Profile
Blog
Photos
Videos
Tirsdag den 3. april skulle det være tid til den lange rejse hjem til Danmark igen. Det gik nemt med at tage toget ud til lufthavnen i Brisbane og selvom det var en stor lufthavn, så fik jeg også fundet det rigtige sted at checke ind til mit fly. Alting gik altså som det skulle og jeg kom om bord på mit første fly, som skulle flyve mig til Hong Kong. Det tog 9 timer, men tiden føltes ikke så lang, som jeg havde frygtet. Der var masser af helt nye film, som jeg kunne bruge tiden på at se, og så fik jeg også løst en masse kryds og tværs, som jeg havde købt i Brisbane. Da jeg nåede til Hong Kong havde jeg ca. 4 timer før mit næste fly havde afgang, så jeg satte mig ved et bord og tog mig lidt tid til at benytte det gratis internet, og da gaten så blev oplyst, gik jeg hen til den, så et afsnit Desperate Housewives, og så var det tid til boarding.
Flyet blev desværre en time forsinket i det hele, men jeg havde tid nok i London, så det gjorde ikke mig noget. Det var ved at være sent om aftenen, klokken var godt 01.00 da flyet tog af sted, og det svarede altså til kl. 03.00 for mig, så jeg var godt træt. I flyet fik jeg en gang plads, så da lyset blev slukket, havde jeg alligevel utrolig svært ved at sove, fordi jeg sad så dårligt. De første 5 timer af den 12 timer lange flyvetur gik altså med skiftevis at sove 10 min., så vågne op og prøve at finde en ny stilling, så sove 10 min. igen osv. osv.. Men tæller man det hele sammen, så fik jeg da sovet lidt. Efter 12 lange timer ankom jeg til London den 4. april kl. 07.30 lokal tid og så havde jeg godt tre timer til mit næste fly til København. Da jeg sad i flyet til København, kunne jeg virkelig mærke, at det begyndte at komme tæt på. Nu var jeg snart hjemme. Efter kun halvanden time var jeg i Kastrup, og så havde jeg kun et par timer til at komme over i indenrigslufthavnen for at komme på mit sidste fly til Ålborg. Min bagage kom heldigvis efter en halv times tid, og så gik jeg ud for at finde en bus, der gik over til terminal 1, hvor jeg skulle flyve fra. Det gik rimelig nemt og hurtigt, og da jeg var checket ind og havde afleveret min bagage havde jeg godt tre kvarter til boarding. Det var sjovt at sidde der i en dansk lufthavn med ene danskere omkring mig. I løbet af de to måneder har jeg fuldstændig omvendt mit hoved til engelsk, og jeg tænker endda på engelsk frem for dansk, så da jeg pludselig ikke skulle spørge om ting på engelsk mere, skulle jeg lige tænke mig om, før jeg åbnede munden.
Da det var tid til boarding, stillede jeg mig op i køen, men da fik jeg en dårlig nyhed. Cimber Sterling havde overbooket flyet, så de skulle bruge 10 frivillige til at tage et senere fly, før ville flyet ikke lette. Det var lidt af et slag i hovedet, for på det tidspunkt var jeg bare klar til at komme hjem, og havde bare ikke lyst til at tilbringe mere tid i fly og lufthavne. Heldigvis var der folk der meldte sig og så var det ellers bare de stakler som stod bagerst i køen, der ikke kom med. Det blev heldigvis ikke mig, og jeg kom ombord på flyet, som dog var blevet godt en time forsinket.
På vej til Ålborg kiggede jeg ud af vinduet ud over Danmark. Det så dejlig bekendt ud, men jeg kunne ikke lade være med at ærgre mig lidt over at komme fra så smukt et land med bjerge, regnskov og koralrev og så kigge ned på det flade og grå Danmark med firkantede marker og en begrænset mængde træer. Alligevel kunne jeg dog ikke vente med at komme af flyet og komme hjem.
Da jeg landede i Ålborg var vejret smukt med blå himmel og solskin, og jeg var overrasket over, hvor dejlig lunt det egentlig var. Da jeg kom ind i lufthavnen, kunne jeg se mor og Nicolaj stå med store smil og flag, og jeg kunne heller ikke helt lade være med at smile, men jeg måtte lige vente på bagagen før jeg gik ud til dem. Dem kom heldigvis hurtigt og så gik jeg ud til store kram og kendte ansigter. Det havde jeg trængt til længe, og jeg nød det bare i fulde drag. Vi satte os ud i bilen og kørte så mod togstationen, hvor vi skulle hente Maria og Mikkel. Det var også rigtig dejligt at se dem igen, og da vi kom ind i bilen igen fandt mor hjemmebagte boller og mormors leverpostej frem. På vej hjem i bilen snakkede vi om min tur, men også om hvad der var sket hjemme i Danmark, mens jeg havde været væk. Vi var hjemme på Tandrup omkring 18.45. Jeg fik givet kattene og Maggie kys og kram først og så gik vi ind til mormor, hvor der ventede en 3 retters middag med ægte dansk mad til ære for mig.
Det var dejligt at se hele familien igen, den eneste der manglede var min moster, som lige havde besluttet sig for at tage en tur til USA dagen før jeg kom hjem.
Vi fik snakket og spist rigtig godt, men kl. 00.00 måtte jeg altså overgive mig til søvnen. Det var så dejligt at ligge i sin egen seng igen, kun med Nicolaj og et par katte, ikke 8-9 andre personer. Jeg sov også tungt hele natten, og næste dag var jeg så tilbage i min danske hverdag, trygt og roligt. Det bliver godt at få lidt ro på igen, men jeg tror alligevel ikke der går ret længe, før jeg kommer til at savne Australien og alt hvad det indeholdt igen. Der var så mange mennesker, som kom til at betyde alverden for mig og jeg fik så mange gode oplevelser, som gav mig rigtig meget. Det har helt sikkert været mit livs rejse, en rejse som jeg aldrig kunne have været foruden.
- comments