da vi havde gået i lang tid stoppede Sef os for at fortælle at vi nu manglede kun to timer til Stella Point. Vi blev så glade og vi fik ny energi. Men der gik ikke mere end 10 minutter og så blev jeg syg. Virkelig højdesyg. For hver meter vi gik måtte jeg stoppe op fordi min krop bukkede under. Så vi aftale at Camilla gik videre med en guide og at Sef og jeg blev tilbage og gik endnu langsommere opad. Men efter 15 minutter fik jeg at vide at jeg skulle ned og at det skulle gå stærkt. Meget stærkt. På det tidspunkt var vi på 5400 meters højde. 400 meter fra Uhuru Peak :-( jeg blev bare så ked af det og da jeg så at Emma, Stine og Nathali kom forbi begyndte jeg bare at græde. Farmor og mormor, I må ikke læse det her) jeg tror ikke at alvoren af højdesygen var gået op for mig før jeg bare blev trukket ned ad bjerget. Jeg fik at vide direkte at det var bjerget eller mit liv. Det skulle normalt tage ca 2 timer at komme ned, men det tog os ca 7-8 timer fordi jeg slet ikke kunne gå. Men jeg nåede ned og jeg kunne godt mærke at jo længere ned vi kom jo bedre fik jeg det.
Der var ni ud af 50 som ikke nåede toppen. Så det er jo meget godt gået. De fire andre piger nåede også toppen, men Nathali blev også meget meget syg. Hun blev skubbet hele vejen fra Stella Point til Uhuru Peak (omkring 40 min) af vores guide Daniel. Vi har virkelig haft de bedste guider med os.
Det har været det hårdeste jeg nogen sinde har prøvet. Og det fedeste. Og det flotteste. Og sejeste. Og sjoveste. Og selvom det var nederen at jeg ikke nåede toppen, så er jeg glad for at jeg gik ned nu. Jeg er stolt af mig selv og jeg havde aldrig troet at jeg ville komme så langt :-)
Far, Peter og Mads, det er lige noget for jer :-) :-) Frederik, du ville synes at det var røvsygt men nok også sjovt. Mor, du havde blevet højdeskræk på førstedagen. Vent til I ser billeder hehe.
Nu er vi nede igen og i denne her uge laver vi frivilligt arbejde. På mandag skal ud til masaierne i fem dage og det bliver bare så sjovt! Men også hårdt.
Lørdag skal vi på safari og vi glæder os!
- comments
Farmor Kære Simone det er stærkt gået selv om du ikke nåede helt op det største er at erkende at du kom hertil og ikke længere, så nu glæder vi os til at se nogle flotte FOTO kærlig hilsen Farmor
Fam Toft Hej Simone Hvor er du sej at du kom så langt op trods sygdom/smerter og godt at du kom ned i god behold igen,ja du har helt ret Mads og Jeg sidder og savler over din oplevelse med bjerget. Vi glæder meget til se dig, meget meget snart :) Knus fra alle i holme Olstrup