Profile
Blog
Photos
Videos
Walki walki!!
Igaar kom vi hjem fra en 3-dags tur i junglen i Samoeng omraadet i nordthailand. Selvom, at det trak taender ud og at det var det smukkeste i verden, maa man nok sige, at noegleordet for denne tur var vores guide: Rahmon. He was the craziest. Han tilfoejede noget helt specielt til turen.. Selvom han var skide irriterende, indtil man laerte at holde af ham.
Vi var en gruppe paa 12 afsted. Der var the Danes (hr. og fru viking aka. os), ze Germans (Hannes og Caroline), the Americans (Ashley, Angel og Lee Ellen), le French (Pierre og Monique), la Italianos (Paolo og Dekyi) og saa Rahmon.
Det skal lige siges, at vi stod soendag morgen og ventede paa at de kom og hentede os. En halv time for sent kom der en thailaender halsende hen til os og beklagede mange gange fordi de havde glemt os (!!!). De andre stod allerede og ventede. Saa han undskyldte paa forhaand fordi han blev noed til at koere lidt staerkt. Og "lidt" var nok en underdrivelse. Han koerte (hvad der foeltes som) over 100 km i timen paa de smaa veje inde i byen, hvor folk gaar over naar det passer dem. I stedet for at saette farten ned, naar der kom en forhindring, dyttede han bare helt vildt i hornet. Og det skal ogsaa lige siges, at vi altsaa ikke sad spaendt fast i nogen hightec toyota, men paa ladet af en forvokset tuk tuk. Jaja, rolig nu mor og mor, vi kom jo helskindet frem. :D Men det var noget af en start.
Da vi endelig, midt paa dagen, begyndte vores tur i bjergene gik det hurtigt op for os, at vores guide kunne meget lidt/intet engelsk. Saetningerne skulle siges en del gange og med megen faegten med armene. Han var en lille, overgearet, tidligere mester i thaiboksning med bandana om hovedet. Han var som sagt skide irriterende i starten. Ingen forstod ham, og han blev ved med at plukke straa og gaa og kilde pigerne med dem. Til min egen store personlige skuffelse, kunne han jo ikke forstaa mine mange spoergsmaal om den lokale biodiversitet og jeg kunne heller ikke forstaa hvad han svarede, saa jeg holdt hurtigt op med at spoerge. Vi fandt tilgengaeld ud af, at han havde mange andre kvaliteter som var meget bedre.
AEGTE VIKINGER
Det var skide varmt. Og skide haardt. Men vikingerne var heldigvis forberedt ned til mindste detalje og vores hikinggear svigtede os ikke en eneste gang. Vi var de eddergoeste og vi kom hurtigt i forvejen, saa det eneste de andre kunne se, var to smaa aktive pletter oppe i bjergene (- i ved, overdrivelse fremmer forstaaelsen).
Foerste stop var den seje seje flagremusehule som vi havde glaaedet os til at se! Det var ligesom paa TV! Jeg havde jo selvfoelgelig min mega seje lille lommelygte med, som jeg straks hev frem fra baeltet samtidig med at Rahmon tog sin frem. Den saa ret prof ud. Martin kiggede paa den og bagefter paa min, og sagde noget a la "hans er nok lidt bedre, tror du at du faar brug for din?". Jeg vil bare lige sige.. Min ownede for vildt! Det der thailaenderudstyr kommer de sgu ikke langt med uden mig. Haha.
Vi overnattede i en lille stammelandsby der hed noget thailandsk, som vi nu har glemt. Der var de soedeste smaa hundehvalpe og hoens der gik frit rund som dengang jeg var barn (true story! Aeroe er ikke noget man skal kimse af). Efter maden ville Rahmon underholde med en leg. Han lagde nogle taendstikker paa bordet, saa de formede en gris. Opgaven laa nu i, at vi skulle bruge to taendstikker paa at omforme grisen. Hans engelske var som sagt ikke saa godt, men det vi forstod paa ham var, at nu skulle vi "Panic the pig! Panic the pig!" .. Han saa mere og mere frustreret ud, men til sidst fandt vi ud af at han proevede at sige "impregnate the pig" - altsaa goere den gravid. Det er nogenlunde mere overskueligt end at panikke den. Jeez hvor vi grinte.
Madrasserne laa direkte paa gulvet, men aerlig talt, de kunne ligesaa godt slet ikke have vaeret der. Hold nu op, hvor var de haarde. Vi faldt foerst i soevn efter at hanen var holdt op med at morgengale.
GO GO, TO WATERFALL!
Efter en god omgang morgente og toert toert toastbroed med en daarlig efterligning af marmelade, var vi klar til dagens strabadser. 5 timers trekking til naeste landsby som Rahmon kaldte "willit La Hooon". Vi pitstoppede lige ved et lille vandfald, hvor man lige kunne tage sig en dukkert. Martin og jeg tog en Cola i stedet for. Jeg brugte ogsaa de 45 minutters pause paa at kaste min kaerlighed paa en hund som jeg kaldte Maanoi - hundehvalp paa thailandsk. Det skulle senere vise sig, at Maanoi fulgte os i tykt og tyndt til den bitre ende, og jeg var ikke den eneste der faeldede en taare da vi skulle sige farvel til ham.
NYTAAR I LANDSBYEN
Vi spiste frokost i en lille landsby, hvor vi sagde paent farvel til dem der kun var paa 2-dags tur, le french og the americans. Vi andre drog videre paa den haardeste straekning. Rahmon proevede at motivere os. "UP UP UP down down down". Han loej. Der var ikke noget down. It was all lies. Men vi klarede den trods alt og naaede frem til willit La Hoon, en meget autentisk landsby i bjergene, hvor alle hytterne var lavet af bambus og den sparsomme elektricitet kom fra solpaneler (love it!).
Heldigt nok viste det sig, at de i dette omraade holdte nytaar paa netop denne aften (d. 30), saa vi forberedte paa, at skulle nok blive festligt. Efter at have spist aftensmad og slaaet os ned i hytten, (som stod paa bjaelker og hvor gulvet var lavet af bambus staenger og bambusmaatter - man kunne se jorden naar man laettede lidt paa madrassen!! Hilfe) drog vi ned i landsbyen. Vi kunne desvaerre ikke overtale Maanoi til at blive paa terrassen, saa han fulgte med os. Det var ikke noget for ham, det endte faktisk med at vi maatte slutte aftenen tidligt for at foelge ham op til hytten. Han var helt paralyseret, og alle de andre hunde i landsbyen var godt nok ikke soede mod ham. Men han var tough!
Nytaarsfesten forloeb saaledes, at de havde opstillet en... opstilling i midten af torvet, og da det blev moerkt begyndte de at danse rundt om den, til en noget monotom musik i form af trommer og en underligt asiatisk form for saekkepibe. Det var en oplevelse. Vi forsoegte os selvfoelgelig med dansen, da de boed os op, men de simple dansetrin var ikke saa simple endda, og de aendrede trinene for hver runde.
Jeg havde koebt lidt fyrvaerkeri i den lille butik i aftenens anledning, men da jeg ikke selv er vild med selve affyringen, gav jeg min raket til en mand der LIGNEDE et fornuftigt menneske. Han grinede mens han taendte raketten i haanden og pejede den vandret i stedet for op i luften og uheldigvis stod Hannes lige der hvor han pejede raketten hen! Mit hjerte sprang et par slag over.. Raketten eksploderede heldigvis paa en vaeg bagved ham, i stedet for paa ham og der skete lykkeligvis ikke nogen skade af betydning. Folket (og boernene) anede aabenbart ikke noget om ordet "sikkerhed", saa nu ville jeg vise boernene hvordan man rigtigt goer! Jeg placerede et lille batteri paa jorden og puttede noget stoettende jord rundt om og bad dem traede tilbage foer jeg taendte lunten. De kiggede lidt uforstaaende paa mig. Men det gik. Og det var fint. Og saa ville jeg give dem, hvad jeg troede var en knaldperle - men viste sig at vaere en lynkineser i forklaedning som en knaldperle - hver. Til min store fortrydelse. De taendte lunten og traadte oven paa dem naar de begyndte at sprutte!! Iiih. Kan ikke forstaa at der ikke var nogen der kom til skade den aften. Thailaendere har aabenbart 9 liv eller saadan noget.
Vi sov lidt bedre den nat. Jeg tog Rahmon i at laegge et taeppe over Martin og jeg. Saa soede skulle alle guider vaere. Maanoi sov ogsaa godt, for jeg havde givet ham mit haandklaede at sove paa.
BEBI ELEFANT
Naeste dag tog Rahmon os forbi elefantparken, selvom vi ikke havde betalt for det (vi havde ogsaa plaget en lille bitte smule).. Det var fantastisk! Og der var ogsaa en lille unge som Rahmon var helt forelsket i. "Bebii, bebiii" kaldte han. Nu glaeder Martin og jeg os endnu mere til at komme paa mahout kursus.
Efter det tog Rahmon os med ned til White Water Rafting, ogsaa selvom ingen havde betalt for det. Han spurgte om vi havde lyst, og det kunne da vaere meget sjovt. Det var bare ikke saa vildt som vi havde haabet paa, og det meste af turen brugte vi paa at sproejte vand paa hinanden og de andre.
Da vi kom tilbage til Rafting hytten skulle vi koeres tilbage til Chiang Mai. Det var rigtig haardt at sige farvel til Maanoi. Jeg ville oenske at jeg kunne tage ham med paa resten af rejsen. Han havde vaeret saa trofast. Rahmon sagde, at han nok bare ville foelge med den naeste trekkinggruppe der kom, saa han kunne komme tilbage til sit vandfald hvor han boede. Men det er jo ikke til at vide. Da vi begyndte at koere loeb han efter os. Hurtigere og hurtigere. Til sidst kunne vi ikke se ham mere. Gad vide hvor han er henne nu. Jeg haaber at en anden gruppe har samlet ham op.
Well, nok om hundesorger, vi er hjemme paa Julies Guesthouse nu, og det var vaeret en kanon tur! Tjek vores billeder. Vi har lagt de bedste op her paa bloggen, resten er at finde paa facebook. Hoerer at der er sne i Danmark? Vi sender en masse varme tanker fra Chiang Mai! Nu vil vi ud og have noget at spise. Tjuhej.
- comments
Henriette Skønne billeder. I har det tydeligvis dejligt varmt - og ja, der er sne herhjemme. Ikke så meget endnu, men mere skulle være på vej. Det undrer mig jo ikke, at I er hurtige på bjergstigninger efter at have set Jer bestige La Maroma. Godt I ikke kom noget til på den vilde køretur gennem byen - ikke mere af det tak.
Jette willit La Hooon kan betyde Village h`mong (´h`mong er en en af de mere gæstfri stammer:-) Det lyder til at har oplevet en masse allerede:-) Skal hilse mange gange fra Noras mor og sige god tur og at de var glade for dig:-) Du har bare at savne os! :-) Kommer du ikke hjem og kælker istedet for at rende rundt dernede i varmen?! KH Jette
- Frederikke Hej Jette! Det var en meget gaestfri stamme ja. Jeg holdt mit pas paa mig hele tiden (og det goer jeg ioevrigt stadig) som du sagde, og det har virket! Jeg har i hvertfald ikke faaet stjaalet noget endnu. :) Du maa gerne hilse Noras mor tilbage. Og Nora for den skyld. Jeg har sendt et postkort til jer d. 4. Gad vide hvornaar i faar det. Jeg er lidt solskoldet og savner sneen lidt, maa jeg indroemme. Og boernene ogsaa. Og rugbroed! :D Det har jeg taget for givet i 23 aar. Hils Lisbeth, Maja og alle de andre. KH Frederikke