Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg har aldrig følt mig mere som en tourist, som jeg gør her. Det er ikke fordi jeg går og tager billeder af alt og alle, men det er den måde som lokalbefolkningen får mig til at føle. Det er ikke fordi jeg føler mig dårligt behandlet for alle er meget hjælpsomme. Så som i dag da vi ledte efter vores bus, vi så lidt forvirrede ud og buschaufføren spørger om vi leder efter bussen til Mysore.
Men de fleste 'sammenstød' er sjove, underlige, søde eller bare mærkelige. F.eks da vi ankom til Madurai kl 6 om morgenen og blev velsignet af en hjemløs, i hans øjne var vi som engle sendt fra himlen.
I den lille by Kotagiri oplevede jeg noget lignende da en ung kvinde lagde sin hånd på min, kiggede mig i øjnene og sagde 'Hej'. Jeg ved ikke om jeg var den første fremmede hun havde set, men det virkede lidt sådan. Vores ene dag i Kotagiri var en dag hvor jeg følte mig som touristattraktionen, det var derfor også befriende da vi tog en rigshaw ud til et smukt vandfald og chaufføren agerede som guide igennem teplantagen og helt hen til vandfaldet.
I Ooty blev det rigtig mærkeligt, da alle begyndte at ville tage billeder med os eller ad os. Vi havde først sagt nej til en gruppe drenge, som ville tage et billede af os på en bænk. Et halvt minut efter kom en famile(mor, far og 2 døtre) og ville have et billede af de to piger mellem os. Vi gav dem lov, og pludselig var det en photosession med 3-5 kamera og drengegruppe kom løbende tilbage og råbte "nu må man tage billeder". Det var vores tegn til at smutte. Vi gik dybere ind i den botaniske have, som vi befandt os i, og her stødte vi på 3 børn. De snakkede ikke engelsk men vi forstod på dem at vi skulle kravle op til dem. Da de så Rebecca's kamera begyndte de at posere og vi tog billeder. I bagklogskabensulideligeklarelys kan jeg godt forstå, at deres storebror gav dem skældud, da han kom og afbrød os i at dele chokolade ud. Men hvad, det var en oplevelse.
I Ooty mødte vi også en gruppe piger som arbejdede i en souvenirer/te/chokolade butik. De var utrolig interesseret i vores møntfod. Jeg havde tilfældigvis nogle mønter på mig og de var ivrige efter at veksle. Jeg gav den ene pige en 1 kr og den anden en 5kr. 5kr er ca 50 rupees. For at give en idé om hvor meget man kan få for 5 kr så havde vi den morgen spist en rigtig god indisk morgenmad med te for 32 rupees.
Generelt bliver pigerne meget snaksalige lige så snart der ikke er nogle mænd i nærheden. Det oplevede vi også i Trivandrum, da venterummene på togstationen er opdelt. Her kunne vi ikke komme indenfor før at en ung indisk pige kom og spurgte ind til hvor vi kom fra. Da hun skulle med toget kom der straks to andre piger og snakkede med os.
Ofte gør jeg det måske heller ikke le for mig selv. Da vi i går var på en trek, med en lokal guide spurgte han tilsidst Rebecca hvor lang tid vi havde været venner, jeg havde nemlig gjort nogle besynderlige ting, såsom at falde i søvn på en bjergskråning (jeg hvilede mig blot) og løb ned af en stejl asfalteret bjergvej fordi det var lettere end at gå.
Alt i alt har vi mødt en masse sjove mennesker på vores vej indtil videre og der kommer nok flere sjove hændelser i løbet af de næste par måneder.
Og jeg kan blot håbe på at jeg snart stopper med at have Pocahontas sange på hjernen. Mest fordi det ikke giver mening, de er indere, ikke indianere og så fordi det er lidt mærkeligt at jeg nynner(for mig selv) "for dig er jeg en af de vilde.." Men nok om det, hvis du nu har den på hjernen, kære læser, så håber jeg den giver mere mening der hvor du synger den :D
- comments
Simone S Haha alt for genialt :-) Og nej, det giver slet ikke mening. Især da hun også synger "I tror at alle fremmede er fjender" Total omvendt situation ;-) 1000 kys <3
Annika Vestergaard Åh, ja, jeg kan tydeligt huske hvordan det var, at være en omvandrende turist attraktion. Men get use to it! Det holder først op, når I igen har dansk grund under fødderne :) Knus og kram