Profile
Blog
Photos
Videos
Lige så fattig som Bolivia er rent økonomisk, lige så rigt er landet på natur.
Det fik vi for alvor indblik i på vores 4 dages "Salt Flat Tour" fra Tupiza til Uyuni. Gruppen bestod af 4 personer - og vi kom rundt i en jeep, som var tilpasset terrænet. Det eneste problem med denne jeep, var at der bagi ikke var plads til selv børns ben, så vi har siddet i nogle akavede stillinger og fået lidt ondt i både røve og ben.
Første dag bestod mest af smukke bjerglandskaber og dertilhørende lamaer, som vadede rundt på egen hånd, i eget lort med alt for lang hårpragt. Vi besøgte også et par landsbyer som er helt derude, hvor kragerne faktisk aldrig kommer, hvis der da overhovedet findes krager i Bolivia. De havde absolut ingenting, men alligevel virkede de glade og børnene fandt på lege med gamle dæk og pinde, som i Danmarks "gamle dage".
Anden og tredje dag så vi op til flere søer og vulkaner som dannede meget smukke omgivelser. Den sø der imponerede mest af alt var den røde sø, som virkelig var rød. Det var meget surrealistisk og meget interessant. I søerne var lamaerne skiftet ud med flamingoer, som ligesom fuldendte billedet.
Den sidste nat overnattede vi på et hotel, hvor gulv, vægge, senge og alle andre møbler var lavet af salt - så nærmede vi os vist Salar de Uyuni - verdens største saltørken.
Fjerde og sidste dag stod vi tidligt op og bød solen velkommen i noget så imponerende som salt. Det lyder nok skørt, men det var virkelig imponerende. Så langt som øjet kunne se var der fladt og jorden bestod af kridhvidt salt. Det var anderledes, meget fascinerende og svært at beskrive.
Turen sluttede i Uyuni, hvor vi besøgte byens varemærke - togkirkegården. Vi havde allerede besøgt kirkegården tidligere og det var rent legeland, så det var ikke noget problem for os at bruge lidt mere tid ved de gamle og rustne toge.
Udover togkirkegården var der ikke det store i Uyuni, så vi fik hurtig fat i en busbillet til La Paz og fortsætter nu mod Peru's kyst.
Vi har det godt!
/Riliz
- comments
Mor Gerda Hej Lizette og Rikke. Dejligt at høre fra jer, og dejligt med alle de billeder. Jeg håber, I får noget mere varme i Peru, når I kommer ud til vandet. God tur. Glæder mig til næste indlæg.