Profile
Blog
Photos
Videos
The Two Pale Holy Cows
Aah!
Vi havde en plan. Den Droppede vi. Vi skulle have vaeret paa en heftig tur rundt i Rajastahn med farverige byer, kamelsafari og virkelig laekre laedertasker. Men, efter 2 maaneders rejsen rundt og rigtig meget snak omk bjergene i nord, fandt vi ud af, at nordkvinden i os trak mest. Vi mistede nogle penge paa det, men foej da, vi fik saa utrolig meget andet igen!
Vi bestilte (SELV - dvs. ingen turistkontorshustler der der bilder os ind hvad vi vil) et tog til Rishikesh - verdens yogahovedstad. Et virkelig laekkert tog, naermest lukses som man ser det i DSB! I toget moedte vi en britte der vist nok hed ROmani. En stakkels mand der havde vaeret ude for mange ulykker her i Indien. Bl.a. havde han koebt den rickshaw der havde vaeret til salg, da vi var i Gokarna. Mange havde vaeret fristet af ideen (ikke mindst os) men efter britens historier, kan vi med sikkerhed sige: Det kan ikke anbefales!
Endnu en gang moedte vi en masse soede mennesker i turister med store rygsaekke. Vi skulle alle videre med bussen til Rishikesh. Det er saa smart, for ofte har vi faktisk ikke anet hvor vi var, og folk har saa gode anbefalinger. Vi havde godt med toej parat - vi skulle jo op i bjergene! Men for soeren, solen skinnede, bjergene var smukke og vi blev indlogeret paa et dejligt vaerelse, paa et dejligt hotel, med dejlige mennesker. Vi kunne hurtigt maerke, at vi havde taget det rigtige valg!
Efter at have gemt os lidt paa et hotelvaerelse i delhi, tog vi nu ud og oplevede lidt af Indiens smukke natur. Vi skulle ogsaa afproeve vores nyindkoebte vandrestoevler, som vi havde koebt nogle dage forinden. Det havde virkelig vaeret en kamp ('Women do not trek in India, madam) , saa det skulle udnyttes. Afsted var vi i bjergene, for at se flotte vandfald. Det blev en laengere tur enf forventet. Paa vejen tilbage, var vores foedder saa smaat begyndt at blive aedt op af vores nye "veddy comfortable, madam"-sko. Det fik os hurtigt paa nye tanker, og med saa mange hyggelige restauranter, god Ginger Lemon Honey the og kurvestole blev stoevlerne hurtigt lagt paa hylden og boegerne fundet frem. Det skal dog siges, at vi ikke helt forsvandt ind i verden af Ringenes Herre og japanske fortaellinger. Vi var trods alt ankommet til yogahovedstaden! Det gik ikke laenge foer vi besoegte forskellige yogaashrams og forskellige yogaklasser. I starten mest Camilla, da det ofte var om morgenen, og Amanda der havde sin saedvanlige aftale med porcelaensfaciliteterne. Vi fandt dog en laere vi begge syntes om, og startede paa nogle begyndertimer hos ham. - Morgen OG aften!
I mellemtiden moedte vi en masse spirituelle mennesker. (Og havde endnu en laekekr tur paa et laekkert hospital! Denne gang maa vi hellere sige, at alt er godt!! - vi havde en oplevelse.) Det er naermest umuligt at vaere i Rishikesh i mere end et par timer, uden at komme i en eller anden form for religioes diskussion eller spirituel samtale. Nu ER det jo ogsaa byen hvor selveste the Beatles fandt deres guru.
En skoen morgenstund da vi sad paa vores oase (hotellets restaurant) og noed en laekker varm banana porridge, hoerte vi pludselig en jysk accent sige "hva laver to piger, som jer, saa langt vaek hjemmefra?". Det var Arnold, aka Sunyata (hans spiritulle navn). Han havde hoert os, sikkert i fuld gang med at snakke rejseplaner for enten os, eller Frodo og hans foelge. Snakken kom selvfoelgelig hurtigt hen paa hans guru, Shantimayi. Han fortalte os, at han og hans dejlige kone Mayi, havde fulgt Shantimayi over en laengere aarraekke. Vist nok omkring 11 aar. Vi blev hurtigt nysgerrige, isaer efter vores oplevelse i syd med 'the hugging mother'. Det skulle dog vise sig, at her var det noget anderledes.
I Shantimayis ashram er der hver dag satsangs, hvor hun giver sine teachings og hvor folk synger, spiller og faar svar paa deres spirituelle spoergsmaal. Shantimayi er en dame med noget af nogle ben i naesen. No messing around with her!
Det var meget mere personligt, end hos den krammende moder. Hvis folk var ude i noget hun mente var ligegyldigt snak, fik hun hurtigt sat dem paa plads. Foerste dag var vi ret imponerede. Hun siger nogle kloge ting, drager en masse folkereligioner og traditioner ind i hendes teachings og hun er aerlig. Vi begyndte at komme hver dag, men fandt os selv mere og mere skeptiske for hende, hendes metoder og hele guru-ideen. Vi kunne dog ikke lade vaere med at komme. De der kom til Shantimayis satsangs var fantastiske! Naar vi alle begyndte at synge og der blev spillet paa indiske harmonikaorgel, trommer og saxofon, begyndte haarene at rejse sig paa armene. En vildt fed stemning spredte sig og helt aerligt, endte det med, at det var det vi ventede paa til hver satsang.
Det var en stor gruppe af vesterlaendninge, -hollaendere, tyskere, amerikanere og overraskende mange danskere. Vi deltog i flere forskellige religioese rtualer. Bl.a. labyrinten, tegnet op af sten og lyst op af smaa stearinlys. Vi skulle gaa rundt i labyrinten og vist gerne faa en naermest meditativ oplevelse. Vores individuelle oplevelser var forskellige. Ingen af os kunne rigtig findeud af hvad vi taenkte, som det er med saa meget her. Alligevel fik Amanda sat sig som en af dem der sad rundt om labyrinten, og sendte en masse glad energi imod midten. Dejligt..
Det var dog ikke kun med Shantimayi og venner vi oplevede Rishikesh's spiritualitet.
Bare paa vores hotel var der fyldt af unge maend, med dybe tanker. Blandt dem var Crazy Baba og lama poeten. Crazy Baba var af andre overbevisninger end os - lad os sige det saadan. Han var en virkelig rar gut, som viste os en af de smaa grotter hvor en hellig mand havde siddet og mediteret i 12 aar, blandt kobraslanger, edderkopper og skorpioner.. Vi gik igen. Vi fik os nogle lange diskussioner. En var en mand der var overbevist at han elskede lige meget, hvilket jo er fantastisk. Han kunne dog ikke forstaa hvorfor vi ikke kunne lide fx en kvinde ved navn Pia fra Danmark, lige saa meget som vores mor - og at det var okay.
SOm de ignorante danskere vi er, troede vi ikke helt paa ham. Han savnede altsaa ogsaa sin mor!
Lama poeten havde nogle helt andre ideer, end ham. Blandt andet at europaeiske kvinder smider toejet med det samme, men lad nu det ligge. Han er oprindeligt fra Darjeeling, men rejser nu rundt i Indien til forskellige steder, som fx Rishikesh og Goa. Skriver historier om folkene der, som han vist ikke rigtig kunne relatere til. Hver gang vi snakkede med ham kom snakken dog alligvel ind paa livets store spoergsmaal, og "why!, why!" vi taenker, som vi goer. Der var ogsaa folk som den amerikanske kvinde vi moedte. Aabenbart var hun inder i sit tidligere liv og havde faaet daarlig karma, fordi hun var blvet skilt fra sin dumme mand. I dette liv rejser hun rundt i Indien, giver mad til de fattige, og er overbevist om, at Ganges har noget af det reneste vand - set fra et videnskabeligt synspunkt. Vi tror ikke hun har vaeret i Varanassi..
Det skal ikke lyde som om, at vi ikke satte pris paa alle disse samtaler. Tvaert imod! Trods naermest frustrerede aftener paa hotelvaerelset, hvor vi med fyr og flamme fortsatte diskussionerne (fuldstaendig enige), har vi haft godt af at genoverveje vores egne synspunkter. Det har vaeret fantastisk, at folk har vaeret saa aabne og i bund og grund, bare ville vise os hvad der er den rette vej, for dem. Paa slutningen af vores tid i Rishikesh konkluderede vi vores egen livsfilosofi til: LIVING, LOVING, LEARNING, baby!
Det endte med at blive en hel svaer afsked med Rishikesh. Paa den sidste dag, tog vi til vores sidste satsang. Klar stod Sunyata (Arnold) med han og Mayis skiundertoej. Det er jo saa koldt i bjregene og de mente vi ville drage god nytte af det (hvilket vi goer!). Vi sagde til dem, at vi ville gaa hen til skolen (boernehjem/skole startet af amerikansk ex-Hollywood stjerne). Det sted har den mest fantastiske salat og, ikke mindste, Cheesecake.
Sunyata og Mayi sagde, at de ville moede os der. Foer vi vidste af det, sad vi med flere danskere fra Shantimayis ashram, der ogsaa ville sige farvel. Blandt andre Anne, hvis foedselsdag vi havde vaeret til, nogle dage forinden. Det var en virkelig skoen aften, med dansk foedselsdagssang og jokes om Marianne Jelved. Det var som at vaere lidt hjemme igen!
Paa skolen fik vi den gode frokost, og begyndte at snakke om vores bustur til Dharamsala. Vi var blevet lidt betaenksomme, da vi samme morgen havde hoert om en af de andre danskeres ulykke paa vej dertil, nogle aar forinden. Mayi, den skoenne kvinde, tog en af sine smykke frem, og tog nogle froe, hun havde opbevaret i det. Hun fortalte, at det var et froe fra Dalai Lamas orakel. Tibetanske buddhister ser det som noget meget helligt, der kan beskytte en under fx rejse. Mayi gav os et hver, og sagde vi skulle holde den taet paa os.
Der var ingen tvivl om, at vi foelte os tryggere, og var ved overraskende godt mod, da vi stod paa bussen. Maaske var det pga froeene, men vi tror ogsaa at Sunyata, Mayi, Anne, Ojstein og alle de andre med deres gode humoer, dejlige vaeremaade og Sunyata og Mayis foraeldrelignende beskyttergen, hjalp en del. Faktisk var vi saa glade for dem, at vi bla overvejer at kalde det kolonihavehus vi faar engang, for Sunyata. (planerne om hvad vi skal naar vi kommer hjem, fortsaetter stadig i fuld galop!)
Bussen var en "luxury-volvo-veddygood-madam" bus. Den absolut dyreste og daarligste vi endnu har vaeret paa. Mens vi ventede paa, at den skulle komme, saa vi de andre turistbusser der havde koert rundt i bjergene. De havde ved naermest hvert vindue, braek ned ad siderne. Vi priste os lykkelige for, at vi havde soerget for ekstra poser - skulle uheldet vaere ude.
Poserne blev brugt! Bare ikke lige paa det, vi ellers havde frygtet. Ikke laenge efter vi koerte fra Rishikesh, begyndte regn og tordenvejr, at buldre. Ind af det gaffalappede vindue, kom en fin maengde regn, lige til at holde os kolde i bussen, der ellers var koelet godt i forvejen. Soveposer og poser var en redning!
Alligvel maa vi endnu en gang sige, at vi var glade for busturen. IGEN moedte soede mennesker og ankom til fantastiske Dharamsala, hvor helt nye eventyr er i gang.. PS!! Vi har det godt.
Vi bestilte (SELV - dvs. ingen turistkontorshustler der der bilder os ind hvad vi vil) et tog til Rishikesh - verdens yogahovedstad. Et virkelig laekkert tog, naermest lukses som man ser det i DSB! I toget moedte vi en britte der vist nok hed ROmani. En stakkels mand der havde vaeret ude for mange ulykker her i Indien. Bl.a. havde han koebt den rickshaw der havde vaeret til salg, da vi var i Gokarna. Mange havde vaeret fristet af ideen (ikke mindst os) men efter britens historier, kan vi med sikkerhed sige: Det kan ikke anbefales!
Endnu en gang moedte vi en masse soede mennesker i turister med store rygsaekke. Vi skulle alle videre med bussen til Rishikesh. Det er saa smart, for ofte har vi faktisk ikke anet hvor vi var, og folk har saa gode anbefalinger. Vi havde godt med toej parat - vi skulle jo op i bjergene! Men for soeren, solen skinnede, bjergene var smukke og vi blev indlogeret paa et dejligt vaerelse, paa et dejligt hotel, med dejlige mennesker. Vi kunne hurtigt maerke, at vi havde taget det rigtige valg!
Efter at have gemt os lidt paa et hotelvaerelse i delhi, tog vi nu ud og oplevede lidt af Indiens smukke natur. Vi skulle ogsaa afproeve vores nyindkoebte vandrestoevler, som vi havde koebt nogle dage forinden. Det havde virkelig vaeret en kamp ('Women do not trek in India, madam) , saa det skulle udnyttes. Afsted var vi i bjergene, for at se flotte vandfald. Det blev en laengere tur enf forventet. Paa vejen tilbage, var vores foedder saa smaat begyndt at blive aedt op af vores nye "veddy comfortable, madam"-sko. Det fik os hurtigt paa nye tanker, og med saa mange hyggelige restauranter, god Ginger Lemon Honey the og kurvestole blev stoevlerne hurtigt lagt paa hylden og boegerne fundet frem. Det skal dog siges, at vi ikke helt forsvandt ind i verden af Ringenes Herre og japanske fortaellinger. Vi var trods alt ankommet til yogahovedstaden! Det gik ikke laenge foer vi besoegte forskellige yogaashrams og forskellige yogaklasser. I starten mest Camilla, da det ofte var om morgenen, og Amanda der havde sin saedvanlige aftale med porcelaensfaciliteterne. Vi fandt dog en laere vi begge syntes om, og startede paa nogle begyndertimer hos ham. - Morgen OG aften!
I mellemtiden moedte vi en masse spirituelle mennesker. (Og havde endnu en laekekr tur paa et laekkert hospital! Denne gang maa vi hellere sige, at alt er godt!! - vi havde en oplevelse.) Det er naermest umuligt at vaere i Rishikesh i mere end et par timer, uden at komme i en eller anden form for religioes diskussion eller spirituel samtale. Nu ER det jo ogsaa byen hvor selveste the Beatles fandt deres guru.
En skoen morgenstund da vi sad paa vores oase (hotellets restaurant) og noed en laekker varm banana porridge, hoerte vi pludselig en jysk accent sige "hva laver to piger, som jer, saa langt vaek hjemmefra?". Det var Arnold, aka Sunyata (hans spiritulle navn). Han havde hoert os, sikkert i fuld gang med at snakke rejseplaner for enten os, eller Frodo og hans foelge. Snakken kom selvfoelgelig hurtigt hen paa hans guru, Shantimayi. Han fortalte os, at han og hans dejlige kone Mayi, havde fulgt Shantimayi over en laengere aarraekke. Vist nok omkring 11 aar. Vi blev hurtigt nysgerrige, isaer efter vores oplevelse i syd med 'the hugging mother'. Det skulle dog vise sig, at her var det noget anderledes.
I Shantimayis ashram er der hver dag satsangs, hvor hun giver sine teachings og hvor folk synger, spiller og faar svar paa deres spirituelle spoergsmaal. Shantimayi er en dame med noget af nogle ben i naesen. No messing around with her!
Det var meget mere personligt, end hos den krammende moder. Hvis folk var ude i noget hun mente var ligegyldigt snak, fik hun hurtigt sat dem paa plads. Foerste dag var vi ret imponerede. Hun siger nogle kloge ting, drager en masse folkereligioner og traditioner ind i hendes teachings og hun er aerlig. Vi begyndte at komme hver dag, men fandt os selv mere og mere skeptiske for hende, hendes metoder og hele guru-ideen. Vi kunne dog ikke lade vaere med at komme. De der kom til Shantimayis satsangs var fantastiske! Naar vi alle begyndte at synge og der blev spillet paa indiske harmonikaorgel, trommer og saxofon, begyndte haarene at rejse sig paa armene. En vildt fed stemning spredte sig og helt aerligt, endte det med, at det var det vi ventede paa til hver satsang.
Det var en stor gruppe af vesterlaendninge, -hollaendere, tyskere, amerikanere og overraskende mange danskere. Vi deltog i flere forskellige religioese rtualer. Bl.a. labyrinten, tegnet op af sten og lyst op af smaa stearinlys. Vi skulle gaa rundt i labyrinten og vist gerne faa en naermest meditativ oplevelse. Vores individuelle oplevelser var forskellige. Ingen af os kunne rigtig findeud af hvad vi taenkte, som det er med saa meget her. Alligevel fik Amanda sat sig som en af dem der sad rundt om labyrinten, og sendte en masse glad energi imod midten. Dejligt..
Det var dog ikke kun med Shantimayi og venner vi oplevede Rishikesh's spiritualitet.
Bare paa vores hotel var der fyldt af unge maend, med dybe tanker. Blandt dem var Crazy Baba og lama poeten. Crazy Baba var af andre overbevisninger end os - lad os sige det saadan. Han var en virkelig rar gut, som viste os en af de smaa grotter hvor en hellig mand havde siddet og mediteret i 12 aar, blandt kobraslanger, edderkopper og skorpioner.. Vi gik igen. Vi fik os nogle lange diskussioner. En var en mand der var overbevist at han elskede lige meget, hvilket jo er fantastisk. Han kunne dog ikke forstaa hvorfor vi ikke kunne lide fx en kvinde ved navn Pia fra Danmark, lige saa meget som vores mor - og at det var okay.
SOm de ignorante danskere vi er, troede vi ikke helt paa ham. Han savnede altsaa ogsaa sin mor!
Lama poeten havde nogle helt andre ideer, end ham. Blandt andet at europaeiske kvinder smider toejet med det samme, men lad nu det ligge. Han er oprindeligt fra Darjeeling, men rejser nu rundt i Indien til forskellige steder, som fx Rishikesh og Goa. Skriver historier om folkene der, som han vist ikke rigtig kunne relatere til. Hver gang vi snakkede med ham kom snakken dog alligvel ind paa livets store spoergsmaal, og "why!, why!" vi taenker, som vi goer. Der var ogsaa folk som den amerikanske kvinde vi moedte. Aabenbart var hun inder i sit tidligere liv og havde faaet daarlig karma, fordi hun var blvet skilt fra sin dumme mand. I dette liv rejser hun rundt i Indien, giver mad til de fattige, og er overbevist om, at Ganges har noget af det reneste vand - set fra et videnskabeligt synspunkt. Vi tror ikke hun har vaeret i Varanassi..
Det skal ikke lyde som om, at vi ikke satte pris paa alle disse samtaler. Tvaert imod! Trods naermest frustrerede aftener paa hotelvaerelset, hvor vi med fyr og flamme fortsatte diskussionerne (fuldstaendig enige), har vi haft godt af at genoverveje vores egne synspunkter. Det har vaeret fantastisk, at folk har vaeret saa aabne og i bund og grund, bare ville vise os hvad der er den rette vej, for dem. Paa slutningen af vores tid i Rishikesh konkluderede vi vores egen livsfilosofi til: LIVING, LOVING, LEARNING, baby!
Det endte med at blive en hel svaer afsked med Rishikesh. Paa den sidste dag, tog vi til vores sidste satsang. Klar stod Sunyata (Arnold) med han og Mayis skiundertoej. Det er jo saa koldt i bjregene og de mente vi ville drage god nytte af det (hvilket vi goer!). Vi sagde til dem, at vi ville gaa hen til skolen (boernehjem/skole startet af amerikansk ex-Hollywood stjerne). Det sted har den mest fantastiske salat og, ikke mindste, Cheesecake.
Sunyata og Mayi sagde, at de ville moede os der. Foer vi vidste af det, sad vi med flere danskere fra Shantimayis ashram, der ogsaa ville sige farvel. Blandt andre Anne, hvis foedselsdag vi havde vaeret til, nogle dage forinden. Det var en virkelig skoen aften, med dansk foedselsdagssang og jokes om Marianne Jelved. Det var som at vaere lidt hjemme igen!
Paa skolen fik vi den gode frokost, og begyndte at snakke om vores bustur til Dharamsala. Vi var blevet lidt betaenksomme, da vi samme morgen havde hoert om en af de andre danskeres ulykke paa vej dertil, nogle aar forinden. Mayi, den skoenne kvinde, tog en af sine smykke frem, og tog nogle froe, hun havde opbevaret i det. Hun fortalte, at det var et froe fra Dalai Lamas orakel. Tibetanske buddhister ser det som noget meget helligt, der kan beskytte en under fx rejse. Mayi gav os et hver, og sagde vi skulle holde den taet paa os.
Der var ingen tvivl om, at vi foelte os tryggere, og var ved overraskende godt mod, da vi stod paa bussen. Maaske var det pga froeene, men vi tror ogsaa at Sunyata, Mayi, Anne, Ojstein og alle de andre med deres gode humoer, dejlige vaeremaade og Sunyata og Mayis foraeldrelignende beskyttergen, hjalp en del. Faktisk var vi saa glade for dem, at vi bla overvejer at kalde det kolonihavehus vi faar engang, for Sunyata. (planerne om hvad vi skal naar vi kommer hjem, fortsaetter stadig i fuld galop!)
Bussen var en "luxury-volvo-veddygood-madam" bus. Den absolut dyreste og daarligste vi endnu har vaeret paa. Mens vi ventede paa, at den skulle komme, saa vi de andre turistbusser der havde koert rundt i bjergene. De havde ved naermest hvert vindue, braek ned ad siderne. Vi priste os lykkelige for, at vi havde soerget for ekstra poser - skulle uheldet vaere ude.
Poserne blev brugt! Bare ikke lige paa det, vi ellers havde frygtet. Ikke laenge efter vi koerte fra Rishikesh, begyndte regn og tordenvejr, at buldre. Ind af det gaffalappede vindue, kom en fin maengde regn, lige til at holde os kolde i bussen, der ellers var koelet godt i forvejen. Soveposer og poser var en redning!
Alligvel maa vi endnu en gang sige, at vi var glade for busturen. IGEN moedte soede mennesker og ankom til fantastiske Dharamsala, hvor helt nye eventyr er i gang.. PS!! Vi har det godt.
- comments
Carsten Hvid Mmmm... - Dejligt at høre fra jer! :-)
hannah ja, dejligt at høre om alt det I oplever, jeg må høre mere om den der cheesecake. de kærligste tanker til jer begge!!
Mads I er seje piger!! Glæder mig til at se jer, OM EN MÅNED!!!! Peace!
Mie Slut af i Vietnam!!! Her vrimler med svenskere, nordmaend, vietnamesere og andet godtfolk... Kom hid kom hid :D
Frk. Bisgaard Det er altid godt når man kan leve lidt gennem dig søde Amanda :)