Profile
Blog
Photos
Videos
Så for pokker. Det vidste vi ikke, da vi bookede. Vores ellers dejlige sommerhus her på østsiden af Lake Taupo ligger oven på verdens største vulkan! Lake Taupo, NZ's største sø på omkring 30*20 km, er i virkeligheden et gigantisk vulkankrater med skorstenene placeret i den østlige side. Det vil sige, at stiller jeg mig op på stranden 4 meter foran huset og hamrer en pimpsten afsted, synker den muligvis lige ned i den skorsten, der har spyet mest aske op i luften i løbet af de seneste 5000 år. Og som får den kendte Krakatau-katastrofe i Indonesien til at ligne en defekt knaldperle. Krakatau spyttede 8 kubikkilometer aske, gasser og sten op i luften. Taupo spyttede 750 kubikkilometer afsted! Jeg kyler ikke flere sten ud i vandet i denne omgang, og bliver svømmeturen pludselig varm, lover jeg at sætte ny rekord i 100 meter fri.
Nok ikke tilfældigt, at man kan se det bjerg i horisonten, som blev brugt som Mount Doom i optagelserne ti l Ringenes Herre-trilogien.
Ellers har vi det nu meget godt. Det er en underdrivelse. Vi har det fantastisk!!! Vi kom til Taupo i går efter at have rundet Hahei godt af med en tur i de vildeste bølger på 4 meter (kan dokumenteres - vi har det på kamera), og hvis ikke vi havde spist så meget god mad, så ville vi også være i god form, for de to voksne er begyndt at løbe hver anden morgen. Og så bliver der gået en del. I dag var vi for eksempel på en 70 minutters hike rundt i Wai O Tapu, Rotoruas termiske vidunder. De vildeste neonfarver i gul, grøn og rød fordi kogende vand fra undergrunden æder mineraler fra klipperne på vej op. Et inferno af svovldampe, boblende mudderpøle og geysere. Narly! Væn jer til ordet (betyder sejt/skørt/cool) og glæd jer til billederne.
Alfen gik hele ruten selv, og Sofie er også en lille sej pige. Hun brokker sig langt mere, når det går for langsomt med maden, end når hun bliver slæbt igennem æggestinkende gasser i 25 graders sol og varme. Hun er en lille rødspætte, for myggestikkene er blevet lidt betændte - men det generer hende ikke. I det hele taget har vi jordens to sejeste børn. De er lynhurtige til at vænne sig til nye steder og nye oplevelser, og de nyder det. Også selv om de ikke forstår et ord af new zealændernes mange varme forsøg på at snakke med dem.
Hyggelige naboer hernede i Taupo, iøvrigt. Hjalp med at slæbe deres båd op på stranden og indkasserede straks to Carlsberg og en times snak om alt fra den new zealandske dollarkurs over vulkaner til holdninger til maorierne.
Nå, tid til at runde af. Igen, I må vente på billederne, til vi får en stabil internetforbindelse i Wellington - men så bliver I også tæppebombet. Tak for de mange søde hilsener på vores væg. Vi sætter stor pris på at høre fra jer, også selv om vi ikke lige får svaret tilbage. Bliv endelig ved - lad os høre, hvad der sker i lille DK.
KH Sofie, Alfred, Margit og Ulrik
- comments