Profile
Blog
Photos
Videos
Lørdag d. 10/11/12 - Farvel til Wellington
Det var nu endeligt blevet tid til at sige farvel til vores elskede by, Wellington. Efter at have brugt 4 måneder i den samme by så får man et vidst tilhørsforhold til den, og når den så samtidig er så fortryllende som Wellington er så er det svært ikke at blive lidt vemodig når man forlader den. Heldigvis er det der erstatter den en 18 dages fantastisk tur på den sydlige hovedø af New Zealand. Vi stod tidligt op om lørdagen da vi skulle være ved færgen klokken 7:15. Mine rumboer havde været så venlige at lave plads til at Rikke kunne have hendes ekstra bagage til at stå hos dem mens vi rejste rundt på sydøen, så halv syv stod der en meget, meget træt Rikke uden for min dør og en knap så træt men til gengæld meget syg Brian og tog imod. Vi fik læsset ekstra bagagen af og resten i taxaen og af sted mod færgen. Efter en halv times tid kunne vi komme ombord på færgen og vores længe ventede tur til sydøen begyndte nu for alvor. Det tog 3 timer og 30 minutter at sejle over strædet, hvilket var en behagelig sejltur uden store vippeture og bød på en forsmag på den dejlige natur der ventede os på resten af vores tur.
Halv 12 ankom vi i Picton, hvor vi blev samlet op af vores biludlejnings firma, Omega Rental Cars, som havde en minibus til at køre os fra havnen ud til deres bil garager. Man følte sig lidt speciel når der stod en kvinde med et skilt hvor der stod ens navne på og bare ventede på at kunne køre os til vores destination. Omegas afdeling i Picton viste sig at være super hyggelig og da de (som de fleste andre) troede vi var et par fik vi ekstra opmærksomhed i form af tips til køreturen og hvor vi skulle køre hen. De anbefalede blandt andet et bageri tæt på, som lige havde vundet æren af at være New Zealands tredje bedste bageri så der kørte vi selvfølgelig hen.
Med køletasken fyldt med kager gik turen mod Nelson. Vi gjorde lige et holdt udenfor Picton for at tage de sidste billeder af byen men derefter var det ud i New Zealands skønne natur. Turen mod Nelson var fantastisk smuk og med en næsten skyfri himmel var turen nærmest perfekt. Vi gjorde et kort holdt på en smuk strand hvor vi spiste middagsmad, jeg efterlod en t-shirt og mine halspasteller men ellers forløb resten af turen kun med at nyde en dejlig solskins køretur.
Om eftermiddagen ankom vi i Nelson, som er en meget hyggelig by. Den ligger helt ud til vandet, men dens centrum som emmer af idyl med gamle butikker, parker og en katedral, ligger lidt mere tilbagetrukket. Vi fandt hurtigt vores hostel, Accents Park Hostel, som ligger lige ved siden af Cathedral Hill, en lille park som indeholder Nelsons katedral. Accents Park Hostel er et hyggeligt lille hostel med gode rum og faciliteter. Det ejes af en familie som overtog det i 2008 og man kan mærke de brænder for det. Efter at have fundet os til rette og handlet lidt ind, gik vi i seng, begge meget, meget trætte.
Søndag d. 11/11/12 - Nelson
Søndag var vi begge syge og vejret var lidt gråt så vi besluttede os for at tilbringe dagen i Nelson og se hvad byen havde at byde på. Vi startede med at købe lidt køkkenredskaber og lidt tøj. Jeg manglede en ny jakke, da jeg havde glemt den anden på en lidt for våd bytur og Rikke manglede shorts til dage med bedre vejr. Jeg endte dog med at komme ud med en ny jakke og to trøjer, men var også vildt glad for den jeg mistede så måtte jo købe mig til glæden igen. Efter at have læsset tingene af på værelset gik vi op til katedralen. Katedralen som er fra 1800 tallet, er bygget i gotisk stil og selvom den er udsmykket som en katolsk kirke er den vidst ganske protestantisk. Parken der omgiver katedralen, er et gammelt Maori mad indsamlings sted, var smuk og meget stille og man kunne overhovedet ikke høre at den lå midt inde i en by. Efter katedralen begav vi os endnu engang ind i centrum for denne gang at besøge Nelson Museum. Dette museum udstillede Nelsons historie, og det var sjovt at få et indblik i hvordan tingene fungerede dengang og se hvad der førte til Nelsons tilblivelse. Det var desværre forbudt at tage billeder derinde så i kan ikke få lov til at se hvad vi så.
Nelson har en meget kendt smykke butik kaldet The Bead Gallery så det var selvfølgelig vores næste stop. The Bead Gallery sælger smykker, perler og halskæder i alle afskygninger. Har aldrig i mit liv set en butik med så mange ting i, og reolerne gik op i to etager kun med sten, perler, metal smykker og udskåret træ hoveder, var så vildt! Jeg fik en lille souvenir med derfra i form af en opgradering af mit halskæde så nu indeholder den også en New Zealandsk mønt fra 1946.
Sidste aktivitet for denne dag blev en gåtur ud til New Zealands centrum. Der skulle en lille gåtur ud af byen til for at nå ud til punktet som befandt sig på toppen af en bakke. På vej derud stødte vi på Queens Gardens, en større park fyldt med blomster og træer og som også indeholdt en lille japansk have. For enden af parken var der kun 10 minutter til bakkens begyndelse og så gik det ellers derop af. Det var rart at komme ud i New Zealands natur igen, og men en lille tur var det en fin opvarmning til de store og lange ture senere på vores rejse. På toppen af bakken fandt vi en mærkelig skulptur med bænke rundt om, New Zealands centrum. Det sjove er at det faktisk ikke er det geologiske centrum af New Zealand men før GPS'en blev opfundet var det det eneste man havde at gå ud fra. Fra toppen af bakken havde vi en fin udsigt over Nelson vi fik for første gang en anelse om hvor stor den egentlig er. Da vi kom ned fra bakken igen gik vi tilbage til byen og tog ud for at spise. Da vi købte tøj tidligere på dagen fik vi et rabat kupon på 20$ til Lone Star, en familie restaurant med cowboy tema så vi besluttede allerede der at vi ville spise hos dem den dag.
Mandag d. 12/11/12 - Abel Tasman
Vi havde bestilt en hel dags tur til Abel Tasman National Park dagen før gennem vores hostel. Så mandag morgen kørte vi mod Abel Tasman. Vores tur startede klokken 8:30 så vi skulle af sted klokken 7:00 for at kunne nå det. Vores tour begyndte i den meget lille by Marahau som ligger helt ud til vandet. Da vi havde betalt for dagen blev vi og de andre der skulle med, vi var syv i alt, kørt med bus til det første stop kajak centeret. Dagens første del var en fire timer lang hav kajak tur hvor vi så en del af kyststrækningen ved Abel Tasman. Vores guide Darryl er uden tvivl den sejeste, skøreste og mest fantastiske guide jeg nogensinde har haft, han bliver svær at beskrive, men så er det godt vi os har nogle billeder af ham. Forestil jer en lav, nøddebrun mand med skulderlangt lyst hår og en hvid stribe af solcreme på næse og kinder, som konstant fortæller en blanding af jokes, fakta om området og sjove historier, DET er Darryl. Darryls første opgave var at lære os at sejle kajak og lidt om sikkerheden omkring det. Dernæst kom fordelingen af personerne i de fire to-mands kajakker vi havde fået stillet til rådighed. Rikke og jeg fik selvfølgelig hurtigt status som et par, hvilket vi har været ude for så mange gange at vi helt er holdt op med at rette folk og bare lader dem blive i troen, oftest er der også flere fordele ved at være et par og vi blev da også placeret i samme kajak. Tilsidst læssede vi kajakkerne på en traktor og så blev vi kørt ud til vandet.
Med i vores lille gruppe, havde vi to australske par, et ungt og et gammelt, og en tysker som rejste alene rundt på øen. Vejret denne dag var intet mindre end fantastisk, solen skinnede fra en skyfri himmel og vinden kunne næsten ikke mærkes. Vi fik i samlet flok løftet kajakkerne i vandet og så var vi i gang. Darryl tog os rundt langs strandene og fortalte om deres navne og historierne bag, han var også god til at fortælle om dyrelivet når ham spottede fugle eller søløver. To gange fandt han små grotter vi kunne sejle ind i og en enkelt gang tog han os over til en ø som lå lidt fra kysten. På denne del kunne man dog mærke vinden og bølgerne blev da også lige pludselig noget kraftigere. Vi fik dog alle kæmpet os over til øen og på den side fandt vi flere søløver og en enkelt svømmede rundt mellem vores kajakker og var tæt på at torpedere vores kajak. Turen sluttede da vi sejlede tilbage til kysten hvor vi trak kajakkerne op på den nærmeste strand hvor det næste hold var klar til at tage ud at sejle med Darryl. Men ikke før at vi alle havde fået sandwich, juice og en muffin.
Anden del af turen er en to timers vandring gennem Abel Tasman National Park. Vi er kun to "par" der skal på denne tur. Tyskeren skal videre med Darryl og det unge australske par bliver hentet af en vandtaxa (både der fungerer som taxaer, og som sørger for at folk bliver sejlet rundt mellem strandene da det er den eneste mulighed for at komme mellem dem). En vandtaxa henter dog også vi fire der er tilbage da vi først skal starte på vandreturen på en strand længere henne. Det ældre australske par hedder Sue og Allan og vi falder hurtigt i snak med dette hyggelige par. Sue er næsten pensioneret som skolelærer og arbejder kun to dage om ugen, mens Allan er pensioneret industriel kunstlærer (fik aldrig spurgt om hvad det går ud på). Snakken går flittigt frem og tilbage mellem os, og nogle gange går Rikke og jeg ved siden af hinanden, andre gange går jeg og snakker med Sue mens Rikke snakker med Allan. De to timer går voldsomt stærkt, stærkt hjulpet igennem af den evigt snakkende Sue og den alt vidende Allan. Vi ankommer til sidst på en ny strand, hvor vi vil blive hentet af en vandtaxa 45 minutter efter. Da vi kommer ombord på vandtaxaen begynder det at blæse op og den blå himmel bliver hurtigt fyldt med skyer. Båden bliver kastet rundt mellem bølgerne og selvom jeg troede jeg var rimelig søstærk finder jeg hurtigt ud af at holde øjnene fremad for ikke at blive utilpas. Ud over det er det en rigtig sjov tur og da vi endelig kommer til den sidste strand, bliver båden samlet op af en traktor og så bliver vi ellers kørt i båden hen til vores udgangspunkt i Marahau. Sue og Allan inviterede os til at komme og besøge dem i Australien og vi sagde glædeligt ja. Vi fik deres adresse og telefon numre og sagde farvel.
Efter en meget fysisk dag var vi nu meget trætte, men vi manglede stadig en halvanden times kørsel før vi var hjemme ved hostellet igen. På vej hjem drejede vi forbi en strand der er kendt for at have en sten der går under navnet Split Apple Rock (Flækket æble klippe). Derefter kørte vi hjem og faldt meget hurtigt i søvn.
Tirsdag d. 13/11/12 - Farewell spit
Det var nu sidste dag på hostellet i Nelson og vi stod op klokken otte, spiste morgenmad og pakkede bilen. Planen for denne dag var at køre forbi Abel Tasman og fortsætte op til toppen af sydøen, op til Farewell spit. Farewell spit er en 32 kilometer lang sand tunge der går ud fra toppen af øen. Den er kendt for alle sine trækfugle og hvert år strander der også massere af hvaler. Et meget voldsomt år strandede der over 300 hvaler på denne lille strækning. Fra Abel Tasman gik turen først op af en masse snoede veje for så til sidst omkring 900 meter over havets overfalde at gå ned af igen. Derfor bød denne tur på en dejlig variering af landskabet og som også bød på et møde med sorte svaner. Inden vi kørte helt ud til Farewell Spit (eller så langt man nu kan komme) tog vi lige op til den tilhørende cafe/info center hvor vi kunne se ud over tungen. Den så ikke specielt overvældene ud men vi gik alligevel derud.
Vi parkerede bilen på en parkeringsplads helt ude ved stranden som vores bil mærkeligt nok skal dele med 20 sorte køer. Med håbet om at køerne ikke kan finde på at ødelægge noget, begav vi os ud på stranden. Man skulle gå langs stranden for at komme ud til Farewell Spit, hvilket førte til endnu et møde med de sorte svaner, denne gang var der bare hundredvis af dem, men ellers var der bare koldt og der blæste vildt meget. Til sidst ser vi en lille sandskråning og prøver at gå derop. Det syn der møder os er fuldstændig overvældende. Man føler man står midt ude i en ørken. Det eneste man kan se er sand, sand og atter sand, og det skiftevis gule og sorte sand skaber en form for marmorering i sandet hvilket bare er med til at forstærke hele denne wow følelse. Vi begynder at vandre ud i "ørkenen" og får øje på en lille bakke som vi beslutter os for at lave picnic på. Vi folder tæppet ud og spiser så vores medbragte sandwich ude midt i en ørken, vildt surrealistisk!
Dagen havde indtil da været grå og blæsende, men da vi begiver os tilbage til bilen klarer himlen op og vi går nu tilbage gennem sandtungen i solskin. Tilbage ved bilen satte vi kursen mod Westport, da planen var at vi kunne nå ned til Greymouth (en havneby på vestkysten). For at nå til Westport skulle vi køre over fire timer så vi skruer op for musikken og nyder landskabet. Hvis naturen var varierende før, ved jeg ikke hvad der skal beskrive denne tur. Vi kører fra bjerge til regnskov, så til åbne arealer for så at ende i bjerge igen. Solen skinner hele vejen og det er først da vi nærmede os Westport at skyerne begyndte at nærme sig igen. I Westport spiste vi aftensmad på den lokale Subway (sandwich sted) og det var virkeligt lokalt! Med kun 6000 indbyggere havde Subway, som normalt kan sammenlignes med sandwichernes svar på Mac Donalds, i denne by en opslagstavle der fortalte indbyggerne hvad der var af aktiviteter såsom danse lektioner med mere. Da vi forlod Westport var solen ligeså stille ved at gå ned og da vi havde besluttet at vi ville se solnedgangen på vestkysten (skulle efter signende være en af New Zealands smukkeste strækninger) blev det et kapløb mod tiden (og solen) for at nå frem til vestkysten før dette skete. Mine evner som bilist blev sat på hårdprøve når jeg skulle prøve at holde så høj fart som mulig samtidig med at jeg skulle navigere ind og ud af det ene mere knækkende sving end det forrige. Da vi til sidst når kysten har det dog været det hele værd. Kyststrækningen ned til Greymouth er uden tvivl en af de smukkeste køreture og jeg nogensinde har kørt og med en solnedgang oveni hatten, ja jeg bliver nok nød til at henvise til billederne for det bliver svært at beskrive.
Efter at have nydt denne fantastiske solnedgang fortsætter vi mod Greymouth og når at finde hostellet i tide til at kunne få de to sidste senge på et værelse. Dette hostel er inspireret af Asien og Afrika og det hele er virkeligt gennemført med udskåret træ hoveder og malede vægge. Vi falder igen igen i søvn kort tid efter vi er ankommet. De første fire dage af vores tur er overstået og vi er allerede fyldt til bristepunktet med nye input.
- comments