Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg ved godt, det er laende siden, jeg har skrevet, saa nu vil jeg tage jer med paa en rejse. For mig selv er det rent fysisk, jeg lavede faktisk denne her tur, saa jeg maa forsoege at lade jer rejse med rent mentalt.
Get this: Calgary - Banff - Invermere (British Columbia) - Banff - Jasper
Fantastisk, jeg har det sjovere end nogensinde foer. Jeg havde bare brug for at gennemgaa en del rimeligt kedeligt for at komme her til.
Efter min to dages ti timers tur fra Quebec til Calgary, saa jeg frem til at sove ud i Calgary. Jeg vidste ikke saa meget om byen foer jeg kom der (gad ikke rigtig laese om den mes jeg var i bussen), men laerte hurtigt at den er fyldt med cowboys og kriminelle! En by jeg ikke rigtig gad haenge ud i mere end hoejst noedvendigt.
Den foerste dag efter min bus tur var jeg helt spaced. Gik lidt rundt i byen (ankom kl. 9 og kunne ikke faa et vaerelse foer kl. 15), men ville ikke rigtig noget. Tog en kaffe, koebte lidt mad og gik ellers ind paa mit vaerelse og i seng! Jeg fik den bedste nats soevn i en lorte seng nogensinde. Dag 2 var det meningen, at jeg skulle gaa sightseeing, men det gad jeg ikke rigtigt. Der er ikke saa meget at se i Calgary om vinteren. De har et taarn (rimelig lille i forhold til Toronto), et rodeo (men ikke om vinteren), en olympisk skipark fra '88 og et hockey hold (som ikke spillede hjemme). Og jeg ville virkelig gerne have et snowboard inden jeg tog hele vejen ind til the Canadian Rockies. For calgary er stadig midt paa praerien. Alberta er den rigeste stat i hele Canada pga. oliesande i den nordlige del, og alle hovedsaederne er placeret i Calgary. Alle faar en bid af kagen og byen udvider sig med lynets hast - og ingen problemer, midt paa praerien er der plads nok!
Saa jeg gik paa udgik efter et snowboard og forsoegte ikke at blive skudt i krydsilden mellem kaempende bander (saa mange bander der ikke i Calgary, men de har virkelig et problem der!). Jeg ville videre til Banff, et af de mest besoegte steder i Canada, og aabenlyst ville ALLE gerne til Banff. Paa det hostel jeg boede paa var fyldt med unge, der bare ville videre, men som mig lige skulle sove ud efter en lang rejse (enten fra Vancouver eller hele vejen fra oest, for der er inten paa praerien).
Jeg fik ikke koebt noget snowboard, men da jeg havde faaet blik paa et. Saa jeg tog tidligt afsted mod min bus (bus igen?!) og stoppede ind forbi den sportsbutik, hvor jeg ville have mit board. Og paa 15 min. fik jeg valgt, snakket mig til en god pris, monteret det hele og var afsted igen. Saa jeg var gald for tilfreds, men det skulle vise sig, det ikke var sidste jeg kom til den sportsbutik.
I Geryhound bus terminalen blev det hurtigt klart, at mange skulle til Banff. Jeg blev hurtigt del af den gruppe bestaaende af et australsk par, en ung franskmand, en quebecer (jeg faktisk moedte i bus terminalen i Winnipeg og igen i Calgary), en nordmand (langrens og telemark skier) og en tredje ung austrailier, der studerede og boede i Toronto. Det var en herlig flok.
Det er et helt fantastisk syn foerste gang du ser the Rocky Mountains rejse sig fra praerien. Det er totalt ubeskriveligt, det er virkelig noget der skal opleves. Maaske var foelelsen forstaerket for mig med over to dages rejse over INTETLAND/2D-land/flatland.
Banff viste sig at vaere meget mere kommercielt end jeg troede, ikke en lille bjerg landsby, som alle gik rundt og fortalt mig. Jeg havde booket vaerelse paa et HI-hostel, hvilket viste sig at vaere det forkerte valg. HI Banff var placeret laaang (killer langt) uden for Banff, og alle fra bussen havde vaerelse paa Samesun, et hostel med fed atmosfaere og i downtown Banff. Jeg gik (med snowboard, backpack og rygsaek) hele vejen om ad snoede bjergvejen bare for at afmelde min booking (var noedt til at blive der een nat for ikke at blive afkraevet dobbelt charge), saa jeg skyndte mig dagen efter ned til Samesun, fik et vaerelse og saa ellers afsted til Sunshine Village sammen med Ivar. Og det var et rigtigt valg! Jeg fik en skipakke med ophold og fem dages skiophold + det bedste party hostel i Banff + en helt bunke venner med i koebet.
Det var ikke tilladt at drikke i hostellets common room, saa vi samledes paa vaerelser, beskidte, men smaa og hyggelige, og havde det vildt godt. Drengene paa vaerelse 22 var de bedste, det var det vaerelse vi oftest moedtes paa. Dermed blev Steve, kiwi warrior (New Zealaender) og Matt (australsk diesel mekaniker) tilfoejet til vores gruppe (efter haanden et godt slaeng). Fik jeg sagt, at pige, i det australske par fra bussen, var frisoer (eller haar stylist) virkelig gerne ville klippe mig, men tilgengaelg ville hun ogsaa have lov til at barbere mig, saa det blev bare ved snakken. Mit skaeg kommer til at blive en souvenir fra Canada!
Skiomraaderne i Canada er helt bestemt anderledes end de europaeiske. Ikke lige saa organiseret, tilgengaeld ikke saerlig mange folk. Rigtig god off-pist og mange gode stejle loeb. Tilgengaeld kan de ikke finde ud af at preparere pisterne og priserne er i en helt anden verden. Saa jeg er faktisk ikke saa imponeret. Og jeg er lidt ked af det, jeg havde regnet med, at det her ville vaere det bedste i hele verden. I tillaeg har Canada et daarligt sne aar (kun 150 cm i Sunshine), hardpacked og paa toppen oftest blaest helt vaek, saa det staar paa is og sten, ja faktisk kan du nogle steder finde sten direkte paa pisterne. Det bedste ved at vaere en gruppe afsted (nu har jeg jo rejst meget alene og befandt mig pludselig i midten af et stort slaeng) er at du kan stoette hinanden og foere hinanden fremad, isaer hvis du er paa nogenlunde samme niveau, hvilket vi var i Banff. Pisterne blev stejlere, farten hojere, svingene bedre, hoppene laengere og dine tricks mere avanceret.
Efter en helt del fest - der er altid en undskyldning for at feste i Banff - og en helt del skiing (jeg stod fem ud af syv dage, hvilket var meget mere end alle andre, der festede, festede og festede ogsaa maaske kom op paa bakkerne) var jeg igang med at finde ud af, hvor jeg nu skulle hen. Heldigvis kom der en besked fra fem drenge i Invermere, B.C., der havde hoert, at jeg var i Banff (godt gaaet facebook), og siden Invermere er taet paa Banff (kun 2,5 timer i bus = ingenting i Canada) var det oplagt, at jeg tog dertil for at besoege dem.
Saa en fredag aften efter skoejteloeb paa floden i Banff med Matt, Daniel og Steve stod jeg klar ved bus terminalen i Banff (bus igen!) og saa frem til British Columbia. Det sjove er, at jeg ikke rigtig vidste, hvem jeg var blevet inviteret af. Det var nemlig venner af en god ven hjemme paa Mors, og de fleste havde jeg aldrig moedt foer. Men jeg havde addressen (2nd Ave 1610) og koden til garagen, saa da jeg ankom til Invermere var det bare med at finde det. Bussen holdt dog langt uden for det centrale Invermere, og efter at have spurgt om vej ved det lokale pizzaria, saa jeg frem til en lang gaatur i terrain jeg ikke havde anelse om, hvor ledte mig hen. Heldigvis kom en stor (laes: enorm) pickup truck rundt om hjoernet og stopper ved pizzariaet, en lille kvinde hopper ud, og efter hun har hentet sine pizzaer tager jeg mod til at spoerge om et lift ind til byen. Hun er rigtig soed og koerer mig helt hen til addressen, koden virker og porten gaar op. Men ingen hjemme. Jeg staar i et tomt fremmed hus med fremmede beboere. Det staar dog klart, at det faktsik er fem drenge der bor der, noget af en evne at kunne rode et helt hus til, saa jeg gik ud fra, at det var det rigtige sted. Efter et telefonopkald til en af de fem var jeg ret sikker paa, at jeg var kommet hjem.
Et stort hus i Invermere og et bloedt gulv var alt hvad jeg havde brug for. Og det var kun en bonus, at huset laa op ad et skiomraade, Panorama Mountain Village, og havde elk i haven hver morgen. Og det skulle vise sig at de fem drenge, Christian, Kasper, Soeren, Christoffer og Klaus, var nogle hyggelige fyre. Alt i alt blev det en meget festlig uge i Invermere - faktisk saa festlig, at jeg blev smidt ud af en bar paa Australia Day, fordi de mente jeg var for fuld. Det er jo uhoert! Og jeg har vidner, ikke drenge?! I hvert fald blev jeg smidt ud fra en bar oppe paa skiomraadet en sen aften.
Panorama er ikke mit ybndlingssted. Forholdene var rigtig daarlige da jeg var det, nogle steder helt uden sne paa pisterne. Og jeg var lidt skuffet over, hvordan omraadet var organiseret. To lifter, et transportstykke og derefter endnu en lift for at komme op paa toppen synes jeg ikke var ideelt. Det er europaerne meget bedre til. Tilgengaeld fik vi en dag med rigtig flot pudder sne paa bagsiden af bjerget. Saa hvis du kunne finde de rigtige steder, saa var du sat for en virkelig god oplevelse.
Det skulle selvfoelgelig gaa galt. Minus 30 grader Celsius er aabenbart for meget for Lamar bindinger. En morgen, hvor Christoffer og jeg koerer rundt i Panorama (det var godt nok koldt), sprang my taa-binding paa mig bagfod af, plastikken kaekkede simpelthen, da jeg tog foden ud og skulle paa en lift. Heldigvis havde jeg stadig et aars garanti, men med 10 dage siden koebet kunne jeg se frem til en tur tilbage til Calgary for at faa dem byttet, hvilket er lettere end sende dem ind til reparation og faa garantien til at daekke det. Jeg havde allerede besluttet mig for at tage til Jasper, hvilket betoed en tur tilbage til Banff, og da det er samme vej som til Calgary, var det det, jeg besluttede mig for at goere. Heldigvis fik jeg lov til at laane Klaus' board, de dage jeg var i Invermere uden funktionsdygtigt braet. Saa en morgen tog jeg bussn (bus igen!) tilbage til Calgary, en lille fire timers smut tur, laaste mine ting inde i et skab i bus terminalen og gjorde mig klar til at brokke mig inde i SportMart. Det gik langt letteret end jeg havde troet, de havde aabenbart haft problemer med Lamars bindinger foer. Jeg fik et nyt par fra Morrow, samme brand som mine stoevler, og $ 10 tilbage. Nu haaber jeg bare at det holder i hvert fald til jeg kommer til Vancouver, hvor der er en anden SportMart, hvis det skulle blive noedvendigt.
Tilbage paa stationen og til Banff med bussen (igen!), smaa to en halv timer, og jeg er tilbage i armene paa Ivar, den norske viking, og Steve, kiwi krigeren. Det var rigtig hyggeligt at se dem igen, og jeg inviterede dem med det samme ud paa pub for at spille en omgang pool. Da havde jeg besluttet mig for at blive i Banff i hvert fald to dage foer jeg tog bus til Jasper over Columbian Icefields Parkway, en af de mest sceniske veje i hele Canada.
Jeg havde hoert, at der skulle vaere kommet sne i Sunshine, saa paa anden dagen tog Ivar og jeg op for at proeve forholdene. Ingen sne paa toppen, bare is, men naar man kom paa lae siden, var det fantastisk. Knaedybe sne dynger, der gjorde at vi rigtig kunne udfordre os selv. Dagens stoerste oplevelse blev ca. to meters frit fald fra et plateau ned paa den lodrette klippe vaeg og derefter bloed sne og piste. Det hele handlede bare om at springe ud i det, balance, kontrol og held. Godt vores moedre ikke var der!
Men saa var jeg ogsaa klar til at komme afsted det Jasper. En lidt vemodig afsked med drengene, der dog havde en helt del toemmermaend efter en lille afskedsdrikkeaften paa bar i Banff (Steve mente jeg kunne komme forbi og sige farvel tidligt engang ca. kl. tre om eftermiddagen). Afsted kom jeg med Sundog Tours, et privat busselskab fra Jasper, der har specialiseret sig i at koere den farlige og noget kraevende vej hen over sne og is paa Columbian Icefields Parkway. Paul, cahuffoeren, var rigtig hyggelig, snakkede i alle fire timer mens turen stod paa og fortalte os en masse om, hvordan dalen var blevet skabt ved tryk fra gletscherne, viste hvor der stadig befandt sig gletschere og hvor smeltevand og vandfald have skabt perfekte forhold for isklatring. Desvaerre var skyerne lavt haengende og et uvejr kom vores vej, saa udsigten var ikke den bedste. Faktisk kunne vi naesten ikke faa oeje paa de beroemte Columbian Icefields. Turen var dog smuk, og vi ankom til HI Jasper.
Jasper er langt mere en bjerglandsby end Banff. Man skal huske paa, at byerne jo er lokaliseret mit i national parker, saa de faar ikke lov til at udvide sig og udvikle sig mere end hoejt noedvendigt. Banff er kommet lidt ud af kontrol, men Jasper har bevaret sin charme. Og med hoej saeson i sommerperioden havde jeg, eller min noget specielle schweiziske rejsepartner fra Sundog Tours, ikke booket senge i Jasper. Og til alles, selv den lokale buschauffoers store overraskelse, var hostellet fuldt booket denne mandag, som vi ankom. Saa efter lidt disillusion fik jeg overtalt den midaldrende schweizer til at tage en taxi med mig til et andet hostel, jeg vidste laa uden for byen.
Og det var langt uden for byen! 20 km fra HI Jasper laa Maligne Canyon Wilderness Hostel, og naar de siger "wilderness" i Canada, saa mener de det. Ingen rindende vand, udendoers toiletter, vilde dyr og et enkelt varme apparat per vaerelse. Bygningerne laa spredt over en lille lysning ved en flod lidt fra vejen. Da vi ankom var alt moerkt og det saa rimelig forladt ud. Doerene var dog aabne, men i koeleskabet (jeg var overrasket over, at der faktisk var elektricitet) stod maelk fra slutnignen af november! En udateret seddel laa paa koekkenborder, der fortalte os, at hostelmanageren snart kom tilbage efter en lille tur til byen. Jeg maa nok sige, jeg ikke saa frem til at skulle tilbringe et par dage her. For mig var det lidt ekstremt, spaendende, men vildt at vide, at du kunne se frem til at skide i et lille skur i minus 20 grader, hvis I forstaar. Hostelmanageren kom snart efter tilbage, en gammel tysk immigrant, der havde droppet civilisationen og boede aaret rundt under de forhold, der var at finde paa vores hostel.
Den midaldrende schweizer, der nu ogsaa boede paa hostellet saa jeg ikke alt for meget frem til at bo sammen med. Han var ikke skraemmende, bare lidt speciel. Jeg hoerte senere folk kalde ham "socialt retarderet", og det er maaske lidt haardt, men det var noget i den stil. Han havde ingen sans for at laese kropssprog, fangede ingen hentydninger, var meget indadvendt og havde en klodset motorik. Normalt ville han vaere en mand jeg ville haev rigtig ondt af, +40 og rejsende rundt alene, men naar jeg skulle vaere sammen med ham nonstop i mindst to dage (til HI Jasper havde ledig plads) saa havde jeg mere ondt af mig selv.
Maligne Canyon hostel var en rigtig oplevelse. Selve Maligne Canyon viste sig at vaere et naturfaenomen, hvor en lille aa havde skaaret sig ned igennem limestone og skabt en 30 meter dyb nogle faa meter bred canyon med grotter, vandfald og et klatringsparadis (+ isklatring).Jeg havde ikke regnet med, at skulle vaere fanget ca. 15 km fra Jasper by, saa jeg havde ikke medbragt noget saerligt i form af mad, heldigvis havde jeg mad nok til den foerste aften og lidt til morgenmad. Saa anden dagen havde en stor mission: Hike ned til byen og skaf mad. Selvfoelgelig i selskab med Mr. Schweiz. Det var meget laengere end vi havde troet; men det var sjovt. Vi gik en rute, der saa nem ud paa kortene, men efter en vinter uden nogen paa de lokale trails blev det en udfordring. Vi klatrede paa faldne traestammer over et lille creek, hoppede fra sten til sten over en flod, kig langs Athabasca River mod elk-flokke staaende paa bredden mod byen og endenlig var vi der. Vi forlod Maligne Canyon kl. 10 og kom tilbage med rygsaekkene fyldt med mad kl. 18, sikke en dag. Jeg fik hurtigt mikset mig en energy rigt aftensmad sammen og gik i seng.
Jeg havde soerget for at booke en seng paa HI Jasper, jeg ville ikke opleve at komme der ned uden plads til mig! Og det ville vise sig, at vaere totalt unoedvendigt. Efter endnu en hike mod byen (ikke hele vejen) denne gang med alt vores baggage og lidt mad, tomlede og fik et lift til byen og igen paa den anden side af byen de sidste 10 km ud til vores hostel. Der var ingen paa hostellet. Een fyr sad i faellesomraadet og langt de fleste af de 1000 senge var tomme (og nogle sagde de havde vaeret tomme hele ugen), men heldigvis kom der flere til. Tre unge boardere, David (pilot fra Saskatchewan), Manuel (ung student fra Tyskland) og Kim (landskabsarkitekt fra Quebec) lagde en god bund for godt selskab. En svensk hippi, George, kom til sammen med endnu en ung tysker, Denis, og hans lidt freaky ven fra Holland, Anton. Igen befandt jeg mig midt i en herlig gruppe af unge mennesker. Foerste aften lavede vi poker aften (og med besearker teknik vandt den svenske hippi!), saa var det op paa ski ved Marmot Ski Resort med Denis og Manuel, hvor forholdende igen var ringe og saa hjem til hostellet og en god gang spaghetti madness, men tidligt i seng, for det er traettende at moede nye mennesker og feste hele tiden. Saa sent op betoed, at vi ikke kom afsted til skiomraadet (hostellets shuttle er nede!), men det sneede uden for, saa George og jeg kom ind i en nordisk sneboldskamp, fandt en slaede og en bakke (hostellet er en gammel skihytte) og koerte ned og gik op hele dagen. Faktisk gik vi ind og fandt vores snowboards, tog en skovl og begyndte at lave en mindre snowpark i baghaven. Vildt godt, tror det var en af mine bedste dage paa ski. Med paller og ny sne fik vi skabt en rigtig herlig park med store hop, smaa hop og bokse. Og med gentagelse efter gentagelse blev vi forholdsvis gode :)
Der er jo ikke saa lang tid til jeg kommer hjem til Danmark. Jeg tager til Vancouver paa soendag, ankommer mandag - denne gang med tog paa den transcanadiske jernbane. Fra Vancouver er det jo jeg flyver 25. februar. Der er mindre end 18 dage tilbage i Nordamerika. Der er saa meget jeg skal naa ingen jeg vil hjem, men jeg lover jer, jeg vil gerne hjem. Jeg savner jer alle sammen derhjemme. Ole
- comments