Profile
Blog
Photos
Videos
Bula fra Fiji.
Vi har nu næsten været to uger på Fiji og det har bare været fantastisk og utrolig smukt. Vi har ikke mødt andet end smil og glade mennesker hele vejen rundt på øerne, det har været en helt ubeskrivelig oplevelse. Fijiøerne er noget af det smukkeste vi har set, deres natur og dyreliv er virkelig noget for sig selv, her mener vi deres dyreliv under vand og generelt bare livet under vandet.
I starten skulle man dog lige vænne sig til Fiji-time, alle hernede er bare så afslappede og helt nede på jorden. Hvad vi ikke når i dag, ja det når vi jo nok i morgen. Men nu da vi har vænnet os til det, er det bare så afslappende. Selvom vi har oplevet rigtig mange ting på Fiji, har det samtidig været så afslappende, at det nok bliver noget af en omvæltning at skulle videre til USA, heldigvis har vi dog lige Hawaii til at komme ind i rytmen igen, her på Fiji betragter man nemlig alt andet end en snorkeltur, lidt volleyball og afslapning på stranden, som en travl dag J
Vi ankom til Fiji om aftenen, og blev straks mødt af et lille tre-mands band, der stod med en guitar og ukulele og bød os velkommen med sang og BULA! (Bula betyder for resten Hej/Velkommen på fijiansk)
Vi kom ud til ankomsthallen der bare myldrede med mennesker, her blev vi spurgt om vi havde brug for noget hjælp og vi sagde ja tak. Vi blev herefter ført ovenpå til et lille kontor af en dame. Vi blev ført inden for og sat ned bag hendes skrivebord, der var også to andre damer i kontoret, som vi også fik sagt hej til. Hun spurgte om lidt forskellige ting, hvor vi var fra, om det var vores første gang på Fiji og sådan lidt af hvert. Hun spurgte os hvor på Fiji vi gerne ville hen, og vi fik forklaret at vi gerne ville til Yasawas og Mamanucas, to øgrupper vest for Fijis hovedø, Viti Levu. Vi havde selvfølgelig selv en ide om hvilke øer i de to øgrupper vi gerne ville besøge, så det fik vi fortalt og hun spurgte derefter hvilke ressorts vi gerne ville bo på, her anbefalede hun nogle og afviste andre.
Seb var ret mistænksom ved det denne proces, og var ikke helt sikker på om det nu var en sikker måde at bestille vores tur på, men Casper sagde at det var nu sådan man gjorde på Fiji, og at der ikke var noget at bekymre sig om.
Vi fik bestilt vores transfer til øerne og de forskellige steder vi skulle bo. Damen fik os endda opgraderet et af stederne til en bedre Bure (det betyder hus hernede), med strandudsigt. Vi fik også bestilt et værelse for natten, eftersom man kun kunne tage færgen om morgenen. Vi blev kørt fra lufthavnen og til hotellet, heldigvis lå det det ikke ret langt fra lufthavnen. Det var aften og vi havde ikke rigtig lyst til at gå ud for at finde noget mad fordi vi havde læst i vores elskede Lonely Planet bog at det ikke var sikkert at gå ud i Nadi om aftenen, og der stod desuden også nogle lidt skumle udseende mennesker ved det sted vi havde fået udpeget som et spisested, at vi besluttede os for at finde ud af om de havde noget i baren.
Vi skulle hentes tidligt om morgenen for at komme til Port Denarau, der hvor man tog færgen til Yasawas, den øgruppe vi skulle starte ved. Vi stod ved et busstoppested og ventede sammen med en lokal dame. Hun sagde hej og begyndte at snakke med os, hun skulle også have bussen og hun spurgte os hvor vi skulle hen osv., pludselig holdte en bil ind til siden og begyndte at snakke med damen, hun hoppede ind og sagde at vi bare skulle gøre det samme, så ville vi blive sat af på havnen. Vi sagde at vi bare ventede på bussen, men både damen og chaufføren blev ved at sige at vi da bare kunne køre med dem. Vi vidste ikke rigtigt, og vi fik sagt noget med at bussen regnede med os som passagerer, og så kørte bilen uden os. Vi ved nu at det var ren og skær venlighed at de tilbød os et lift, og at vi sagtens bare kunne have kørt med, men eftersom det var vores første dag var vi stadig lidt på bar bund, hvad angår Fiji mentalitet.
Vores første destination var øen Nacula (udtales Nathula), her skulle vi bo på et resort der hed Safe Landing Resort. Det tog omkring fem timer og sejle helt derop, men vi havde valgt at tage den ø der lå længst væk, først. På vejen så vi de mest fantastiske bounty-øer, småbitte øer der ikke var omkranset af andet end hvid sandstrand og andre med bjerge og en masse skov. Det var virkelig kun sådan nogle øer man ser i tv, det var helt utroligt.
Det var en meget anderledes oplevelse at sejle derop, alt bagagen blev kastet ind på færgen, og når man så ankom til den destination man skulle være på, blev man kaldt ned for at identificere ens bagage, i håb om at den selvfølgelig stadig var der.
Vi blev endelig kaldt ned og fik heldigvis identificeret vores bagage, som derefter blev kastet ned i en lille speedbåd, som også skulle transportere gæsterne til resortet. Vi blev hjulpet ned i den lille speedbåd, det er altså midt ude i Stillehavet vi snakker om, og vi måtte mase os godt sammen så vi alle kunne være der, og så gik turen ellers ind mod land.
Vandet var helt turkisblåt nogle af stederne og andre helt gennemsigtigt så man stort set kunne se lige ned til revet. Det var så fedt. Vi kunne næsten ikke vente med at hoppe i vandet og bare slappe af.
Vi blev budt velkommen til Safe Landing af Las, han var fijianer. Han fortalte os om de forskellige aktiviteter der var i løbet af dagen, hvornår der var mad og at man endelig skulle føle sig helt som hjemme, og at de betragtede alle deres gæster som familie, så at vi selvfølgelig bare skulle komme til dem hvis der bare var det mindste. Efter det var der frokost. J Det skulle vise sig at være ret socialt.
Vi var kun otte gæster, alle ankommet sammen. Vi blev sat ved det samme bord og fik serveret frokost. Det var lidt mærkelig først, men man vendte sig efterhånden til det og det var egentlig ret hyggeligt, så fik alle snakket med alle, så hver gang der kom nye gæster fik man præsenteret sig og snakket med alle nye.
Vi fik vores Bure, den var rigtig hyggelig og forholdsvis stor, og vi havde endda eget bad og toilet. Vi fik dog at vide at der kun ville være strøm om morgenen og om aftenen. Buren lå lige ned til stranden og lige udenfor havde vi vores egen hængekøje, som Seb brugte resten af dagen i J
Vi skulle i alt være på Safe Landing i 5 nætter, så vi havde masser af tid til at opleve øen. Anden dagen tog vi på tur til Blue Lagoon, stedet hvor filmen Blue Lagoon er optaget, ikke at vi kender filmen, vi er nok for unge. Det var et helt vildt smukt sted, stranden var kridhvid og vandet var helt turkisblåt. Her skulle vi snorkle, og manageren Dave var taget med for at gøre lidt mere ud af turen, han var dykker så han kendte alt til havet og dets beboere. Vi svømmede ud, og allerede en meter ude startede revet, men da vi kom et stykke længere ud, var der længere ned til bunden. Det var helt fantastisk, der var så mange forskellige fisk i alle mulige farver, og revet var virkelig også smukt og farverigt. Dave viste os forskellige ting, en helt blå søstjerne som vi fik lov til at holde i hånden, en mega ulækker ål, forskellige koraller og hvad deres ret brugbare funktioner var, der var bl.a. en koral der lavede solfaktor, så hvis man tog det på, var det det samme som faktor 50 og en koral der satte sig fat på hånden når man rørte den. Det var så fantastisk alle de ting der var. Det bedste af det hele var da vi så Nemo, de boede alle sammen nede i anemonerne, der var en masse af dem, og der var endda Baby-Nemoer J Det var virkelig noget af en oplevelse til Blue Lagoon.
Vi brugte det meste af vores tid på Safe Landing på at slappe af og bare nyde livet. Der var nogle helt utroligt smukke solnedgange om aftenen, det er virkelig helt ubeskriveligt.
Desværre blev Seb syg med noget madforgiftning af en art den anden aften vi var der, så hun brugte meget af tiden efter det på at komme på toppen igen, og sove rigtig meget. Heldigvis var der kommet nogle andre drenge som Casper kom rigtig godt ud af det med, så de brugte aftener på at drikke Kava og øl og spille dart. Kava er deres national drik, en slags narkotisk drik der gør ens tunge og mund følelsesløs, og det ligner og smager af mudret vand, men de bruger det meget hernede og det bliver anset for uhøfligt ikke at drikke det når man bliver tilbudt Kava. Man sidder på et flettet tæppe i rundkreds og drikker Kava, og det er ikke overstået før alt Kavaen er drukket, og det er altså et kæmpe fad de laver Kava i.
Vi besøgte landsbyen en af de sidste dage på øen, det var rigtig spændende at se hvordan de lokale boede og hvordan deres samfund var opbygget. De har en Chief der bestemmer over hele landsbyen, ham skal man besøge som det første man gør og betale for at få lov til at besøge landsbyen. Efter gik vi over til deres børnehave, hvor alle børnene sang for os og bagefter fik de taget billeder med os, de var alle sammen så søde og glade, og elskede bare at få taget billede, men næsten mere at se det bagefter på kameraet, det synes de bare var helt vildt sejt J Det var rigtig spændende at se landsbyen og høre om hvordan de får sådan et lille samfund til at fungere, det er bl.a. sådan at hvis en mand ønsker at forlove sig med en pige skal han give pigens far en hvaltand for at få lov til at gifte sig med hende, og hvis han ikke kan finde det, må han finde en anden måde, evt. penge. Hver husstand betaler 2 $ hver uge for at få elektricitet hver aften fra kl. 20-22.
Da vi skulle hjem gik vi forbi mange af kvinderne i byen som sad og lavede smykker som man kunne købe, Casper købte en halskæde med en hajtand, det var også en af deres måder at tjene penge på.
Da tiden kom hvor vi skulle forlade Safe Landing, var det med lidt blandede følelser, for selvfølgelig ville vi gerne videre men på den anden side var vi også blevet så glade for at være på Safe Landing og deres personale, specielt Las synes vi var helt fantastisk, han var så venlig og nede på jorden.
Selvom vi allerede har skrevet rigtig meget, føler vi ikke engang vi har fået skrevet halvdelen af alle de ting vi har oplevet på Safe Landing, men der er jo også lige to andre øer at skrive om. Ikke desto mindre havde vi en helt fantastisk tid på Safe Landing, og vi har fået så mange utrolige oplevelser med hjem.
Turen gik derefter videre til den næste ø i Yasawas, Waya. Her skulle vi bo på Octopus Resort, et sted vi havde fået anbefalet forskellige steder fra. Det var virkelig også noget helt specielt. Vi fik den mest fantastiske og romantiske Bure. Her skulle vi være i fire nætter, hvoraf to af nætterne dog var på et dorm, fordi der desværre var sket en dobbeltbooking.
Først var Seb en smule irriteret over dette, meen Fiji-time, der er ikke rigtig noget at gøre ved det og vi vidste at vi alligevel ikke ville få noget ud af at brokke os, for der var ikke flere Bure ledige.
Det meste af vores tid på Octopus blev brugt ved poolen, jep de havde en pool. Resortet var vildt fedt og ret meget større end Safe Landing. Stranden her var også helt utrolig, og man kunne gå lige ud i vandet og snorkle fordi revet også her var rigtig tæt på. Restauranten på Octupus var som at sidde på stranden og spise, fordi hele gulvet var sand, det var vildt fedt. Om aftenen var der også her forskellige aktiviteter, bl.a. ilddans og bål, den ene aften var der film aften, her tog de et kæmpe lærred ned ved poolen og så kunne man ligge under stjernerne og se film og spise popcorn, det var altså også ret fedt.
Ellers brugte vi tiden på at drikke drinks til solnedgangen, og ellers virkelig bare nyde livet J
Tiden på Octopus kom desværre også til en ende, selvom vi tror vi kunne have blevet der rigtig rigtig længe, der var så fredeligt og dejligt. Plus at det nok er første gang vi begge to har prøvet at være helt uden kontakt til verdenen udenfor, eftersom der ikke var noget signal på nogle af vores telefoner og de ikke rigtig havde internet, det var helt vildt.
Men vi skulle jo videre på vores færd, vores næste stop var i Mamanucas, en ø der hed Mana. Her skulle vi bo et sted der hed Ratu Kini, og for at komme hertil skulle vi have færgen fra Octupus til Beachcomber Island, en meget lille ø som mest af alt er kendt for at være Fijis party-ø. Herfra skulle vi hentes af personalet fra Ratu Kini i en speedbåd.
Da vi kom med færgen til Beachcomber gik vi ned og identificerede vores bagage som vi fik at vide at vi skulle og stillede os derefter i kø for at komme med ind til Beachcomber, da de begyndte at råbe Mana, og vi fik så at vide at vide at vi skulle over på den anden side og ned i speedbåden til Mana med det samme, problemet var jo så bare lige, at alt vores bagage lå nederst i en kæmpe bunke med backpack-rygsække. Forvirringen var stor, for det med at organisere og være på forkant med tingene er ikke lige Fijis speciale. Efter forklaringer frem og tilbage, og mange forvirrerede mennesker fandt de endelig ud af at vi bare skulle sætte os ned i speedbåden til Mana og så sejlede vi ind til Beachcomber for at hente vores bagage, hvilket jo egentlig også var det nemmeste. J
Da vi havde fået vores bagage over i båden startede mareridtet. Vi fik heldigvis redningsveste på og vores bagage pakkede de ind i en stor presenning for de sagde, at det godt kunne blive lidt vådt under turen, ja lidt vådt var vist lidt af en underdrivelse, vandet sprøjtede ind fra begge sider af båden mens vi sejlede, men det var nu ikke det værste.
Selvom der ikke var særlig store bølger var det alligevel noget af en tur. Båden nærmest hoppede afsted og hver gang den ramte vandet efter et "hop", var det med sådan en kraft at man kunne mærke det hele vejen gennem kroppen. Ikke nok med det, så gyngede den også fra side til side så man da var helt sikker på, at den lige om lidt ville vende rundt og at vi alle sammen ville ende nede i vandet. Det var noget af det værste vi har prøvet, Sebs fingre var helt hvide af at prøve og holde så godt fast som muligt på den lille træbænk man sad på. Men vi ankom dog endelig til Mana efter hvad der føltes som en evighed, uden nogen uheld. På vejen dertil så vi øen hvor Castaway, filmen med Tom Hanks, er optaget.
Ratu Kini var et mindre sted end de to andre vi boede på, men det lå også lige ud til stranden, som også bare så rigtig god ud. Vi blev checket ind og vist ned til vores værelse, som lå helt nede bagerst. For at komme derned gik man gennem landsbyen, så vi boede faktisk i landsbyen. Der var både en skole og en kirke, plus alle landsbyens beboeres huse. Det var faktisk rigtig hyggeligt at bo sådan midt inde i landsbyen og alle var venlige og hilste på en når man var der.
Vi solede os på stranden og badede hele dagen, vandet var super dejligt og når vandet var oppe skulle man ikke særlig langt ud for komme under vandet, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Desværre regnede det en af dagene, og det var hele dagen, så den dag var lidt kedelig for der er ikke rigtig så meget at lave på Fiji når det regner. Men vi fik da heldigvis dagen til at gå. Men én regnvejrsdag ud af fjorten på Fiji kan vi godt leve medJ
Restauranten på Ratu Kini lå helt ude på stranden, så man havde vildt god udsigt når man sad og spiste. Om aftenen var der Bula-hour, så kom nogle af mændene fra landsbyen og spillede musik og sang. Hvis man var ny skulle man reje sig op og sige hvad man hed og hvor man var fra og så råbte alle BULA til en. Den sidste aften vi var der, skulle vi så igen op og stå mens de sang farvel til os, og så skulle vi sige hvordan vores ferie på Ratu Kini havde været J
Vi tog færgen tilbage til Port Denarau den sidste dag og skulle så finde et hotel vi kunne overnatte på, fordi vi gerne ville have en sidste dag i Nadi, så vi også lige kunne købe de sidste souvenirs. Det er så her vi er nu. Vi synes Fiji-øerne har været helt vildt fantastiske, og vi ville bestemt ikke have været alle de fede oplevelser vi har fået her foruden. Fiji-øerne er simpelthen så smukke, både deres strande og naturen er virkelig noget helt unikt. Det har været en rigtig spændende oplevelse stort set at være uden kontakt til omverdenen, selvom vi begge må indrømme at det bare er for dejligt at kunne bruge vores telefoner og have internet igen.
Vi skal først flyve søndag aften kl. 22.30, så vi har masser af tid inden flyveturen. Vi glæder os rigtig meget til at komme til Hawaii og opleve lidt ægte Aloha-stemning. Det er ret mærkeligt at tænke på at vi flyver fra Fiji søndag aften, men på grund af tidsforskellen, lander vi i Honolulu søndag morgen kl. 7. Men så får vi en hel dag foræret.
Vi håber at I alle sammen har det rigtig godt derhjemme og ikke fryser alt for meget. Vi glæder os lidt til at komme hjem og se hvad der sker derhjemme med den nye regering. Vi savner jer rigtig meget, og selvom vi synes tiden går hurtigt, føles det alligevel som rigtig længe siden vi tog hjemmefra.
Det er vist nok den længste blog vi har skrevet, men vi synes lige vi skulle fortælle lidt af alt det vi har oplevet rundt omkring på øerne. Selvom den er ret lang synes vi stadig der er en masse at fortælle om Fiji, så vi glæder os til at komme hjem og fortælle det hele og ikke mindst vise jer alle de 1000 billeder vi har taget rundt omkring.
Knus, kram og tanker fra os <3
- comments
Mor / Gitte Hej i to. Dejligt igen at få "kontakt" med jer, selvom Christina siger jeg er fjollet. Vi savner også jer begge rigtig meget, men husk på, at I formodentlig aldrig nogensinde vil få sådan en oplevelse igen og jeg er sindsyg misundelige over jeres oplevelser i det skønne blå vand og med jeres møde med Nemo og familie :-)) Jeg glæder mig vildt til at høre mere om jeres ophold på Fiji og sikkert mange flere skønne historier. Kys og knus Mor / Gitte