Profile
Blog
Photos
Videos
I går skulle vi endnu engang "on the road". Vi forlod San Diego kl 9.00 og begyndte en fem timer lang køretur mod Lake Havasu. Denne tur bød på smuk natur; ørken- og stenlandskaber, som man ser dem på film. Turen bragte os til en ny stat: Arizona. Vi stoppede for at tanke, og selvom vi havde set, at bilens termometer havde sneget sig op på 38 grader, blev vi overraskede, da vi trådte ud af bilen!! Det var så ulideligt varmt, og der var ingen vind til at køle bare en smule. Senere holdte vi også ind ved Walmart for at købe brød (som på magisk vis blev til tre fyldte indskøbsposer). Da vi ankom til Lake Havasu, var det klart, at vejret ikke ville ændre sig. Vi blev endda anbefalet først at gå udendørs når det blev aften, så vi startede med en tur i poolen og sad derefter på vores værelse og hyggede. Da det blev mere menneskeligt at gå ud, gik vi ned til London Bridge, hvor vi lige nåede at se lidt af solnedgangen - smukt syn! London Bridge har ikke fået sit navn tilfældigt, den har rent faktisk stået i London, men da den var ved at synke i vandet, valgte en amerikaner at købe den, trods en pris på flere millioner, og han fragtede den til Lake Havasu (dette tog "kun" tre år). Vi havde fået anbefalet at tage en bådtur over Lake Havasu, så trods sult måtte vi jo gøre det. Turen var flot, vi sejlede ud til det sidste af solnedgangen, og det orange skær gjorde alt godt for landskabet. Efter bådturen var det yderst nødvendigt at få mad, MEN der var så mange muligheder, at vi havde svært ved at beslutte os (og også finde stederne), så vi vadede rundt i varme for at finde mad. Det eneste der var synligt var fast-food kæder, og det ville vi gerne undgå, men da vi til sidst var for frustrerede til at lede mere, besluttede vi os for at gøre det. Lige i det øjeblik opdagede vi vores redning gemt bag fast-food stedet: "Rosati's" - et lækkert familieejet pizza/pasta sted. Til vores glæde kunne man også sidde i "båse", noget vi havde på vores "liste" (liste: ting vi skal nå at prøve/gøre/spise mens vi er i USA). Klokken var efterhånden blevet mange, da vi havde spist, så vi gik hjem i seng.
I dag er det igen tid til at køre videre, denne gang mod Grand Canyon.
- comments