De sidste tre dage har vi været på vores længe ventede Uyuni-tur.

Efter en lang men fin bustur fra La Paz indlogerede vi os på Hostal Cabaña i Uyuni sammen med vores Australske venner, som vi mødte i bussen. Australierne havde brugt samme rejsebureau som os og vidste derfor at vi skulle på tur sammen dagen efter. Om aftenen spiste vi på et hotel/pizzasted drevet af et amerikansk-boliviansk ægtepar (den bedste pizza i Bolivia!), og næste morgen blev vi hentet på vores hostel af bureauet. I vores 4-hjulstrækker var der foruden os og australierne et fransk par og vores guide.

Første dag:

På den første dag startede vi med at køre mod Salt-ørkenen (kun 5 km fra byen), men da vi nåede indgangen, ville vagterne (det bolivianske politi) ikke lukke os ind. De påstod, at bilen ikke var sikker nok til turen, men efter en times tid viste det sig, at det bare var fordi de ville have lidt bestikkelse for at lukke os igennem. Som vores guide sagde, så skulle de jo også have lidt penge til frokost. Det fik de så.

Salar de Uyuni var som ventet og mere end det. Det er svært at forestille sig, når man aldrig har set noget lignende. 16.000 km2 dækket med salt. I tidernes morgen har der været vand over det hele, men det er fordampet, og nu ligger al saltet tilbage. Så langt øjet rækker er der hvidt. Nogle steder kan man slet ikke se horisonten.

Vi spiste frokost bag i bilen - det er utroligt, hvad de bolivianere kan diske op med ude midt i ingenting. Derhjemme havde man bare fået en klapsammen med ost, men så nemt slipper de ikke om ved det her. Der er frisk salat og grøntsager, quinoa, pasta, friskrevet ost... Vi besøgte også et gammelt hotel lavet af salt.

Efter saltørkenen ændrede landskabet sig drastisk. Pludselig sluttede saltørkenen, og vi kørte i et goldt bjerglandskab, med kaktusser og svedent græs - storslået, men noget helt andet. Efter nogen tids bjergkørsel på ujævne veje ankom vi til vores hytter (midt i ingenting) - en lille gruppe hytter bygget af salt-mursten. Vi spiste lækker aftensmad og var trætte efter mange oplevelser.

Anden dag:

Vi kørte igennem imponerende bjerglandskaber og forbi enorme klipper, og besøgte en aktiv vulkan (dog kun på afstand) og smukke laguner ude midt i ingenting. Pludselig ændrede landskabet sig igen, og denne gang var det ikke saltørken, men en vaskeægte sandørken, der dukkede op. Vi kørte gennem ørkenen i hvad der synes som en evighed. Vi blev helt i tvivl om vores guide var faret vild, men så dukkede der endelig en koralrød lagune op foran os, og lige ved den lå vores vindblæste hostel, som gav os ly for natten.

Denne gang fik vi ikke vores egen hytte, men en sovesal for os alle seks. Det var nu også meget hyggeligt.

Tredje dag:

Mens det endnu var mørkt, måtte vi, trætte og stive i kroppen, stå ud af sengene og slæbe os ud i en kold bil. Nikoline troede hun skulle dø. Klokken var kun 5, da vi forlod stedet for at køre mod solopgang over geysere. Det viste sig at være det hele værd. Vi stoppede ved en varm kilde for at spise morgenmad og morgenbade. Mmh, LÆKKERT!

Efter en times tid i det varme vand var det igen på tide at tage videre. Denne gang for at se på flere laguner på vej mod den Chilenske grænse hvor vi skulle læsse det franske par af. Det var ikke ligefrem, fordi det lignede nogen officiel landegrænse som i Europa. Der var bare et blikskur og en bom. Vi fik et par minutters fri leg i Chile, inden vi tog den lange tur tilbage mod Uyuni, ca. 7 timer i bil.

I Uyuni nåede vi at smage Bolivias bedste pizza igen, inden rysteturen gik mod La Paz i en natbus, 12 timer. Ikke verdens sjoveste tur i bus! Den første halvdel af vejen var på meget ujævn grusvej.

Da vi langt om længe nåede frem til La Paz tidligt næste morgen var vi ikke helt så udhvilede, som vi havde håbet på - men lykkelige over at være fremme!

- Jacob og Nikoline