Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle
Vi må indrømme, at vi er blevet trætte af at skrive blog, så her kommer vores eventyr i Malaysia lige i korte træk ;)
Efter Nordthailand fløj vi til Borneo, hvor vi startede i "storbyen" Kota Kinabalu.. Her blev vi meget overraskede over hvor flinke folk er i Malaysia! Alle sagde hej til os på gaden og folk talte overraskende godt engelsk! Vi mødtes med to danskere (Mads og Lauge) som vi havde mødt på vores trekkingtur i Thailand. Sammen med dem tog vi ud til en lækker ø, hvor vi snorklede, og så fulgtes vi med dem ind til bjerget Mount Kinabalu, hvor vi tilbragte en dag, inden vi rejste videre til spidsen af Borneo! Her boede vi lige midt på stranden med den flotteste udsigt og 30 km til den nærmeste by, så vi var nærmest strandet i ingenting! Her lejede vi en smart lille grøn bil med drengene, så vi kunne køre rundt og se hvad der var i nærheden, for der var praktisk talt ikke andet at lave, udover at ligge på stranden.. Vi kørte ud til bitte små landsbyer og så de mest fantastiske strande! Det var virkelig nogle smukke steder! Og vandet var det klareste vi nogensinde har set!!
Senere skiltes vi fra drengene og tog til Sandakan, hvilket var en rigtig skod by! Der var hverken gode butikker eller god mad og ingen strand! Men her var vi ude og besøge et rehabiliteringscenter for orangutanger og på et rivercruise i junglen, hvor vi så vilde dyr som elefanter, en krokodille og en masse aber og specielle fugle. Det var meget fedt, specielt da guiden fortalte at det var meget sjældent at se elefanter.. Og vi så omkring 25!!
Fra Sandakan fløj vi videre til Kuala Lumpur, hvor vi shoppede og shoppede!! Vi var vilde med denne by! Og en aften var vi ude og spise på en restaurant i mørke, hvor alle tjenerne var blinde.. Det var en vildt underlig oplevelse, men så sjovt! Herefter tog vi videre til paradisøen Perhentian Kecil, hvor vi bare slappede af og fik taget en masse sol! En dag var vi ude og snorkle, og det var virkelig en god tur! For omkring 100 kr var vi ude en hel dag hvor vi så kæmpe skildpadder og en masse babyhajer.. Vi fodrede små fisk med kiks, så de vrimlede omkring os, alt imens vores guide tog billeder af os!
Efter nogle lækre dage på Perhentian, gik turen tilbage til Thailand.. Fra den malaysiske/thailandske grænse, tog vi et tog (på 3. klasse med alle de lokale) for at komme til Koh Tao, som er øen hvor vi befinder os nu! Det skal lige siges, at det var en 15 timers lang tur i et tog bygget af træ, med alle vinduerne åbne, så det om natten vrimlede med myg og andre dyr! Desuden lugtede det af tis under hele turen fordi døren til toilettet hele tiden stod åben! Det var en meget speciel, men dog underholdende tur!
Her på Koh Tao har vi igen bare taget sol og slappet af, udover en enkelt aften hvor vi var på pub crawl! Her så vi blandt andet et ladyboys-show, hvilket var utroligt underligt! Men det er åbenbart en stor dille i Thailand! Om et par dage går turen til Koh Phangan, hvor vi skal til Fullmoon party.. Det glæder vi os meget til!! Og ellers går turen bare snart hjem til lille Danmark igen :)
Vi har virkelig nydt Malaysia, som har været smækfyldt med smukke og spændende steder! Vi har også følt os en smule famous, da der har været SÅ mange mennesker der har villet tage billeder med os.. Lige fra unge fyre til helt små piger og gamle damer! Det har virkelig været underligt!!
Alt i alt har det været 3 fantastiske måneder i Australien og Asien, hvor vi har oplevet så mange spændende ting!! Det er umuligt at skrive om det hele, så i må høre nærmere når vi kommer hjem :)
Vi håber i har det godt og er ved at have noget sommer klar til os, når vi kommer hjem om snart en uges tid ;)
Knus Pernille og Freja
PS. Resten af vores billeder kommer ind når vi kommer hjem.. Beklager meget! Men Frejas kamera er gået i stykker, og kablet til Pernilles kamera er blevet væk!
- comments