Profile
Blog
Photos
Videos
Moon festivalen i Kina, forløb fra den 1. til den 7. oktober, dette betyder altså at stort set alle virksomheder har lukket og dermed har kineserne ferie!
Mange af dem fik sjovt nok samme idé som os, nemlig at rejse en uge til Beijing. Billedet taler nok lidt for sig selv, om hvor mange der egentlig havde samme idé. Det er ikke et billede jeg selv har taget, heldigvis var vi et andet sted på den kinesiske mur den dag. "Den Forbudte By" var også meget populær, specielt den 3. oktober, hvor der var 182.000 besøgende, en ny rekord. Så ja, der var utrolig mange mennesker overalt!
Vi havde i løbet af september planlagt denne rejse og bestilt billetter med lyntoget mellem Shanghai og Beijing. Et tog der skulle kunne køre op til 350 km/t, dog nåede vi kun en tophastighed på 306 km/t, så jeg var faktisk lidt skuffet. Togturen tog cirka 5 timer og var i behagelige sæder, så intet at klage over på det punkt!
Da vi ankommer til Beijing og kommer frem til vores hostel, Inner City, er jeg allerede klar til at tage hjem til Shanghai! Deres billeder på hjemmesiden, levede i hvert fald ikke helt op til virkeligheden og drømmen om at vi kun skulle dele badeværelse med vores dorm, braste også da vi var på rundtur. Vi skulle nu benytte os af to ikke særlig lækre toiletter, hvor der skulle bades og alt skulle deles med de andre beboere. Man skal jo se positivt på tingene og i det mindste havde de da to normale toiletter, hvor man kan sidde ned. Jeg plejer nok at være ret "fin på den" angående disse forhold, så det har måske været meget sundt for mig at prøve at leve sådan i syv dage og som nogle af de andre sagde, så har vi altså prøvet værre forhold.
I Kina findes der ingen lov om at når man serverer mad, så skal man også have toiletter. Så hver dag når vi var på tur, fra morgen til aften, kunne vi få lov til at benytte os af "Public Toilets", hvilket i Kina betyder at man sidder på række og laver det man nu skal, i et hul selvfølgelig. Man kan ikke engang alle steder være så heldig, at der er en halvmur mellem dig og sidemanden. Ting som papir og noget til at rengøre fingrene med, er også lige noget man selv skal huske. Forestillingen om hvordan disse toiletter ser ud, må I selv danne i jeres hoveder, jeg valgte nemlig ikke at udsætte mit kamera for denne skæbne. Så fik I da også lige den del med, af mine oplevelser i Beijing.
I løbet af ugen i Beijing besøgte vi bla. "The Summer Palace", "The Forbitten City", "Donghuamen Night Market", "Tian'anme Square", "Temple of Heaven", "Nanluoguxiang Street", "The Olympic Stadium", "Sanlitun Village" og "The Great Wall". Mange af stederne var rigtig gode oplevelser, men en hel dag igennem "Den Forbudte By", var da godt nok en af de mest kedelige ting på agendaen. Om ikke andet, så kan jeg da sige at jeg har været der. Efter et par dage hvor man ikke har lavet andet end at gå rundt hele tiden, så har man altså brug for en slapper. Det kunne så foregå på bedste vis, med en omgang shopping! Jeg fik mange gode fund med hjem, heldigvis kunne kufferten lukkes da jeg sad ovenpå den, plus det løse ved siden af selvfølgelig.
Alt i alt, så var det en rigtig god ferie. Vi mødte mine to medstuderende fra Kolding, som er exchange elever i Beijing, en masse andre exchange elever fra Shanghai, danske sygeplejeske studerende på vores hostel og selvfølgelig et par millioner kinesere! Faktisk var vi også ret heldige med vejret, knap så varmt som herhjemme (Shanghai), men næsten skyfri himmel alle dage, hvilket er et meget sjældent syn i Beijing. Drengene fra Kolding spurgte mig endda en dag, hvor ofte jeg havde mulighed for at løbe en tur, normalt kan de nemlig ikke de mere end 500m frem, pga. forurening. Dette gjorde mig bare endnu mere sikker på mit valg, Shanghai.
Da vi endelig var tilbage i Shanghai, på vores værelser med eget toilet og bad, blev weekenden sluttet af med en kanon bytur (ja 1½ uge uden en brandert, kan vi jo ikke have) og sådan sluttede vores efterårsferie herude.
Billeder fra Beijing skal jeg nok få uploadet snarest, så I rent faktisk kan se, at jeg har været turist i hovedstaden for en uge.
Over and out!
- comments