Profile
Blog
Photos
Videos
Hej Derhjemme!
Så er det vidst ved at være tid til en update hernede fra. Nu er jeg kommet ud af mit jetlag, og har taget hul på min rejse.
De første dage i Brisbane var fantastiske, takket være min søde veninde hjemmefra, Stephanie. Hun tog i mod mig i lufthavnen, havde booket hostel sammen med mig, hjalp mig med telefonabonnement og viste mig byen. Det var vildt rart at have hende, for det var en vildt overvældende oplevelse endelig at være på den anden side af jorden. En blanding af glæde og jeg-ved-ikke-hvordan-jeg-skal-reagere-følelse i kroppen. Det ene øjeblik ville jeg bare hjem igen, og det næste følte jeg at hele verden bare kunne komme an!
Fredag formiddag brugte vi 2 timer hos Greyhound kontoret. Her fik både Steph og jeg booket lidt forskelligt. Jeg fik købt et 10.000 kilometer pas, som jeg kan rejse frit rundt i Aussie for og jeg kan bruge mine kilometer til at betale for forkellige ture. Damen vi talte med var så sød og inspirerende, og hun gav sig tid til at snakke og forklare! Her fik jeg for første gang ro i maven, og kunne nyde varmen og at være afsted!
Vi brugte en masse tid i Southbank, som er et område omkring floden i Brisbane. Det er et af de eneste steder det var til at holde ud at være, fordi der var en smule vind - især når tømmermændende tog over :)
Steph forsøgte allerede første aften at hive mig med i byen, men efter én øl, og et møde med en lidt for gammel politimand fra Melbourne, som gerne ville feste med os, måtte jeg give op kl. 22.
Det tog vi revanche for de næste dage hvor jeg mødte nogle af de piger Stephanie har mødt hernede. Fredag aften med Emily fra england og Anne-Sophie fra Danmark. De introducerede mig for Goon (meget billig vin som giver ualmindelig mange tømmermænd) og for nattelivet i Brisbane. Og aftenen efter var det bare Steph og jeg..
Nogle gode dage i Brisbane, med en masse søde mennesker over hele linien - på hostel, i butikkerne, i byen og overalt hvor vi var. Vi er allerede inviteret på tur, har udvekslet de første numre, og jeg føler jeg har fået en rigtig god start på mit Aussie-kapitel.
Efter de første dage i Brisbane var det tid til min første rejse alene. Jeg rejste mandag morgen fra Brisbane ud på en 8 timer lang tur mod en lille by, Theodore nordvest for Brisbane. Da jeg nåede frem, blev jeg hentet af Ron, som er ejer af farmen jeg er på. Vi kørte ca. 30 min fra Theodore, for at komme til farmen. Da vi nåede grunden var der ikke mindre end 8km op til huset... Afstandende er virkelig store hernede :)
På turen op til huset så vi en lille nyfødt kalv der var blevet bidt af en dingo, jeg så mine første kænguruer og den tørre bush. Ved huset mødte jeg Wiennie, en franskmand der har arbejdet her i 2 måneder. Ham har jeg brugt mange timer sammen med i stalden og han har lært at sige Prosit (man nyser meget herude i den støvede, tørre bush) Super sød, og rart med en mere her, som har lidt svært ved at forstå deres australske accent
Jeg mødte også Will som er søn af Ron, og hans gravide kæreste Kim fra England. SÅ søde mennesker, som allerede har sagt, at hvis jeg kommer i nogen som helst form for problemer mens jeg er hernede, skal jeg ikke så meget som tøve på at kontakte dem. Så bare rolig mor og far
Her på farmen har de ca. 500 køer. Primært Brahman køer, som ser virkelig sjove ud. Derudover har de ca. 30 heste. En alvshingst, avlshopper, føl, ungheste og rideheste.
Jeg har fået lov til at ride et par af dem, hvilket har været virkelig fantastisk. Ridning og omgang med heste har jeg virkelig savnet! Jeg har set Ron arbejde med unghestene. En rigtig cowboy! Hvis i har set Hesteviskeren med Robert Redford, så ved i hvordan han arbejder med hestene. Helst igennem fantastisk!
Jeg har været med til at slagte en syg ko, som vi brugte til at dræbe dingoerne med. Eller forhåbentlig bider de på. Vi smed den bag på bilen, kørte ud på grunden, og slagtede den, Puttede gift på og fordelte den rundt omkring blandt køerne og deres små kalve. Forhåbentlig bider de på den i stedet for de små levende kalve.
Det var en vild oplevelse at køre derude i bushen, men en død ko på ladet, mens kænguruerne hoppede rundt omkring, og solen gik ned bag bjergene. Ikke noget mange for lov til at opleve!
I forgårs kom et lille hingsteføl til verden og jeg har set to hopper blevet ifolet af Necesario - staldens avlshingst. Selvom jeg synes jeg har oplevet meget med heste i mine 15 år med dem, så har jeg virkelig fået hele møllen med her. OG fået bekræftet endnu engang, at det er benhårdt, utaknemmeligt arbejde at have heste som sin indtægtskilde. Så hvis jeg nogensinde får den idé når jeg kommer hjem, så venligst mind mig om det her ophold! Inden for de sidste år har de mistet en alvshingst pga et slangebid, og en anden er ødelagt pga hundeibid. Av for pengepugen!
I Lørdags kom fruen af huset hjem. Hun havde været i Cairns og besøge sin bror, som hun ikke havde set i 8 år. Mary-Lou, er hende som jeg har været i kontakt med dengang dette ophold blev arrangeret. Hende har jeg hjulpet i stalden, med hvad der nu skulle gøres, men desværre har jeg ikke fået lov til at ride meget. Kun en enkelt lektion på Pedro - en 3års vallak som jeg er blevet bedste venner med.
Jeg føler også jeg er langt væk fra alting her, og dagene kan blive lidt lange. Jeg har set grunden, og der er langt til alting, så vi er bare her på farmen. Jeg føler jeg bør ud og se og opleve Australien, og det har gjort, at jeg har valgt at forkorte mit ophold her på farmen fra d. 19. december til den 21. november, hvor jeg rejser tilbage til Brisbane, og mandag d. 25. november flyver Stephanie og jeg til Cairns, og rejser ned langs østkysten sammen.
Jeg glæder mig vildt meget til at komme ud og se noget mere af Australien, for det jeg har oplevet indtil nu har været SÅ spændende! Og at have mulighed for at dele oplevelsen med Stephanie, kunne jeg ikke sige nej tak til!
Jeg har ikke fortrudt mit ophold her på farmen, jeg tror bare jeg har brug for at komme ud og se noget mere, inden jeg bliver klar til virkelig at nyde den rå natur herude i bushen. Jeg har den dybeste respekt for de mennesker jeg har mødt her. De arbejder 24/7, 365 dage om året og de gør det godt! Måske vores veje mødes igen på et senere tidspunkt i løbet af mit år her i Australien!
Jeg håber i har det godt derhjemme. Jeg tænker på jer hver dag!
De varmeste (+35grader) solskinshilsner fra Rikke
- comments