Lovely Quebec City, en by spaekket med historie og kultur. Nordamerikanerne daaner jo over byens laaaange historie efter nordamerikansk standard, men byen fyldte kun smaa 400 aar sidste aar. Det er alligevel en bemaerkelsesvaerdig stad, det faar selv den meste historiemaettede europaeer til at aaben oejnene.

Feor jeg kom til Quebec City, fik jeg dog en helt unik oplevelse i Bauce, Quebec. Jeg have aftalt med Patrick og Windy, at jeg kunne faa et lift med dem til Quebec City, da de skulle besoege Windys foraelde lige syd for byen. Planen var at tage til Bauce for at koere snowmobil inden vi koerte videre til Quebec, men da Windys far hoerte, at jeg ikke umiddelbart kunne finde en ledig seng i Quebec (jeg havde kun ringet til et hostel paa det tidspunkt), kom jeg til at opleve den mest fantastisk gaetsfrihed: Jeg blev ganske simpelt opfordret til at blive for aftensmad og sove i en af familiens restaurerede lejligheder i St. George. Og jeg takkede ja tak.

Snowmobiling (eller Skidooing) er noget ganske saerligt, og jeg tror hurtigt, jeg kunne blive afhaengig af det, baade som foerer og som passager. En slaede bag paa fartoejet og saa afsted, du flyver ganske simpelthen hen over sneen.

Windys foraeldre har igennem aarene akkumuleret en bemaerkelsesvaerdig samling af ting og sager. Windys far er lidt af en altmuligmand, og det han har i baghaven er ikke smaating. En gul skolebus, en motercykel, en flammebemalet bil, dusin af mikroboelgeovne og hundreder, hvis ikke tusinder, af cykler! Det var spaendende at opleve.

Patrick og Windy valgte at foelge mig til Quebec City tidligt naeste dag og tog turen som en mulighed for at se Quebec selv. Det var alletiders at have de to med i byen. De kunne hurtigt fortaelle mig om nyen og det gav mig et godt overblik inden jeg startede.

Quebec er bygget paa en hoej klippe ud mod St Lawrence river, og der mindre om Nordamerikas svar paa Gibraltar. Der er derfor en Upper Town og en Lower Town, hvor af der selfoelgelig er en gammel, bevaret del af dem begge. Hele Old Upper Town er omringet af en mur og beskyttet af et stort fort bygget foerst af franskmaendene og siden faerdiggjort af britterne. Hver eneste bygning i Old Upper Town har en eller anden form for arkitektonisk og historisk vaerdi, og det er da heller ikke for ingenting, at hele den omringede by er paa UNESCOs liste over verdens kulturarv. At gaa rundt for en promenade i Old Quebec er altsaa en sevaerdighed i sig selv. Og jeg fandt da ogsaa et hostel her.

Jeg fandt et alternativt sted, Fredens Vandrehjem (groft oversat), og det var et rigtigt billigt sted med meget personlighed, men ikke saerlig rent. Og da min guidebog (min bibel) sagde, da der var bedre steder til samme penge, flyttede jeg hostel efter to dage. Jeg gik ind paa et Hostelling International sted, som var langt mere komercielt, HI er jo en verdensomspaendende kaede. Stedet var dyrere end jeg regnede med og prisen inkluderede ikke morgenmad, servicen var daarlig, og i modsaetningen til Fredens Vandrehjem (Auberge de la Paix), havde HI Quebec absolut INGEN personlighed (det var ioevrigt ikke meget renere). Saa efter to naetter her var det tilbage til Fredens :)

Quebec City er ekstraordinaer, men dens kulturelle tilbud blegner i forhold til Montreal. Den gamle by er smuk og har meget af byde paa, og det er helt sikkert et must-see i Canada, men jeg savnede kulturel udfordring i byen. Quebecerne har ioevrigt en sjov holdning til nationen Canada. Der lurer en lille flamme af separatisme over alt i Quebec City. Provinsens flag er over alt, og museerne, parkerne og selv provinsparliamentet er "nationale de Quebec". Saa det er rigtigt forvirrende (og provokerende) at de kalder Quebecs provinsparker for nationalparker, og deres provinsiale lovgivning for parliament. Og ikke mindst naar de har fire blaa Quebec flag for hvert enkelt roedt Canada-flag. Ingen patriotisme i Quebec City ... udover selvfoelgelig til Quebec og de fransk-canadiske interesser.

Fik jeg sagt, at quebecerne har stemt et parti i det canadiske parliament, hvis politiske vaerdigrundlag er Quebecs separatisme fra Canada (= Bloc Quebecois).

Museums historien kan gives kort. Museum of Civilisation i Quebec city gav det meste af udstillings pladsen til Quebec identitet og kultur. Det var dog et rigtig godt sted med udstillinger om Amerikas raes for guld og en om urban udvikling og voksende byer (megatropolis). Museum of Fine Art havde en rigtig spaendende permanent samling, bl.a. om den fransk-canadiske kunstner Riopelle, som alle burde tjekke ud, og selvfoelgelig en masse om de lokale unge kunstnere i omraadet.

Hvad der dog var rigtig spaendende ved Quebec var historien, for Quebec City har vaeret centrum for historieskrivende begivenheder et par gange, bl.a. slaget om Canada mellem England og Frankrig, det meget beroemte Battle of the Plains of Abraham, hvor de britiske styrker, i stort undertal, marcherede til Quebec City og moedte de franske tropper lige uden for Quebec, der blev fanget paa sengen og decimeret ved foerste salve. Baade den britiske og den franske general omkom som foelge af slaget! Men britterne vandt jo i sidste ende og Frankrig opgav Canada ... Quebecerne kaemper dog stadig videre, en kamp for at bevare deres traditioner og kultur. Og de skal de ikke hoere et ondt ord om :)

Det var koldt i Quebec City, men det var ingenting i forhold til, hvad jeg skulle komme til at opleve paa min bus tur mod vestlige Canada. Jeg forlod Quebec City for at tage til Montreal for at tage bussen vestpaa en fredag eftermiddag. Men jeg kom ikke afsted foer soendag aften, fordi jeg blev fanget paa vejen af min canadiske erstatningsfamilie, og det var jeg glad for!

Det var underlgit, for jeg havde slet ikke skaenket det en tanke at tage tilbage til Farnham efter jeg var kommet til Quebec, men da mit lift fra Quebec City koerte mig til Patrick og Windys lejlighedskompleks i Longeuil, Montreal, og de var paa vej til Farnham, da jeg ankom, var det underlidt, hvis jeg ikke ville tage tilbage, da de tilboed mig det (og Maries lasagne lokkede selvfoelgelig ogsaa).

Det blev en alletiders weekend. Laekker mad og dejlig gensynsglaede fredag aften. Patrick og jeg tog til Mont Bromont for at staa paa snowboard loerdag, og jeg kom afsted med nyvokset braet og gode stoevelr takket vaere Patrick. Og milde - 15 grader gav mig soede istapper i skaeget. Soendag var markeret af min endelige afsked. Der blev joket en hel del med, at de nok kunne regnet med at se mig igen naeste fredag, selvom de havde sagt farvel til mig, men afskeden var nok desvaerre endelig. Og det viste sig svaere for nogle end jeg regnede med.

Jeg savner allerede familien Gagnon i Quebec. De har gjort min canadarejse til noget helt specielt. Tak.