Profile
Blog
Photos
Videos
Saa er vi tilbage!
Efter lang tid uden internet, er det endelig lykkedes os at stoeve en pc op i Mui Ne, Vietnam.
Forbindelserne og computerne har indtil videre kaempet om ynkeligheds-foerstepladsen, saa det har ikke vaeret til at hverken uploade billeder eller skrive paa bloggen.
Ang billeder kan jeg sige, at vi har besluttet os for ikke at forsoege at uploade mere, foer vi er ude af Vietnam. Det kommer sig af mange, mange, mange fejlagtige forsoeg, der efter mange timers spildte penge er endt i graad og soevnloese naetter (og helt aerligt, vi er sgu bange for, at der ender med at komme virus paa kameraet)
Derfor kommer der (hvis vi faar taget os sammen, hehe) et bjerg af fantastiske billeder, naar vi om en uges tid er ude af Vietnam.
Lige nu er vi i fuld sving med at plotte vores flugt fra det Vietnamesiske kommunist-regime. Og diverse lidt-for-fest-glade, over-energiske og gamle hotelejere med for mange gratis shots.
Men for at samle op hvor vi vist slap sidst, saa var vi i Hoi An. En fantastisk by, der virkelig overraskede positivt og boed paa mange gode oplevelser.
Efter Hoi An snuppede vi en godt og grundigt bumlet og fyldt natbus til Na Trang; det foerste rigtige strandbums-stop paa vores tur. Na Trang skulle vise sig at vaere en blandet oplevelse, der boed paa lidt af det hele. Vi fik samtidig en virkelig daarlig og uheldig start paa vores ophold der, da Josefine den foerste eller anden morgen efter vi var kommet, vaagnede og simpelthen ikke kunne holde op med at tisse. Saa turen gik til Dr. Sons klinik, hvor vi blev taget venligt imod af velopdragne, hoeflige og hjaelpsomme syge-plejere, der alle som en snakkede engelsk.
Eller ikke. Det var det rene gedemarked og tit maatte man naesten slaas med sygeplejerskerne og en haer af vietnamesere for at komme til. Lidt troest var det dog, at vi ikke var taget til et offentligt hospital, hvor de efter sigende skulle vaere endnu vaerre. I sidste ende lykkedes det nu at faa en diagnose og Josefine gik stolt derfra med sin fine nye blaerebetaendelse og en pose med ca seks forskellige piller, der skulle tages to gange dagligt. Bare rolig, det hele endte godt og lykkeligt, betaendelsen er long gone og Josefine hyggede sig meget, da hun opdagede, at den ene af pillerne gav blaat tis.
Alt i alt en god start paa det hele.
Men Na Trang havde nu ogsaa meget andet at byde paa og vi fik brugt nogle gode dage paa en virkelig laekker strand.
Det lykkedes os ogsaa at komme ud at snorkel i at naturbeskyttet koral-omraade. Virkelig smukt og virkelig noget, der har givet os endnu mere lyst til at tage et dykkercertifikat senere paa turen.
Vi moedte ogsaa Mikkel, Maj og Britta fra Joses hoejskole og hvad der startede som en helt uskyldig aften med lidt mad endte med en fish-tank fyldt med alkohol koebt paa Why Not Bar.
Selvsagt at det gav grumme toemmermaend dagen efter. I loebet af natten havde en eller anden (det vil for evigt staa i det uvise hvem) foreslaaet, at vi tog til Vinpearl dagen efter. Vinpearl er et hyggeligt Disneylands agtigt badeland fyldt med vandrutschebaner, der ligger paa sin egen lille oe et sted i bugten ud for Na Trang. De forstaar virkelig at faa skoere ideer hernede, men det var en sjov maade at bruge den sidste dag paa.
Naeste stop paa turen var Dalat. Dalat er en lille by ca 2000m oppe i bjergene. Den nyder godt af et koeligt klima, rolige folk, masser af kaffe og kartoffler og jordbaer som det eneste sted i Vietnam. Man bliver traet af al den tid i bus, saa vi belv enige om at proeve noget lidt andet. Derfor gik turen til Dalat ikke med bus men med Easy Riders. Motorcykel koerende vietnamesere, der tager dig med ud paa en rejse "hvor ingen har vaeret foer".
Det er lidt loegn, for man kommer bl.a. til en landsby, der skal forestille at vaere en del af en primitv bjergstamme, hvor de hverken snakker vietnamesisk eller rigtig er i kontakt med omverdenen. Og lige foran indgangen bliver bliver man moedt af et kaempe skilt, hvor der staar "WELCOME TOURISTS", hvorpaa man gaar ind i en godt asfalteret landsby befaengt med store parabol antenner, hvor de naermest ikke lever af andet end at saelge cola og chips.
Det er jo fantastisk for dem, at de kan forbedre deres liv saa meget, men vi er begge to godt traette af at besoege "smaa landsbyer, der er 100% selvofrsynende og stadig lever som for 200 aar siden."
Bortset fra det var turen nu rigtig dejlig og vi noed begge to at tage de tomme bjergveje paa motorcykel i stedet for i bus.
Dalat var et kort stop, men virkelig opfriskende med sin koelige atmosfaere og mangel paa aggressive saelgere med turist-bling.
Nu er vi saa i Mui Ne, der slet ikke har vaeret, hvad vi havde haabet. Den foerste dag blaeste det rimelig godt og der var gang i surfing, windsurfing og kitesurfing. Ekstremme som vi jo er, blev vi enige om at kaste os ud i noget kitesurfing.
Det gaar ud paa, at man bliver sat i et braet lidt ala et snowboard, spaendt for en drage ca 10 m lang og saa ellers trukket afsted over vandet i god fart.
Vi fandt en gaev gut med et gyldigt instruktoer-certifikat, snakkede med ham, ordnede betaling for 5 timers undervisning hver og gjorde os klar... Og ja, saa doede vinden. Nu har vi vaeret her i fire dage, vinden har naesten ikke roert sig og vandet er saa fyldt med farlige gobler, at man ikke maa gaa ud lige nu.
Det er lidt bittert og vi er ikke naaet laengere end teori/flyvning med en traener-drage. Og da vi heller ikke har kunne komme i vandet er de sidste dage gaaet med ret meget ingenting.
Tidligere i dag blev vi enige om, at det var paa tide at komme afsted. Saa i morgen hopper vi paa en natbus til Saigon, hvor vi skal vaere til ca d. 22, naar vores visa udloeber.
Indtil videre er vi ikke blevet enige om, hvorvidt vi skal tage en uge eller to i Cambodja med, eller om vi skal tage direkte til Thailands oer og kaste os ud i et dykkercertifikat.
Vi skifter hele tiden mening og kan slet ikke finde ud af det. Og nu med udsigten til maaske at tage til Thailand for at blive faerdige med vores kitesurfing-certifikat er det ikke blevet bedre. Den ene synes, at det skal vi selvfoelgelig, mens den anden synes, at hvis vi ikke tager direkte til dykker-oerne, kan vi da ligesaa godt tage til Cambodja i den tid.
Vi har jo begge to ret og desvaerre ligger dykker-oen og kitesurfing-stranden ret langt fra hinanden i Thailand, saa det har vaeret svaert at finde ud af.
Saa i retfaerdighedens navn satte vi os ned over en gang kanel is for at blive enige. Og i et anfald af totalt spontanitet blev vi saa enige om at tage til Bali eller Filippinerne det sidste stykke tid i stedet for.
Saa mens jeg skriver her, sidder Jose ved siden af og tjekker loes paa priser, leveomkostninger osv.
Vi mangler at finde ud af, om vi skal tage til Thailand foerst for at faa dykkercertifikat, eller om vi skal tage det derude og saa tage et par dage i Bangkok paa vejen hjem. Men det hele gaar nok op, naar vi finder ud af, hvad der er billigst.
Kitesurfing er desvaerre lidt ude af billedet for denne gang, men det kan jo vaere, vi faar chancen igen paa nogle laekre oe-strande.
Det her er nok sidste blog-indlaeg fra Vietnam. Deres forbindelser er for suspekte og deres computere for roevringe. Men det har vaeret en fantastisk oplevelse at vaere her til trods for den evige kamp mod gadesaelgere, festglade hotelejere og en alt for stor stroem af turister.
Vi glaeder os begge til at komme ud og videre til et land, hvor vi lidt mere kan vaere alene med hinanden, vores boeger og stranden, men vi kommer helt sikkert til at savne den evigt energiske stemning og den fantastiske nuddelsuppe.
- comments