Profile
Blog
Photos
Videos
Siden sidst er der sket en del. Efter en lille uge i Busunu afleverede vi Camilla i Tamale og Rikke og jeg begav os mod Burkina Faso. Vi havde hørt at VIP busserne kørte direkte mellem Tamale og Ouagadougou så vi var lykkelige da VIP busserne har gode sæder og aircon. Sandheden var dog desværre en lidt anden. Vi endte med at tage trotros og dele taxaer hele vejen. Så komfortniveauet og temperaturen var lidt anderledes end forventet. Vi ankom sent og fandt et hotel for natten. Den næste dag var Rikke og jeg friske på burkinske eventyr og gik en morgentur. Anders og Ida (det danske par vi mødte i julen) havde grint lidt af os da vi fortalte at vi ikke talte et ord fransk, og nu forstod vi bedre hvorfor. Vi mødte absolut INGEN der kunne tale engelsk, og på trods af at de sælger sim-kort og taletid over alt var det nærmest en umulighed at få fat i. Vi tog det med et smil på læben og lavede tegnsprog og en masse fagter (I skulle se Rikke lave en krokodille). Vi mødte Anders og Ida til frokost på et pizzaria. Og ja, der blev sagt pizzaria! I Burkina Faso kan man nemlig få normal mad. Rikke og jeg var henrykte og da Anders fortalte om en cafe hvor de lavede rigtig kaffe var det svært at få armene ned. Vi havde en rigtig hyggelig frokost og fik planlagt en firedages tur til Bobo-Diolasso, Burkina Fasos natursmukke område. Senere samme dag gik vi på marked og så selvfølgelig en lille tur på den berygtede café "Cappuccino". Om aftenen blev Rikke desværre syg, og dagen efter havde hun kun fået det værre. Så turen til Bobo-Diolasso blev udskiftet med en syg og sovende Rikke og en eksamensopgaveskrivende Randi.
Tre-fire dage senere var Rikke igen klar til så småt at komme udenfor hotelværelset, så vi tog i skoven. En skov der ligger i udkanten af Ouagadougou, med en sø i midten hvor der lever ca. 400 vilde krokodiller. Da vi nåede frem lå Mr. Crocodile og tog sig en lille lur. Vi stod måske 10 meter væk fra den og der var hverken hegn eller andet der kunne stoppe den fra at æde mig hvis den ville. Det var en ret vild og smuk oplevelse, men men men..
Det blev vildere endnu! For lørdag tog vi ud til en lille landsby 30 km udenfor Ouagadougou. Det er en landsby som alle andre, denne landsby har bare det lille ekstra at de har en stor sø med en masse krokodiller i. Landsbybeboerne bor altså side om side med ca. 130 krokodiller og ingen er endnu blevet ædt. De mener at krokodillerne er hellige og fodre dem med høns. Rikke og jeg købte to høns og gik, sammen med en lokal, ned mod søen. Først kunne jeg ingen krokodiller se, men pludselig var de overalt! De gamle krokodiller, på over 100 år, var så "tamme" at man kunne røre ved dem. At sidde klods op ad en krokodille, klø den lidt på ryggen, og at den så pludselig åbner gabet er ikke den mest betryggende oplevelse. Men den lokale mand var helt tryg "Den sover jo bare" sagde manden, og så kunne jeg jo nusse lidt videre med Mr. Croco.
De yngre krokodiller derimod var ikke helt så rolige. Fra søens bred gik en meget smal sti ud midt i søen, og den skulle vi da selvfølgelig ud på. Så bevæbnet med intet andet end to kyllinger og et kamera begav vi os ud midt på søen omringet af sultne krokodiller. Jeg har absolut ingen anelse om hvordan det blev en god idé, men derud kom vi altså. Så der stod vi, vores eneste flugtvej var den smalle sti, hvorpå der nu også lå krokodiller, og den lokale mand spørger os: "Er I klar"? Øhh.. Klar?? Til hvad? Og manden kaster hønen længere ud på stien. Alle krokodillerne gik helt amok men på en eller anden måde undslap kyllingen og løb i vores retning. VORES RETNING!! Det betød altså at krokodillerne fulgte efter. Vi stod midt i en krokodille kamp om hønen og ud af øjenkrogen så jeg den lokale mand se en anelse panisk ud. Det beroligede ikke ligefrem mig mere, men heldigvis var der en krokodille der snuppede hønen et par meter væk fra os og svømmede ud i søen. Et øjeblik troede jeg altså at jeg ville blive til krokodilleføde, men heldigvis kunne de nøjes med hønen.
Busturen tilbage til Accra havde vi set frem til. Vi vidste at det ville tage lidt under et døgn, så vi havde købt busbilletten i god tid og var blevet lovet at det var en lækker bus. Da vi ankom på stationen søndag morgen holdt den ene lækre bus efter den anden, men skæbnen ville selvfølgelig at netop vores bus var noget gammelt lort. Det var praktisk talt en forvokset trotro i meget dårlig stand. Den ville selvfølgelig ikke engang starte, så vi blev allerede forsinkede fra start. Trods den lidt negative stemning fra start fik vi en god tur ud af det. Da vi nåede Kumasi kl. fire om natten kørte bussen ikke længere og vi fik besked på at gå ud. Lidt forvirrede, da vi jo havde købt billetter til Accra. Der var desværre ikke så meget at gøre, så vi måtte med en taxa til trotro stationen og så med trotro fra Kumasi til Accra. Kl. otte trillede vi ind på stationen i Accra og vi var godt trætte og så meget frem til et bad og en seng. Problemet var bare at Rikkes rygsæk ikke var der. Chaufføren vidste ikke noget, det var der tydeligvis ingen der gjorde. Og vi blev lovet at rygsækken ville blive fundet og fik et telefonnummer vi kunne ringe på. Rygsækken dukkede desværre aldrig op så alt hvad Rikke har nu er en lille taske med hendes pas, telefon, computer og kamera i, og man må have dyb respekt for hendes rolige måde at tackle det på.
Dagene i Acrra gik med eksamensskrivning, forberedelse til praktikken i Thailand og en enkelt tur på stranden. Og så så vi for resten den ghanesiske version af x-factor. Anden- og tredjepladsen vandt en elkedel og en toastmaskine. Lidt dumt eftersom de begge kom fra landsbyer (hvor de jo ingen elektricitet har). Haha. Ghana er fantastisk!
I morgen flyver vi mod Kenya hvor en 10-dages safari venter. Tiden i Ghana er gået så hurtig og jeg er nu over halvvejs i min rejse. Jeg glæder mig meget til safarien og alt det der nu skal ske, men jeg er på den anden side ikke helt klar til at forlade Ghana. På en eller anden mærkelig måde føler jeg mig hjemme og jeg skal helt sikkert tilbage til Busunu en dag..
- comments