Profile
Blog
Photos
Videos
Optant er nu på 8. dagen nået til Gouda i Holland. Alt er gået vel og efter planen. Vi kom afsted fra Karrebæksminde efter morgenkaffen. Dejligt at se alle dem der var troppet op for at sige farvel og ønske os god vind og tur.
Vi fik en god vind fra starten og kunne umiddelbart sætte sejlene, hvilket betød at vi fik en forrygende sejlads for sejl hel til Storebælt og videre rundt om Langeland. Vi valgte at gå til Bagenkop der er den sydligste by på Langeland. Alt virkede som det skulle selv humøret var perfekt hos hele besætningen.
Henrik havde lavet gullasch hjemmefra så det var nemt at lave mad. Efter en god middag og et par glas rødvin (papkartonvin) sneg der sig en træthed ind for os alle.
Næste morgen stod vi op, det havde været frost om natten så alle trængte til varm kaffe med en lille snaps i. Efter morgenmad gik turen videre til Kiel, gennem sluserne i Holtenau og ind på kielerkanalen. Den er nu ikke den mest spændende oplevelse, den skal bare overståes. Vi gik nu ikke hele vejen men stoppede i Rendsburg hvor vi overnattende.
Næste dag var det tid til at handle lidt ind inden vi gik videre mod Brunsbüttel i den anden af kielerkanalen. Her lagde vi til for at finde en varmeblæser da vi alle frøs i båden, det havde været nattefrost igen. Det er længe siden at jeg har måtte sove med to sæt skitøj på om natten. Desværre lykkedes det ikke at finde en varmeovn og vi valgte at gå videre mod Cuxhaven. Vi ventede til det var højvande så vi kunne ride på medstrømmen til Cuxhaven. Vi kom sent ind og fik igen noget gullasch og faldt hurtig i søvn.
Jeg havde længe ønsket at komme til Helgoland, og nu skulle det være. Helgoland er en lille klippeø ude i Nordsøen. Den skulle være smuk og desuden være toldfri. Desværre var vejret ikke gunstig for den retning og endnu engang må jeg have denne oplevelse tilgode. Vi valgte at gå til den frisiske ø Spikeroog, hvor vi også var sidste sommer. Desværre fik jeg voldsom maveonde og var syg på hele turen til Spikeroog. Jeg måtte overlade sejladsen til drengene og måtte lægge mig og sove nogle timer.Min besætning trådte i karakter og sikrede at vi kom vel i havn.Spikeroog er en skøn ø som minder utrolig meget om Fanø og især sønderho. Min mave fik noget yoghurt og efter en lang nat blev den meget bedre.
Næste dag ville vi gå til Norderney, men sejladsen gik godt da vi havde en god vind, så vi valgte at gå videre til Borkum. J.f. Kortet skulle der vand nok i havne bassinet, men 100 meter inde stod vi fast i dyndet og måtte vente en halv time på lidt tidevand inden vi kunne komme ind og fortøjre. Havnen er et hul med støjende vindmøller, men vi skulle jo kun spise og sove.
Næste morgen ventede vi på højvande og medstrømmen. Ud af havnen og satte sejlene, fuld fart med en gennemsnitsfart på 8-10 knob. Pludselig sagde Michael, at der var en speedbåd efter os og ganske rigtig pludselig var de hollandske tolder på jagt efter os. De kaldte os op over radioen, men vindstøjen var så kraftig, at det var umulig at høre hvad de ville. Vi bjærgede sejlene, hvilket var lidt vanskelig i den hårde sø og kraftige vind, men det lykkedes og de kom op på siden af os. De spurgte hvem vi var hvor vi kom fra og hvor vi skulle hen. Vi gav dem svar og vi fik så lov at sejle videre. Vi var ret tosset over at skulle stoppe vores sejlads for sådan noget pjat. Vi fortsatte mod Schiermonnikog, som er Hollandsk ø. Her gik vi ind i Vadehavet til fastlandet. Vi gik gennem slusen og var nu inde på de hollandske kanaler. Vi fortsatte yderligere en time for så at stoppe for denne dag og overnatte. Indtil nu må vi konstatere at vi har været begunstiget med rigtig sejlervejr. Hunde koldt men masser af vin og sol det meste af tiden. Vi ligner alle kogte krebs i ansigtet at vinden og solen. Rigtige mænd bruger ikke solcreme så huden skaller.
Nu er vi på kanaler, det er smukt men ikke den helt store sejleroplevelse. Vi fortsatte til 'Harlingen som er en smuk hollandsk by. Her fandt vi en god plads i tidevands havnen, og vandet faldt over 3 meter i løbet af aften og natten, så det var vigtigt at have løse fortøjninger. Vejret var blevet gradvis bedre og pludselig kunne vi sidde og grille i aftensolen flankeret at et godt glads rødvin. Vi havde opgivet at grille de forrige aftener, gasmålerne var så kolde at den ikke kunne brænde.
Næste morgen gik vi igen ud i Vadehavet og sejlede mod Amsterdam igen med fuld sejlføring. Det er stor fryd at se båden sejle så godt og vi løb fra alle de andre både. Vi havde en hård halvind og loggede 8-9 k*** det meste af vejen. Det hårde vejr trættede og efter 8 tider valgte vi at gå i havn lidt nord for Amsterdam. Her ligger en skøn lille fæstningsby med bastioner. Byen var som de fleste hollandske byer fyldt med gamle hollandske træskibe. Yderst charmerende og spændende at kikke på.
Næste morgen igen for sejl mod Amsterdam. Vinden var aftaget men nu direkte i næsen hvilket indebar 6 timers kryds. Igen skønt at se hvor godt båden sejler. Hen på eftermiddagen lagde vinden sig og den sidste time måtte vi gå for motor indtil Sixhaven hvor vi har ligget så tit. Amsterdam er en dejlig by med rigtig mange minder fra.
I dag har vi sagt farvel til Henrik, han blev sendt med flyveren til København. Michael og jeg fortsatte videre og valgte på grund af det hårde vejr at forsætte ad kanelerne videre mod Belgien. Nu har vi lagt til for natten i en lille by der hedder Gouda.
Vejret er blevet rigtigt godt, det har været 22-24 grader og de lover en gunstig vind både tirsdag og onsdag. Vi planlægger at krydse den engelske kanal fredag eller lørdag.
Stor sejlerhilsen til alle
Kim Würfel
- comments
margit Dejligt med en god beretning og spændende at høre fra jeres tur.... Super...
Henry Det lyder som en god, men også ganske kold tur. Håber i får flere varmegrader så I rigtig kan nyde seljladsen. God vind