Som I nok ved, så har jeg været i Australien de sidste syv måneder. Jeg besluttede hjemmefra, at jeg ville lave en blog, så I derhjemme kunne følge med i min færden hernede. Som med så meget andet, endte det selvfølgelig med, at jeg ikke fik taget mig sammen til at oprette bloggen, så derfor kommer den her, godt syv måneder forsinket. Bedre sent end aldrig. Men det gør faktisk heller ikke så meget, for det er først nu, at alt det sjove skal til at ske. Men for god ordens skyld, får i lige et hurtigt resume, af mine sidste syv måneder hernede i kænguruland.

Maia og jeg lagde ud med opholde os i Sydney i syv uger. Vi skulle egentlig finde arbejde, med det var ikke lige så nemt, som vi havde forventet, så det eneste vi kan skrive på CV'et fra Sydney er tre dage, som fabriksarbejder. Tre dage for meget, vil jeg godt lige tilføje. Det er ikke fordi, det er hylende morsomt at stå med en gul vest på og folde kasser på samlebånd. Selvom vi ikke fik arbejdet så meget i Sydney, så var det ikke helt spild af tid, at være der. Vi rendte ind i en gruppe danske drenge dernede, samt min veninde Hannah hjemmefra, og vi havde nogle rigtig sjove uger sammen. Måske ikke så konstruktive, men vi havde det sjovt og fik hældt en masse Australsk "kultur" indenbords.

De næste syv uger tilbragte Maia og jeg så i Surfers Paradise. Vi boede de første tre uger i Surfers, hos en mand, der røg hash hver dag, og gemte sine køkkenknive i soveværelset. Vi var ikke helt trygge ved vores boligsituation, og endte da også med at finde en rigtig hyggelig lejlighed i stedet. I Surfers fandt vi vores første rigtige job. Det var måske ikke lige drømmejobbet, men det var et job og vi havde desperat brug for pengene. Vi arbejdede som dørsælgere og rendte rundt og stemte dørklokker dagen lang og tilbød folk billigere elektricitet. Det er det mest utaknemmelige job, jeg nogensinde har haft og da vi (efter fem uger) indså, at vi ikke rigtig tjente nogen penge på at få smækket døre i hovedet hver dag, så måtte vi jo sige op. Så stod vi der uden job og med en alt dyr lejlighed. Heldigvis fik vi efter et par uger tilbudt et job på en af Whitsundays øerne og med en hvid løgn, fik vi brudt vores kontrakt på lejligheden næsten uden at miste en øre.

De sidste fire måneder har vi så arbejdet på Lindeman Island som er en lille ø, der ligger i The Whitsundays. Her arbejde vi som housekeepere. Ikke det mest spændende job, men vi fik sparret en masse penge sammen, mens vi var der, og det var jo ligesom målet med det hele. Det var ret svært, at bo ude på øen, til at starte med. Du kommer derud som helt ny og alle kender hinanden og så var der simpelthen så mange regler for, hvad man måtte og hvad man ikke måtte. De ansatte var delt op i G.E'ere og G.O'ere. G.E'erne havde de kedelige jobs som housekeepere, opvaskere, tjenere og fejedrenge. Vi fik dog en rimelig løn. G.O'erne havde de fede job. De rendte rundt med gæsterne hele dagen og lavede shows hver aften osv. De arbejde til gengæld også hele dagen og sluttede først omkring midnat, havde kun én fridag om ugen og tjente næsten ingen penge. Det var fire super hårde måneder på Lindeman. Internettet virkede når det havde lyst, båden ind til fastlandet, gik kun når der var gæster der skulle med, du kunne være heldig at få mobil signal ved det 8. hul på golfbanen og så var der intet andet på øen end resortet. Ingen by eller butikker eller noget som helst. På trods af det sure arbejde, de mange regler og et par sindssyge chefer, så havde vi dog en skøn tid derude. Vi mødte de skønneste mennesker, og har fået knyttet de bedste venskaber, med mennesker fra alle verdens hjørner. Det endte da også med at jeg tudbrølede, da vi skulle med båden væk derfra. Savner alle de fantastiske menneske, vi mødte derude, men glæder mig til at begynde vores eventyr nu.