Profile
Blog
Photos
Videos
Hjertelig velkommen til vores New Zealand blog. Det virker som den smarteste måde at have kontakt med hele vores dejlige bagland i Danmark på. Hvis vi ellers får det opdateret i takt med jeres krav om ny info og nye fotos :-)
Men nu har vi foreløbig købt en lille netbook og konstateret, at omkring halvdelen af vores overnatnings-steder i New Zealand har internet. Så mon ikke det går.
Vi glæder os enormt til på mandag og tripper lidt rundt om os selv. Ikke sådan, at vi er klar endnu, for der er ikke pakket, og der er stadig småting, der skal købes. Men vi er rastløse. Og spændte. For syv uger er unægtelig den længste ferie til dato.
Kan man vænne sig til at gå med hovedet nedad, køre i den forkerte side af vejen og bytte totalt rundt på døgnet? Ja, selvfølgelig. For grundreglen for denne tur er, at vi har masser af tid og skal bruge den klogt. Det vil sige, at det er lige så vigtigt at ligge på stranden og læse en bog og få leget med ungerne som at se en drypstenshule langt inde i et bjerg. Vi når formentlig det hele med vores - når jeg selv skal sige det - temmelig godt planlagte rute.
Foreløbig er der lige 31 timer i fly og lufthavne, der skal overstås. Arghh. Håber virkelig, at Alfen og Sofie - og dermed også de gamle - får sovet fornuftigt.
Har booket en såkaldt bassinet (lift) til Sofie, men da hun lige er fyldt 8 mdr. kan vi ikke være sikre på at få en. Så vi har lagt en fornuftig plan B, der involverer en dyne og gulvet foran Alfreds sæde. Hans ben er heldigvis ikke så lange endnu. Vi får se.
Alt for nu - dette er blot begyndelsen. Jeg håber, at I også ser med på fortsættelsen, for der kommer med garanti masser af oplevelser ned på skrift i de næste syv uger.
Og I er alle hjerteligt velkomne til at sende hilsener på "væggen", beskeder eller mails. Det vil vi faktisk håbe, at I gør :-)
Hav det godt - vi skrives ved,
Sofie, Alfred, Margit og Ulrik
- comments